Gendarmstien

Så har vi igen haft vandreskoene på, og det var i dén grad umagen værd! Ovre i Sønderjylland løber der nemlig den fineste lille sti; Gendarmstien, fra Padborg til Høruphav. Den løber langs kysten nærmest hele vejen, og man har således de herligste kig ud over Flensborg Fjord, og hele vejen til Tyskland.

img_4090

Ruten er ialt 74 km, og det anbefales at man afsætter fire dage til turen. Så mange dage har vi ikke, og så må man låne… Vi satte to dage af til projektet, og nåede da også kun med nød og næppe til Sønderborg.

Vi startede onsdag morgen hjemme fra Slagslunde, og omkring kl. 12 kunne vi efterlade bilen i Padborg, spænde ham min elskede for Tryllebøren, give hunden snor på, og sætte ud i den øsende regn.

img_4051

img_3952

Efter knap  6 timer og  29 smukke, men meget (meget, meget) våde kilometer havde vi fået nok. Helt nok. Derfor begyndte vi at lede efter overnatning, men det var slet ikke så nemt som turarrangøren (jeg) havde troet. Fandt frem til et fint shelter, men det var optaget!?? Begyndte så febrilsk at ringe listen med hoteller, lejligheder og B&B igennem, men de få der ikke meldte alt udsolgt, ville ikke vide af lille Fili. Havde ellers lidt lovet ham min elskede at det var slut med stealth camping, og det var jo heller ikke fordi jeg var i humør til ulovligheder. Jeg blev jo nærmest bare nødt til det.

Mens vi kogte aftensmad, gjorde vi dagen op. det skulle vi måske have ladet være med.

29 km havde vi tilbagelagt, fra Padborg til Gråsten. Ikke imponerende, men alt hvad der var i os.

Ét enkelt fald blev det til. Jeg bragede om som et træ i skoven, uden synderlig anledning eller elegance. Må hellere holde op med den slags.

Jeg forsøgte mig med 18 af vort hjemlands vemodige sange, i et forsøg på at opmuntre den ikke-ekstatiske del af vores selskab. Forgæves. Jeg synger nu heller ikke særlig pænt. *

En million tusind liter vand var pjasket ned i vores sagesløse hoveder, med 4 våde sko og 2 gennemblødte jakker (ingen af dem mine…) til følge.

img_3978

Torsdag havde vi en hel dag, og tanken var, at vi skulle udnytte den til fulde. Dagsmarchen var sat til lige omkring 40 km, og det havde såmænd også været fint nok, hvis ikke det var fordi det dér regnvejr blev ved med at regne på os. Allerede efter 7 km, to høje snegle og en cola blev vi enige om at afkorte ruten med ca. 20 km. Mojn, hilste vi Gendarmstien, da den drejede ned mod Iller og Brunsnæs, og fortsatte glade til Dybbøl Mølle.

img_4044

img_4054

Og den er jo fin, møllen. Jeg har ikke set den siden jeg som barn løb rundt og legede på skanserne, og vi måtte da også gøre os en del umage for at flikke bare en omtrentlig historie sammen. Ikke desto mindre er der noget rørende over området, som i øvrigt slog mig som meget dansk. Der er noget uendeligt trygt og velkendt over hele det sønderjyske landskab, med de bølgende marker, levende hegn og stadige kig ud over fjorden – det er Danmark, præcis som jeg kender det.

img_4082

Vi overnattede i charmerende (men noget afmonterede) Sønderborg, som jeg sagtens kunne have brugt mere tid i. Planen var, at vi fredag skulle have gået de sidste 10 km (+/-) på Gendarmstien, men der opstod mytteri i rækkerne. Fili gav mig sit mellemfornøjede look, og da det ikke umiddelbart så ud til at ville ændre situationen, begyndte hun at trække voldsomt på det ene forben (en skavank der på mystisk vis forsvandt, straks vi gik hen mod bilen), og ham min elskede blev helt stram i betrækket og fremførte alle slags detaljer til sit forsvar. Men okay – så har vi en grund til at komme tilbage!

img_4015

Gendarmstien er en nem rute at gå. Det går kun ganske lidt op og ned, så konditionen behøver ikke være den bedste. Teknisk er der overhovedet ingen udfordringer; underlaget er aldeles fornuftigt, og stien er omhyggeligt afmærket. Man skal lige vænne sig til at holde øje med den lille blå Gendarm, for ind imellem kan han godt finde på at stikke af. Dette er nemlig ikke en sti der er ‘født’ som en sammenhængende rute, men snarere et sindrigt puslespil, hvor egnens småstier er samlet til én lang tur.

Det er en tur, som jeg uden tøven ville anbefale til vandrere af alle slags. Det siger (forhåbentlig) lidt sig selv, at man skal afpasse dagsmarcherne efter formen, men heldigvis er der så mange overnatningsmuligheder undervejs, at man ikke behøver at beslutte på forhånd, hvor langt man vil gå. Man går ganske enkelt til man ikke gider mere – så lægger man sig til at sove, og næste dag går man videre. Meget simpelt, og lige som jeg kan lide det. En afgørende fordel ved en tur som denne er, at man kan gå den uden de store forberedelser. Ingen grund til at dehydrere mad eller indkøbe specialudstyr – man kan bare tage afsted, og så finder man ud af det praktiske undervejs. Download et kort fra www.gendarmsti.dk – der kan man finde både hoteller, sheltere, campingpladser, restauranter og indkøbmuligheder, og så er det ellers bare at vælge 🙂

img_4004

img_4055

* Prøvede senere at opmuntre ham ved at bruge hans sko, da jeg skulle ud og tisse i nattens mulm og mørke, og derefter glemme at stille dem ind i læ for regnen. Heller ikke nogen succes.

