Ystad Saltsjöbad

ystad saltsjöbad

Jeg er til falds for langsom luksus. Stille, afslappende dage, hvor fokus kan rettes på det rene ingenting (som faktisk er en overmåde fin ting!), og man nærmest kan mærke livsglæden vågne og boble op igennem kroppen.

Jeg er også til fals for lækre spa-oplevelser, om så det hjemme eller ude, og jeg har da også gjort en vis indsats for at finde de allerbedste steder, både herhjemme og i udlandet. Og nu er der kommet en ny favorit på listen: Ystad Saltsjöbad. Nøj, der er fint! Alt er udsøgt; spa og wellnessområder, værelser, restaurant og omgivelserne – alt er bare herligt, og man mærker konstant den omhu er er lagt i, at gæsterne skal føle sig godt tilpas. Tilsæt gode venner, og så er jeg altså nærmest i himlen!

img_8088

img_8118

img_8082

img_8115

img_8081

Selve indretningen bugner af inspiration for en bolig maximalist som mig. Ting er stablet op overalt, reolerne bugner af bøger, memorabilia og små snurrigheder – og så er der grønne planter på nærmest enhver vandret overflade. Stedet minder mest af alt om et gigantisk Pippi-hus, med krinkelkroge og sjove hjørner, tilsat ultimativ luksus. Her er alting nemlig nøje udvalgt og tilrettelagt med ét eneste mål for øje: at du kan slippe alt, og bare læne dig ind i nydelsen. Så det gjorde jeg – og det var godt! Uha, hvor vi trængte til at koble helt af, og det er med ny, frisk energi vi vender tilbage til hverdagen.

En lille perle, helt afsondret fra stress og bekymring – og så bare 1 1/2 times kørsel hjemmefra. Slet ikke skidt 🙂

img_8046

img_8117

img_8060

img_8114

img_8061

img_8113

img_8042

img_8112

img_8076

Sun City, Sydafrika

img_7907

Sun City er noget med sol, vand og total afslapning. For et par uger siden, efter vores safaritur, brugte vi en weekend i Sun City, og det var virkelig en god ide. Vi havde jo en stor aldersspredning i vores gruppe, og Sun City har noget for alle. Nogen foretrak det stille liv ved poolen, andre elskede det store vandland med Lazy River og enorme bølger, og alle nød vi de forskellige aktiviteter der tilbydes.

img_7717

img_7908

img_8026

img_7483

img_7701

 

img_7706

img_7702Vejret i Sydafrika er ikke altid til den hede side. Når man kommer i deres forår (som selvfølgelig er vores efterår) kan der være kølige dage, og det er heller ikke usædvanligt med en regnbyge. Det gør dog ikke spor, synes jeg, for der er så meget sjovt at tage sig til – man skal bare huske at medbringe tøj til det. Vi bowlede (og jeg har cirklet de interessante dele af vores scoreboard for hurtig reference), og fordi min yndige svierdatter er adrenalin-junkie fik hun trukket sin, noget modvillige, svigerfar med op i verdens hurtigste zip-line. Vi tilbragte også en masse tid i labyrinten i The Lost City, måske nok især fordi der er en interessant belønning, når (hvis…) man finder igennem den. Der er ingen ende på tilbuddene, og vi kunne fint have tilbragt mange flere dage med at udforske dem, men der var alligevel én ting, vi besluttede at gøre igen: vi tog endnu et game-drive.

img_7635

img_7697

img_7709Sun City ligger på grænsen til Pilanesberg National Park, så der er naturligvis en hel række operatører, som tilbyder game-drives. Endnu en morgen stod vi altså op før fuglene (!), og kørte ud på savannen – og det var godt! Vi så flodheste, løver og, som turens højdepunkt for alle, undtagen min fugleskøre lillebror, så vi tre geparder der netop havde nedlagt en gnu. Noget så sejt for os, men nok mindre underholdende for gnuen…

img_7716

img_7711

img_7704Vi boede på Cascades Hotel, som er fabelagtigt smukt, især udendørs. Der er de herligste haveanlæg, med små stier der snor sig mellem søer og swimming pools, og nærmest overalt er man fremragende underholdt af de frække små aber 🙂

Sun City er et område der oprindeligt blev anlagt med henblik på hasardspil; en slags Sydafrikansk Las Vegas (omend i meget mindre målestok). Det tidligere apartheid-styre tillod ikke spil, men Sun City er grundlagt i den selvstyrende region, Bophuthatswana. Fordi byen undgik de nationale love, kunne den tilbyde alt det sjove, som folk jo gerne vil have – på godt og ondt – og den voksede lystigt op igennem 80’erne og 90’erne.

Byen har samlet musikere i topklasse gennem årene, som for eksempel Ray Charles, Tina Turner, Queen og Elton John, noget der især bliver tydeligt på den herlige restaurant, Legends. Über cool indretning, skøn, tilbagelænet stemning og pragtfuld mad – slet ikke noget skidt koncept, og stedet er da tilsyneladende nærmest altid propfyldt. Husk at reservere bord, for det er i dén grad en oplevelse!

img_7708

img_7710Sydafrika er på nærmest alle områder et spændende land. Det siger lidt sig selv, at naturen spiller hovedrollen for de fleste turister, men selv uden løver, geparder og krokodiller ville det være umagen værd at tage hertil. Hver eneste gang jeg kommer her, bliver jeg imponeret af, hvordan det er lykkedes at holde Nelson Mandelas drøm om et fredeligt demokratisk samfund i lykkelig sameksistens i live. Den eneste gang, jeg har hørt en sydafrikaner udtrykke sig negativt om sit land, var da en ung ranger fortalte os, at han overvejede at flytte udenlands, fordi han ikke orkede at blive ved med at have dårlig samvittighed over sin fars og farfars gerninger. Ellers synes der at være udbredt enighed om, at landet er på rette kurs, og selvom der stadig er langt igen, så skal de nok komme i mål. Den afrikanske glæde og livsduelighed, som så ofte har imponeret mig, er ikke blevet stækket, og jeg tror det er sandt, når vores chauffør fortalte os, at intet er glemt, men alt er tilgivet.

img_7341

Safari – planlægning og overvejelser

img_7680

Måske har du allerede prøvet at være på safari, måske har du overvejet det uden at komme videre, og måske har tanken aldrig strejfet dig. Før min første safaritur var det aldrig faldet mig ind, at det var en måde at holde ferie på, men jeg blev fuldkommen vild med det fra første øjeblik.

