Søndags Snapshots

img_8838

Der har været nogle bump på vejen denne uge, men hvis verden virkelig har tænkt sig at ødelægge mit julehumør, skal den faktisk gøre sig lidt (ganske lidt…) mere umage. Det håber jeg nu ikke den gør. Egentlig synes jeg, at jeg har taget sådan omtrent hvad der tilkommer mig, men man kan jo aldrig vide.

img_8745

Heldigvis er jeg overmåde veltrænet udi kunsten at fornøje mig selv. En skøn, stille spa-aften er et fremragende eksempel på kloge ting at gøre, når verden er på tværs – så det har jeg selvfølgelig gjort. Og så har jeg selvfølgelig boltret mig i humørforbedrende sysler som pakkejulekalenderfabrikation, adventsgaveindpakning og naturligvis adventskransfremstilling, og på den måde er det hele jo gået endda.

img_8805

Havde også min søde mor med på den lokale kro til stegt flæsk med persillesovs. Jeg knuselsker at bo på landet, hvor der stadig er adskillige gamle, hyggelige kroer at vælge imellem, når man trænger til god, solid vintermad. I det hele taget er jeg, sådan helt generelt, skrap til at trøstespise. I julen har jeg endda en ekstra god undskyldning, for man må jo ikke bære julen ud. Heller ikke af sit eget hjem, tænker jeg 😉

Lyspunkter har der heldigvis været masser af i ugen, og majoriteten har involveret barnevidunderbarnet. Julepyntning, klippe-klistredage og julefrokoster, tilsat små klistrede fingre og varme knus; dét er altså et koncept der holder.

I næste uge må jeg undvære ham min elskede et par dage, når han stryger til Mallorca. Jeg arbejder igennem, og venter i øvrigt tålmodigt herhjemme. Når bare jeg kan se frem til en hel bunke skønne, julerelaterede aktiviteter, er der ingen knas med mig. Jeg håber I alle får en vidunderlig uge, uanset hvor meget eller hvor lidt I skal jule!

Søndags Snapshots

img_8646

Den første rigtige juleuge (jo, det er!!) – og så oven i købet en uge, som byder på de skønneste minder, når jeg scroller gennem kamerarullen på min telefon. Der ligger jo for eksempel stadig masser af herlige snapshots fra vores tur med barnevidunderbarnet, og den slags gør mig altså ekstra blød om hjertet!

img_8500

Jeg har virkelig haft julestjerner i øjnene denne uge. Ham min elskede og jeg satte en hel dag af til at julepynte stuerne, med skøn julemusik i højttalerne, og risengrød som bonus. Er også så småt begyndt at tænke på julegaver. Desværre er jeg ikke helt tjekket nok til at nå det der Black Friday, men jeg er da begyndt at indsamle gaveideer rundt omkring.

img_8019Mon ikke Fili ville blive lykkelig…?

Lørdagen har jeg brugt i templet, med næste års konfirmander. Altid noget der gør mig glad i låget, for ingen stiller så gode og vedkommende spørgsmål som teenagere – og jeg er bare taknemmelig over at få lov til at være med til at pege på svarmuligheder.

I dag skal Frk. T og jeg male soveværelse, og det skal nok blive spas. Hun er heldigvis voldsomt meget mere praktisk end undertegnede, så jeg har høje forventninger til resultatet, og skal nok dele det, så snart vi er klar!