Varenna – Comosøens ikke helt så kendte perle

Det er dejligt at være hjemme – men en lillebitte smule savner jeg nu alligevel min skønne, italienske perle. I får lige en håndfuld billeder fra en af yndlingsbyerne; smukke Varenna, som bare er noget helt særligt.

De fleste har hørt om Como og Bellagio, men der er et par byer mere omkring Comosøen, som virkelig er et besøg (eller flere) værd. En af dem er Menaggio, en anden er Varenna. Varenna ligger helt centralt i søen, overfor Bellagio og Menaggio; der hvor søens ‘ben’ samles. Den nås nemmest fra vandet, og heldigvis sejler søens færger den vej forbi.

img_2508

Byen er vidundersmuk, med små, stejle gader, og huse der nærmest klamrer sig til bjergsiderne. Den udstråler en ro, som gør at man straks føler sig hensat til en anden verden; en verden uden stress og bekymringer, hvor ens største opgave er at beslutte hvilken slags is, man vil have i sit bæger. Her får man nemlig den bedste is overhovedet – i det lillebitte ishus nede på strandpromenaden, hvor man endda kan sidde ude på trappen og dovent kigge ud over søen, mens man mæsker sig. Ikke så ilde.

img_2491

img_2330

img_2492

Det er ikke her, man skal lede efter det hektiske natteliv. Her er det La Dolce Vita der gælder, tilbagelænet livsnyderi i laveste gear. Om onsdagen er der marked i den nye bydel, og ellers handler det mest om at slentre rundt i de smalle gyder, slappe af på en af de mange restauranter, eller tage en dukkert i søen.

Det er heller ikke her, man skal lede efter de store, vigtige seværdigheder. Der er så lidt at se, at man faktisk når at se en masse… I Varenna er der intet der trænger sig på, men meget der, fuldkommen fordringsløst, byder sig til. Man behøver bare at åbne hånden og tage imod.

img_2490

img_2489

img_2507

I den nye bydel, der hvor færgerne lægger til, finder man enkelte restauranter og byens Lido; deres strandpark, med servering og service. Følger man den lille røde stensti (The Red Brick Road?), kommer man over i den gamle by. Her er der masser af småbutikker, cafeer og restauranter, det famøse ishus, og såmænd også et par små strande. Længere oppe ligger byens torv, med søens ældste kirke, og det stille liv.

Giv Varenna en chance, hvis du befinder dig i området. Den gør ikke megen stads af sig, men det behøver den heller ikke. Den er så pragtfuld i sig selv, at den roligt kan ligge hen, og bare vente på, at du opdager den.

Mini guide til Cinque Terre, del II

Første del af min guide til Cinque Terre handlede om byerne Riomaggiore og Corniglia – nu er turen kommet til Monterosso del Mare, Vernazza, og min yndling: Manarola.

img_3187

Efter et par vidunderlige ture i området mellem Riomaggiore og Manarola, startede vi nemlig dag to i Cinque Terre med at tage toget helt ind i bunden, ind til Monterosso del Mare. Det er den største af de fem byer, og også den ældste. Den er opdelt i en gammel og en ny bydel. Den gamle bydel er, måske ikke så overraskende, bedårende smuk, men den nye bydel får faktisk også en del opmærksomhed, idet den huser Cinque Terres største strand. Nu var det jo ikke primært strandene vi kom for. Vi kom med vandresko og rygsæk – dog minus Tryllebør – så vi begav os ret hurtigt afsted ad områdets mest berømte vandrerute; rute #2, kyststien.

img_3175

img_3404

img_3201

img_3405

img_3220

Den første by vi mødte på vores smukke tur, var Vernassa. Nogen hævder at det er den skønneste af alle Cinque Terres småbyer. Det er i hvert fald den mest proppede – men den er også helt ubeskriveligt malerisk – og et godt sted til en frokost! Hernede er man sådan set aldrig særlig langt fra et godt sted til en frokost, og det største problem er som regel at vælge. Det er dog værd at huske på, at i Italien ankommer du til en restaurant mellem kl. 12 og 13.30 (nogen gange kan du strække den til kl. 14, men det er så også grænsen), og ellers spiser du ikke.

Vernazza var den af byerne, som blev mest beskadiget under mudderskredet i 2011, men efterhånden er den ved at være tilbage i sin gamle, smukke skikkelse. Belforte-tårnet er byens stolteste kendingsmærke, og kan ses på nærmest alle billeder fra byen. Jo også tosset ikke at tage det med, for herligt er det!

img_3204

img_3421

img_3232

Fra Vernazza fortsætter kyststien videre til Corniglia, og det er virkelig en pragtfuld strækning. De mest utrolige udsigter lurer om hvert eneste hjørne, og det smukke holder bare aldrig op. Det gør stigningerne så heller ikke, så jeg fik rig lejlighed til at arbejde med min modvilje mod dem 😉

Man møder mange mennesker på kyststien. Rigtig mange. Og en del af dem har tydeligvis ikke begreb om, hvad det er de har begivet sig ud i. De har formentlig bare hørt, at turen fra Vernazza til Corniglia er vanvittigt smuk, og kun tager 1 1/2 time. Med de oplysninger kan man jo godt forstå, at de kommer ud på stien lidt sent på eftermiddagen, med nyglattet hår, smukke kjoler, små fine sandaler og lækre stråtasker på den sydeuropæiske måde. De har tydeligvis tænkt, at det kunne være hyggeligt med en lille tur til den næste by for at spise middag. Det er da også en fremragende ide. Forudsat altså, at man er klædt på til, og indstillet på, bjergvandring. Jeg tænker, at en del af disse bedårende unge kvinder endte med at spise middag alene, efter at have kastet deres dumme mænd og alle deres skøre ideer ud over en skrænt – sådan lød det i hvert fald på deres samtaler undervejs 😉

