Året der gik – 2017, del II

I går delte jeg øjeblikke fra første halvdel af 2017, og i dag tager jeg så hul på årets sidste del. Når jeg sådan lader mig plumpe ned midt i 2017, er den første følelse der møder mig, en fornemmelse af at gøre sig umage. Det var rigtig vigtigt for os at leve intenst og opmærksomt, og få mest muligt ud af tiden inden efteråret kom, med de udfordringer, der nu lå i det.. Det medførte at vi tog en del smårejser, især sammen med vores dejlige unger, og at vi smed rygsæk og Tryllebør på ryggen, hver eneste gang vi så vores snit til det.

Senere blev tingene, som forventet, lidt tungere, men faktisk tænker jeg ikke tilbage på årets sidste måneder som triste. Jeg tænker tilbage på dem som en tid hvor vi rykkede sammen, og gjorde os endnu mere umage. Vi var fast besluttede på, at det triste ikke måtte fylde mere end allerhøjst nødvendigt. Vi puttede alle de skønne ting ind, vi kunne komme på, og vi gav os tid til at dvæle ved alt det, som ikke var trist.

795f717f-13cf-43b0-8a12-1f59c4cfdcb2

I juli fik vi taget familiefotos med vores skønne, skøre unger, Ikke deres ide om A Good Time, men de føjer sig, og det sætter jeg pris på. Det var også her i højsommeren, at vi tog til Bornholm et par dage. Vi vandrede rundt på øen i det mest storslåede vejr, man overhovedet kan forestille sig – og det var helt vidunderligt!

Drt var også vidunderligt at fejre min søde mor, da hun blev 70. Glæden ved fejringen blev på ingen måde mindre af, at vi vidste at vi ville komme til at fejre hende gentagne gange henover efteråret 😉

5ab2a7e9-add5-4ae4-833d-674ccd89b55d

August var Italien. Mere end noget andet Italien. Vi nød solen, varmen, bjergene (ahem.. ikke hele tiden), men mest af alt nød vi at få besøg af barnevidunderbarnet, som vi havde et par skønne dage med i italiensk badeland. Slog et slag omkring forunderligt skønne Cinque Terre, hvor vi tumlede os på vandrestierne, og nød livet i de dejlige småbyer.

Vi nåede lige hjem i tide til min mors 70 års fødselsdagsfest, hvor jeg plastrede vores kæmpetelt og lade til med herlig pynt.

a86e4fd9-0e31-4433-996e-93efdf02b21c

I september var vi hjemme i Danmark og vende. Vi smed rygsæk og let modvillig hund i bilen, og drog på tur i det jyske – først til fods ad Gendarmstien i gyseligt vejr, og derefter op langs kysten til vores perle på Mors i det mest bedårende solskin.

Senere på måneden tog vi igen til Italien, dels for at tage imod vores nye sofaer der omsider var klar, dels for at kaste os over årets sidste hike (den der sidste hike skulle vi komme til at gentage i oktober. Mindede en smule om Frank Sinatras strøm af afskedskoncerter, men måske nød vi turene endnu mere, fordi de var de sidste…?).

9ab1d73e-8292-400a-b71d-066d702be9b5

I oktober fejrede vi 50 års fødselsdag for ham min elskede, og tog derefter til Mors for at vandre øen rundt langs kysten. Kom ikke så langt som vi havde håbet, men fandt til gengæld det fineste lille Gruk undervejs, som vi skulle få megen glæde af henover årets sidste måneder. Ævl tager i sandhed evigheder…

Min mor blev også fejret igen i oktober. Vi samlede en masse af mine yndlingsmennesker og drog til Sydafrika, først på safari, og bagefter til Sun City. Uh, det var godt, og lige hvad vi trængte til 🙂

cfcaa9b3-294b-4c7c-95d8-f82e44e8b91b

November var min fødselsdag – en af årets absolut vigtigste dage. Det var også Ystad Saltsjöbad, Lalandia med barnevidunderbarn, og en kreativ bølge. Jeg blev færdig med mit svendestykke som strikker, og kastede mig derefter over noget helt andet: jeg gav soveværelset en overhaling, mest markant med en gavlvæg malet i beton-look. Det nyder jeg stadig hver eneste morgen og aften!