Næste uge fortsætter i julesporet. Der bliver lige et par kedelige dage i retten (hvor der helt generelt er en utroligt dårlig stemning, og ikke den mindste pebernød i sigte…), men ugen byder heldigvis på så meget mere end det. Vi skal bage de første julesmåkager, vi skal til julepynteaften hos yngstesønnen, der er bedsteforældrejuleklip i børnehaven, og så er weekenden helliget årets første julefrokost OG hjembringning af juletræet. Det er lige noget der passer denne glade julegris 🙂

img_8638

Søndags Snapshots

img_5554

En uge der starter i Ystad Saltsjöbad, byder på to uventede fridage, for så at slutte af i Lalandia, begravet i lykkelig barnevidunderbarnsrus, kan man ikke rigtig sige noget grimt om. Og det vil jeg så lade være med, for hvorfor skulle jeg gøre mig umage med at finde det triste? Det skal såmænd nok selv byde sig til 😉

img_8194

Ugen har budt på skønne læsestunder. Jeg besøgte vores lokale bibliotek (totalt yndlingsudflugt), og slæbte bøger med hjem. Her ventede også alle mine dejlige fødselsdagsbøger, og så kastede jeg mig ellers grådigt over stakkevis af eventyr. Jeg har bl.a. læst Helle Thorning Schmidts historie, Hvad man ikke dør af, fortalt af  Nina Zilstorff Munch-Perrin. Udmærket underholdning, men egentlig synes jeg den er lige lidt for glat, og på sine steder bliver mere en slags historisk opremsning end en personlig fortælling.

img_8368

img_8445

Ugens højdepunkt er helt sikkert vores tur til Lalandia, hvor barnevidunderbarnet med største selvfølgelighed, og på sædvanlig charmerende vis, har indtaget chefstolen. Hun holder sin farmor til ilden, og det er jo En God Ting. Vi nyder badeland, legeland, skøjtebane og intensiv hyttehygge – og jeg kan slet ikke få nok.

Lalandia er et herligt sted til et par dages nem familieferie. Hele maskineriet hernede er imponerende velsmurt, og alting fungerer gnidningsløst. Stedet er et paradis for børn (og barnlige sjæle); centret bugner af aktivitetsmuligheder for både store og små, og overalt får man forbavsende okay mad i skøn, familievenlig indpakning. Det er kort sagt et sted hvor man kan slå hjernen fra og latteren til – og den slags er jo altid et hit.

Livet som bedstemor er uovertruffent godt, og jeg ville ikke bytte for noget. Så skønt at overlade tøjlerne til den unge generation, og bare give los på forkælelsen; en kunst jeg mestrer til perfektion. “Farmor, du siger aldrig nej, vel?” Kan dog godt mærke at formen ikke er, hvad den har været. Der er en grund til, at man får børn tidligt i livet…

img_8371

img_8444

img_8422

img_8479

I næste uge starter julen, og jeg kan dårligt vente. Først skal jeg hælde jul ud over hele huset, og bagefter er weekenden sat af til julehygge med Frk. T (og bevares, en lille smule arbejde, men heldigvis af den hyggeligste slags – næste års konfirmander begynder deres undervisning på lørdag, og jeg glæder mig allerede til alle deres tankevækkende, uforbeholdne spørgsmål). Hvad skal jeres første juleuge gå med?

Søndags Snapshots

Så er det søndag igen; den anden af de fire søndage der kommer før første søndag i advent.

Ja, okay – den opfandt jeg lige, men tænkte at jeg ville prøvekøre den – måske det skal til at være en ting? Under alle omstændigheder har det været en uge, der har været præget af første.

img_7956

Første julepynt. Ja ja, jeg ved det godt. Julen starter først d. 24/11, men altså… har lidt svært ved ikke at tyvstarte en smule.

img_7970

Første nattefrost, med tilhørende bedårende morgenrimfrost over markerne. Landskabet bliver helt fortryllet, når det klæder sig i hvidt, og jeg mærker længslen efter at blive begravet under en dyne af sne. Det skal jo nok komme, og måske endda hurtigere end jeg lige umiddelbart tror. Uanset hvad, så minder den første rimfrost mig igen om, hvor fint det er at bo et sted, hvor man med jævne mellemrum sner inde.

