Mine 10 uperfekte råd mod udflydende taljelinje

Nå. Med januar næsten ovre, og Rios strande i kikkerten lige om lidt, slipper jeg nok ikke udenom en smule selvdisciplin på sundhedsfronten. Ikke hvis jeg skal undgå at komme til at hade samtlige mine feriefotos, i hvert fald. Julens chokolade og skumnisser har nemlig valgt at slå sig ned omkring ækvator – der hvor min talje plejede at være – selvom jeg overhovedet ikke kan huske at udsendt nogen invitation…

b14839bf-7629-422d-89c3-499efb0a9a7eSkåner jer lige for et billede af min taljelinje – så her er i stedet synderen 😉

Jeg har kun én gang i mit liv formået at holde en slankekur, og nærer ingen illusioner om, at det skal lykkes mig at gentage succesen. I stedet har jeg over årene samlet mig ti retningslinjer, som jeg lever efter i de peioder, hvor silhuetten bliver lidt vel uskarp:

  1. Jeg skriver mine mål ned. Realistiske mål. Og lader det ikke være mål der relaterer sig til, hvad jeg skal opnå, men snarere til hvad jeg vil gøre. Altså ikke ”tab fire kilo inden lørdag”, men hellere ”træn fem gange denne uge”.
  2. Jeg erstatter størstedelen af de simple kulhydrater (pasta, ris, brød) med grøntsager. Blomkål kan for eksempel bruges til nærmest alt, fordi det ikke har nogen opmærksomhedskrævende smag.
  3. Jeg satser på at bygge nogen muskler. Virkelig kedeligt, men bliver spas, når min forbrænding pludselig stiger.
  4. Jeg drikker vand. Igen, super træls, men det sikrer at jeg ikke kommer til at forveksle tørst med sult – og så fylder det ganske godt i maven. Prøver dog at undgå sutteflaske-syndromet, for det har aldrig været pænt til nogen.
  5. Den her er faktisk lidt sjov: jeg tager billeder af alt jeg spiser. Alt. Ikke kun den seje, Insta-venlige grove regnbuesalat, men også pizzaslicen og P-tærterne…
  6. Jeg sover. Den der sover, synder ikke – men vigtigere er det, at der er undersøgelser der tyder på, at kvinder der sover mindre end 7 timer hver nat, spiser op til 300 kalorier mere i døgnet end dem der får en god nattesøvn. Jo i øvrigt også ret hyggeligt.
  7. Jeg undgår at spise efter uret. Jeg spiser når jeg er sulten, og holder op med at spise, når jeg ikke længere er sulten. Jeg minder mig selv om, at jeg ikke behøver at blive propmæt; ifølge min mor skal der altid være plads til en frikadelle mere.
  8. Optimalt set burde denne regel ikke komme i spil, men altså… hvis du er bare en lille smule som mig, så vil du forstå. Livet er bare ikke godt nok kun med grøntsager. Der skal sukker til, og e-numre. Jeg giver mig selv en smule snor. 80/20 reglen kaldes den ofte: spis sundt 80 % af tiden, og giv slip de sidste 20 %. Og den vil jeg gerne lige knytte en kommentar til, for hvis jeg kører mig selv benhårdt 6 dage om ugen, i forvisning om at jeg kan gå all in fredag, jamen så går jeg all in. Så I (forhåbentlig) slet ikke kan forestille jer det, og ikke på nogen attraktiv måde, hvorfor jeg i stedet gør det at jeg spiser sundt 5 dage om ugen, og belønner mig selv med noget mere interessant fredag og lørdag – men stadig med en skelen til, hvornår nok er nok. Kan fint køre 800 gram bland-selv slik ned på en god hyggeaften, men har opdaget at jeg også godt kan nøjes med en lille skål af det allerbedste (elefantfødder og røde måtter, for eksempel). Giver yderligere den fordel, at jeg ikke bagefter ligger gispende af sukkerchok på sofaen.
  9. Jeg vejer mig hver morgen. Her er jeg jo meget uenig med tidens fitness-guruer, som anbefaler at man smider vægten ud. Fint for dem – skidt for mig. Jeg har brug for at følge med i, hvad der sker, så jeg kan gribe ind med det samme, snarere end vente indtil alt mit tøj er sendt i skammekrogen.
  10. Mere end noget andet handler det for mig først og fremmest om at blive venner med min sult. Den er ikke farlig; den er bare kroppens signal om, at den er sur over, at den bliver nødt til at bruge af sine depoter – aka smelte fedtet af mine hofter. Optur altså!

Således kommer de næste uger til at forløbe. Ikke vanvittigt sjovt, men efterhånden har jeg opdaget, at der er en bonus involveret: udover en opstramning af den bløde masse mellem knæ og skuldre får jeg også en bunke ekstra energi – og det er jo ikke skidt!

