Dovne dage i Italien – og gode bøger

img_2286

Så er vi her – endelig, omsider, langt om længe. Min skønne lille perle af et gammelt stenhus i de norditalienske bjerge har lokket lige siden december, og nu er vi her!

img_2238

img_2291

img_2279

Vi skal drukne os selv i lange, lykkelige dage. Når solen velsigner os, skal jeg kun skifte ud af badedragten for at tage bikinien på. Vi skal trave lange, dejlige ture, og på de dage vi får vidunderskøn torden og bulder, skal jeg putte mig under et blødt tæppe med stabler af gode bøger, og ham min elskede skal lave den lækreste italienske mad til mig, af udsøgte, friske råvarer, som vi skal hente nede på markedet.

img_2208

Jeg har medbragt et par af forårets must-reads (vist på høje tid…), en gammel, populær sag, og suppleret med en italiensk krimi. Italienske krimier er ellers ikke noget jeg har gjort meget i, men den her skal have en chance!

img_2209

Det skal jo ikke alt sammen være dovnerier – vi har planlagt en vandretur nede i Cinque Terre, og på et tidspunkt får vi også besøg af yngstesønnen med kæreste og barnevidunderbarnet, så lidt kommer der da til at ske. Bare endelig ikke mere, end vi stadig kan følge med 😉

Livet er i sandhed en god opfindelse!

Mini-guide: vandring på Bornholm III

img_1950

Efter en god nats tiltrængt hvile i Sandkås, startede turen næste morgen med kurs mod Hammerknuden, som vi lige skulle rundt om, inden vi gik ned mod Blåskinsdalen, som var næste stop. Formen var ikke så overbevisende, men turen gennem Sandkås, Allinge og Sandvig var fin, så da vi nåede indgangen til Hammerknuden, og samtidig rundede de 100 km, var vi fortrøstningsfulde.

img_1951

img_2154

img_1971

Turen rundt deroppe er vanvittigt smuk, og den viser virkelig den barske side af Bornholms natur. Havet buldrer mod klipperne, og der er imponerende formationer (navngivne, naturligvis) overalt. Undervejs stødte vi på ruinen af Salomons Kapel, som var det religiøse samlingspunkt på fortidens sildemarkeder. Ret hurtigt efter kapellet blev stien stejl. Meget stejl. Ikke lige sagen for hærgede knæ og lårmuskler, men vores imponerende Tryllebør nærmest svævede over*.

img_1980

img_2157

img_1982

På en eller anden måde overlevede vi turen over knuden, og nåede (kurende på enden det sidste stykke) frem til Hammerhavn, hvor vi fik os et velfortjent hvil, inden turen gik videre mod Hammerhus. I Hammerhavnen er der et ret fint anlæg, med shelterplads, kiosk med verdens bedste sandwich og et lille hus med brændeovn, hvor man kan hvile ud, hvis vejret ikke lige er til at sidde ude på terrasserne, så vi var helt klar, da vi begav os videre.

img_2041

img_2156

Vi gik ikke op til Hammershus slotsruin, men nød de smukke kig til stedet, hvor Corfitz Ulfelt og Leonora Christina sad fængslet, og hvor min veninde og jeg som ganske små stak af fra vores forældre, så min mor stadig bliver lidt stram i stemmen når hun fortæller om, hvordan de løb rundt og ledte efter os blandt de stejle klippefald. Vi var slet ikke blevet væk, men den slags kan være svært at forklare de voksne…

Bemærk i øvrigt at både Løven og Kamelhovederne faktisk ligner det de hedder. Lidt i hvert fald.

img_1986

img_2158

img_2015

Vi fortsatte gennem Slotslyngen, det imponerende Klondyke og Ringebakkerne til Vang. Ved både Hammerhavn og Vang er der lejrpladser, men vi ville gerne lidt længere nedad mod Rønne, så den sidste dagsmarch ikke skulle blive alt for presset. Derfor mosede vi videre gennem bakkerne, og forbi både Blåskinsdalen og Jons Kapel. Vi havde jo ellers planlagt at finde en uforstyrret plet i området, hvor vi ville begå vores sædvanlige ulovligheder, men nogen af os blev lidt grebet af en stemning, så vi knoklede videre gennem Teglkås og Helligpeder, helt ned til Hasle.

img_2159

Stykket ned langs vestkysten er umanerlig fint, men efterhånden var der helt udsolgt hos mig. Som i fuldkommen og aldeles udsolgt. Peter fik al bagagen over på Tryllebøren, men lige meget hjalp det. Jeg var ganske enkelt udgået for kræfter, og kunne dårligt sparke den ene fod frem foran den anden, så da vi ramte Hasle, og jeg spottede et konditori, nægtede jeg at gå så meget som et eneste skridt videre, før jeg havde fået sukker. En Napoleonshat, hindbærsnitte, makronsnitte og tebirkes senere indvilgede jeg i at stable mig op på mine rystende ben, som blev ledt hen til campingpladsen i Hasle, hvor vi smed os på helt reglementeret vis for natten.

img_2160

img_2065Find fem fejl – eller én, i hvert fald.