Jeg knuselsker safariferier. Efter min mening er det en genial ferieform, både for par, familier med halvstore børn, og for storfamilier. Vi var afsted med 11 af mine kæreste, i alderen 9 til 75 år, og det fungerede perfekt. Noget af det der hjælper til at gøre safari til en god fælles ferie, er at dagene er planlagt i forvejen. Når først man er afsted, behøver man ikke gøre sig de store overvejelser – alting kommer til én af sig selv, så at sige.

img_7658img_7653

Maden bliver serveret på fastlagte tidspunkter, og de to daglige game-drives (køreture ud i bushen for at spotte dyr) giver masser af fælles oplevelser. Imellem måltider og game-drives er der fritid, som kan bruges på at hænge ud ved poolen eller i hytterne, på en lille middagslur, eller på nogle af de aktiviteter som almindeligvis tilbydes på de afrikanske lodges.

img_7651

The Big Five kontra alle de spektakulære dyr, man kan møde

Dyrene er i fokus. Når man tager på safari, er det for at se dyr. Masser af dyr, og det er typisk også med håbet om at se alle The Big Five (de fem dyr, som traditionelt var de farligste at jage: elefant, løve, leopard, næsehorn og bøffel). De er også imponerende, ingen tvivl om det, men jeg vil alligevel anbefale at man ikke hænger alt for meget op på at finde dem alle fem. Jo mere snævert man gør sit succeskriterium, jo sværere bliver det at få en god tur – mens det omvendt bliver vældig nemt at samle pragtfulde oplevelser, hvis man har et bredere sigte. Det allerbedste eksempel på dette princip er nok min fugleinteresserede lillebrors reaktion, da vi sad i vores åbne jeep, et par meter fra tre store hanløver. Alle hang ud over jeepens sider, i spændt forventning om måske at få lov at se de imponerende kattedyr jage, da min lillebror pludselig kom med det, der skulle blive til turens oftest citerede ord: ”While we’re waiting… there’s a white bird over there, you might want to see…”. Min bror så meget mere på turen end nogen af os andre, fordi det mindste lille fjerede væsen kunne vække hans begejstring. Noget helt andet er, at vi andre nød godt af hans skarpe øjne, som er vant til at spotte liv. På et tidspunkt var vi på game-drive med en ranger der var ligeså skør med fugle som ham, og for at de to kunne få fred til at kigge fugle, udpegede de omhyggeligt camouflerede flodheste, tre geparder der var ved at æde en gnu, og meget andet godt for os andre 🙂

img_7679img_7674Jeg har endnu aldrig prøvet at se alle The Big Five på en enkelt tur, men det gør ikke så meget. Ja, det er overvældende at sidde under et træ og kigge en leopard i øjnene – men det er også betagende at se en antilope med sit lille kid, eller at have en flok zebraer til at tulle rundt om jeepen, for slet ikke at tale om de bedårende, nysgerrige giraffer, som altid er gode for et show. Nogen gange glemmer man at savannens McDonalds, de spinkle impalaer, faktisk er formidabelt smukke væsner, som kan tryllebinde én, hvis bare man åbner øjnene for deres skønhed. De er oven i købet sjove og intelligente dyr, som for eksempel har opdaget, at de store rovdyr helst holder sig fra parkernes mest befærdede områder, hvorfor man kan se dem forsamles i enorme flokke ved Kruger parkens porte omkring solnedgangstid, når kattedyrene er mest aktive.

 

Privat kontra offentlig park

De offentlige parker er store, og rige på dyreliv. Dette gælder selvfølgelig især for den berømte Kruger National Park, hvor man nærmest ikke kan undgå at få oplevelser for livet. Til gengæld er der en del trafik i de offentlige parker, og det er lidt tilfældigt, hvor tæt man kommer på dyrene, fordi biler skal holde sig på de afmærkede veje. I de private parker er besøgstallet stramt reguleret, og derfor har rangerne lov til at køre af vejene, så man kommer helt tæt på. Færre besøgende giver naturligvis mindre belastning af området, hvorfor reglerne kan lempes en smule – men det giver så nærmest også sig selv, at de private parker typisk er noget dyrere at være i, fordi der er færre gæster til at deles om omkostningerne.

img_7676

Bus kontra åben jeep

Tager man til Kenya eller Tanzania, foregår game-drives i busser med et tag som kan løftes, så man kan stå op og se ud. I Sydafrika kører man i helt åbne jeeps, hvor det eneste der adskiller dig fra løvens gab er et stykke udspændt lærred. Hvad man foretrækker, er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag – jeg vil gerne helt tæt på, og prøver så bare at glemme, at jeg i en eller anden udtrækning er dåsemad på hjul, når jeg begiver mig ud i bushen.