Søndags Snapshots, uge 3

Hm. Sådan en uge der lægger sig lige midt i januar, burde egentlig tage sig en smule sammen. Hvad sker der for, at vi endnu ikke har været sneet inde? Noget af det hyggeligste jo, når hele byen lukker ned, og man kun kan komme herfra på ski. Det blev så ikke i denne uge, men jeg sidder klar med vanter og støvler 🙂

d79046d0-e653-4003-8058-c31e3ac34aaf

I ægte januar-glamourstil har den stået på skumbad med dejlig duft, stearinlys og blid musik. På en tirsdag. Om formiddagen. Ikke noget at udsætte på dét koncept.

04043fb9-e28b-416b-9608-852a3e6fe44a

Ugen har budt på virkelig gode læseoplevelser. Jeg fik taget mig tid til Sissel-Jo Gazans Blækhat, og sikken en oplevelse. Betagende bog – eller bøger er det næsten, fordi de mange plot-drejninger og det afgørende fortællerskift fra ung pige til voksen kvinde, som i høj grad defineres af et valg, man først ved romanens slutning præsenteres for, gør at der er tale om mere end én historie. Ind imellem mistede jeg nærmest pusten af at blive kastet rundt, og følte mig overgivet til forfatterens nåde og forgodtbefindende. Så fin læsning!

Jeg har også fået en dejlig bogpakke fra Gyldendal, i en helt anden genre. Den glæder jeg mig til at kaste mig over, for Et år uden overforbrug lyder som den helt rigtige læsning ovenpå udsalget… fortsættelse følger!

3ac39b3a-0c7c-45a2-83f0-4bdc589556fa

Ellers har det handlet meget om hygge – der er blevet brygget mange kander te, dynerne har hobet sig op i sofaerne, og vores TV har kørt på overtid. Fik anbefalet en serie på Netflix, som bestemt er et par stille aftner værd: The 100. En pudsig dystopisk ting med lidt Fluernes Herre-agtig vibe, som er overraskende god underholdning. Man skal lige give den en chance og være  tålmodig med de første par afsnit, men den er i hvert fald stille og roligt krøbet ind under huden på mig.

Næste uge er et fint, blankt lærred: ikke de store forlystelser at se frem til, og dermed en fremragende mulighed for selv at fylde den med en masse af de små, fordringsløse glæder. Håber I får en forrygende uge – og at vi får noget sne, blev der sagt!

Langsom Lørdag – Meditationsguide II

Sidste lørdag gav jeg nogle helt simple anvisninger på, hvordan du kan komme i gang med at meditere hvis du enten aldrig har prøvet det før, eller hvis du har prøvet, men opgivet fordi det blev for besværligt. Jeg håber du har prøvet at meditere nogle gange i ugens løb, og at du er frisk på at fortsætte 🙂

dabe07a8-0752-440d-b6d3-35567f158d47

Jeg skrev om, hvordan du skulle starte med at sidde og tælle dine vejrtrækninger; det man også kalder meditation på åndedrættet.

Åndedrættet er virkelig godt at bruge til meditation. Nogen gange bliver man anbefalet at bruge en særlig app, musik, eller guidede meditationer, men jeg foretrækker åndedrættet. Det er altid ved hånden – man kommer aldrig til at stå i en situation, hvor man faktisk godt kunne tænke sig at sidde meditation, men desværre er forhindret, fordi man ikke lige havde husket at få sit åndedræt med. Samtidig er det så praktisk indrettet, at åndedrættet hele tiden ændrer sig, og tilpasser sig opgaven. I starten, når sindet er spredt og uroligt, er åndedrættet ret groft og nemt at få øje på, og måske er det endda temmelig ujævnt, så det bliver nemt at holde fokus på det uden at glide ind i en fast rytme, som ellers kan virke nærmest hypnotiserende. Senere, i takt med at krop og sind falder til ro, bliver åndedrættet finere og mere jævnt, og man skal være gradvist mere opmærksom for at kunne fastholde sit fokus på det. Til sidst kan det blive så fint og roligt, at det næsten synes at stoppe helt, og det kun er med dyb og rolig koncentration, man er i stand til fortsat at følge det.

Når du sidder, så pas godt på at du ikke kommer til at forcere vejrtrækningen. Det er nemt at lade tallene tage styringen, så du, helt uden at tænke over det, tilpasser din vejrtrækning til tallenes rytme. Vent på åndedrættet før du tæller. Sid helt roligt og stille, indtil du mærker at luften begynder at strømme ind i kroppen, og tæl så ’et’.

Vent.

Fasthold opmærksomheden, indtil du igen mærker luften strømme ind, og tæl så ’to’. Det er indåndingen der skal initiere tallene, ikke tallene der skal initiere indåndingen. Lad være med at trække tallet alt for langt ud, eller at sidde og tænke ’et – et – et’ under hele åndedraget. Sæt tallet præcis når du mærker luftstrømmen komme ind i kroppen.