Helt generelt synes jeg faktisk, det kan være ret svært at gennemskue præcis hvor udfordrende en given vandrerute er – og det gælder ikke kun i Cinque Terre. Når ruter beskrives som ‘nemme’, relaterer beskrivelsen sig som regel til det rent tekniske: er der vanskeligt fremkommelige passager, er ruten fornuftigt afmærket, og skal du bruge kompas og/eller klatreudstyr for at komme igennem den. Det bedste man kan gøre, er selvfølgelig at kigge på et detaljeret kort, så man kan vurdere hvor mange højdemeter man skal passere, og hvordan de er fordelt over ruten. Det næstbedste er at sammenholde rutens kilometertal med den angivne tid, der kræves for at gennemføre den. Hvis du ender med en gennemsnitshastighed omkring 3 km i timen, kan du roligt regne med, at den indbærer stejle stigninger, for de der tidsangivelser er ikke for gamle folk og småbørn!

img_3422

img_3307

img_3409

img_3419

Vi boede som nævnt i Manaroloa. Det er en betagende lille by, og så har den en meget vigtig feature: Den har en pragtfuld fiskerestaurant nede ved kajen, hvor ham min elskede har indstiftet en tradition med at bestille en flaske iskold hvidvin og to glas, hvorefter han festligt sidder og siger “Cin Cin” til sig selv, mens han drikker sig mod til at springe ud fra den høje klippe. Jamen, så sjovt, da…

img_3262

img_3417

img_3289

img_3416

På vores sidste aften i Cinque Terre gik vi op til Nessun dorma (ja ja, man kan selvfølgelig sin Puccini hernede), som er en skøn restaurant på klipperne lige ovenfor Manarolas kaj. Her er så smukt, at man næsten ikke har tid til at spise – og det er en skam, for maden er typisk italiensk: enkel og toplækker, med udsøgte råvarer, og tilberedt med den største omhu. Nessun dorma kan slet ikke anbefales nok, hvis man er på disse kanter, og den tid man bruger på at stå i kø for at komme ind, er godt brugt.

Honestly all type of works are stressful and hard, even if you have the best sea-view of the world. The only way to keep nice and easy your work is the smile and the passion.

Sådan står der på restauranten – og præcis sådan opleves stemningen, når man sidder en skøn aftenstund og kigger ud på solnedgangen over byen, klipperne og havet, mens man lader sig forkæle med alskens delikatesser. Nice and easy – og smile and passion. Super cool sted, som er afslappet og tilbagelænet på den helt fede måde.

img_3261

Cinque Terre er noget helt særligt. Cinque Terre er nærmest overjordisk smuk, vild, betagende, og evigt omskiftelig. Cinque Terre skal opleves – mere end én gang.

Mini guide til Cinque Terre, del I

Normalt er jeg et godt og omgængeligt menneske, som nærmest altid kan finde en ja-hat at udsmykke mig med, og som er rar ved andre – men som alle andre store karakterer har jeg naturligvis også mit kryptonit. Jeg tåler ikke alkohol *, og er virkelig dårlig til at gå opad. Placer mig på en overflade med mere end 20 % stigning, og forvent at jeg bevæger mig op ved egen hjælp, så skal du bare se løjer… Jeg har egentlig altid godt vidst det, men på vores nylige vandretur i Cinque Terre blev det da for alvor fastslået: Jeg tåler ikke stejle stigninger. Jeg bliver sur. Som en citron. Heldigvis bliver jeg hurtigt god igen 🙂

img_3060

Hver sommer plejer vi at tage et par dage til Cinque Terre; en bedårende lille nationalpark nede ved Middelhavet. Områdets største attraktion er de fem små, farverige byer, som klynger sig stædigt til den forrevne klippekyst. Specielt Manarola har vundet vores hjerter, og det er ofte der, vi vælger at bo, selvom det selvfølgelig ikke er særlig pænt gjort (eller specielt nemt, for den sags skyld!) at udvælge sig favoritter på den måde.

I Cinque Terre finder man ikke noget hektisk natteliv, men til gengæld masser af små, fine strande, de smukkeste byer, der breder sig i de skønneste farver på en helt betagende kystlinje – og hundredevis af vandrestier, som vi skal udforske i år.

img_3328

img_3065

Det kan være rigtig vanskeligt at have bil med i Cinque Terre. Vejene er små, bugtede, og af og til decideret farlige at køre på, som vi for eksempel måtte sande i 2012, hvor vi besøgte parken efter et voldsomt mudderskred i vinteren 2011. Visse steder bestod vejen kun af et frithængende, hærget asfaltlag, som klamrede sig til klippesiderne… ikke nogen fest at køre på.

Faktisk er det en langt bedre ide at efterlade bilen i La Spezia og tage toget ind i nationalparken, hvilket da også er, hvad vi har gjort i år. Der er alligevel ikke meget at bruge en bil til, når først man er inde i området, for den må ikke komme med ind i byerne, og de omgivende parkeringspladser fyldes op hurtigere end man kan nå at sige “frokost”.

img_3086

Hvis man vil vandre i nationalparken, kan det klart anbefales at man investerer i et detaljeret kort over området, og at man hele tiden holder sig orienteret om hver enkelt rutes aktuelle tilstand. Kort kan købes i alle parkens Centri di Accoglienza (velkomstcentre), som findes i alle de fem byer, og på togstationen i La Spezia. Det er i øvrigt også her, man kan købe adgangskort til nationalparkens vandreruter, og partoutkort til toget og shuttlebusserne; noget jeg helt klart vil anbefale frem for at man skal stå i kø hver eneste gang for at købe billetter. Nationalparken er nemlig meget besøgt, og nede i byerne er der temmelig mange mennesker.