Det var også i november jeg indførte Langsom Lørdag her på bloggen; en række indlæg som tager afsæt i mit liv som buddhistisk Dharmalærer. Det er blevet nogen af de indlæg jeg holder allermest af at skrive – og som det også lader til, at I kan lide at læse. De er i hvert fald blandt de mest populære indlæg iflg. Google Analytics, så indtil videre fortsætter de.

året der gik, 2017

Og så blev det december!! Måneden hvor man ser mig rende rundt med en grankvist bag øret, og et stort fjoget smil fra øre til øre, fordi det omsider er JUL. Jeg er en glad julegris –  som, indrømmet, ind imellem kammer over, og bliver en smule ufleksibel. Rør blot ikke ved min gamle jul. Lad nu bare vær’.

Vi runder både december, julen og hele året af i Rio de Janeiro. Når dette her indlæg går online, sidder jeg formentlig med fødderne i enten sand eller saltvand, og munden fuld af enten acai eller tapioca. Brasilien er et paradis – og så oven i købet et paradis som rummer ældstesønnen og hans familie!

2017 har været god ved mig. Selvfølgelig er der rum for forbedringer, men jeg tænker, at med en omhyggelig overlevering til 2018, kommer de sidste detaljer på plads 🙂

Nyder I egentlig også at se tilbage på året der gik? For mig er det uløseligt knyttet til jul og nytår, det der med at skue tilbage, mindes, nyde, glædes – og om muligt lære af det der er sket.

Året der gik – 2017, del I

Sidste år lavede jeg et indlæg, hvor jeg så tilbage på året der gik. Det indlæg tog mig helt uforholdsmæssigt lang tid at lave, men til gengæld er jeg vendt tilbage til det mange gange i årets løb. Derfor har jeg besluttet at gøre det samme i år; opsummere året i billeder og oplevelser. På mange måder synes jeg også det hører nytåret til, det der med at skue tilbage, reflektere over det forgangne år, glædes én gang til over de gode ting, og tjekke om man har fået lært det man skulle af de triste.

Derfor tog jeg en dag ud af kalenderen til at kigge gamle billeder igennem, huske hvornår jeg gjorde hvad, og sortere i alle indtrykkene. Når jeg tænker tilbage på første halvdel af 2017, var det en tid der var tæt pakket med skønne oplevelser. Rejser i rigt mål, og masser af vandreture – for det var på det tidspunkt, vi opdagede glæden ved at sætte den ene fod foran den anden.

910ad7e4-f875-45d3-8ef4-a3d7f4ab09f6

Jeg lagde hårdt ud, med nytår på Mallorca, og Projekt Sund Januar. Puha. Fik heldigvis besøg af yngstesønnen og hans familie undervejs, så der kom en undskyldning for at slække lidt på tøjlerne 😉

Kom hjem fra Mallorca i slutningen af måneden, lige i tid til at fejre yngstesønnens fødselsdag, med fødselsdagseventyr og det hele.

d2fdf879-5c38-4232-a7f8-13a3936e0685

I februar var jeg hjemme i Danmark hele måneden! Mit hjem var sandet noget til efter 7 måneder på farten, så jeg gik til den med oprydning i både stort og småt. Der var dog også tid til at nyde snevejret og de skønne gåture med Fili, og det var også i februar jeg fik en ny veninde: søde Jeanette, som driver bloggen Voksenlivsstil. Naturligvis holdt jeg også både Valentins Dag og fastelavn, med lækkert bagværk (farvel, Sund Januar!) og tøndeslagning.

617bade4-1847-4a22-8459-b60a4403cb06

I marts fik jeg en ny grille: hiking. Det var festligt at samle udstyr, og for så vidt også festligt nok at prøve sig lidt frem, men uha hvor det ind imellem var koldt. Fik strikket en fantastisk islandsk sweater sammen, som kan holde hvem som helst varm hvor som helst. Efterhånden fik jeg udviklet så tilpas meget på det der vandrekoncept, at det blev til Gliking – og det var en God Ting!

Måneden bød også på en tur til Californien, hvor jeg delte mine tips til at håndtere jetlag, alt imens jeg nød gensynet med ældstesønnen (ham den slemme søn, som bor i Brasilien), fortalte om min ubehagelige stress-lyd, og fik suget lidt forår til mig.