Køretøjet er naturligvis ikke det eneste der tæller, når man skal vælge hvor man vil hen på sin rejse. Jeg har kun været i Sydafrika, men drømmer bestemt om at se de smukke landskaber højere oppe i Afrika. Omvendt synes jeg også, at Sydafrika er et blændende smukt land med en fuldkommen overvældende historie, og kunne da heller ikke modstå fristelsen til endnu et besøg dernede, da jeg skulle planlægge min mors fødselsdagstur.

img_7677img_7675img_6611

Vi har tidligere været i Kruger, i Sabi Sands (som er en privat park, der støder op til Kruger), og i Entabeni (en forholdsvis lille privat park). Denne gang valgte vi at tage til Pilanesberg, hvor vi boede i Black Rhino Lodge som ligger i en privat park der støder op til nationalparken. Pilanesberg er en lillebitte park, og det bekymrede os en smule på forhånd, fordi vi var nervøse for, om oplevelsen ville blive for ’Knuthenborg-agtig’; om det ville føles som om vi kørte rundt i en zoologisk have. Alle bekymringer blev gjort grundigt til skamme. Parken er lille, ja – og det betyder selvfølgelig, at der er færre dyr, men samtidig også, at dyrene er forholdsvis nemme at finde.

Den helt afgørende grund til, at vi valgte Pilanesberg, var egentlig transporttiden. Mange af de større parker ligger omkring Kruger, og det betyder typisk enten et ekstra flyskift eller en meget lang køretur, og det er ikke nødvendigvis et hit, når man rejser med børn. Pilanesberg kan nås på et par timer i en bil fra Johannesberg – og undervejs passerer man Sun City, hvor vi valgte at slappe af et par dage efter nogle dages intens safari.

Jeg tror ikke, man kan tale om ’rigtige’ eller ’forkerte’ valg, når det kommer til safari, men til gengæld tror jeg, det er meget vigtigt, at man gør op med sig selv, hvad det er, man ønsker af sin tur. Der er så mange muligheder, og det er synd ikke at sætte sig så meget ind i dem, at man får præcis dét, man allerhelst vil have.

img_7678

Safari – langsom luksus

img_7548

En af de ting jeg holder allermest af ved safariture, er det langsomme tempo. Dagen er lang, men rolig – og umanerligt skøn. Man bliver vækket meget (virkelig meget) tidligt om morgenen til det afrikanske buldermørke, vælter i tøjet, og sidder pludselig ude i jeepen, som stille lister sig ud på savannen, mens man roligt gnider søvnen ud af øjnene.

img_1030

img_8136

Safari er en sanseeksplosion. Der er dufte, lyde og alt det skønne at se – og så er der spændingen ved at prøve at spotte dyrene, og euforien når det lykkes. Selvfølgelig er det allerbedst når de vælger at komme helt tæt på. Når en fjollet ung elefant rækker ud efter jeepen med sin snabel, når en giraf springer over vejen ud af det blå, eller når et forelsket løvepar slentrer over savannen i det allerførste dagslys…

Efter man har budt dyrene godmorgen, er der morgenmad – totalt yndlingsmåltid, jo – og derefter går hele dagen med at tulle rundt. Helt stille, helt roligt. Der er intet man skal, intet der skal nås. Man kan bare være.

img_1031

img_7567

Hvis det går virkelig højt, orker man måske at dyppe tæerne i en lækker pool – eller også hænger man bare ud i lækre lounge-møbler med udsigt til bushen, og som regel også et solstegt vandhul. Jeg har boet på fire forskellige lodges, og de var egentlig alle indrettet efter nogenlunde samme opskrift: underspillet luksus, med naturen i fokus. Slet ikke noget dårligt koncept. Indretningen lægger op til at man gør det eneste fornuftige: giver slip og slapper af. Læner sig ind i øjeblikket, og bare lader være.

img_7565

img_6979

img_7568

Når dagen så småt begynder at gå på hæld, kravler man igen op i jeepen, denne gang for se bushen i solnedgangens blide skær. En lille sundowner undervejs, og så tilbage til en skøn middag under stjernehimlen, inden man kryber ned i hytterne og drikker godnat med sine kære, læser lidt i en bog eller sorterer dagens fotografier. Ikke meget skidt at sige om dét.

img_7566

 

 

 

 

I min kuffert – pakket til safari

img_1027

img_4886

Som jeg vist har nævnt (et par gange – jeg glæder mig virkelig meget), så tager jeg på safaritur om et par timer, og jeg er allerede begyndt at overveje, hvad der skal med i kufferten. Tøj til safari skal kunne en hel masse, så selvom jeg normalt har ret nemt ved at pakke, har jeg denne gang været nødt til at tænke mig lidt om.

Tøj til safari skal være
– blødt og komfortabelt nok til en laaang flyrejse,
– robust nok til at kunne skrumle rundt i en åben jeep i timevis,
– pænt nok til romantiske middage under den afrikanske stjernehimmel,
– let nok til stegende sol,
– lunt nok til kølige morgener og aftner,
og endelig skal det altsammen være noget der passer sammen på kryds og tværs, så man altid nemt kan tilføje et lag eller to, uden at skulle tænke for meget over det.

Til gengæld behøver man ikke indkøbe et komplet Karen Blixen-udstyr, inklusive hat med slør, ligesom survival gear med fordel kan efterlades hjemme. Helt almindeligt tøj kan gøre det, bare det lever op til ovenstående retningslinjer, som jo egentlig nok er udfordrende nok i sig selv.

img_1026

En sort blazer har jeg altid med på rejser. Den holder mig varm i kulden, tør i regnen, og frem for alt holder den mig pæn. En blazer kan opgradere et hvilket som helst outfit, fra den fineste festkjole til de mest hærgede shorts – alt bliver med ét slag mere tjekket med en flot blazer. Det kan være svært at finde den helt rigtige. Snit, materiale og pasform er altafgørende, men har man først fundet den, kan man til gengæld have den i årevis. Jeg har været så heldig at finde en genial variant, og jeg er allerede sikker på, at den kommer til at hænge på mig mere eller mindre konstant – den er nemlig lavet i en slags tung strik, som gør at den nærmest er en blanding mellem en blazer og en cardigan. Den er skåret så fint, at jeg faktisk kan bruge den både over skjorter og strik, og med bare en tynd silketop under, og materialet er så tungt, at den falder helt fantastisk.