Vi startede med at tage toget ind til Riomaggiore, den første af de fem byer, man møder på sin vej ind i Cinque Terre fra La Spezia. Byen er bedårende. Selvfølgelig er den bedårende, ellers fik den formentlig slet ikke lov at ligge i Cinque Terre, hvor alt er smukt. Jeg blev faktisk ind imellem lidt bekymret for, om de høje æstetiske standarder også omfattede personer på besøg, i hvilket tilfælde jeg hurtigt kunne have fået et problem i mit svedige (og ikke svedige på den fede måde!!) hiker-gear. Det lader heldigvis til, at det først og fremmest er bygninger, der absolut skal være iøjnefaldende smukke for at få lov at være her.

img_3089

img_3330

Riomaggiore er opdelt i tre bittesmå dele: den gamle bydel, togstationen, og kajen, hvor der også er en lille strand. Fra togstationen udgår Via Dell’Amore (Kærlighedsstien), som uden tvivl er den mest berømte – og besøgte! – af alle de mange hundrede kilometer vandrestier i området. Det er den korteste og nemmeste sti at vandre: 900 meter er der til Manarola, og man kan snildt komme igennem på 15 minutter. Det er der nu ingen grund til, for det er meget sjovere at give sig god tid til at nyde den smukke udsigt undervejs, og måske snige sig til et kys eller to…

img_3329

img_3073

Desværre er Via Dell’Amore lukket for tiden (åbner formentlig ikke før foråret 2019), så den måtte vi nøjes med at mindes. I stedet satte vi ud på The Riomaggiore Ring, en 3 km lang sti som leder rundt langs kysten, op til Montenero Sanctuary, og tilbage til Riomaggiore. Turen er sammensat af to ruter: #3 og #3a, og det kan klart anbefales at tage den rundt i retning mod uret. Så starter den nemlig noget så festligt, med 1 hel kilometer fuld af høje, stejle trappetrin… og jeg mener det faktisk alvorligt, for de trin kan ikke være nogen fest at bevæge sig ned ad!

Efter en lækker frokost i Riomaggiore ville vi jo allerhelst have fortsat til fods mod Manarola, men det er ikke kun Via dell’Amore der er lukket i år – den alternative sti #531, der ellers forbinder de to byer lidt højere oppe fra kysten, er også spærret. Note til Cinque Terre-vandrere: Det er altid en god ide at tjekke de forskellige vandrerutes aktuelle tilstand på https://www.incinqueterre.com/en/trails-advice. Siden opdateres konstant, og viser hvilke af stierne, der er lukket.

Hvis man vil gå mellem Riomaggiore og Manarola for tiden, må man ud på en temmelig lang bjergtur, og det var nogen af os ganske enkelt ikke indstillet på (se indledningen). Derfor hoppede vi på toget, og kørte til Corniglia i stedet.

img_3325

img_3331

Corniglia er virkelig en perle. Den udmærker sig ved at være den mindste af byerne herinde, og samtidig den højest beliggende. Som den eneste af de ‘Fem Lande’ ligger den ikke helt ude ved havet, men oppe på en klippetop. Det gør den vanskelig at nå, men giver samtidig de mest bjergtagende udsyn, så den må man ikke snyde sig selv for. Ekstra bonus: den lidt afsides beliggenhed gør at den er langt mindre proppet end de øvrige fire byer! Hvis ikke man orker at traske op ad bjerget, kan man altid hoppe på en shuttlebus, som holder lige udenfor stationen.

img_3326

img_3332

img_3126

img_3336

img_3139

img_3334

Festligt nok, så er kystruten mellem Corniglia og Manarola også lukket i år, men heldigvis går der en fin rute lidt oppe i bjergene, som jeg slet ikke kan anbefale nok. Man tager rute #587 inde fra Corniglia, og følger den indtil man møder #586,  som leder til Volastra. Volastra er en lille landsby, hvorfra man følger rute #506 som går rundt langs bjergsiden i udkanten af de velpassede vinmarker, med den mest fantastiske udsigt over havet, bjergene, de terrasseopbyggede vinmarker, og byerne Manarola og Corniglia.

img_3337

img_3156

Vi stoppede for natten i Manarola. Vi boede på Hotel Ca’ d’Andrean, hvor vi har boet før, og det var ligeså fint denne gang som sidst. Skønt var det at komme ud af det støvede og beskidte vandretøj, få et bad, og trække i en frisk t-shirt, inden vi begav os ud i byen. Ultimativ hiker-luksus: rent tøj! – og på denne tur kunne det lade sig gøre, fordi vi hverken skulle slæbe overnatnings- eller madlavningsgear. Slet ikke så ilde endda.

img_3335

* Giv mig mere end tre farvestålende drinks (gerne med paraplyer!), og jeg forvandler mig til en savlende, højtråbende bodega-Torben, som sidder sådan lidt dum-lummert og grynter ting som “Træk i min finger” og “Det sagde hun også i går” – voldsomt morsomt… For mig selv, forstås. Indtil næste morgen, hvor jeg endnu en gang må sande, at jeg ikke tåler alkohol.