Næste morgen havde vi kun ganske få kilometer tilbage på Bornholm, så vi gav os god tid til pandekagerne, inden vi igen smed rygsækken på nakken / lod os forspænde Tryllebøren og begav os på vej. Og sikke en vej! Jeg har aldrig rigtig udforsket området nord for Rønne før, men hold nu op, hvor det var særligt.

img_2152

img_2161

img_2081

Syd for Hasle så vi Kultippen, et sjovt månelandskab, som er opstået ved at ler fra en nærtliggende kulgrav er blevet efterladt, så alt ligger goldt hen. Nede i nærheden af Sorthat er der fundet dinosaurfodspor, men det lykkedes ikke os at få øje på nogen, så vi fortsatte ned mod Nordskoven.

img_2079

Det allersidste stykke inden Rønne gik igennem vidunderlig skov, med den blødeste bund  – virkelig noget vi formåede at sætte pris på. Vii nåede frem til Rønne i så god tid, at vi både havde tid til en solid frokost og en strandtur, inden vi kl. 16.30 hoppede om bord på færgen til Ystad, møgbeskidte, trætte og glade helt ind i knoglerne. Nå ja, og sultne. Altid sultne 😉

img_2091

Den tur vi har gået, fra Rønne gennem Almindingen til Svaneke, op ad kysten til Sandkås og derfra over Hammeren og tilbage til Rønne, kan nærmest alle gå. Vi er i skrækkeligt dårlig form, og det har selvfølgelig kostet – men vi kom igennem. Vi brugte fem dage på turen, men kunne sagtens have gjort det på fire. Omvendt kunne vi snildt have brugt dobbelt så meget tid, for der er bare dejligt på Bornholm. Vi var glade for at kombinere telt med hoteller – begge dele er fint, både kombineret og hver for sig. En af fordelene ved denne rute, hvis man er utrænede vandrere, er at der dels er mulighed for at både sove og spise nærmest overalt undervejs, dels at BAT-busserne kører på kryds og tværs af øen, så man til enhver tid kan vælge at hoppe på sådan en, hvis man har fået overvurderet sin egen formåen.

Hvis man har den mindste smule mod på at komme ud og trave langt, kan jeg slet ikke anbefale Bornholm nok. Der er så hjerteskærende smukt overalt, og det en nem og billig ferie, som slet ikke kun hører sommeren til. Turen ville være mindst lige så skøn i foråret eller efteråret, bare man klæder sig efter vejret.

img_2163

* Okay, “nærmest svævede” er nok en tilsnigelse, og i øvrigt mindede ham min elskede mig konstant om, at det altså var ham, i højere grad end Tryllebøren, der fortjente applaus…

Mini-guide: vandring på Bornholm II

Dag 3 af vores vandretur på Bornholm vadede vi i bedårende skønhed og imponerende oplevelser. Vi gik fra Svaneke over Gudhjem til Sandkås, og det er jo en udmærket vej at gå, hvis man godt kan lide noget der er pænt.

img_1812

Vi forlod Svaneke efter en solid morgenmad, med 26 km foran os. 26 km er jo som udgangspunkt det rene ingenting, men når man trækker to midaldrende, utrænede og generelt uformående tosser, en god håndfuld klipper og stigninger, og en grundlæggende upålidelighed i Google maps  ind i lignimgen, er det faktisk  rigeligt. Vi endte med at gå 35 km, og det var nok.

Turen fra Svaneke til Sandkås går gennem Danmarks allersmukkeste natur, og man rammer adskillige småbyer med en nuttethedsfaktor, som dårligt kan overgåes. Listed er bedårende, og Ypnasted og Bølshavn ligeså. Bølshavn er et af de steder, jeg har holdt ferie som barn. Fotografisk bevis nedenfor:

img_1619

img_1877

img_1941

Mellem småbyerne står der en såkaldt hilse-sten; en bautasten, som vandrende har hilst på gennem mange, mange år, og derved fået held og lykke med på deres videre færd. Vi mener nu nok at gå under en heldig stjerne, men selvfølgelig hilste vi alligevel på Hellig Kvinde.

Rankløveskåret er imponerende, men kun hvis man kravler ned i det. Oppefra ser det ikke ud af noget videre, men vi besluttede at det var ok. Ikke fordi Tryllebøren ikke kunne have klaret turen, men vi blev enige om at spare kræfterne. Vi skulle jo også forbi Kobbeåens udløb, og vi vidste begge at Kobbeåen laver en af øens skrappeste bakker. Jeg har utallige minder fra mine mange gispende og stønnende forsøg på at forcere den på cykel. Aldrig særlig pænt, men hver gang er jeg da kommet op, omend et liv langs med åen flere gange har virket tillokkende.