img_1028

Helt oplagt skal jeg naturligvis også have et par jeans med, men ikke bare et par jeans. De Perfekte Jeans, intet mindre. De der jeans som sidder genialt, er skønne at have på, og som er pæne nok til at kunne dresses op med Den Perfekte Skjorte, en blazer og et par hæle. De kan bruges både på flyveturen, ude på savannen, og om aftenen. Eneste problem er, at de kan være svære at finde – men jeg har omsider fundet dem! Helt bløde og fine i stoffet, tilpas elastiske, og med et tilgivende snit i en god, mørk vask. Lige som jeg allerbedst kan lide det.

img_1020

Den Perfekte Skjorte har jeg også et bud på. Farverig, let og løs – smuk i sig selv, og genial til at bygge lag på lag med. Den fungerer både løsthængende og stoppet ned i jeans eller nederdel, og er herlig til et par shorts, når jeg gerne vil være lidt mere tjekket og påklædt, uden at lide alt for meget under den næste hedetur…

img_1025

Både blazer, jeans og skjorte er fra Isays nye netbutik, hvor man nemt kan tilbringe et par skønne timer med at drømme sig frem til den perfekte garderobe. Der er alt, fra de gode, solide basisting til de der enkeltstående, iøjnefaldende items, som giver alt det andet det ekstra pift, alt sammen med perfekt pasform, designet til kvinder der ligner kvinder.

Med grundelementerne på plads er det ret nemt at tilføje en håndfuld basisting – t-shirts, strik og shorts – og et par lette kjoler, og så jeg er fint dækket ind. Derudover behøver jeg bare kasket, solbriller og badetøj. Nå ja, og så selvfølgelig lidt forskellige sko. Sneakers, pæne flats, hæle og sandaler – så er jeg rejseklar.

Kystruten på Mors

Vi er lige kommet tilbage fra sæsonens sidste lange vandretur. Det har jeg vist hævdet før, men denne gang er det den sidste indtil det igen bliver lidt varmere! Sidst vi var på Mors, opdagede vi at der gik en vandrerute rundt langs kysten, og den måtte naturligvis udforskes. Derfor startede vi ud fra vores lille sommerhus, og så blev vi egentlig bare ved med at gå til højre, indtil vi endte oppe i smukke Dragstrup Vig.

img_6126

img_6180

img_6143

Morsø Turistkontor har en bog over den officielle rute, som følger stier, småveje og stranden hele øen rundt. Det er ikke verdens bedste eller mest informative bog, men hvis man godt kan lide at have et fysisk kort med på sine ture, er den udmærket. Den har opdelt i turen i ti etaper, som siges at være nogenlunde lige lange. Ud fra de oplysninger valgte jeg at antage, at hver enkelt etape nok var omkring 15 km, al den stund at den samlede rute er 150 km.

Så korte etaper fik mig til at tænke, at vi mindst kunne gå to plus lidt ekstra om dagen, så det blev turen tilrettelagt efter, med en stille stemme i baghovedet der insisterede på, at det skulle jeg nok komme til at fortryde. Omvendt så har erfaringen jo lært mig, at der ikke er så meget andet at lave ude i den vilde natur, så jeg tænkte, at vi ligeså godt kunne gå så længe det var lyst. Alt er muligt, især hvis man husker fornuftige snack packs – chokolade og Panodiler kan man gå vældig langt på!

img_6111

img_6176Smukt var det, også – eller måske især – når det barske Limfjordsklima viste tænder. Det er en lille forblæst sag, denne her ø, og da især i den flade, sydlige del, hvor vi vandrer. Vi kom ikke hele øen rundt i denne omgang, fordi vi kun havde to dage til vores rådighed. Selvom vi fra tid til anden er endt med at vandre over evne (fordi vi bare kan gå meget længere hjemme i sofaen end ude på stierne), så var jeg helt fra begyndelsen godt klar over, at 75 km nok var lige i overkanten for vores dagsmarcher. Vi er jo ikke helt nye længere, og har faktisk talt om, at sidste gang der ikke var mindst én af os, der havde ondt ét eller andet sted, formentlig var engang i ’73.

Der er ikke mindre end 17 shelters rundt omkring på øen, og et sandt mylder af små kroer, hoteller og Bed & Breakfasts, så det er ikke svært at finde overnatning. Vi valgte at overnatte i shelter i Dragstrup Vig, efter godt og vel 40 km, fordi vejret jo lovede at være pragtfuldt, og så er overnatning i det fri bare skønt.

Vi er blevet ret skrappe til det der med bål og hygge – sådan lidt bush-crafteragtige. Lidt. Hyggeligt var det i hvert fald, også selvom vi først fandt frem til sheltret efter mørkets frembrud. Det sidste stykke af turen foregik i vores pandelampers blide skær, men heldigvis lykkedes det os at finde frem.

img_6173

img_6167

img_6177

Først næste morgen gik det op for os, præcis hvor smukt et sted vi havde sovet. Dragstrup Vig er helt igennem bedårende, og sheltret ligger noget så fint; lidt tilbagetrukket fra stranden, i en lille lysning mellem masser af træer, som oven i købet havde været så venlige at iføre sig efterårspragt.

img_6137

img_6178

img_6116

img_6174Kystruten på Mors er en nem vandrerute. Den er godt afmærket, og fordi øen er så velforsynet med overnatningsmuligheder, kan man tage den i lige præcis det tempo, der passer én bedst. Landskabet er bjergtagende, og terrænet er let at gå i – og det er jo aldrig en dårlig kombination til en vandretur. En god bid af ruten går langs stranden, og det er smukt, men også noget der tærer på kræfterne. Derfor valgte vi ind imellem at tage de alternative ruter oppe på småvejene, og det var slet ikke nogen dum beslutning. Smuk er øen overalt, og vejene er så let trafikerede, at vi kun mødte ganske få biler.