Allerede i dette tidlige stadie får de fleste en smagsprøve på det kreative sind. Opgaven er simpelthen for kedelig, og så tages den mentale værktøjskasse i brug. Hvad med for eksempel at bruge smukke ord, eller måske farver i stedet for de kedelige tal? Kunne det ikke være en fremragende ide? Du kan givetvis komme på rigtig mange, meget mere underholdende ideer end trælse tal, men det er ikke det, der er pointen nu. En af pointerne er faktisk lige præcis at lære at disciplinere sindet, så det bliver stærkt nok til at kunne holde fokus, selv når opgaven er uinteressant. Hvis (når) alle ændringsforslagene dukker op, skubber du dem bare blidt til side, så de ikke forstyrrer dit fokus på opgaven, som er at tælle dine åndedrag. Der vil helt sikkert komme en masse tanker undervejs, som handler om alt muligt andet end tal og vejrtrækning. De mest oplagte (dagens program, vigtige ting du skal huske og så videre) er nogenlunde nemme at vende sig bort fra, men ofte vil din insisteren på at vende dig bort bare virke som at smide benzin på et bål. Tankerne vil blive mere og mere påtrængende, og forekomme dig mere og mere vigtige. Det eneste du kan gøre, er at fastholde dit fokus på opgaven, og på den måde vise dig selv, at du tager den alvorligt. Hvis du bliver irriteret og sammenbidt, så brug eventuelt et venligt smil, når du skubber distraktionerne til side. De er jo ikke onde eller tarvelige; det er bare ikke det rette tidspunkt.

Sid mindst 10 minutter. Gerne længere, men ikke så længe at opgaven bliver uoverskuelig. Meditation er noget du gør for din egen skyld. Smil 🙂

Søndags Snapshots, uge 2

Efter en forrygende start på 2018 er det allerede som om året begynder at sløje lidt af på den… eller det er faktisk uretfærdigt at sige, for ugen startede virkelig fint, den slutter ligeså fint, og så er det vel egentlig lidt forkælet at beklage sig over noget onsdag/torsdagsfnidder. I bund og grund er det jo bare det, livet gør: går op og ned.

ba4917ba-e1be-4d44-896a-72f1b0f09aa3

Lagde flot ud med sol og saltvand, her på uendeligt dejlige Praiha do Secredo. Derefter tilbage til Danmark, så jeg kunne være drage-vagt på dronning Isabellas slot – ja, barnevidunderbarnet er dronning, ikke prinsesse (selvom de naturligvis også har deres eksistensberettigelse). Sejt nok, synes farmor.

bb03d3c3-1590-4038-89fd-c3aa519d3287

Jeg havde lidt frygtet vores hjemkomst. Da vi drog afsted, ganske tidligt om morgenen d. 27/12, var jeg nemlig slet ikke klar til at afmontere julen, så jeg regnede med at komme tilbage til en bombesprængt kongres for julemænd. Men sandelig om ikke Verdens Bedste Veninde, min sparringspartner, inspiration og oldekolle-roomie, Frk. T, havde pillet alt fra hinanden, og lagt det hele i nette rækker, klar til at blive swipet ned i kasser og sække med en rask bevægelse. Det gjorde hun så også sidste år, og efterhånden må jeg nok bare indse, at jeg ikke er helt voksen nok til det der med at rejse i julen.

99bde9c1-890d-4640-96bb-a11edd7c96ec

Hende her. Uh, hvor jeg har savnet hende. Især da jeg sad langt væk og skrev et indlæg om hendes historie – men nu er vi sammen igen, og vi hygger os. Hun er virkelig god til at putte, jo.

c57fda2c-b8e8-4adf-b970-1437dbcf764a

De sidste par dage har jeg været lykkeligt optaget i templet. Kan nok ikke komme på en bedre måde at gøre en skidt uge god på, end at tilbringe tid med at være stille sammen med gode venner.

Næste uge tegner ret fredsommelig, så måske jeg får tid til at læse Blækhat færdig? Sissel-Jo Gazans nye bog tryllebandt mig i begyndelsen, men det er som om jeg har mistet pusten lidt. Satser på at vi kan finde sammen igen, bogen og jeg, hvis vi får tid og ro til det, for jeg vil jo virkelig gerne læse den. Bryder mig faktisk helt generelt ikke så meget om at opgive bøger, og det ville da være helt fjollet med én, der allerede har vakt min nysgerrighed.

Ellers kommer ugen formentlig mest til at handle om lidt arbejdsrelaterede løse ender, som lige skal bindes op. Nå ja, og vasketøj…

Jeg håber I får en fantastisk uge, og at nogen af jer får prøvet at meditere – det glæder jeg mig til at høre om!

Langsom Lørdag – Meditationsguide I

I denne weekend laver jeg ikke ret meget andet end at meditere. 3-4 gange om året har vi fokuserede træningsforløb i templet, hvor vi samles om at være helt stille. Ikke nødvendigvis sådan at vi slet ikke taler sammen, men sådan at vi virkelig giver os selv lov til at fokusere, og være intenst til stede i det vi gør.

a28bd1e8-cd71-471c-acba-9e929f1c4210

Jeg har undervist i meditation og buddhisme i 17 år, og jeg ved, at rigtig mange godt kunne tænke sig at lære at meditere, men jeg ved omvendt også, at mange finder det svært, og derfor hurtigt opgiver igen. Ofte kommer folk til at gøre det mere kompliceret end det er. I virkeligheden er det helt enkelt – man øver sig bare i at være der, hvor man er.