Vi havde lovet os selv en omgang Sol over Gudhjem til frokost, så det sidste stykke over Kongens Mark og Melsted gik som en leg (en syg leg!). Til gengæld måtte jeg endnu engang sande, at det måltid du har kæmpet dig frem til, bare smager så meget bedre end noget som helst andet i verden, og med 79,2 km i vores trætte poter, var det i dén grad velfortjent!

img_1927

img_1945

img_1905

Eftermiddagens tur fra Gudhjem til Helligdomsklipperne siges at være den flotteste strækning i hele den vide verden. Der er dem, der påstår at turen fra Helligdomsklipperne til Gudhjem er endnu smukkere, men det er slet ikke rigtigt. Ikke noget af det. Den smukkeste tur går fra Svaneke til Gudhjem, og sådan er dét 😉

Undervejs passerede vi endnu et par bautasten og den morsomme Salenebugt med hvalrosklippen, som jeg dog ikke var i stand til at genfinde. Den er ellers noget så fin, men ting forandrer sig åbenbart…

img_1947

img_1931

img_1946

img_1940

Det går ret meget op og ned på kyststien, og man går i et utroligt varieret landskab. Klipper, sand, rullesten, markstier, skønne afgræsningsområder hvor grundfjeldet titter op hist og her, lidt på cykelsti, og endda på et tidspunkt gennem et parklignende anlæg med tusindvis af roser.

Vi satte stor pris på (havde brug for!) vores pauser, og dumpede ind på en lille cafe, lige inden vi kom frem til Helligdomsklipperne.  Turen langs klipperne var nøjagtig så smuk som den plejer at være – som barn var jeg især betaget af Den Sorte Gryde, som affødte mangen en sangleg på stedet, men denne gang sprang vi, helt ubesværet oven i købet, Bro Bro Brille over.

Efter Bornholms fine Kunstmuseum kom vi til Døndalen. Havde vi haft en lidt kortere dagsmarch eller en lidt lettere oppakning, ville vi bestemt være gået på jagt efter det sagnomspundne vandfald, som jeg har tilbragt adskillige sommerdage med at lede efter. Bæstet tørrer ud om sommeren, men udenfor sommersæsonen er det noget så fint – bare et tip, hvis nogen skulle have lyst til en dejlig efterårsferie! Vi sprang også over Troldeskoven, hvor der i foråret vokser de blå anemoner, som var min mormors yndlingsblomst. Blå anemoner er helt særlige. Hvide anemoner der dækker hele jorden ligesom sne, er yndefulde forårsbebudere, men de blå står mit hjerte særligt nær.

img_1871

img_1944

img_1895

img_1943

Kort før man rammer Tejn, kan man smutte ind gennem en låge til et afgræsset areal. Herinde findes Stammershalle, med bautastene og udgravninger af bronzealdergrave, fint og stemningsfuldt.

Sandkås er nærmest vokset sammen med både Tejn og Allinge, som er vokset helt sammen med Sandvig – fire små byer i ét. Her myldrer det med mennesker, og hotellerne ligger som perler på en snor. Vi var bare glade for at være kommet frem, og nød at få skoene af og benene lidt op…

Mini-guide: Vandring på Bornholm

Som jeg kort nævnte forleden, er vi i øjeblikket på Bornholm. Vi er på vandretur, og naturligvis kunne vi ikke følge den slagne vej… Den er ellers oplagt: Tilbage i midten af 1800-tallet var min oldefar med til at anlægge en redningssti rundt langs Bornholms kyster. Når man går på stien i dag, er det i mindre grad for at advare skibe der kommer for tæt på den forræderiske Bornholmske skærgård, men snarere for at nyde en vidunderlig tur øen rundt.

Selvfølgelig ville vi også gerne følge redningsstien rundt – men vi gider simpelthen ikke gå stykket fra Balka og nærmest hele vejen til Boderne, fordi man der går på selve stranden. Vi orker ganske enkelt ikke at sparke os frem mellem glade badegæster og isindsmurte børn, med vandresko, rygsæk og tryllebør.

Derfor har vi i stedet lagt en rute på tværs af øen, fra Rønne ind gennem Almindingen og Paradisbakkerne, og ud til Årsdale. Herfra vil vi så følge oldefars sti hele vejen op omkring Hammerknuden og tilbage til Rønne.