Castelletto d’Orba

Jeg bliver nemt sur. I hvert fald hvis yngstesønnen og hans vidunderlige familie flyver hele vejen fra Danmark for at besøge os, og det så sætter i med flerdagesregn. Bare ikke ok.

Én eller anden dag skal jeg nok få lært hvordan man ændrer på vejret, men indtil da kan jeg ikke rigtig gøre andet end at flytte mig fra det – så det gør jeg, med stor ihærdighed *

Denne gang har jeg flyttet mig til Castelletto d’Orba, en ganske lille by omtrent midtvejs mellem Milano og Genova. Her lovede Il Meteo nemlig godt vejr, så hér ville jeg være. Vi er rykket ind på Villa Carolina Resort, som blandt andet udmærker sig ved at være placeret ganske tæt på et pragtfuldt vandland – og når man er så heldig at have en fireårig med sig, er det dén slags der tæller!

img_2860

img_2811

img_2861

Vandlandet, Parco Aquatico Lavagello, er virkelig fint. Ikke gigantisk, men bestemt nok til nogle dages leg og hygge – her er rutchebaner i alle tænkelige størrelser, en lazy river, og masser af whirl pools og forskelligt vandlegetøj til de små. Tilsæt en udmærket frokostrestaurant / snackbar, med is, frugt, salater og diverse lune småretter, og du har en glimrende opskrift på et par skønne feriedage. Det er oven i købet et meget italiensk vandland (jeg tror vi er de eneste udlændinge her), hvilket vil sige at der er ganske få regler, og en udstrakt tålmodighed med de små.

Villa Caroline Resort, hvor vi boede, er et virkelig godt valg, hvis man gerne vil holde en rolig ferie i Italien, uden at betale de temmelig hampre priser helt nede ved havet.

img_2795

img_2862

img_2821

Hotellet er et sjovt eksempel på, at det ind imellem kan være svært at se en direkte sammenhæng mellem pris og kvalitet. Både service, faciliteter og mad er langt over, hvad man normalt kan forvente i denne prisramme (ca. 800 kr/nat for to personer, inkl morgenmad, gratis parkering og internet). Der er nærmest ingen ende på, hvad personalet vil gøre for at deres gæster skal føle sig godt tilpas. For eksempel kom vi hjem med en lille sulten pige to timer før restauranten åbnede, og straks blev der fyret op under gryderne, så hun lige kunne få lidt i maven! Restauranten var i øvrigt værd at vente på – vi fik sjældent udsøgt mad, til mere end rimelige priser. Deres morgenmad fortjener egentlig et kapitel for sig selv, men får det ikke i denne omgang. Jeg vil bare nøjes med at konstatere, at det var en af de lækreste morgenmadsbuffeter jeg nogensinde har besøgt – alt var frisk og delikat, og igen sørgede personalet for, at alle hele tiden fik præcis hvad vi ønskede os. Villa Carolina var så fint et sted, at vi faktisk besluttede at forlænge vores ophold med en ekstra nat, for to dage var slet ikke nok!

Her er fint og stille, meget familievenligt, og de byder endda hunde velkomne (hej Fili!). For nogen vil det muligvis også være et ekstra plus, at der ligger en golfbane i tilknytning til resortet, og at der ikke er langt til et fremragende designer-outlet…

img_2870

* Det er måske værd at bemærke, at jeg personligt egentlig holder rigtig meget af en god regnvejrsdag eller to. Jeg ved nærmest ikke noget hyggeligere end at putte mig i en god stol med en stak bøger, en kande te og godt med knas indenfor rækkevidde!

Om at bryde sine grænser

Jeg er bange for højder. Ikke sådan på Uh, hvor Eiffeltårnet er højt-måden, men på den langt mere ucharmerende facon, hvor bare det at stille mig op på en stol giver mig svedperler på overlæben. Og – bare i tilfælde af, at nogen skulle finde på at spørge – nej, jeg er ikke det fjerneste bange for at flyve. Der sidder jeg jo i en magelig stol, med begge fødder solidt placeret på gulvet.

img_2691

Forleden blev mine grænser udfordret på det mest eftertrykkelige, da en lidt utjekket vandretur i Val Sanagra løb helt af sporet. Vi endte på en ’sti’ (og jeg bruger dette ord på den bredest mulige måde her), som bestod af et par stålwirer, fastgjort til en porøs klippeside 50 meter over en flod, hvorpå der var lagt skiftevis lidt trådnet og en række knækkede og ustabile cementfliser. Og den var laaaaaang, ’stien’. Meget lang. Og i takt med at ’stien’ blev dårligere og dårligere (nettet over den, som skulle beskytte os mod nedfaldende klippestykker, var faldet sammen under vægten af – ja: nedfaldne klippestykker, og lå således henover ’stien’, som i øvrigt var gået så meget i opløsning, at vi visse steder måtte sætte os på enden og krabbe os hen over stejle fald), blev det mere og mere umuligt at vende om. Og nå ja – vi var også presset for tid, for vi løb om kap med solen, som ville i seng.

img_2696

Jeg har, af gode grunde, ingen billeder fra de værste stykker af ’stien’, men her kan man se hvordan den er planlagt – wirer i klippevæggen, og et ‘gelænder’ (og igen bruger jeg ordet i den bredest mulige betydning) ud mod det voldsomme fald. Dette stykke var okay at gå. Ikke sjovt, men helt afgjort okay, og den betagende skønhed opvejede næsten gyset. Sådan fortsatte det ikke…

img_2734

Her er et par billeder jeg har lånt. Det ovenfor er fra en YouTube video af turen, tilbage i 2013, hvor stien endnu hang sammen – tjek eventuelt fra 15.50 inde, for at se områdets skønhed. Det nedenfor stammer herfra, og illustrerer udmærket ideen bag stien. Bare lidt sjovere, før skidtet begyndte at bryde sammen…

img_2735

Jeg kom igennem, fordi det skulle jeg. Der var ingen andre muligheder, så jeg bed tænderne sammen (ikke nemt at gøre, mens man hulker højlydt), og satte den ene fod foran den anden.