Det lyder super nemt, men kræver ofte et par indledende øvelser, for at det kan lykkes. Derfor har jeg fået den ide, at jeg de næste par lørdage vil give nogle tips til, hvordan du kan komme godt i gang med meditation.

Denne fremragende ide har den indlysende svaghed, at man ikke kan lære at meditere bare ved at læse om det. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Man kan læse sig til en række gode, virkningsfulde værktøjer, men de vil jo nødvendigvis kun være som netop det: værktøjer. At tro at man lærer et håndværk bare ved at få udleveret det nødvendige værktøj, ville jo svare til at jeg tænkte at jeg, vups, var blevet tømrer, fordi jeg havde været i Silvan og købe sav og hammer…

For virkelig at lære meditation, må man nødvendigvis gøre det. Man må ud og skaffe sig sine egne erfaringer, og man må allerhelst gøre det sammen med en personlig lærer, som kan vejlede og råde en undervejs, og hjælpe en med at vælge det rette værktøj på det rette tidspunkt.

Men hvorfor så overhovedet skrive om det? Fordi det du læser muligvis kan sætte dig i gang, pirre din nysgerrighed, og give dig nogle konkrete, håndfaste metoder, som du selv kan tage fat på at afprøve.

Så prøv. Sæt en alarm til at ringe om 10 minutter, så du ikke kommer til at sidde og glo på dit ur hele tiden.

Sæt dig godt til rette, helst et nogenlunde roligt sted, og i hvert fald et sted, hvor eventuelle mennesker omkring dig er indstillet på at lade dig være.

Træk vejret. Ret indlysende, og også temmelig svært at lade være med, så indtil videre er vi vel enige om, at det er nemt, ikke?

Start med at tælle dine åndedrag. Giv hvert enkelt åndedrag et nummer, fra et og op til ti, og start så forfra ved ti igen. Det lyder utroligt simpelt, og alligevel vil jeg straks tilføje, at hvis (når) du pludselig opdager at du er blevet distraheret, at du sidder og spekulerer over morgendagens program, indkøbslister, aftaler, eller ting der plager dig, starter du bare forfra ved et. Det samme gør du hvis (når) du opdager, at du er nået til sytten…

Dette indledende stadie giver en klar struktur til din opmærksomhed, og fungerer som en slags anker, der hjælper dig med at overvinde de mest påtrængende distraktioner. En af grundene til, at man kun tæller til ti, før man starter forfra ved et igen, er at hver gang rytmen bliver afbrudt, fordi man skal starte forfra, så er man nødt til at bringe sindet tilbage til opgaven, hvis det skulle være strejfet. På den måde kan man højst forsvinde ind i en bevidstløs tælle-rytme i ni åndedrag.

Sid sådan til din alarm ringer. Når du skal afslutte din meditation, er det en god ide at gøre det med omhu, hver eneste gang. Hvis du bare springer op og haster videre, så er der risiko for, at der sker én af to ting: Enten kan du risikere hovedpine eller udmattelse som vil gøre det sværere for dig at få sat dig næste gang, eller måske vil du tabe alt hvad du netop har vundet, forstået på den måde, at den koncentration og det nærvær du netop har opbygget, fuldkommen tabes på gulvet.

Forsøg at sidde nogen gange i ugens løb, og fortæl mig gerne hvordan det går!

Adoption af hunde

Lige siden jeg flyttede hjemmefra, har jeg haft hund. Mine hunde er typisk blevet ret gamle, men ikke desto mindre har jeg nået at have fem pragtfulde venner med hale i mit liv (det skyldes til dels at jeg flere gange har haft mere end én hund ad gangen, men siger også lidt om min alder…). Kun én af de fem har jeg købt som hvalp. Resten har været ’genbrugshunde’, altså hunde som jeg har adopteret, fordi de manglede et hjem.

Rigtig ofte hører jeg folk sige, at de ikke tør overtage en brugt hund, fordi ”den jo kan have lært alle mulige unoder”. Jeg har heldigvis ikke nogen illusioner om mig selv som Hundehviskeren, og derfor er den slags slet ikke en overvejelse for mig – jeg er helt tryg ved, at ingen kan lære en hund flere unoder end jeg selv 😉

Selvfølgelig kommer en brugt hund med sine egne problemer, men jeg har endnu ikke måttet opgive nogen af dem. Alle problemer er blevet løst undervejs – og jeg er sluppet for alt det der hvalpe-hejs med gennemtyggede sko og tissesøer over hele huset. Det har jeg så til gengæld fået af yngstesønnens første hund, men man kan jo aldrig helgardere sig…

I øjeblikket har vi tre hunde i familien; en hos hver af drengene, og en hjemme hos os. De er alle tre gadehunde, som vi har adopteret i henholdsvis Brasilien og Grækenland. Mød Tyson, Charlie og Fili:

6f28675c-b0d1-4c0a-bb90-fb737614cecb

Tyson er familiens brasilianske indslag. Ældstesønnen og hans kone faldt over ham på et marked, hvor han lå tilbage som the litter of the runt – den mest skravlede af kuldet, som ingen andre ville have. Han havde et modbydeligt udslæt, og var lillebitte og underernæret. Hele kuldet var blevet fundet i en papkasse på en losseplads, tydeligvis efterladt af en mennesker, som ikke magtede at forholde sig til et kuld hvalpe.