Lørdag morgen (som i tidlig morgen, med afgang fra stationen kl. 5.37) tog vi toget til Ystad, og derfra færgen til Rønne. Vel ankommet i Rønne forlod vi straks den ellers top charmerende by (den må pænt vente et par dage, til vi vender tilbage til den igen), og begav os mod Almindingen.

img_1713

Almindingen var tidligere et fælles afgræsningsareal midt på øen – heraf navnet: Almindingen betyder ‘alle mands’ på gammelt dansk – som i dag er Danmarks tredjestørste skov. Den er især kendt for attraktionerne Ekkodalen, Rytterknægten, Lilleborg, Gamleborg og Rokkestenen (man må bøje sig i støvet for bornholmernes evne til at navngive enhver sprække, sten eller bakke, og på den måde lade os forstå, at ethvert sted bærer sin egen vigtighed i sig), men skoven er faktisk også en oplevelse i sig selv.

Jeg havde lagt en rute som gik over Rytterknægten, og det var der en god grund til. Det handlede om en vandpost, men sådan en er der jo også ved Ekkodalen, mindede jeg småbandende mig selv om, da vi asede os op ad bakken. Til gengæld, blev vi enige om, ville vi ikke fortsætte fra Rytterknægten over i Ekkodalen, men bare sætte kursen direkte mod Paradisbakkerne. Vi gik endda og skiftedes til at råbe “Hvad drikker Møller?” og “Øller, øller, øller”, bare så vi ikke blev snydt for oplevelsen. Undskyld til jer, der var derude. Det var en slags hiker’s high, tænker jeg.

Og så kom vi minsandten over Ekkodalen alligevel. Lidt en blanding af nostalgi, beslutsomhed og manglende stedsans – fint var det under alle omstændigheder, og vi fik endda is derinde. Så er alt jo godt.

img_1797

img_1725

img_1798

img_1746

I alt gik vi 33 km gennem skoven, indtil vi gjorde det, som vi efterhånden er blevet rigtig dygtige til: smed os udmattede i skovbunden på ganske ureglementeret vis, aka stealth camping. Vi brugte timerne om bålet med dels at proppe os med den lækreste karryret (sult er den bedste kok!), dels at pleje mine ømme poter. Altid festligt med nye sko, jo 🙂

Søndag morgen vågnede vi tidligt. Det gør vi for så vidt altid, når vi er ude, og det kan muligvis have noget at gøre med, at hiker’s midnight typisk indtræffer mellem 21 og 22. Vi var i hvert fald oppe med fuglene, bagte pandekager og stegte bacon, og havde alt pakket sammen og var klar til at rømme lejren allerede omkring kl. 9.

Dagsmarchen gik via Paradisbakkerne ud til kysten, hvor vi satsede på at ramme Svaneke så tilpas tidligt, at vi kunne nå at nyde den skønne by, inden udmattelsen for alvor satte ind.

Svaneke har en helt særlig plads i mit hjerte. Byen er fyldt til randen med minder fra både min egen og mine ungers barndom, og jeg vil til min dødsdag fastholde, at klipperne omkring Svaneke er noget ganske særligt.

img_1790

img_1776

img_1799

img_1775

img_1769

Som en ekstra lille luksus havde jeg booket os ind på Siemsens Gård. Det er meget fint, alt det der med teltslagning, bål og tørret mad – men der er også meget godt at sige om et varmt brusebad, en stikkontakt og en blød madras, og det blev alt sammen sagt dén aften, efter en vidunderlig tur ud i Hullehavn, sydøst for Paradis. Eneste ridse i idyllen er, at Fili ikke er med. Vi var usikre på, om turen ville være for svær for hende, så hun er i mange trygge hænder derhjemme – men vi savner hende.

I dag går turen nordpå, med første stop i Sandkås. Ifølge trackeren har vi allerede 61 km i skoene, men jeg er helt sikker på, at turen i dag bliver mere smuk end smertefuld 🙂

Red: Dette er første del af en serie om vandring på Bornholm – læs videre om turen fra Svaneke til Gudhjem, og turen over Hammerknuden til Rønne.

Rejsedagbog

img_1353

Min mor lærte mig at skrive feriedagbog, og det er en vane der har fulgt mig lige siden. I starten var det en omstændelig affære, hvor jeg måtte til fotohandleren for at fremkalde mine billeder efter ferien, så jeg derefter kunne klippe og klistre, og lave fine albums. Selvfølgelig var det et stort arbejde at sammensætte sådan en bog, og netop derfor skete der ofte det, at jeg skubbede opgaven foran mig så længe, at jeg nærmest havde glemt ferien før jeg fik taget mig sammen.

De senere år har jeg valgt en noget nemmere fremgangsmåde. Jeg har ganske enkelt har oprettet en privat blog, som jeg hver aften har overført dagens bedste billeder til, og skrevet lidt om hvad vi har lavet. I de oprindelige album indsatte jeg, udover billeder, også billetter, kvitteringer, brochurer osv. Den slags ting kommer stadig med; nu tager jeg bare et billede af dem.