Var jeg sej? Mneejaa… Jeg gjorde noget, som jeg slet ikke turde. Men er det sejt? Måske. Måske ikke. Sikkert er det i hvert fald, at jeg ikke var nogen amazone, som jeg krøb tudende frem over de skrækindjagende rester af det, der fra starten var en ringe udtænkt ide. Omvendt er det jo, som ham min elskede bemærkede, ikke særlig sejt at gøre noget, man ikke er bange for.

img_2709

Den der virkelig var sej på denne tur, var vores lille Fili. Hun travede troligt – og forsigtigt! – i hælene på Peter. Normalt følger hun mig, men jeg tror ret hurtigt hun afgjorde med sig selv, at han var et bedre bud på en fører i den pågældende situation…

Nå ja – og så vil jeg da i øvrigt lige runde af med at fortælle, at da vi nåede enden af mareridtet, blev vi mødt af et opslag der bekendtgjorde, at stien var lukket, og ikke kunne bruges mere…

Min højdeskræk blev udfordret, og jeg kom igennem skrækken, men det var ikke fedt. Det var ikke en storslået oplevelse af, at nu overvandt jeg, én gang for alle, en latterlig fobi. Igen: jeg kom igennem, fordi jeg skulle. Der var ganske enkelt ikke andre muligheder. Og det faktisk sådan, jeg som regel sameksisterer med mine fobier * – jeg respekterer dem, men tillader dem ikke at forhindre mig i at gøre noget jeg vil eller skal.

Hvordan tackler I jeres fobier, hvis I da ellers har nogen? Fik I overvundet dem alle i ungdommens kåde overlegenhed, eller er I lidt mere ferme end undertegnede til at undgå situationer der trigger dem?

img_2722Glad Pia. Virkelig glad – og lidt overrasket – over at overleve…

 

* Undtagen min græshoppe-fobi. Er jeg alene hjemme med en græshoppesituation, bliver det ramte rum aflåst, mens jeg venter på hjælp. Kan for eksempel fint sove i stuen.

Dovne dage i Italien – og gode bøger

img_2286

Så er vi her – endelig, omsider, langt om længe. Min skønne lille perle af et gammelt stenhus i de norditalienske bjerge har lokket lige siden december, og nu er vi her!

img_2238

img_2291

img_2279

Vi skal drukne os selv i lange, lykkelige dage. Når solen velsigner os, skal jeg kun skifte ud af badedragten for at tage bikinien på. Vi skal trave lange, dejlige ture, og på de dage vi får vidunderskøn torden og bulder, skal jeg putte mig under et blødt tæppe med stabler af gode bøger, og ham min elskede skal lave den lækreste italienske mad til mig, af udsøgte, friske råvarer, som vi skal hente nede på markedet.

img_2208

Jeg har medbragt et par af forårets must-reads (vist på høje tid…), en gammel, populær sag, og suppleret med en italiensk krimi. Italienske krimier er ellers ikke noget jeg har gjort meget i, men den her skal have en chance!

img_2209

Det skal jo ikke alt sammen være dovnerier – vi har planlagt en vandretur nede i Cinque Terre, og på et tidspunkt får vi også besøg af yngstesønnen med kæreste og barnevidunderbarnet, så lidt kommer der da til at ske. Bare endelig ikke mere, end vi stadig kan følge med 😉

Livet er i sandhed en god opfindelse!

Mini-guide: vandring på Bornholm III

img_1950

Efter en god nats tiltrængt hvile i Sandkås, startede turen næste morgen med kurs mod Hammerknuden, som vi lige skulle rundt om, inden vi gik ned mod Blåskinsdalen, som var næste stop. Formen var ikke så overbevisende, men turen gennem Sandkås, Allinge og Sandvig var fin, så da vi nåede indgangen til Hammerknuden, og samtidig rundede de 100 km, var vi fortrøstningsfulde.

img_1951

img_2154

img_1971

Turen rundt deroppe er vanvittigt smuk, og den viser virkelig den barske side af Bornholms natur. Havet buldrer mod klipperne, og der er imponerende formationer (navngivne, naturligvis) overalt. Undervejs stødte vi på ruinen af Salomons Kapel, som var det religiøse samlingspunkt på fortidens sildemarkeder. Ret hurtigt efter kapellet blev stien stejl. Meget stejl. Ikke lige sagen for hærgede knæ og lårmuskler, men vores imponerende Tryllebør nærmest svævede over*.

img_1980

img_2157

img_1982

På en eller anden måde overlevede vi turen over knuden, og nåede (kurende på enden det sidste stykke) frem til Hammerhavn, hvor vi fik os et velfortjent hvil, inden turen gik videre mod Hammerhus. I Hammerhavnen er der et ret fint anlæg, med shelterplads, kiosk med verdens bedste sandwich og et lille hus med brændeovn, hvor man kan hvile ud, hvis vejret ikke lige er til at sidde ude på terrasserne, så vi var helt klar, da vi begav os videre.