48f06175-0557-4d59-ad20-eeec2dfe5710

Tyson kom med dem hjem. Han kom til dyrlægen, og han fik ordentligt foder. Han voksede, og blev en sund og stærk dejlighed, som kan smelte alle hjerter. Han er en kvik og opfindsom lille sag, som lærer utroligt hurtigt. På godt og ondt. Man kan ikke bestikke Tyson til at gøre noget, han ikke gider, for han gennemskuer lynhurtigt en skjult dagsorden, og er i øvrigt helt tryg ved, at mad er en uudtømmelig ressource.

50408c9f-7ced-40e0-b06c-f54269a4d95f

Charlie er yngstesønnens hund, som er adopteret gennem foreningen Græske Hunde (tjek deres hjemmeside, men tag den hårde hud på først. Der er mange hjerteskærende historier, at det føles nærmest umenneskeligt ikke at give de stakkels hunde et trygt hjem…).

Charlie og hans søskende blev fundet i en affaldscontainer. Han var den eneste, der stadig var i live – de andre var døde af tørst og udmattelse. Det er sikkert derfor, Charlie ikke er overmåde god til at blive lukket inde.

Og se, dét var en underdrivelse af enorme proportioner. Charlie KAN IKKE lukkes inde, med mindre han selv er indforstået med det. Han er umådeligt ferm til at åbne døre, og har faktisk præsteret at åbne en låst dør. Nøglen sad i, og Charlie er vedholdende – så til sidst lykkedes det ham at dreje den. Han er sprunget ud af flere førstesalsvinduer, og har presset sig igennem en kattelem. Hans svendestykke lavede han i vores sommerhus i Italien, da han

  • brød ud af det meget solide hundebur med ekstra forstærkninger, som han var placeret i,
  • åd dørkarmen til det badeværelse, hvor buret var placeret, så han kunne få den låste dør op, og
  • balancerede baglæns på to ben ned ad en stejl stentrappe, mens han åbnede den næste dør han stødte på; den op til stuen. Forestil dig vores overraskelse, da vi kom hjem til en hund, som mageligt slængede sig i sofaen!

Charlie er nok den kærligste og mest hengivne hund, man overhovedet kan forestille sig. Han elsker meget højt (objektet mere eller mindre underordnet), og i det hele tager er hans følelser meget store.

524bfdc0-9f7a-4287-9735-93d63d637dfb

Fili er min yndige lille pige. Hun er også adopteret gennem Græske Hunde, og hun var måske ikke udpræget køn fra starten, i hvert fald ikke for det utrænede øje. En af foreningens frivillige omtalte hende til en af vores bekendte som ”Nå ja, dén. Uha, den var så grim, at vi aldrig troede vi ville finde et hjem til den”.

3b03b83e-66cf-4479-b264-fb8d2b0c99d7

Fili er Verdens Bedste Hund, og hun er S.M.U.K. Intet mindre. Hun er den nemmeste hund, jeg nogensinde har haft. Hun har et enormt gehør; fanger lynhurtigt, hvad man ønsker, og skynder sig at gøre det. Hun formår at glide ind i enhver sammenhæng, helt uden problemer, og så er hun genial til at opdrage frække hvalpe. Hun udstråler en imponerende autoritet, og indtager førerpositionen overalt. Og ja, så er der også en del gøen involveret, men helt ærligt, som min svigerdatter ville have sagt: Hvad skulle hun ellers gøre, miave som en kat??

Søndags Snapshots, uge 1

Foreløbig tegner 2018 rigtig fint. At være hernede i Rio er som at være på et (meget langt) spa-ophold. Jeg vælter mig i sol, saltvand og god tid, spiser herligt veltilberedt mad af de friskeste råvarer, og får stakkevis af wellness- og skønhedsbehandlinger.

fee07dac-ebb8-400d-baa8-d121574d05b4

Typisk foregår det sådan, at jeg får et top-til-tå eftersyn når jeg er her, så det er en ualmindeligt frisk og velplejet Pia, som hopper ombord på flyet hjem – hvorefter det hele gradvist falder fra hinanden, når jeg er hjemme i hverdagen… Lidt fjollet jo, og derfor er det naturligvis (endnu engang) planen at holde sagerne ved lige når jeg er tilbage i kulden, de mange lag tøj, og alle de gode sager, som fortjener at blive hyggespist når det er koldt udenfor, og man keder sig lidt i munden.