For et par år siden opdagede jeg et alternativ – en slags kompromis mellem de to metoder. Da jeg blev 50, var min fødselsdagsgave fra ham min elskede et fantastisk krydstogt, fra Japan over Taiwan og Hong Kong til Vietnam og Thailand – en rejse rundt i den buddhistiske verden. Det var en helt ubeskrivelig oplevelse, som jeg selvfølgelig forsøgte at beskrive. Jeg lavede omhyggeligt rejsedagbog på min blog, og da vi kom hjem, fik jeg trykt de relevante indlæg som en bog.

Der er fordele og ulemper ved både den skrevne bog og bloggen. Har man det hele liggende online, risikerer man ikke at det bliver væk, og det er altid nemt at finde frem til lige præcis den der helt særlige restaurant / badestrand / lillebitte by man besøgte for mange år siden. Jeg nyder også, at selve processen er så enkel og hurtig: et par hurtige klik, og dagens billeder er uploadet – så skal der bare tilføjes tekst, og hele herligheden er klar. Selve det at oprette en blog er super nemt, og så er det en helt gratis måde at opbevare sine ferieminder på. Hvis du har brug for hjælp til at oprette en blog, vil jeg anbefale at du kigger med hos Celia Schow, som guider dig igennem hele processen, skridt for skridt.

Omvendt er der noget særligt ved at sidde med en rigtig bog. Det kalder på en helt anden slags fællesskab at sidde og kigge i en bog sammen, måske fordi bogens langsomme natur indbyder til fordybelse. Minderne myldrer frem, alle mulige små detaljer vækkes til live igen, og det er næsten som at være der igen.

Skriver I feriedagbøger, eller har I en anden måde at holde liv i jeres minder på?

 

Mallorca om sommeren

…se, det er noget jeg aldrig har prøvet før! Vi har altid kun været her i ydersæsonerne, og det er der meget godt at sige om.

img_1029

img_1031

Mallorca om sommeren er en anderledes oplevelse. Stadig super fint – øen lægger jo ikke sin skønhed fra sig, bare fordi det bliver sommerferie – men der er temmelig mange mennesker på relativt begrænset plads, og det stiller krav til tålmodigheden.

Til gengæld er jeg her lige om lidt med næsten alle de bedste i verden. Barnevidunderbarnet mangler, men ellers har jeg fra i aften alle mine små om mig, og det er i sandhed En God Ting. En meget god ting.

img_0979

img_0943

Vi nyder lange dage på strandene – Cala Agulla er en af favoritterne, skarpt forfulgt af Canyamel (måske mest af alt fordi vi kan gå derned, men det er også en fin strand, og nok en kende mindre overrendt end så mange andre), men vi skal også til Cala Bona, især på grund af den absurd overfyldte, men bizart hyggelige strandpromenade mellem Cala Bona og Cala Millor.

img_0934

Og når solens stråler så begynder at miste deres styrke, og man er helt ør af vind og saltvand, så er der ikke meget der er bedre end at kravle op på en tagterrasse med en kølig drink eller to, og bare ligge og kigge op i himlen, mens mørket falder på og stjernerne kigger frem. Uh, det er lykke <3

 

Tilbage til forsiden

Downtown Las Vegas

I Las Vegas tilbyder The Strip rigelig underholdning til ganske mange feriedage, men ikke desto mindre vil jeg anbefale, at man også tager sig tid til at besøge Downtown Las Vegas.

Området er centreret omkring Freemont Street, hvor flere af de gamle, berømte kasinoer, som for eksempel Golden Nugget og Four Queens, holder til. I gadens vestlige ende er utallige film og TV-shows optaget, og de mange lysreklamer har givet området kælenavnet Glitter Gulch. Det navn er om muligt endnu mere velfortjent nu om stunder, hvor en enorm baldakin, fyldt med neonlys i alle regnbuens farver, er spændt ud over gaden.

Freemont Street er lige så gammel som Las Vegas selv; fra 1905. Den havde byens første hotel, var den første  gade der blev brolagt, den første der fik et lyssignal, og et af dens kasinoer, Northern Club, var det første til at få en formel gaming license tilbage i 1931.


I 1994 blev gaden lukket for trafik, da arbejdet på The Freemont Street Experience blev påbegyndt. Ideen var at revitalisere downtown-området, som nærmest var blevet lagt øde med den eksplosive udvikling af The Strip. Gaden blev renoveret for at genoplive den gamle stemning, med barer, spisesteder og kasinoer. Vintage neonskilte blev omhyggeligt restaureret, den imponerende baldakin blev sat op, og hele herligheden blev åbnet i sommeren 2007.

I den østlige ende af gaden ligger Container Park; et helt kompleks af stablede containere, som huser butikker, cafeer og restauranter. Her er superhyggeligt, og det er bestemt et godt sted at hænge ud på en solrig dag – og dem er der mange af i Las Vegas.