Én ting der virkelig adskiller denne rute fra de andre vi har gået, er morsingboernes imødekommenhed. Alle vi har mødt (og indrømmet, det er ikke mange, men alligevel…) har taget imod os med en nysgerrig venlighed, som har taget mig med storm. Folk har simpelthen råbt os an, når vi er kommet gående, og er kommet over for at sludre. Når de så har opdaget, at ham min elskede er en Trans, har de sendt venlige hilsner med til resten af familien – for heroppe kender alle åbenbart hinanden.

Det er noget ganske særligt at være morsingbo. En velbegrundet stolthed kommer ind med modermælken, og folk udefra (københavnere, hvis man indrømmer at stamme fra et sted øst for Vejle) betragtes med lige dele medfølelse og venlighed. De har jo ikke morsingboens stoiske robusthed, og kan ikke glæde sig over øens allestedsnærværende skønhed hver evig eneste dag, men må nøjes med at suge til sig, når gunstige omstændigheder tillader et alt for kort besøg.

Jydernes landskab kløves af fjorden,
hvor Oddesund forbindes med Thy,
og der hvor vejen drejer mod norden,
dukker du frem bag en rosenrød sky.
Skønneste Mors, grønneste ø,
smukt blev du formet med å og med sø,
agerbrugsland, skove og strand
kransen af Limfjordsvand.

Foråret fylder luften med toner,
viben er først for den viser vej,
og i hvert krat man ser anemoner,
folde sig ud som en hyldest til dig.
Skønneste Mors…

Duften af muld, af tang og af tjære,
det giver travlhed og energi,
landmand og fisker mærker det gære,
arbejdet kalder på dem i det fri.
Skønneste Mors…

Bølgerne klukker sagte mod stranden,
nu er der sommer endnu engang,
voksne og børn nyder hinanden,
luften vibrerer af latter og sang.
Skønneste Mors…

Men snart vi hører afskedens toner,
varsler at sommeren går på hæld,
der drysses guld i træernes kroner,
mørket det længes hver eneste kvæld.
Skønneste Mors…

Vildgæs på træk i snorlige kiler,
dæmpede lyde, knitrende sne,
barsk er vor ø, mens sommeren hviler,
indtil vi atter får solen at se.
Skønneste Mors…

Vi kom langtfra hele vejen rundt denne gang, men det er lige præcis som det skal være. Vi har fået sat et værdigt punktum for vores første vandresæson, og jeg glæder mig til at tage hele turen næste forår!

img_6179

img_6168

Alt hvad du har brug for at vide om gliking

Så vovet en overskrift som “Alt hvad du har brug for at vide om…” end kan forekomme, så tænker jeg at den er ok her, al den stund at gliking er min egen opfindelse, og at det dermed er mig, der bestemmer hvad der overhovedet er at vide om det!

img_6056

Fuldkommen som glamping – Glamorous Camping – er en ting, forudser jeg, at gliking – Glamorous Hiking – også nok skal blive det. Ja, det er noget jeg selv har fundet på, men det er ikke første gang i menneskehedens historie, at personer er kommet op med fremragende ideer (hallo, menneskeskabt ild, hjulet og smartphones).

img_5179

Skøn, skøn udsigt over bjergtoppene omkring Comosøen.

Gliking går i al sin simpelhed ud på at gøre hiking til en mere glamourøs, og dermed også en mere attraktiv, oplevelse. Og for lige at rydde eventuelle misforståelser af vejen, vil jeg gerne starte med at fastslå, at jeg ikke taler om at ramme vandrestierne i stiletter med en flaske champagne rumlende i rygsækken. Det er hverdagsglamour, det her. Det er et varmt brusebad, en blød seng, og noget god mad i stearinlysenes skær, for eksempel.

Så charmerende hardcore, ultralight hiking end kan være, så kan nogen (mig, mig, mig!!) altså godt blive træt af at vaske mig i en sø med en grydesvamp og drikke filtreret vand der smager af andemad. Jeg kan også ind imellem tænke, at jeg er lige lovligt tæt på det der natur, for eksempel hvis en hjort synes den skal gø af mit telt en hel nat igennem. Jeg kan faktisk også, helt uden større besvær, finde en masse godt at sige om springmadrasser, temperaturregulerede soverum og rene lagner – og så er jeg slet ikke kommet ind på de mere uappetitlige aspekter af hiker-livet!

Derfor har vi henover sæsonen arbejdet os frem til et par gode principper, som vi gør vores ypperste for at tage i betragtning, når vi planlægger vores ture.

img_3223

Smukke Cinque Terre.

For det første har vi indført en regel om, at hvis det på nogen måde kan lade sig gøre, skal hver anden nat tilbringes på et hotel. Jo total luksus med træk-og-slip, rigtige dyner og en radiator at tørre sit våde tøj på – og også helt særligt at slutte en lang og anstrengende dag med at trække i noget (næsten) rent tøj, og sidde og spise en lækker middag mens man skåler med sin yndlingsmakker.

For det andet har vi besluttet ikke at lægge mere vægt på os selv, end at turen stadig er en fornøjelse – og i forlængelse heraf er vi gået ganske langt i bestræbelserne på at finde ultra super letvægtsudstyr, så der bliver plads til lidt luksus ved siden af. Det er jo indlysende nok, at hvis sovepose og regnfrakke tilsammen vejer 6 kg, så er der næppe kræfter til at bære helt så mange delikate snacks og luksusartikler (shampo, ansigtscreme, stearinlys, hyggetøj til bålet osv) som hvis basisudstyret kan komme ned i vægt.

Desværre er det sådan med hikingudstyr, at jo lettere det er, jo mere kostbart bliver det så også. Derfor kan det svare sig at tage sig tid til nogle overvejelser, inden man placerer hele pensionsopsparingen i tarps og pandelamper. Vi har i hvert fald opdaget, at der er områder hvor det helt afgjort kan svare sig at investere i det dyre udstyr, og andre områder hvor det faktisk ikke helt giver mening.