img_7992

Første dage i mit 53. år. Indtil videre er 53 helt ok – og det tegner også umiddelbart fint for fremtiden. Har i hvert fald fået umanerligt herlige gaver 😉

img_7969

Lange, mørke hyggeaftner i sofaen (og nej, det hører ikke med i ‘første-kategorien’. Hyggeaftner er faktisk en af mine spidskompetencer), med strikketøj og Herrens Veje. Er desværre ved at være ved vejs ende med begge dele, så leder med lys og lygte efter værdige alternativer. Tip mig gerne, hvis I sidder med gode ideer!

img_8055

Weekenden tilbringer jeg i Ystad Saltsjöbad, og det er slet ikke ilde. Jeg boltrer mig i skønhed af den lækre, underspillede slags, som får mig til at føle mig tryg og give helt slip. Bliver nok ikke helt nemt at overtale mig selv til at vende hjem til endnu en tung uge – men omvendt så er alle batterier ladet helt op!

Næste uge byder endnu engang på muligheder for at øve mig i at slippe det, som ikke kan ændres. En vigtig øvelse, af flere grunde. For det første så er det helt indlysende bare mere rart at være til, når man ikke bekymrer sig over de ting, som man alligevel ikke kan gøre noget ved; for det andet bliver der plads til alle de små glæder, når overflødig uro ikke optager sindet. Faktisk er det meget nemmere at give slip end at holde fast. At slippe er en ikke-ting; man skal ikke gøre noget særligt, men bare undlade at gøre noget unødvendigt. Så det vil jeg gøre 🙂

Søndags Snapshots

Nok ikke lige den nemmeste uge af alle, men den har budt på sine lyspunkter, som jeg omhyggeligt har samlet op, hvor jeg har fundet dem. For de har jo været der, imellem de lidt mere kedelige ting (tidligt op, i retten, hjem og falde bedøvet om, repeat). Eksempelvis er det jo helt vidunderligt at vi er gået over til vintertid, selvom det altid forvirrer mig en lille smule. Mørke vinteraftner er noget så hyggelige, når dagen går tidligt på hæld, og man kan tænde stearinlys og lave en kande te, som man langsomt kan sidde og nyde mens dagen svinder. Det der med tiden er frygteligt indviklet, og huskereglerne med havemøbler frem og tilbage roder jeg altid rundt i. Et af ugens lyspunkter er, at jeg ikke er kommet galt afsted med tiden i år.

img_7748

Jeg reddede mig en led infektion i Sydafrika, og kunne intet spise i flere dage. Penicillin er endnu et af ugens lyspunkter. Og skum-julemænd.

img_7632

Afrikas smukke, røde jord. Et herligt syn, der også hører ugen til, omend det var set fra et fly, der bragte mig hjem til kulden.

img_7746

Højtlæsning med barnevidunderbarnet. Noget aller-yndlings, både fordi det er nært og dejligt i sig selv, og fordi det bringer så skønne minder frem. Jeg mindes både da jeg kunne sidde og putte hele eftermiddage med mine små unger og en stak bøger – og endnu længere tilbage, da det var mig der puttede mig ind til min mor, og lyttede til de spændende historier.

img_7902

Lørdag aften – date night med koncert, og masser af søde farverige drinks. Endnu engang måtte den nye favorit-blazer holde for, og nu kan jeg føje et nyt punkt til listen over dens fortræffeligheder: hvis man, bare sådan som et tænkt eksempel, kommer til at spilde en lidt klistret alkoholblanding ned ad den, er den lige til at smide i vaskemaskinen bagefter. Totalt toppoint!

Næste uge kommer rigtig meget til at handle om mig, og det er jo En God Ting. Jeg skal fejres, skal jeg – på den omfattende måde. Ethvert år, jeg formår at holde mig i live, er grund til fest – så fest skal der være! I weekenden skal jeg oven i købet til Ystad Saltsjöbad, så der er nærmest tale om en uge uden ende på magien. Jeg håber I også får en fortryllende uge 🙂