img_2041

img_2156

Vi gik ikke op til Hammershus slotsruin, men nød de smukke kig til stedet, hvor Corfitz Ulfelt og Leonora Christina sad fængslet, og hvor min veninde og jeg som ganske små stak af fra vores forældre, så min mor stadig bliver lidt stram i stemmen når hun fortæller om, hvordan de løb rundt og ledte efter os blandt de stejle klippefald. Vi var slet ikke blevet væk, men den slags kan være svært at forklare de voksne…

Bemærk i øvrigt at både Løven og Kamelhovederne faktisk ligner det de hedder. Lidt i hvert fald.

img_1986

img_2158

img_2015

Vi fortsatte gennem Slotslyngen, det imponerende Klondyke og Ringebakkerne til Vang. Ved både Hammerhavn og Vang er der lejrpladser, men vi ville gerne lidt længere nedad mod Rønne, så den sidste dagsmarch ikke skulle blive alt for presset. Derfor mosede vi videre gennem bakkerne, og forbi både Blåskinsdalen og Jons Kapel. Vi havde jo ellers planlagt at finde en uforstyrret plet i området, hvor vi ville begå vores sædvanlige ulovligheder, men nogen af os blev lidt grebet af en stemning, så vi knoklede videre gennem Teglkås og Helligpeder, helt ned til Hasle.

img_2159

Stykket ned langs vestkysten er umanerlig fint, men efterhånden var der helt udsolgt hos mig. Som i fuldkommen og aldeles udsolgt. Peter fik al bagagen over på Tryllebøren, men lige meget hjalp det. Jeg var ganske enkelt udgået for kræfter, og kunne dårligt sparke den ene fod frem foran den anden, så da vi ramte Hasle, og jeg spottede et konditori, nægtede jeg at gå så meget som et eneste skridt videre, før jeg havde fået sukker. En Napoleonshat, hindbærsnitte, makronsnitte og tebirkes senere indvilgede jeg i at stable mig op på mine rystende ben, som blev ledt hen til campingpladsen i Hasle, hvor vi smed os på helt reglementeret vis for natten.

img_2160

img_2065Find fem fejl – eller én, i hvert fald.

Næste morgen havde vi kun ganske få kilometer tilbage på Bornholm, så vi gav os god tid til pandekagerne, inden vi igen smed rygsækken på nakken / lod os forspænde Tryllebøren og begav os på vej. Og sikke en vej! Jeg har aldrig rigtig udforsket området nord for Rønne før, men hold nu op, hvor det var særligt.

img_2152

img_2161

img_2081

Syd for Hasle så vi Kultippen, et sjovt månelandskab, som er opstået ved at ler fra en nærtliggende kulgrav er blevet efterladt, så alt ligger goldt hen. Nede i nærheden af Sorthat er der fundet dinosaurfodspor, men det lykkedes ikke os at få øje på nogen, så vi fortsatte ned mod Nordskoven.

img_2079

Det allersidste stykke inden Rønne gik igennem vidunderlig skov, med den blødeste bund  – virkelig noget vi formåede at sætte pris på. Vii nåede frem til Rønne i så god tid, at vi både havde tid til en solid frokost og en strandtur, inden vi kl. 16.30 hoppede om bord på færgen til Ystad, møgbeskidte, trætte og glade helt ind i knoglerne. Nå ja, og sultne. Altid sultne 😉

img_2091

Den tur vi har gået, fra Rønne gennem Almindingen til Svaneke, op ad kysten til Sandkås og derfra over Hammeren og tilbage til Rønne, kan nærmest alle gå. Vi er i skrækkeligt dårlig form, og det har selvfølgelig kostet – men vi kom igennem. Vi brugte fem dage på turen, men kunne sagtens have gjort det på fire. Omvendt kunne vi snildt have brugt dobbelt så meget tid, for der er bare dejligt på Bornholm. Vi var glade for at kombinere telt med hoteller – begge dele er fint, både kombineret og hver for sig. En af fordelene ved denne rute, hvis man er utrænede vandrere, er at der dels er mulighed for at både sove og spise nærmest overalt undervejs, dels at BAT-busserne kører på kryds og tværs af øen, så man til enhver tid kan vælge at hoppe på sådan en, hvis man har fået overvurderet sin egen formåen.

Hvis man har den mindste smule mod på at komme ud og trave langt, kan jeg slet ikke anbefale Bornholm nok. Der er så hjerteskærende smukt overalt, og det en nem og billig ferie, som slet ikke kun hører sommeren til. Turen ville være mindst lige så skøn i foråret eller efteråret, bare man klæder sig efter vejret.

img_2163

* Okay, “nærmest svævede” er nok en tilsnigelse, og i øvrigt mindede ham min elskede mig konstant om, at det altså var ham, i højere grad end Tryllebøren, der fortjente applaus…

Mini-guide: vandring på Bornholm II

Dag 3 af vores vandretur på Bornholm vadede vi i bedårende skønhed og imponerende oplevelser. Vi gik fra Svaneke over Gudhjem til Sandkås, og det er jo en udmærket vej at gå, hvis man godt kan lide noget der er pænt.

img_1812

Vi forlod Svaneke efter en solid morgenmad, med 26 km foran os. 26 km er jo som udgangspunkt det rene ingenting, men når man trækker to midaldrende, utrænede og generelt uformående tosser, en god håndfuld klipper og stigninger, og en grundlæggende upålidelighed i Google maps  ind i lignimgen, er det faktisk  rigeligt. Vi endte med at gå 35 km, og det var nok.