Sko vil jeg nævne allerførst, for det er et sted, hvor man virkelig kan gøre det nemmere for sig selv. Hvis man insisterer på at gå i traditionelle vandrestøvler, skal man vide at vægt på fødderne belaster kroppen 4-6 gange mere end vægt på ryggen. Det vil sige, at hvis du vælger lette trailrunners på omkring 1/2 kg istedet for vandrestøvler på ca. 1 1/2 kg, kan du uden besvær putte 4-6 kg mere chokolade og en pæn kjole til om aftenen i rygsækken! Hvis du dertil lægger, at selv den mest robuste støvle ikke vil kunne forhindre regnvand i at løbe ned ad dine ben og ind til dine fødder (hvorfra det ikke kan undslippe igen!), og at støvler giver en langt større risiko for vabler fordi de er så ufleksible, er valget egentlig ret nemt.

img_3978

Temmelig våde sko på Gendarmstien. Heldigvis tørrer mine lette sko lynhurtigt!

Køb dine sko 2 numre for store, men vælg en model der er så smal i hælen at du kan få den til at sidde fast ved at snøre den omhyggeligt. Hvis den smalle læst giver problemer ude ved tæerne, er der særlige måde at snøre skoene på, som løser dette problem.

Hvis du ønsker at glemme alt om dine problemer, skal du bare gå i for små sko.
The Houghton Line

img_3059

Rygsæk er til gengæld en af de ting, hvor vægten ikke nødvendigvis er det vigtigste. En nok så let rygsæk vil føles tung, hvis ikke den passer til din krop. I øvrigt er de fleste ultra letvægtsrygsække uden ramme, hvilket gør at vægtfordelingen er mindre end optimal, så den faktisk er sværere at bære. Alt i alt vil jeg anbefale at man finder den letteste blandt de rygsække der passer en – for mig var valget nemt, for der var kun én (1!!) ud af de mange, mange rygsække jeg prøvede, som sad fornuftigt på min åbenbart absurd korte overkrop. Man kan selvfølgelig også udstyre sin makker med en Tryllebør. Vel i virkeligheden den optimale løsning, men ikke altid til at gennemføre…

img_1746

Stealth camping på Bornholm

Telt eller hængekøje, samt underlag, quilts og soveposer, er afgjort værd at investere i. Det gør en kæmpe forskel om dit telt vejer 660 gr som vores, eller om vi snarere taler 6,6 kg. Selvfølgelig har et letvægtstelt sine ulemper; blandt andet er det typisk kun i ét lag, men vores har nu modstået en del ganske vedholdende regn uden problemer.

Madlavningsudstyr er et område hvor man kan spare på vægten, uden at det nødvendigvis kommer til at koste en masse penge. Et Trangiasæt er vanvittigt tungt, og dertil kommer vægten af gasflasken. Vi bærer et helt let udstyr, som brænder fortrinligt på både træ og alkohol. Som regel samler vi brænde, men hvis vi er meget trætte (eller det øser ned), bruger vi lidt ethanol. Se det i funktion her, på vores hyggelige date night.

img_6074

Tøj er lidt en afvejning. På den ene side gider du ikke slæbe en masse tungt tøj, hverken på kroppen eller i rygsækken, men på den anden side er det afgørende vigtigt at du føler dig vel tilpas. For at jeg kan være vel tilpas, har jeg også brug for at være ikke alt for grim. Min grænse går ved regnslaget, som nok er praktisk, men som får mig til at føle mig som Mumitrold, men sådan er vi jo så forskellige. Vi bærer lange bukser af den tunge slags, med forstærkninger bagpå og ved knæene, lavet i så tæt et materiale at myggene ikke kan stikke igennem. De er ikke letvægtsagtige overhovedet, men de er praktiske. Til gengæld medbringer vi kun ét sæt undertøj, ét par strømper og én tshirt som skiftetøj, og skyller bare det beskidte op undervejs. Vores overtøj vil ofte blive båret i rygsækken, og er derfor meget let. For eksempel vejer min dunjakke kun 263 gr., og vores regntøj er lavet af et materiale der vejer 192 gr. pr. m2.

De penge man ødsler ud på andet udstyr, kan man relativt nemt hente hjem på maden. Man kan sagtens købe frysetørret mad, men det bliver hurtigt en dyr (og lidt tvivlsom) fornøjelse. Det er meget sjovere og billigere at tørre sin egen mad – hvis man er den lykkelige indehaver af en ovn, som kan varme mens ovnlågen står på klem, er det bare at gå i gang, og ellers kan man købe et tørreapperat til rimelige penge.

Resten er helt op dagsformen. Gider man at gøre sig umage med at få en skøn tur, jamen så bliver det en skøn tur! Alt det fine ligger nemlig klar derude, lige til at trave rundt i. Rigtig god tur 🙂

img_3139

Oops, we did it again…

Starter med at undskylde for den corny overskrift. Jeg skyder skylden på den udmattelse, der nu på fjerde dag hærger min udpinte krop. men det skete altså – vi gjorde det igen. Gik over vores formåen.

img_5100

Vi er jo kommet galt afsted på vores vandreture før, og helt så tosset gik det (heldigvis) ikke denne gang. Vi gik bare over evne, og det er jo egentlig ikke så skidt igen. Positivt set er det vel sådan man rykker sin grænse og bliver bedre?

I det tidlige (måske lidt for tidlige) forår blev jeg grebet af en ubetvingelig lyst til at vandre. Ikke bare sådan ned til søen og lidt rundt i skoven, næ nej – hiking, skulle det være, på den dyre måde. Med professionelt gear, hængekøjer og Tryllebør.