Søndags Snapshots

img_7046Sikke dog en umanerlig fin uge. Sol, safari og afslapning, omgivet af en masse mennesker jeg holder af. Godt nok har en forbavsende stor del af os (jeg selv inklusive) været syge på skift, men smerte og ubehag er jo i bund og grund bare kroppens signal til os om, at den er i gang med lidt vedligehold, så det har ikke stoppet os. Faktisk har jeg smilet (og skraldgrinet) så meget i denne uge, at jeg nærmest har været permanent øm i kinderne. Det har med andre ord ganske enkelt været en uge, som har efterladt mig grundglad og tilfreds helt ned i tæerne. Sydafrika FTW!

img_7152img_7150img_6994img_1029Ugen har blandt andet budt på elefanter, løver, geparder, zebraer, antiloper, hyæner, sjakaler, flodheste, næsehorn, giraffer, og virkelig mange fugle. Jeg har min meget passionerede * lillebror med, og han har for eksempel vist mig fløjteænder, skestorke og selvmordsfugle – og så har jeg hørt vores ranger tale om en Go Away Bird, som jeg tænker muligvis er i familie med den velkendte Please Shut Up About The Birds Bird og den mere sjældne Seriously, I Have A Job To Do Bird 🙂

img_7264Efter nogle dage på safari slapper vi nu af i Sun City, og det er også vidunderligt. Vi tumler os i sol, vand og kulørte drinks, og lige om lidt skal ham min elskede og min svigerdatter op i verdens hurtigste zip line, mens vi andre ser hovedrystende til. Og det er netop det, som har gjort denne familieferie helt fantastisk: at der har været noget for alle. Hvor er der bare meget at glæde sig over, når man kan nyde alle de andres glæder foruden sin egen!

I næste uge kommer der noget seriøst billedspam her på bloggen, med masser af fotos og historier fra smukke Afrika – men lige nu vil jeg se at få de to tosser bundet sammen og hængt op på en snor, så de kan suse afsted med 160 km/t. Spørg mig ikke hvorfor de gør det, men jeg har sat et GoPro på dem, så jeg kan nyde turen på tryg, digitaliseret vis.

img_7263

 

 

* Min bror er en vaskeægte nørd – og nørder er noget af det mest fantastiske, fordi de begejstres så nemt, og det smitter. Jeg elsker min bror grænseløst og uden forbehold, og hans nørderier er en evig kilde til morskab.

Søndags Snapshots

img_6278Read-a-thon

Lige nu er Dewey’s Read-a-thon i fuld gang, men eftersom jeg har bryllupsdag i dag, hopper jeg af vognen nu. I går kl. 14, dansk tid, dykkede læseheste over hele verden ned i 24 fortryllede timers lykkelig overgivelse til fantasiens verden. Normalt er læsning jo i høj grad en solo-beskæftigelse, men to gange om året kan man læse sig ind i et verdensomspændende fællesskab under hashtagget #deweysreadathon. Noget så herligt, og jeg har da også nydt at kaste mig over en meget varieret bogstak.

img_6258
Genialt husdesign

Ja, jeg er en smule introvert. Og ja, dette hus er ren perfektion. Hvem ville ikke nyde at tulle fra gode bøger til skønne TV-serier, kun afbrudt af en smule stille kiggen ud på stjernehimlen? Nok meget godt at jeg er gift med en ekstremt ekstrovert – ellers ville jeg næppe komme uden for en dør 😉

img_0821Kyststemning

Ellers har ugen været præget af vores lille efterårstur til Limfjordens Perle, Mors. Vi havde skønne dage ude i en efterårsskøn natur, og bagefter puttede vi os i dybe sofaer med gammeldags fjernsyn. Fjernsyn af den slags hvor man bare ser det, der er, ligesom i barndommens uskyldige dage. Streaming er ikke en mulighed heroppe i sommerhuset, og det er jeg faktisk glad for. Der er noget vældig festligt over at se DM i grill, eller følge et hold sommerlierer på vej til eksamen 😉

img_6259Klar til (endnu et) nyt projekt

Var lige forbi Nykøbings hyggeligste garnbutik (der er kun den samme, men hyggelig er den!), og fik indkøbt det lækreste, tynde uldgarn til mit næste projekt. Skal bare lige være færdig med noget af det andet jeg har gang i, men det bliver jeg lige om lidt. Efterår er strikketid, og det ville jo være helt tosset at gå ned på udstyret. Garnet er en herlig blanding af uld, silke og bomuld, så det er dejligt let og levende. Jeg tænker noget med nogen store diamant-snoninger?