Marts er ikke ligefrem min yndlingsmåned, men jeg prøvede virkelig at lære at holde af den, for eksempel ved at dokumentere alle de gode ting i en Måske-er-marts-ikke-SÅ-forfærdelig bog.

355a54f9-b40a-495b-a8aa-805794415b12

I april gik vi fra den ene yderlighed til den anden. Så meget for den buddhistiske middelvej…

På den ene side frøs vi r…. af på en storslået vandretur med lillebror og familie, og på den anden side (af jordkloden, haha) var vi ved at smelte væk i Rio de Janeiros efterår.

Vi (nok mest nogen af os) var overstrømmende lykkelige for vores nye hår, indtil katastrofen – intet mindre! – slog ned. Alt endte dog rimeligt for lokkerne 🙂

9a65770f-08ae-4773-b3e5-d9c85337d291

Maj var forår. Forår i Warszava, i Danmark og på Mallorca. Det var havearbejde og konfirmation, og en hel masse glæde. Mors Dag er jo for eksempel en fremragende opfindelse, som også falder i maj.

559fd536-b56d-4f2c-943b-8f1e9d663cce

Juni var vidunderskøn. Juni var midsommer og fantastiske oplevelser i Los Angeles, Las Vegas, Grand Canyon og Mallorca. Juni føltes på én gang langstrakt, som en perlekæde af drømmestunder, og som en hvirvelvind der strøg forbi.

Fortsættelse følger – meget mere 2017 i morgen.

Regler for Første Juledag

Regler må der til, især i julen, og reglerne for første juledag er knivskarpe:

Første juledag er til pyjamas, konfekt, restemad, masser af slik og virkelig dårligt TV.

Ikke noget som helst andet. Ingen julefrokoster, ingen traveture i den friske luft, ingen sunde grøntsagsretter, og helst heller ingen oprydning.

Første juledag er den helligste dag i hele mit univers, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor slemt det ville være, hvis den blev forstyrret. Derfor vil jeg bare ønsker jer allesammen rigtig glædelig jul – og hvis nogen ikke rigtig kan forstå hvad jeg siger, er det fordi jeg har munden fuld af marcipan og havregrynskugler…

12775b34-61a5-4023-9ca0-3a212f80e73f

Søndags Snapshots – og så alligevel ikke rigtig

… for hvordan kan man vel lave Søndags Snapshots, når det er JULEAFTEN???

37c9f318-12fb-4a1e-9481-6950e6533019

Ugen har været aldeles fremragende, top-julet på alle måder, og nu er jeg helt klar. Vi har været i biografen, på juleindkøb og julevisitter, jeg har fået sikret os både ænder og gås efter at tarvelige Nemlig.com svigtede på målstregen, og vi har ramt toppen af hyggebarometeret.

e90ea2d3-c1ad-42b5-85f1-aecda6196ef60e39df68-ded6-4284-9cbd-34096f137e24

Bordet er dækket, træet venter tålmodigt på børn og voksne i kærlig krans, og lige om lidt dufter her brunt og brændt. Gåsen er om ikke til bageren sendt, så i hvert fald klar til at blive stoppet i ovnen, og alle krydser fingre. Nu er alt, præcis som det skal være; lidt tumlet, meget varmt, fuldt af kærlighed, og intet helt som planlagt – fuldkommen som juleaften skal være.

Og så har jeg allerede føjet første punkt til næste års jule to-do liste (det er aldrig for tidligt til en liste…): jeg skal lave julesweatre til ham min elskede, Fili og mig selv – forhåbentlig ligeså fine som dem yngstesønnen og hans vidunderlige familie promenerer #goals

Rigtig glædelig jul!

378439d9-3c32-4c08-b099-5450fc5a321b

Langsom Lørdag – tiden læger alle sår

lillejuleaften

Tiden læger alle sår – det er en trøst som ikke betyder ret meget, når man står midt i det hjerteskærende, sønderrivende smertefulde. Og så er jeg faktisk heller ikke helt sikker på, at det er rigtigt.

Jeg tror ikke det er tiden som sådan, der læger. Jeg tror det er dét, vi gør med tiden, der læger vores sår, eller i hvert fald lukker dem så meget til, at de kan forvandles fra rå smerte til minder med et lille krads af sorg.