191dbc4e-983e-4f64-905c-fad861d7cde1

Den høje standard jeg kører med hernede, skyldes formentlig ikke kun at alle disse behandlinger er så rørende billige, men også at alle brasilianerne, kvinder såvel som mænd, unge som gamle, rige som fattige, konstant præsenterer sig finest muligt. De er altid deres bedste selv, og på én eller anden måde falder min sædvanlige afslappede skandinaviske, ‘jeg-vågnede-op-sådan-her’ stil lidt igennem. Her er man velpoleret. Hele tiden. Så det er meget af ugen gået med: strand- og poolliv, dejligt selskab og total wellness.

1e93ab0c-e45a-4dbc-8f84-f035c2685b21

Lørdag løsrev vi os dog lidt fra driverlivet, og tog med ældstesønnen op i en af Rios favelaer, hvor vi besøgte et utroligt inspirerende socialt projekt. En mand havde ganske enkelt taget ansvar for at tilbyde jiu jitsu-træning til områdets børn og unge, og det var noget så rørende – og tankevækkende! – at se den entusiasme der blev lagt for dagen. Meget mere om det senere, når jeg har fået sorteret i alle indtrykkene.

I næste uge vender vi næsen hjemad. Det bliver en travl uge, med både skønne og knap så skønne indslag, så måske jeg lige skulle nå at fylde lidt ekstra op på herlighedskontoen… Det vil jeg straks tage mig af.

Langsom Lørdag – Pytkassen

Pytkassen er en herlig ting. Det er den man bruger, når man skal skille sig af med ting, der

  • ikke betyder det store, eller
  • ved nærmere eftertanke betyder mindre end man først troede, eller
  • ikke kan ændres.

Allerede tilbage omkring år 700 før vor tidsregning blev princippet beskrevet af den buddhistiske munk Shatideva i værket Bodhicaryavatara:

Hvis jeg kan gøre noget ved det der plager mig,
hvorfor så lide – jeg kan jo bare få det gjort!
Hvis ikke der er noget jeg kan gøre,
hvorfor så lide – det er jo som det er!?

…og han har jo fuldkommen ret. Det man alligevel ikke kan gøre noget ved, er der ingen grund til at bekymre sig om. Problemet er, at vi ofte får bildt os selv ind, at vi har valg, som vi i virkeligheden ikke har. Vi tænker, at vi kan vælge mellem at finde os i noget generende, eller at trylle det om – mens det reelle valg meget oftere er, om vi vil hidse os op over det der generer os, eller give slip på det; putte det i pytkassen.

Lad os tage et banalt eksempel. Lad os sige, at du har en kollega, som konsekvent opfører sig virkelig tarveligt overfor dig. Det generer dig, men du ved ikke rigtig, hvad du skal stille op. Hvis du adresserer det direkte, ser hun bare uforstående ud, og siger at det da ikke har spor på sig, eller også går hun til angreb på dig, og giver dig skylden for ufreden imellem jer.

I sådan em situation skal du træffe et valg. Du skal ikke vælge om hun skal blive ved med at opføre sig grimt eller ej – det valg er hendes. Du skal vælge om du vil lade det gå dig på, eller om du vil putte hende i pytkassen. Det er dit valg.

6b3b1129-d6e1-41f8-a783-8fd87245d5d8

Indrømmet: der er dage, hvor pytkassen er nemmere at finde end ellers – men hvis den føles meget langt væk, er det muligvis fordi du har ekstra meget brug for den… I sådan en situation kan det være en god ide at tvangs-pytte, bare lige for at blive mindet om, hvor godt det føles. Det kan opleves som vældig farligt, men husk på, at der ikke er noget som er definitivt. Du kan altid pille ting op af kassen igen!

Pytkassen er blevet ret populær på det sidste, måske fordi den kan bringes i spil ved så mange forskellige lejligheder. Nogen har brug for at placere en pytkasse ved siden af deres to-do lister, eller måske ved deres spejl eller badevægt. Andre har mere glæde af den i samværet med andre mennesker, mens atter andre slet ikke kan leve uden en pytkasse, når det kommer til politik og samfundsdebat.

Uanset hvordan du bruger din pytkasse, er der imidlertid et par vigtige regler, som skal sikre at den pytkasse, som jo skal gøre livet lettere, ikke ender med at forplumre det hele.