Vi havde kun en enkelt dag i området, så vi var nødt til at udvælge os vores vandingshuller med omhu. Jeg er glad for at kunne sige, at vi endte med at være ovenud tilfredse med vores valg, som lod os opleve to meget forskellige dele af Downtown.

Park på Freemont Street er en virkelig skøn lille bar, ganske uanseelig udefra, men helt bedårende indeni. Der er zinkdiske på baren, slidte trægulve, og endda en pragtfuld gammel jukebox – ægte oldschool Las Vegas stemning.

Frokosten indtog vi på Heart Attack Cafe, som er en gennemført bizar oplevelse, i 100 % humoristisk amerikansk stil. Man modtages i døren af en sygeplejerske, som tilbyder at man kan blive vejet – man spiser nemlig gratis, hvis man vejer over 350 lbs. Alle iføres hospitalstøj, og bænkes i noget der mest af alt ligner et cafeteria, udsmykket med gamle filmplakater fra bl.a. det velkendte drama Gone with the … waistline.

Menukortet er forholdsvist simpelt: burgers med burgers i forskellige størrelser, helt op til en 8-dobbelt burger med 40 skiver bacon. Der er dog også en vegansk option for dem der ikke spiser kød:

Der er skøn retrostemning overalt, og selvfølgelig er der også masser af kærlighed og nybagte brudepar. Det er jo Las Vegas, og man kan nærmest ikke spytte for små kapeller der tilbyder vielser i alle mulige og umulige former.

Jeg har aldrig før været i Freemont Street – jeg anede faktisk ikke engang at Las Vegas havde et downtown-område udenfor Las Vegas Boulevard – men det er helt sikkert ikke sidste gang jeg kommer her. Den hyggelige, rodede vintagestemning er et fantastisk supplement til de strømlinede mega-hoteller på The Strip, og så ligger området endda strategisk fornuftigt placeret. Det ligger lige ved siden af Las Vegas’ Arts District, som så ud til at være præcis så farverigt og inspirerende som den slags skal være. Vi var pressede for tid, så kørte bare hurtigt igennem, men det lignede bestemt et område som var et besøg værd. Altid godt at have noget til gode! Også de herlige Premium Outlets er lokaliseret praktisk nær ved Freemont Street, bare et (solidt) stenkast derfra, og det er jo også værd at tage med…

 

Tilbage til forsiden

 

 

Las Vegas, the Strip

Vi har haft nogen skønne dage (og nætter…) i Las Vegas. Las Vegas er i dén grad i Las Vegas; altid sig selv, og aldrig den samme.

Vi har boet på hotellet New York, New York, midt på Las Vegas Boulevard, eller The Strip, som gaden også kaldes. Jeg er vild med temahotellerne i Las Vegas, og har gennem tiden boet på flere af dem, men New York, New York er nok min yndling. Her er den herligste, kitchede Old-New York stemning, med krogede gader, dampende kloakdæksler og fuld knald på Coyote Ugly baren. Hotellet tilbyder masser af fantastisk underholdning; for eksempel kan man blive viet i deres rutchebane, hvilket jo altid er spas. Man kan selvfølgelig også nøjes med at se et show. Vi var inde og se Cirque du Soleil – deres Zumanity er noget af det hotteste – men Cher er også i byen (hun er vist nærmest altid i byen), og der er naturligvis også masser af Magic Shows i ægte Las Vegas-stil.

Las Vegas er varmt. Varmt, med stort V. Hedt, ganske enkelt, med en frisk brise, der føles omtrent som en føntørrer på lidt vel høj setting. Derfor er det måske begrænset hvor meget man orker at rende rundt udendørs, men ud skulle vi jo – ikke mindst fordi vi skulle rundt og se nogle af byens mange andre hoteller. Det er nemlig en af de allerstørste attraktioner: hotellerne.

Vi har selvfølgelig set Venetian, med alle restauranterne på Markuspladsen, og de skøre gondoler der sejler dig rundt mellem luksusbutikkerne og barerne.


Caesar’s Palace er også et must, med de romerske officerer og al den pompøse pragt der er strøet ud med løs hånd. Det har gennemgået en forrygende opdatering siden sidst vi var her, og er finere end nogensinde, med masser af ægte Las Vegas-romersk stemning.

Bellagio med det vidunderlige springvand. Vækker ikke umiddelbart minder om det Bellagio vi kender hjemme fra Italien, men lad nu det ligge. Faktisk i det hele taget en god ide i Las Vegas: at lade den indre kritiker ligge. Den trænger formentlig også til lidt ro.

MGM Grand er et pragtfuldt sted, med masser af musik og 24/7 feststemning. For nogle år siden dumpede Peter og jeg ind en tidlig eftermiddag, godt og grundigt jetlaggede, i håb om en smule adspredelse, så vi ikke faldt i søvn alt for tidligt – og hvad fandt vi? Elvis Aaron Presley i fuld sving på scenen. Og det var unge lækre Elvis, forstås. Ikke trætte og sørgelige Las Vegas-Elvis. Så fint. Elvis lever!