I dag er det to år siden, jeg mistede en af mine allerkæreste venner; en jeg tilbragte nærmest hver eneste dag med, og en som, på sin egen fordringsløse måde, var en fantastisk læremester udi kunsten at leve. Min svigerfar.

Han lærte mig for eksempel værdien i stille tilfredshed, kontra ekstatisk lykkerus. Han jagtede ikke lykken, men lod den stille og roligt finde ham. Nogen gange, når vi jagter lykken, gør vi faktisk vores liv til et fjendtligt miljø for den. Vi kommer til at gøre livet hektisk, og sætter barren så højt, at vi konstant må udskyde lykken. Vi må vente på den, vente indtil jul, næste ferie, på fredag, når det bliver sommer…

Han lærte mig også, at meget mindre end “perfekt” kan gøre det – at “godt nok” er netop dét: godt nok. Og godt nok skal nydes, ikke repareres på.

Han lærte mig at vælge mine kampe. Svigerfar var ikke stridbar. Han var tålmodig, på den modige måde hvor han tålte livets slag, i stedet for at tilføje kamp til smerte.

Han demonstrerede sandhedsværdien i et fortærsket ordsprog:

Tale er sølv, tavshed er guld

Det var ikke så tit, jeg talte om følelser med svigerfar. Som oftest kunne han se når jeg var ked af det, og så gjorde han, hvad der skulle gøres. I en af de allermest rædselsfulde perioder i mit liv kom han (som altid) hver eneste dag. Han sad og sludrede med mig et par minutter, og så gik han ellers ud og ordnede indkørslen, fordi der ikke rigtig var noget vi kunne gøre ved problemerne, men vi kunne i hvert fald sørge for, at her så pænt ud.

Han var en enestående ven, men det var ikke noget han rendte rundt og brystede sig af. Han nøjedes med at være det. Hvis han havde kunnet tale engelsk, ville han formentlig have sagt at “Action speaks louder than words”

… men han talte ikke engelsk, og netop det faktum gav mig en tankevækkende oplevelse. Vi var engang i USA sammen, og da vi skulle gennem lufthavnens sikkerhedskontrol, var det meningen at han og jeg skulle følges. Han havde nemlig en kunstig hofte, som altid gav udslag på scanneren, og det var så min opgave at forklare sagens sammenhæng. Imidlertid kom vi på et tidspunkt fra hinanden, og da jeg så ham igen, sad han på en stol,  midt i den travle lufthavns kaos, mens en gigantisk all-American sikkerhedsvagt i fuldt ornat, pistol og alting, stod bøjet ind over ham, og råbte af sine lungers fulde kraft (ikke fordi han var ondskabsfuld, men bare fordi han var amerikaner, og dermed naturligt gik ud fra, at en person som ikke reagerede på spørgsmål nødvendigvis måtte være tunghør). De fleste ville nok blive en smule befippede i sådan en situation, men ikke min svigerfar. Han sad bare helt roligt, og kiggede venligt på den rødkindede helt. Jeg ilede til, opklarede sagen, fik bugseret svigerfar i sikkerhed, og undskyldte mange gange, at jeg havde været uopmærksom. Og svigerfar? Han flashede mig et af sine vidunderlige gavtyvesmil, plirrede med sine varme, blå øjne (som jeg stadig savner så meget, at jeg slet ikke kan forstå det), og sagde fnisende at han da vidste, at jeg måtte være lige i nærheden, så der var ingen grund til at forsøge at gøre noget.

Og det var svigerfars største kunst: at skelne mellem de ting, han skulle gøre noget ved, og så alle de andre. Han trak aldrig værktøjskassen frem, hvis ikke det var nødvendigt. Han forplumrede aldrig oprørte vande. Han gjorde det, der skulle gøres, men ikke en smule mere – og det er, mere end noget andet, en kunst jeg øver mig i at gøre ham efter.

Fremfor alt lærte svigerfar mig, at livet er kort, og at vi kan ligeså godt nyde det, mens vi har det. Intet er mere vigtigt end at have det godt.

Jeg har været bange for at glemme svigerfar. At glemme hans milde sind og bemærkelsesværdige livskunst. Men det sker ikke, for jeg øver mig hver eneste dag i at holde hans ekstraordinære kvaliteter i live. Og så kan jeg heldigvis stadig lukke mine øjne, og høre hans glade stemme ude fra døren: “Hvad søren, hej søde Fili…”.