Vores første forsøg med denne, i bund og grund fuldkommen usvære, kunst var nok mere morsomt end tjekket, men vi kom da stille og roligt efter det. Meget stille og roligt. Men det er da lykkedes os at gå godt over 500 km i år, og mange flere højdemeter end jeg overhovedet magter at tænke på. En milliard tusind ialt, tror jeg *  Er ikke så god til det der med opad, men det er da lykkedes mig at slæbe min stakkels krop over mere end ét bjerg…

Og var det ikke lykkedes før, så fik jeg da i dén grad chancen igen, her på de sidste dages vandring. Nøj, det har været højt. På den fede måde, bevares, men sandelig også på den udmattende, og lidt udfordrende.

Vi gik fra Cernobbio (I ved, der hvor ham Clooney bor) og hjem til Gottro. Egentlig en ganske overkommelig lille tur, men vi stak så ind over bjergene. Bare fordi.

img_5198

img_5256

img_5185Nej, det er hverken von Trapp eller Heidi. Det er såmænd ham min elskede, i vanvittigt smukke omgivelser 😉

En af de ting jeg har lært i år er, at vores vandreture helt generelt bliver mere overkommelige, når det er mig der planlægger dem. Det har formentlig at gøre med, at ham min elskede læser turvejledninger på anden måde end mig, og at han måske ikke altid er helt 100 % synkroniseret med virkeligheden. For nu bare at tage et tilfældigt eksempel, så ved jeg jo godt, at vi næppe kan henregnes til kategorien experienced hikers. Kunne ellers være mega sejt, men det bliver det ikke sandt af. Hvis man nærlæser beskrivelsen af vores nyligt overståede tur, vil man se at ruten er opdelt i fire etaper, som imidlertid ikke kan gennemføres på fire dage. Experienced hikers, disse imponerende væsner, kan med rimelighed forvente at gennemføre ruten på seks dage, men dels er etaperne lange, dels skal man håndtere bemærkelsesværdige højdeforskelle.

Vi havde tre dage. Tre. Som i 3. Ham min elskede havde da også, i al sin visdom, valgt at vi ’kun’ skulle gå de første tre etaper. Dem med alle bjergene.

Det lykkedes (naturligvis?) ikke. Vi gik de to første, udmattede os selv totalt, og på tredjedagen besluttede vi så at gå sølle ti kilometer op ad vores eget bjerg, så vi var hjemme i tide til svigermors hakkebøffer. Og det var godt.

Hvis nogen af jer skulle have fået blod på tanden, så kan I finde turen her. Vi gik som sagt kun de første to etaper, og havde endda planlagt enkelte smutveje, som dog endte med at gå nogenlunde lige op med de gange vi farede vild, og måtte kravle op ad bjergene på hænder og knæ for at finde stien igen.

img_5262

img_5220

Det var bedårende smukt, men jeg må nok hellere advare om, at dele af turen er forholdsvis vanskelig. Underlaget er, for nu at udtrykke det diplomatisk, varierende, og der er virkelig mange højdemeter involveret – 6121 meter op og ned (på de første to etaper), for at være helt nøjagtig. Og skiltningen af ruten kan jeg ikke rigtig sige noget diplomatisk om, så jeg vil nøjes med at anbefale, at man medbringer virkelig godt tingfinderudstyr. Er man ok med det, venter der en fantastisk oplevelse, og så er det bare med at komme afsted!

img_5213

 

* En milliard er virkelig mange. En million sekunder tager for eksempel lige knap 12 dage, mens en milliard sekunder tager næsten 32 år.

Gendarmstien

Så har vi igen haft vandreskoene på, og det var i dén grad umagen værd! Ovre i Sønderjylland løber der nemlig den fineste lille sti; Gendarmstien, fra Padborg til Høruphav. Den løber langs kysten nærmest hele vejen, og man har således de herligste kig ud over Flensborg Fjord, og hele vejen til Tyskland.

img_4090

Ruten er ialt 74 km, og det anbefales at man afsætter fire dage til turen. Så mange dage har vi ikke, og så må man låne… Vi satte to dage af til projektet, og nåede da også kun med nød og næppe til Sønderborg.

Vi startede onsdag morgen hjemme fra Slagslunde, og omkring kl. 12 kunne vi efterlade bilen i Padborg, spænde ham min elskede for Tryllebøren, give hunden snor på, og sætte ud i den øsende regn.

img_4051

img_3952

Efter knap  6 timer og  29 smukke, men meget (meget, meget) våde kilometer havde vi fået nok. Helt nok. Derfor begyndte vi at lede efter overnatning, men det var slet ikke så nemt som turarrangøren (jeg) havde troet. Fandt frem til et fint shelter, men det var optaget!?? Begyndte så febrilsk at ringe listen med hoteller, lejligheder og B&B igennem, men de få der ikke meldte alt udsolgt, ville ikke vide af lille Fili. Havde ellers lidt lovet ham min elskede at det var slut med stealth camping, og det var jo heller ikke fordi jeg var i humør til ulovligheder. Jeg blev jo nærmest bare nødt til det.

Mens vi kogte aftensmad, gjorde vi dagen op. det skulle vi måske have ladet være med.

29 km havde vi tilbagelagt, fra Padborg til Gråsten. Ikke imponerende, men alt hvad der var i os.

Ét enkelt fald blev det til. Jeg bragede om som et træ i skoven, uden synderlig anledning eller elegance. Må hellere holde op med den slags.