  • Vær omhyggelig med hvad der kommer i den. Den er ikke en midlertidig p-plads, men en skraldespand. Med det mener jeg, at det du kommer i pytkassen, skal du give slip på. For alvor. Det skal ikke ligge og ulme, indtil du en dag eksploderer. Du skal også være opmærksom på, at det ikke er alt, der hører hjemme i pytkassen. Der er ting, som skal fikses – dem skal du forholde dig til, og ikke bare parkere i pytkassen til du en dag får tid. Der er intet øjeblik, der bliver mere velegnet end lige nu.
  • Du ejer ikke andres pytkasser. Det er ikke op til dig at bestemme, hvad andre skal putte i deres pytkasser. Pytkasser er dybt personlige, og de behøver ikke at følge bestemte regler. Man behøver ikke engang at være konsekvent med sine egne regler – pytkasser er meget tilgivende, og kan fint klare at de nogen gange blive brugt, og andre gange sprunget over.
  • Pytkassen er noget man bruger for sin egen skyld, ikke for andres. Du er med andre ord ikke et skidt menneske, bare fordi du ikke rigtig kan finde sprækken til din pytkasse. Du er muligvis et lettere overbebyrdet menneske, men ikke skidt. Jeg kender vidunderlige mennesker med minimale pytkasser – de lever mere anstrengende liv, end jeg tænker er nødvendigt, men er bestemt hverken tarvelige, uempatiske eller moralsk anløbne.
  • Der er ingen af os, der kender den fulde sandhed om andres liv. Dette punkt er egentlig bare en gentagelse af det foregående, men det er så vigtigt, at jeg tænker det fint kan tages to gange: Du ved ikke, hvad der tjener andre bedst. Du kender muligvis rigtig meget til en andens liv, men den fulde sandhed kender kun hun eller han selv. Deraf følger også, at du ikke kan vurdere, hvad der skal i deres pytkasse, hvad de endnu ikke er klar til at slippe, eller hvad der nødvendigvis må laves om på.

Til gengæld, hvis du følger disse fire regler, burde det ikke kunne gå galt – og hvem ved; måske bliver pytkassen dit nye yndlingssted! Jeg er i hvert fald så glad for min (har også været heldig at få den helt store model!), at jeg ofte griber mig i at ønske, at jeg kunne give den glimmer på.

Januars liste

7a6fb49e-b213-4904-8a02-64adc57ae0a0

For mig er januar sådan et meget dobbelttydigt arrangement. Måneden starter gerne i højeste gear, med frisk gå-på-mod og knitrende tulipaner, for så lige så stille at fise lidt sløjt ud i vintermørke og slagregn.

Det har jeg tænkt mig at imødegå i år. Jeg vil simpelthen sætte fuld knald på en omgang farvestrålende og livgivende januar-glamour! Jeg vil:

90388095-be2b-4d11-829d-f4651be27244

– lakere negle. Hele tiden. Fordi det er noget så fint, men også fordi det er den ultimative dekadence at afsætte timer til at putte sarte farver på fingerspidserne. Og så er neglene jo noget man ser på konstant.

– hive de høje hæle frem. Gyselige at gå i, men for at overleve januar er det nødvendigt ikke at tænke alt for praktisk. I øvrigt kører man jo også i bil det meste af tiden.

– give mig tid til at lave lækker mad, og dække et smukt bord. Kun for to. En herlig hverdagsluksus, som jeg alt for tit glemmer, fordi det også er hyggeligt at spise take-out (eller julens tiloversblevne skumnisser, ahem…) i sofaen.

– tage mine nye champagneskåle i brug. Hele tiden – og jeg skal have kage til. Fik de skønneste champagneskåle i julegave, og de skal bruges, så snart jeg lander derhjemme igen. Champagneskåle er og bliver den mest overdådige måde at servere de liflige dråber på – også selvom feinsmeckere vil hævde at boblerne dør. Må bare drikke det hurtigere, jo.

– tænde virkelig mange, høje stearinlys. Stearinlys hører den mørke tid til, og mens jeg i juletiden er meget på de hyggelige, buttede bloklys, synes jeg januar-glamour kalder på lange, slanke lys i blankpudsede stager, morgen, middag og aften.

– lave en playlist, der understreger glamour-temaet. Tænker gammel jazz, Rat Pack, og en masse easy-listening loungemusik.

– huske at fylde alle vaser med friske blomster. Hele tiden. Og putte en kroget æblegren med ned, fordi kontrasten mellem det delikate og det grove bringer det bedste frem i dem begge.

– fortsætte min digitale detox, fordi det dælme ikke er glamourøst at sidde med næsen i sin telefon! Jeg er efterhånden helt god til det der med at gå online, når der er grund til det, og lade være resten af tiden – men det er en færdighed der stadig kan finpudses.

d59fc20a-30ee-46b9-a3ad-a5c400f4fc25

Nu starter januar jo ret nemt i år, i sollys og kærlighed hernede i Brasilien, men mon ikke jeg når at få brug for det tunge skyts, når først jeg er tilbage i kulden? Om ikke andet, så ved jeg jo at februar og marts (gys…) venter lige om hjørnet, så alle ideerne skal nok komme i spil!

Året der gik – 2017, del II

I går delte jeg øjeblikke fra første halvdel af 2017, og i dag tager jeg så hul på årets sidste del. Når jeg sådan lader mig plumpe ned midt i 2017, er den første følelse der møder mig, en fornemmelse af at gøre sig umage. Det var rigtig vigtigt for os at leve intenst og opmærksomt, og få mest muligt ud af tiden inden efteråret kom, med de udfordringer, der nu lå i det.. Det medførte at vi tog en del smårejser, især sammen med vores dejlige unger, og at vi smed rygsæk og Tryllebør på ryggen, hver eneste gang vi så vores snit til det.