I morges lagde vi blomster i bassinet ved vores statue, hvor hans aske ligger begravet. Vi dvælede ved ham en stund, græd en smule, og tørrede derefter tårerne væk, og gik videre med beslutningen om at holde ham i live.

Sorg er kærlighed der er blevet hjemløs.

Lillebittejuleaften

e4c85645-7935-43f0-888e-aba40d163542

Lillebittejuleaften er en stor ting. Den er dagen før dagen, og dermed helt særlig. Man skal have æbleskiver, lave konfekt og have god tid. Rigtig god tid.

Æbleskiverne skal helst være hjemmebagte på denne særlige dag – også selvom det er bemærkelsesværdigt meget mere omstændeligt end bare at vælte en pose fra fryseren ind i ovnen. Til gengæld er det noget så hyggeligt at stå i varmen fra støbejernspanden og vende æbleskiver, mens julemusik, skønne dufte og alle de fine ting som hænger roligt rundt omkring kæler for alle ens sanser.

Jeg bruger min mors opskrift, fra hendes 60 år gamle kogebog. Med kærnemælk, uden æbler. Helt afgjort uden æbler, som slet ikke har noget at gøre i æbleskiver.

250 gr. hvedemel
5 tsk bagepulver
2 spsk sukker
4 dråber citronsaft
4 dl mælk
2 æg
25 gr. smør (opskriften beder om margarine, men det skal man vist være ligeså gammel som bogen for at finde anvendelse for…)
smør til bagning (her kaldes der på fedt i den gamle bog, men helt ærligt… AD)

Jeg har tilføjet lidt kardemomme, fordi det er mit yndlingsjulekrydderi, og det smager herligt – leg eventuelt selv med dine yndlingskrydderier.

Lillebittejuleaftensdag er i øvrigt også den dag jeg begynder at finde pynten til julebordet frem. Jeg elsker at dække julebord, og dynger det gerne til med masser af bedårende glitterstads, svulstige centre-pieces, nisser, julekugler og meget andet godt. Om nødvendigt må man have et lille frasætningsbord for enden, hvor maden kan parkeres – pænt skal det være!

8807a019-4c09-40ae-8c8f-b398a8e0e8a5

En ting der skal være på bordet, er et lille julelys ved hver kuvert. Julen handler jo om at vinde, og når det ikke er nok at konkurrere om mandlen, må man også konkurrere om, hvem der kan holde længst liv i sit lys. Marcipangris til vinderen, og strafpoint til dem der udsætter andres lys for træk.

Jeg ønsker jer alle en storslået lillebittejuleaften, og håber I kan klare spændingen op til Den Store Dag 🙂

Julevafler og julefilm

4daf0cf9-b6ad-44d0-a753-ab4bb7822fbe

Er der noget bedre end varme, søde, sprøde vafler? Det skulle da lige være varme, søde, sprøde vafler, der dufter af jul!

Jeg laver rigtig tit vafler, men som regel er det de sunde, af most banan. De er vildt gode – men når det skal være jul (hvor vi jo alle ved, at kalorierne ikke tæller – videnskabeligt fakta), så skal det være gode, gammeldags julevafler.

400 g hvedemel
150 g sukker
1,5 tsk bagepulver
2 tsk vaniljesukker
1 tsk kardemomme
150 g smeltet smør
8 dl mælk
2 æg

Dejen piskes jævn, bages på et godt vaffeljern, og spises varme med syltetøj og flødeskum.

Og når man alligevel har gang i hyggen, ville det næsten være tosset andet end at smide en god julefilm på. Personligt er jeg H.E.L.T. V.I.L.D med Fars Fede Juleferie, Love Actually, The Holiday, Four Christmasses og Christmas with the Kranks – dem skal jeg se hvert år, og gerne mere end én gang hver, fordi jeg har så forfinet en TV-smag.

Hvilke julefilm mangler jeg på min liste? Har du nogen favoritter, som jeg har overset?

Planlægning af juleaften

Lige siden mine børn var små, har jeg holdt juleaften for hele familien hvert år. Nu hvor yngstesønnen selv er blevet far, har han fået hver anden jul, så han kan skabe de samme minder om jul derhjemme, som han selv har med sig – og det er også skønt at være julegæst!