Jeg forsøgte mig med 18 af vort hjemlands vemodige sange, i et forsøg på at opmuntre den ikke-ekstatiske del af vores selskab. Forgæves. Jeg synger nu heller ikke særlig pænt. *

En million tusind liter vand var pjasket ned i vores sagesløse hoveder, med 4 våde sko og 2 gennemblødte jakker (ingen af dem mine…) til følge.

img_3978

Torsdag havde vi en hel dag, og tanken var, at vi skulle udnytte den til fulde. Dagsmarchen var sat til lige omkring 40 km, og det havde såmænd også været fint nok, hvis ikke det var fordi det dér regnvejr blev ved med at regne på os. Allerede efter 7 km, to høje snegle og en cola blev vi enige om at afkorte ruten med ca. 20 km. Mojn, hilste vi Gendarmstien, da den drejede ned mod Iller og Brunsnæs, og fortsatte glade til Dybbøl Mølle.

img_4044

img_4054

Og den er jo fin, møllen. Jeg har ikke set den siden jeg som barn løb rundt og legede på skanserne, og vi måtte da også gøre os en del umage for at flikke bare en omtrentlig historie sammen. Ikke desto mindre er der noget rørende over området, som i øvrigt slog mig som meget dansk. Der er noget uendeligt trygt og velkendt over hele det sønderjyske landskab, med de bølgende marker, levende hegn og stadige kig ud over fjorden – det er Danmark, præcis som jeg kender det.

img_4082

Vi overnattede i charmerende (men noget afmonterede) Sønderborg, som jeg sagtens kunne have brugt mere tid i. Planen var, at vi fredag skulle have gået de sidste 10 km (+/-) på Gendarmstien, men der opstod mytteri i rækkerne. Fili gav mig sit mellemfornøjede look, og da det ikke umiddelbart så ud til at ville ændre situationen, begyndte hun at trække voldsomt på det ene forben (en skavank der på mystisk vis forsvandt, straks vi gik hen mod bilen), og ham min elskede blev helt stram i betrækket og fremførte alle slags detaljer til sit forsvar. Men okay – så har vi en grund til at komme tilbage!

img_4015

Gendarmstien er en nem rute at gå. Det går kun ganske lidt op og ned, så konditionen behøver ikke være den bedste. Teknisk er der overhovedet ingen udfordringer; underlaget er aldeles fornuftigt, og stien er omhyggeligt afmærket. Man skal lige vænne sig til at holde øje med den lille blå Gendarm, for ind imellem kan han godt finde på at stikke af. Dette er nemlig ikke en sti der er ‘født’ som en sammenhængende rute, men snarere et sindrigt puslespil, hvor egnens småstier er samlet til én lang tur.

Det er en tur, som jeg uden tøven ville anbefale til vandrere af alle slags. Det siger (forhåbentlig) lidt sig selv, at man skal afpasse dagsmarcherne efter formen, men heldigvis er der så mange overnatningsmuligheder undervejs, at man ikke behøver at beslutte på forhånd, hvor langt man vil gå. Man går ganske enkelt til man ikke gider mere – så lægger man sig til at sove, og næste dag går man videre. Meget simpelt, og lige som jeg kan lide det. En afgørende fordel ved en tur som denne er, at man kan gå den uden de store forberedelser. Ingen grund til at dehydrere mad eller indkøbe specialudstyr – man kan bare tage afsted, og så finder man ud af det praktiske undervejs. Download et kort fra www.gendarmsti.dk – der kan man finde både hoteller, sheltere, campingpladser, restauranter og indkøbmuligheder, og så er det ellers bare at vælge 🙂

img_4004

img_4055

* Prøvede senere at opmuntre ham ved at bruge hans sko, da jeg skulle ud og tisse i nattens mulm og mørke, og derefter glemme at stille dem ind i læ for regnen. Heller ikke nogen succes.

Varenna – Comosøens ikke helt så kendte perle

Det er dejligt at være hjemme – men en lillebitte smule savner jeg nu alligevel min skønne, italienske perle. I får lige en håndfuld billeder fra en af yndlingsbyerne; smukke Varenna, som bare er noget helt særligt.

De fleste har hørt om Como og Bellagio, men der er et par byer mere omkring Comosøen, som virkelig er et besøg (eller flere) værd. En af dem er Menaggio, en anden er Varenna. Varenna ligger helt centralt i søen, overfor Bellagio og Menaggio; der hvor søens ‘ben’ samles. Den nås nemmest fra vandet, og heldigvis sejler søens færger den vej forbi.

img_2508

Byen er vidundersmuk, med små, stejle gader, og huse der nærmest klamrer sig til bjergsiderne. Den udstråler en ro, som gør at man straks føler sig hensat til en anden verden; en verden uden stress og bekymringer, hvor ens største opgave er at beslutte hvilken slags is, man vil have i sit bæger. Her får man nemlig den bedste is overhovedet – i det lillebitte ishus nede på strandpromenaden, hvor man endda kan sidde ude på trappen og dovent kigge ud over søen, mens man mæsker sig. Ikke så ilde.

img_2491

img_2330

img_2492

Det er ikke her, man skal lede efter det hektiske natteliv. Her er det La Dolce Vita der gælder, tilbagelænet livsnyderi i laveste gear. Om onsdagen er der marked i den nye bydel, og ellers handler det mest om at slentre rundt i de smalle gyder, slappe af på en af de mange restauranter, eller tage en dukkert i søen.

Det er heller ikke her, man skal lede efter de store, vigtige seværdigheder. Der er så lidt at se, at man faktisk når at se en masse… I Varenna er der intet der trænger sig på, men meget der, fuldkommen fordringsløst, byder sig til. Man behøver bare at åbne hånden og tage imod.

img_2490

img_2489

img_2507

I den nye bydel, der hvor færgerne lægger til, finder man enkelte restauranter og byens Lido; deres strandpark, med servering og service. Følger man den lille røde stensti (The Red Brick Road?), kommer man over i den gamle by. Her er der masser af småbutikker, cafeer og restauranter, det famøse ishus, og såmænd også et par små strande. Længere oppe ligger byens torv, med søens ældste kirke, og det stille liv.

Giv Varenna en chance, hvis du befinder dig i området. Den gør ikke megen stads af sig, men det behøver den heller ikke. Den er så pragtfuld i sig selv, at den roligt kan ligge hen, og bare vente på, at du opdager den.

Older posts