Senere blev tingene, som forventet, lidt tungere, men faktisk tænker jeg ikke tilbage på årets sidste måneder som triste. Jeg tænker tilbage på dem som en tid hvor vi rykkede sammen, og gjorde os endnu mere umage. Vi var fast besluttede på, at det triste ikke måtte fylde mere end allerhøjst nødvendigt. Vi puttede alle de skønne ting ind, vi kunne komme på, og vi gav os tid til at dvæle ved alt det, som ikke var trist.

795f717f-13cf-43b0-8a12-1f59c4cfdcb2

I juli fik vi taget familiefotos med vores skønne, skøre unger, Ikke deres ide om A Good Time, men de føjer sig, og det sætter jeg pris på. Det var også her i højsommeren, at vi tog til Bornholm et par dage. Vi vandrede rundt på øen i det mest storslåede vejr, man overhovedet kan forestille sig – og det var helt vidunderligt!

Drt var også vidunderligt at fejre min søde mor, da hun blev 70. Glæden ved fejringen blev på ingen måde mindre af, at vi vidste at vi ville komme til at fejre hende gentagne gange henover efteråret 😉

5ab2a7e9-add5-4ae4-833d-674ccd89b55d

August var Italien. Mere end noget andet Italien. Vi nød solen, varmen, bjergene (ahem.. ikke hele tiden), men mest af alt nød vi at få besøg af barnevidunderbarnet, som vi havde et par skønne dage med i italiensk badeland. Slog et slag omkring forunderligt skønne Cinque Terre, hvor vi tumlede os på vandrestierne, og nød livet i de dejlige småbyer.

Vi nåede lige hjem i tide til min mors 70 års fødselsdagsfest, hvor jeg plastrede vores kæmpetelt og lade til med herlig pynt.

a86e4fd9-0e31-4433-996e-93efdf02b21c

I september var vi hjemme i Danmark og vende. Vi smed rygsæk og let modvillig hund i bilen, og drog på tur i det jyske – først til fods ad Gendarmstien i gyseligt vejr, og derefter op langs kysten til vores perle på Mors i det mest bedårende solskin.

Senere på måneden tog vi igen til Italien, dels for at tage imod vores nye sofaer der omsider var klar, dels for at kaste os over årets sidste hike (den der sidste hike skulle vi komme til at gentage i oktober. Mindede en smule om Frank Sinatras strøm af afskedskoncerter, men måske nød vi turene endnu mere, fordi de var de sidste…?).

9ab1d73e-8292-400a-b71d-066d702be9b5

I oktober fejrede vi 50 års fødselsdag for ham min elskede, og tog derefter til Mors for at vandre øen rundt langs kysten. Kom ikke så langt som vi havde håbet, men fandt til gengæld det fineste lille Gruk undervejs, som vi skulle få megen glæde af henover årets sidste måneder. Ævl tager i sandhed evigheder…

Min mor blev også fejret igen i oktober. Vi samlede en masse af mine yndlingsmennesker og drog til Sydafrika, først på safari, og bagefter til Sun City. Uh, det var godt, og lige hvad vi trængte til 🙂

cfcaa9b3-294b-4c7c-95d8-f82e44e8b91b

November var min fødselsdag – en af årets absolut vigtigste dage. Det var også Ystad Saltsjöbad, Lalandia med barnevidunderbarn, og en kreativ bølge. Jeg blev færdig med mit svendestykke som strikker, og kastede mig derefter over noget helt andet: jeg gav soveværelset en overhaling, mest markant med en gavlvæg malet i beton-look. Det nyder jeg stadig hver eneste morgen og aften!

Det var også i november jeg indførte Langsom Lørdag her på bloggen; en række indlæg som tager afsæt i mit liv som buddhistisk Dharmalærer. Det er blevet nogen af de indlæg jeg holder allermest af at skrive – og som det også lader til, at I kan lide at læse. De er i hvert fald blandt de mest populære indlæg iflg. Google Analytics, så indtil videre fortsætter de.

året der gik, 2017

Og så blev det december!! Måneden hvor man ser mig rende rundt med en grankvist bag øret, og et stort fjoget smil fra øre til øre, fordi det omsider er JUL. Jeg er en glad julegris –  som, indrømmet, ind imellem kammer over, og bliver en smule ufleksibel. Rør blot ikke ved min gamle jul. Lad nu bare vær’.

Vi runder både december, julen og hele året af i Rio de Janeiro. Når dette her indlæg går online, sidder jeg formentlig med fødderne i enten sand eller saltvand, og munden fuld af enten acai eller tapioca. Brasilien er et paradis – og så oven i købet et paradis som rummer ældstesønnen og hans familie!

2017 har været god ved mig. Selvfølgelig er der rum for forbedringer, men jeg tænker, at med en omhyggelig overlevering til 2018, kommer de sidste detaljer på plads 🙂

Nyder I egentlig også at se tilbage på året der gik? For mig er det uløseligt knyttet til jul og nytår, det der med at skue tilbage, mindes, nyde, glædes – og om muligt lære af det der er sket.