Mandalay Bay har den mest vidunderlige strand, og det der startede som en simpel haj-tank, er blevet til et herligt anlæg med både fisk, øgler og meget mere.

Luxor. Jamen helt ærligt; et hotel i pyramideform. What’s not to adore? Og skulle man have lyst, kan man lige tjekke Sfinxen ud, og således spare en rejse til Egypten. Til gengæld kan man ikke længere se Tutankhamons grav, for den er blevet flyttet til Las Vegas Natural History Museum.

Paris har jeg ikke været på før, men det viste sig at være næsten tæt på lige så hyggeligt som New York, New York, med skøn parisisk charme, minus de gyselige tjenere. Og hér vokser træerne faktisk ind i himlen, så lad aldrig nogen fortælle dig andet!

Og så er der de hoteller, som er superfine udefra, men som man måske ikke behøver gå ind på, som for eksempel The Mirage, med vulkanen der går i udbrud et par gange hver aften klokken 20 0g 21, til tonerne af Grateful Dead’s Mikey Hart. Se, dét kunne naturen lære noget af, det uregerlige skidt 😉

I gamle dage gik Ziegfried & Roys hvide tigre også rundt i lobbyen, men de er rykket ud i et stort, zoo-lignende anlæg. Sikkert også sjovere for tigrene, så måske de er knap så gnavne nu om stunder.

The Excalibur med tårne i alle regnbuens farver er også superfint udefra, men måske lidt til den kedelige side indvendigt. Jo altså også svært at leve op til den New Yorker-stemning vi er blevet forvænte med.

Las Vegas er bare helt speciel. Alt er helt igennem ægte: det er ægte kunstigt, og intet er hvad det ser ud til. Det er herligt. Der er knald på 24 timer i døgnet, og det betyder, at jetlag slet ikke er noget problem. Byen er imponerende både dag og nat, og man ved dårligt hvad der er hvad. Der er nemlig ingen vinduer i casinoerne, og nærmest alt er åbent hele døgnet*  Byen er  meget et (eller flere) besøg værd!

Til sidst et tip om et par små sjove detaljer. Prøv at lægge mærke til duftene og dørhåndtagene i Las Vegas. Ja, jeg ved det godt – der er så meget andet at opleve, men jeg knuselsker altså, at hvert enkelt hotel har sin egen duft (allerlækrest på Monte Carlo), og at nærmest alle hotellerne har brugt deres temaer på dørhåndtagene. På vores hotel er det Frihedsgudindens fakkel; på Ceasar’s Palace er det laurbærkranse, Luxor har små pyramider, og Mandalay Bay har de kæreste søheste.

* Et tip: hvis drinks er rørende billige, er det enten meget tidligt eller meget sent, lidt afhængigt af, hvordan man ser på det 😉

 

Tilbage til forsiden

Grand Canyon kompromisset

Når jeg er herovre i den vestlige ende af USA, vil jeg rigtig gerne se noget af den imponerende natur. Når Peter er med, vil han rigtig gerne ikke køre alt for meget.

Jeg er vild med rå, utæmmet natur, især hvis den er lidt til den barske side. Læg dertil min let bizarre fascination af døden, og så kan det vel ikke overraske, at jeg foreslog, at turen fra Los Angeles til Las Vegas kom til at gå gennem Death Vally. Altså helt ærligt; navnet alene! Og så er det USAs varmeste, tørreste og lavest beliggende nationalpark – en hed gryde, der bare står og simrer. Det skorter da heller ikke på advarsler, når man begiver sig derind, men de bidrager egentlig kun til den festlige stemning.

Turen er flot under alle omstændigheder. Den går igennem Mojave ørkenen, langs enorme saltsøer, og det er så helt åndssvagt smukt, at det ville være skørt ikke lige at slå et smut omkring Death Valley (ok, lidt mærkelig argumentation, men prøv lige at følge mig…).

Mit forslag var, at vi skulle køre ind i parken fra den vestlige side, ind til Furnace Creek Visitor’s Centre, og derfra ned mod Badwater. Herfra ville jeg tage Artist Drive tilbage, fordi den fører gennem nogle helt fantastiske ørkenscenerier, hvor forskellige mineraler i jorden skaber en helt ubeskrivelig symfoni af farver midt i alt det golde og udtørrede. Endelig ville jeg vælge Highway 190 ud mod parkens østside, for hvis man kører den vej, rammer man nogle imponerende udsigtspunkter ved Zabriskie Point og Dante?s View. En dejlig tur jo – men desværre også en omvej på 4-5 timer, og det fik jeg ikke point for.