Hvert andet år har jeg imidlertid stadig fornøjelsen, og i år samles vi hos mig. Selvom jeg ind imellem spiller kæphøj, så har jeg faktisk glæde af at tilrettelægge det der middagsselskab d. 24. med militærisk præcision. Det giver en helt særlig tryghed, når man ved at ænderne er klar nogenlunde samtidig med rødkålen, og at dét tidspunkt falder sammen med gæsternes ankomst.

I år skal jeg lave fire ænder og en gås; i sig selv ikke det store problem, men med de temperamentsfulde ovne, vi har her i huset *, er det noget af en udfordring. Jeg har derfor valgt at stege alle ænderne d. 23. – send mig gerne en kærlig tanke den dag, for jeg vil så grumme gerne undgå at skulle køre hele nabolaget rundt i håb om at kunne låne en ovn. Bordet bliver også dækket d. 23., for det vil jeg have god tid til. Jeg knuselsker hele processen, og kan slet ikke holde ud at skulle haste mig igennem den.

Rødkål, flæskesteg og risalamande uddelegerer jeg. Rødkålen fordi jeg ikke selv gider rode med den, flæskestegen fordi jeg kun har to ovne, og risalamanden fordi min søde svigerinde laver den helt perfekt, med snydemandler og det hele.

5b0e6c86-0dbf-4a21-aa02-25d42592c38c

Kl. 9.30 går jeg i gang med gåsen. Den renses, aftørres, gnides med salt og peber, og fyldes med alt det gode svedskesnas. Ovnen tændes, og fingrene krydses…

10.00 lægges dyret i stegepose, og puttes ind i varmen. Jeg plejer at give den omkring 125 grader i ca. 7 timer, og bruger man stegepose, kan den sagtens passe sig selv.

Når gåsen er sat i gang, tager vi på kirkegården. Vi mødes med min mor, moster og onkel ved min mormors grav hvert år, og ønsker hinanden glædelig jul, inden vi igen kører hver til sit. Så hyggelig en tradition, som jeg bare vil have tid til, uanset hvad.

Vel tilbage begynder jeg at koge fond til sovsen (ikke sauce. Ikke juleaften – der skal man have S.O.V.S). Jeg bruger indvolde, hals og vingespidser fra både gås og ænder, og koger et par gulerødder, et løg og en kvist timian med. Imens skræller ham min elskede kartoflerne, som koges tidligt på eftermiddagen. De holder sig fint varme under dynen; man skal bare huske at lægge et klæde ned til dem, som kan suge overskydende væde. Når det hele er sat i gang spiser vi frokost, og tager os god tid til det.

Mens der er Disneys Juleshow laver jeg sovsen – den kan nemlig godt tåle, at jeg går lidt til og fra 😉

Jeg bruger min fond, og skyen fra gås og ænder. Det får en forsvarlig sjat fløde, en smule sukker, og lidt salt og peber (husk at hvis du kommer til at være for gavmild med saltbøssen, kan du lade en rå kartoffel koge lidt med, så suger den noget af smagen. Samme trick fungerer også hvis risengrøden brænder på!!). Nogen gange supplerer jeg med færdigkøbt andefond, hvis sovsen er lidt for tyndbenet.

Bagefter parterer jeg de kolde ænder, som har ligget og hygget sig i deres eget fedt inde i stegeposerne. Jeg anretter dem fint, og pensler med lidt ekstra andefedt – det er jo jul.

Kl. 17 tjekker jeg gåsen – jeg hiver lidt i et ben, og hvis det er nemt at dreje det, er den færdig. Hvis skindet ikke er sprødt, tager jeg den ud af stegeposen og skruer ovnen op på 225 grader (med krydsede fingre og den anden ovn varmet op som reserve!!!), og giver den et kvarters tid ved høj varme. Når den er klar tager jeg den ud, og pakker den ind i staniol og et par viskestykker, så den kan stå og samle sig, mens jeg laver brune kartofler og luner sovs og rødkål.

17.45 luner jeg ænderne, og giver gåsen manchetter på benene og grankrans om dens mave, så den tager sig smukt ud på det dækkede bord. Gåsen er faktisk en ny tradition hos os – før fik vi kun ænder og flæskesteg, men gåsen er bare så smuk at den har vundet mit lille, kontrollerende julehjerte.