img_6095Gruk

På vores ture rundt langs kysten faldt vi over denne lille påmindelse. Mere vigtig nu end nogensinde før i mit liv, så jeg vil gøre mit bedste for at følge de tilskyndelser min (overordentligt veludviklede) bullshit-detektor giver mig.

Næste uge kommer til at handle en hel masse om elefanter og giraffer, men jeg har sørget for at gøre en række indlæg klar til bloggen, så der ikke bliver helt stille herinde. Jeg kigger nok også forbi med lidt boblende safaristemning – det tror jeg faktisk slet ikke jeg kan lade være med. Hav en skøn uge herhjemme, og pas godt på efteråret til jeg er tilbage!

Søndags Snapshots

img_0802

Efterårshygge

Efteråret er i dén grad kommet. Regn og rusk indbyder til at man kryber indendørs og luner sig med lidt vitamin S, så det har jeg brugt en del tid på i ugens løb. Efterårets skønne farver, som ellers er en udmærket grund til at bevæge sig ud i al vejret, kan jo faktisk sagtens nydes indenfor 🙂

img_0803

De smukkeste farver

Jeg elsker nemlig at give mig selv den lille luksus at have friske blomster i vaserne, og aldrig er buketterne smukkere end i efteråret. Det skulle da lige være knitrende røde juletulipaner. eller nyudsprungne syrener i maj, eller tunge sensommerblomster i august, eller…

img_0805

Ham min elskede

Noget der ellers har fyldt i ugen, er ham her. Det er ikke helt enkelt at holde fødselsdag for ham, men omvendt herligt at han holder mig på tæerne jo. Hellere slides op end ruste, ikke sandt?

Jeg holder meget af de store mærkedage, fordi de minder mig om at få sagt alle de vigtige ting. Ham her kan jeg virkelig godt lide – og at høre mine små drenge tale og skrive til deres far, rørte mig til tårer. Han er ganske særlig, og jeg føler mig heldig fordi jeg har ham.

img_0804

Arbejdsplads med udsigt

Noget helt andet er, at min førstesal i dén grad trænger til en kærlig hånd. Ikke fordi rummet som sådan er grimt, men det er bare virkelig meget fersk og kedeligt, synes jeg. Der må rykkes rundt, males og noget – fortsættelse følger 😉

Det bliver dog nok ikke lige den kommende uge, jeg får tjek på det hele, for vi drager nemlig til Mors lige om lidt. Vi skal (endnu engang) have sæsonens sidste vandretur, og jeg glæder mig! God uge til jer allesammen.

Søndags Snapshots

img_0773Denne her uge har været tung på arbejde. Tung forstået som ‘meget arbejde’, ikke som ‘trist arbejde’, heldigvis – men jeg har hængt, lykkeligt opslugt, foran computeren i mange, mange timer. Vindens rusken i træerne har bidraget til den almindelige hyggestemning, og gråvejr betyder at det er mørkt nok til at det giver mening at tænde stearinlys hele dagen. Efterår FTW!!