Et andet forslag var at hoppe i bilen i Las Vegas, og lige smutte ud forbi Grand Canyon. Det har vi gjort før, for en del år siden, men ham min elskede kunne desværre udmærket huske, hvordan den lille centimeter jeg udpegede på kortet, kom til at tage os hele dagen. En hel dag i bilen, inklusiv øde, solstegte ørkenveje og skriftlige advarsler fra vred politimand – og kun en time i selve Grand Canyon.

Denne interessekonflikt udgjorde en potentiel trussel mod husfreden (hotelfreden?), så vi valgte det eneste fornuftige: vi indgik et kompromis. Grand Canyon-kompromisset.

Vi tog en helikoptertur i skumringen. Vi blev fløjet ud til Grand Canyon, hvor vi landede i selve kløften, drak et glas champagne og gik lidt på opdagelse, inden vi fløj tilbage i solnedgangen. Turen er fantastisk i sig selv, fordi man flyver over udslukte vulkaner, Hoover Dam og Lake Mead, men intet kan måle sig med selve kløften. Nøj, hvor den er fin!

Jeg har virkelig prøvet at begrænse mig, og gjort mig rigtig meget umage med kun at udvælge de aller-aller-bedste billeder fra turen, men må nok advare om at der er alvorlig billed-spam forude…

 

Det var så afskyeligt dyrt, at jeg stadig får lille smule blodsmag i munden når jeg tænker på det – men det var hver en krone værd. Uendelig smukt, vanvittigt imponerende, og på alle måder en oplevelse for livet. Plus en udmærket løsning på en lurende konflikt 😉

Tilbage til forsiden

Venice, CA

Der er et par steder, som vi altid skal besøge, når vi er i Californien. Et af dem er Venice; den kæreste lille kystby, med bedårende kanaler og en pragtfuldt underholdende strandpromenade.

Byen blev grundlagt af Abbot Kinney tilbage i 1905, med en intention om at gøre den til USA?s Venedig. Der er de fineste små kanaler i byen, i området omkring South Venice Blvd., Pacific Avenue og Washington Blvd. Oprindeligt dækkede de et langt større område, men med den stigende biltraffik blev mange af dem desværre nedlagt. Omkring 1993 blev de resterende kanaler restaureret og genåbnet, og området er i dag helt vidunderligt, både dag og aften.

Byens store handelsgade, Abbot Kinney Blvd, er vist lidt af et shopping paradis – jeg har aldrig haft fornøjelsen af at stoppe ind her, men er ofte kørt igennem. Her er masser af små, quirky butikker, side om side med cool cafeer, gallerier og meget andet godt. Må bestemt være et besøg værd, inden man sætter kursen mod stranden og den fantastiske boardwalk – jeg har bare aldrig nået det.

På selve Venice Beach er man som i en fortryllet tidslomme. Hippier, gøglere, spåkoner og plattenslagere myldrer omkring, og sørger for, at man aldrig kommer til at kede sig, og man griber hele tiden sig selv i at se sig over skulderen efter en af de hedengangne beat-poeter. Her er noget for alle sanser: Stillehavets brusen, palmetræer i dirrende sol, lækker mad i alle prisklasser, og en helt særlig duft. Det er i øvrigt en duft som man, på helt lovlig vis, kan bidrage til, hvis man aflægger et besøg hos en af de mange Green Doctors. Enough said 😉

Når du går ned ad boardwalken, ser du den berømte Muscle Beach, det udendørs gym hvor Arnold Swarzenegger i sin tid blev opdaget. Det er stadig et meget aktivt sted, hvor masser af mennesker tager deres workout under den californiske sol. Det er ikke svært at få øje på Muscle Beach; bare kig efter den enorme håndvægt, som pryder taget af Gold?s Gym.

Strandens skatepark er også til at få øje på. Det knap 1500 m2 store anlæg byder på timevis af underholdning, når smårollingerne suser op og ned ad ramperne fra kl. 9 morgen til solnedgang.

Husk også at holde øje med alle de sjove mennesker; ham fyren der sælger ædelsten (let’s get stoned…), eller ham der jonglerer med en kædesav ? for slet ikke at tale om den pragtfulde, turbanklædte særling, som drøner rundt på rulleskøjter med sin guitar. Der er så meget at se og opleve her, at man nok aldrig bliver helt færdig. Man kan jo også lige slå en sludder af med en af strandens originaler, som for eksempel ham Peter sludrede med. Han var blevet tilbudt 7 millioner dollars for at indspille Careless Whisper, men ventede på at de gik op til 10…

Når man har fået nok af menneskemylderet, er det helt oplagt at snuppe en cykel (dem kan du leje overalt langs stranden) og tulle op mod Santa Monica Pier. Man cykler langs stranden, med palmesus og duften af Stillehavet ? det er helt fortryllende.

 

Tilbage til forsiden

Older posts