Kl. 18 kan vi så bænke os omkring bordet, sætte gang i vores lys-leg, og nyde at læne os helt tilbage og bare nyde.

Hvordan holder I jul?

 

* Mine ovne tænder venligt og hensynsfuldt, når jeg beder dem om det – men på et tidspunkt, udregnet efter en hemmelig formel, slukker de igen… Bare sådan. Slukker. Og lader sig ikke tænde igen, før de finder det passende (hvilket meget sjældent falder sammen med det tidspunkt, jeg ville finde passende).

Gaven til manden der har alt…

…verdens mest corny overskrift, men altså. Er der noget så herligt som at give en gave?

Ja. Nemlig at give Den Rigtige Gave.

3dde74a2-68b3-44a2-ab6b-fa8ad35d25d1

00270126-1729-41f6-8feb-687b8c44eb31

Af én eller anden grund har jeg sjældent svært ved at finde gode gaver til kvinderne i min familie. De er så nemme at købe til, ikke mindst fordi de ofte er rigtig gode til at dele deres ønsker. Mændene, til gengæld… De burde få sokker, undertrøjer og grill-forklæder alle sammen – så kunne de måske lære det.

Men i år har jeg faktisk fundet en rigtig god gave til ham min elskede (og ja, han læser formentlig med, men er der ikke noget med, at forventningens glæde altid er den største? I øvrigt sætter han nærmest en ære i at gætte sine gaver på forhånd). Han får en whiskykaraffel med to tilhørende glas, i det fineste krystal. Han elsker mig, men han holder også rigtig meget af whisky, især af den afskyelige, røgede slags – og nu kan ham omsider indtage den på passende vis.

Og ja – jeg har snydt. En lille smule, i hvert fald. Jeg tjekkede Tchibo.dk for gaveideer, og de har faktisk samlet forslag i alle prisgrupper, til henholdsvis kvinder (nemt nok – men mange fine sager, som jeg gerne så ligge under mit træ), børn (åh, dukkehus! Ridderborg! Gad godt være barn igen, i hvert fald til jul) og mænd (jamen, suk…), og der er imponerende mange gode forslag. Bare et lille tip herfra 😉

9d1d2c3a-def8-4e85-90a0-181637be23b1

3D julehjerter

43feb718-076b-4a4a-97f1-ca65c0bffaad

Kig med indenfor hos os lillejuleaften. Hvert år. Som i: hvert eneste år:

Han: “Åh NEJ, der er ALT for lidt pynt til juletræet!!!!”
Hun (med munden fuld af skumnisse): “Njaa, der er jo en hel hyndeboks fuld..?”
Han: “Åh NEJ, der er ALT for lidt pynt!!!!”

Det er en situation der er kær, fordi den er så velkendt. Omvendt bygger den på stor, menneskelig smerte, så derfor har jeg i år forsøgt at imødegå den. Jeg har ganske enkelt produceret (og købt) en masse nyt pynt. Så højt elsker jeg ham.

Mine fine origami-stjerner har jeg allerede vist, så her kommer mine super nemme 3D julehjerter:

82d39d0f-d4bf-49a8-a928-6515914f6393

Du skal bruge papir (gerne farvet eller mønstret, gaveindpakning eller avispapir kan fint bruges), limstift, saks og bånd til ophæng.

Klip 6 julehjerter. Jeg har snydt og stanset dem ud, men de kan fint klippes med en saks og en smule tålmodighed.

klippede julehjerter

Fold hjerterne midt igennem, og lim to halvdele sammen.

klippede julehjerter

Fortsæt med at lime halvdele sammen, indtil du har brugt fem af hjerterne. Nu skal du sætte ophæng på: lim tråden fast midt på bagsiderne af de to halvdele, som endnu ikke er limet sammen.

klippede julehjerter

Lim det sidste hjerte fast ovenpå ophænget, fold alle siderne ud, og dit hjerte er færdigt.

Du kan selvfølgelig bruge samme princip med stjerner, kugler, små juletræer, eller hvad du nu synes ser fint ud – bare det er nogenlunde nemt at klippe. God fornøjelse!

Older posts