Ind imellem har jeg været oppe ved overfladen for at trække lidt frisk luft, og det har (også) været en fornøjelse. Der er nemlig blevet tændt for efterårsfarverne, og æblerne hænger tungt på træerne. Noget så fint.

img_0769

Simremad, kraftige gryderetter og supper hører efteråret til. Løgsuppe, chili sin carne, og langsomme karryretter; så bliver det ikke mere efterårsagtigt. Jeg elsker at sætte maden i gang rigtig tidligt, så jeg kan gå og nyde duftene hele dagen. Til gengæld kunne jeg slemt godt tænke mig, at duftene forsvandt, i samme sekund tallerknerne rydde af bordet. Gid der var en app til det…

29691200_unknown

Og nu jeg er ved app’s, så er jeg stadig ellevild med det der Mofibo. En tidsrøver af værste skuffe, men omvendt en vældig hyggelig lille bandit, jo.

img_5637

Strikkepindene gløder i øjeblikket. Jeg har gang i 3-4 forskellige projekter, og det er skønt, for så kan jeg altid kaste mig over lige præcis dét, jeg har allermest lyst til. Ulempen ved at være så ustruktureret er indlysende: der går ret lang tid imellem, at der er noget der falder færdigt af pindene, men en beskæftigelse så hyggelig som strikkeri behøver ikke at være struktureret.

Det bliver nok heller ikke lige i næste uge, jeg får gjort nogen af mine projekter færdige. Jeg har stadig en håndfuld hængepartier, og så er der en virkelig stor og vigtig dag, der truer i horisonten. Ham min elskede bliver 50, og kender jeg ham ret, vil det komme til at kræve en del af mig. Jeg glæder mig!

Søndags Snapshots

29425872_unknown

Jeg ved ikke om der er nogen der har opdaget det, men det er altså blevet efterår!!! Helt vidunderligt efterår, med klar blå himmel og sprød kulde der napper i kinderne. Og vafler. For det er jo en del af efteråret. De fleste har nok allerede en yndlingsversion af de lækre, sprøde vafler, men hvis du er frisk på at prøve noget nyt, laver jeg dem på denne (nærmest lidt sunde) måde:

Mos en banan. Bland den med et æg, to spsk hvedemel, 1/2 tsk bagepulver, 1 tsk vanilje og et nip salt. Bag dejen sprød i vaffeljernet, og så er der kun tilbage at beslutte, hvad der skal på dem… Ikke nemt – og jeg veksler da også mellem at spise dem som de er, og at putte smør og chiafrø på dem, eller hakkede mandler, eller marmelade, eller (måske allerbedst?) doce de leite. Haps. Også gode som morgenmad.

Noget helt andet, der imidlertid også er uløseligt knyttet til efteråret, er langsomme date-nights ude i spa’en. Nok et af gårdens hyggeligste steder, ikke mindst fordi computere og telefoner er forment adgang 🙂

img_5339

Det har på alle måder været en vældig fin uge – men måske ikke så tung på de store, delbare oplevelser. Jeg har nemlig tilbragt størstedelen af tiden med at leve et stille, kontemplativt tempelliv sammen med mine søde og dygtige kolleger. Ved sådan nogen lejligheder får vi mulighed for at fordybe os, og øve os på at leve sådan som vi hver især allerhelst vil. Jeg betragter den slags tilbagetrækninger som en slags træning på en manøvrebane. Tempellivet skaber et kontrolleret, lukket miljø, hvor man kan få lov at eksperimentere og begå fejl, uden at det har de store konsekvenser. Fuldkommen som når man skal lære at køre bil, så er det ikke nok at være skrap på manøvrebanen. Det er ude i livet, det virkelig tæller – men man lærer en vældig masse ved at træne i trygge omgivelser.

img_5319Det er ikke kun sindet, der er blevet trænet. Kroppen har også fået sit, og det har været sjovt! – men mere om det senere. Foreløbig vil jeg bare se at få vasket træningstøjet, så jeg er klar til endnu en festlig uge.

29425696_unknown

Jeg har også fået læst en masse. Hvis jeg har forsømt noget i ugens løb, skyder jeg skylden på Mofibo – alt for fristende jo, med stakkevis af bøger indenfor rækkevidde hele tiden!

Næste uge får jeg forhåbentlig også gode læsestunder. Det ser i hvert fald ud som endnu en stille uge; ingen store planer, men mange af de små – jeg skal for eksempel til middag med mine gamle skolekammerater, og så har min egen Frk. T fødselsdag. Det skal nok blive spas!