Turen fra Svaneke til Sandkås går gennem Danmarks allersmukkeste natur, og man rammer adskillige småbyer med en nuttethedsfaktor, som dårligt kan overgåes. Listed er bedårende, og Ypnasted og Bølshavn ligeså. Bølshavn er et af de steder, jeg har holdt ferie som barn. Fotografisk bevis nedenfor:

img_1619

img_1877

img_1941

Mellem småbyerne står der en såkaldt hilse-sten; en bautasten, som vandrende har hilst på gennem mange, mange år, og derved fået held og lykke med på deres videre færd. Vi mener nu nok at gå under en heldig stjerne, men selvfølgelig hilste vi alligevel på Hellig Kvinde.

Rankløveskåret er imponerende, men kun hvis man kravler ned i det. Oppefra ser det ikke ud af noget videre, men vi besluttede at det var ok. Ikke fordi Tryllebøren ikke kunne have klaret turen, men vi blev enige om at spare kræfterne. Vi skulle jo også forbi Kobbeåens udløb, og vi vidste begge at Kobbeåen laver en af øens skrappeste bakker. Jeg har utallige minder fra mine mange gispende og stønnende forsøg på at forcere den på cykel. Aldrig særlig pænt, men hver gang er jeg da kommet op, omend et liv langs med åen flere gange har virket tillokkende.

Vi havde lovet os selv en omgang Sol over Gudhjem til frokost, så det sidste stykke over Kongens Mark og Melsted gik som en leg (en syg leg!). Til gengæld måtte jeg endnu engang sande, at det måltid du har kæmpet dig frem til, bare smager så meget bedre end noget som helst andet i verden, og med 79,2 km i vores trætte poter, var det i dén grad velfortjent!

img_1927

img_1945

img_1905

Eftermiddagens tur fra Gudhjem til Helligdomsklipperne siges at være den flotteste strækning i hele den vide verden. Der er dem, der påstår at turen fra Helligdomsklipperne til Gudhjem er endnu smukkere, men det er slet ikke rigtigt. Ikke noget af det. Den smukkeste tur går fra Svaneke til Gudhjem, og sådan er dét 😉

Undervejs passerede vi endnu et par bautasten og den morsomme Salenebugt med hvalrosklippen, som jeg dog ikke var i stand til at genfinde. Den er ellers noget så fin, men ting forandrer sig åbenbart…

img_1947

img_1931

img_1946

img_1940

Det går ret meget op og ned på kyststien, og man går i et utroligt varieret landskab. Klipper, sand, rullesten, markstier, skønne afgræsningsområder hvor grundfjeldet titter op hist og her, lidt på cykelsti, og endda på et tidspunkt gennem et parklignende anlæg med tusindvis af roser.

Vi satte stor pris på (havde brug for!) vores pauser, og dumpede ind på en lille cafe, lige inden vi kom frem til Helligdomsklipperne.  Turen langs klipperne var nøjagtig så smuk som den plejer at være – som barn var jeg især betaget af Den Sorte Gryde, som affødte mangen en sangleg på stedet, men denne gang sprang vi, helt ubesværet oven i købet, Bro Bro Brille over.

Efter Bornholms fine Kunstmuseum kom vi til Døndalen. Havde vi haft en lidt kortere dagsmarch eller en lidt lettere oppakning, ville vi bestemt være gået på jagt efter det sagnomspundne vandfald, som jeg har tilbragt adskillige sommerdage med at lede efter. Bæstet tørrer ud om sommeren, men udenfor sommersæsonen er det noget så fint – bare et tip, hvis nogen skulle have lyst til en dejlig efterårsferie! Vi sprang også over Troldeskoven, hvor der i foråret vokser de blå anemoner, som var min mormors yndlingsblomst. Blå anemoner er helt særlige. Hvide anemoner der dækker hele jorden ligesom sne, er yndefulde forårsbebudere, men de blå står mit hjerte særligt nær.

img_1871

img_1944

img_1895

img_1943

Kort før man rammer Tejn, kan man smutte ind gennem en låge til et afgræsset areal. Herinde findes Stammershalle, med bautastene og udgravninger af bronzealdergrave, fint og stemningsfuldt.

Sandkås er nærmest vokset sammen med både Tejn og Allinge, som er vokset helt sammen med Sandvig – fire små byer i ét. Her myldrer det med mennesker, og hotellerne ligger som perler på en snor. Vi var bare glade for at være kommet frem, og nød at få skoene af og benene lidt op…

Mini-guide: Vandring på Bornholm

Som jeg kort nævnte forleden, er vi i øjeblikket på Bornholm. Vi er på vandretur, og naturligvis kunne vi ikke følge den slagne vej… Den er ellers oplagt: Tilbage i midten af 1800-tallet var min oldefar med til at anlægge en redningssti rundt langs Bornholms kyster. Når man går på stien i dag, er det i mindre grad for at advare skibe der kommer for tæt på den forræderiske Bornholmske skærgård, men snarere for at nyde en vidunderlig tur øen rundt.

Selvfølgelig ville vi også gerne følge redningsstien rundt – men vi gider simpelthen ikke gå stykket fra Balka og nærmest hele vejen til Boderne, fordi man der går på selve stranden. Vi orker ganske enkelt ikke at sparke os frem mellem glade badegæster og isindsmurte børn, med vandresko, rygsæk og tryllebør.

Derfor har vi i stedet lagt en rute på tværs af øen, fra Rønne ind gennem Almindingen og Paradisbakkerne, og ud til Årsdale. Herfra vil vi så følge oldefars sti hele vejen op omkring Hammerknuden og tilbage til Rønne.

Lørdag morgen (som i tidlig morgen, med afgang fra stationen kl. 5.37) tog vi toget til Ystad, og derfra færgen til Rønne. Vel ankommet i Rønne forlod vi straks den ellers top charmerende by (den må pænt vente et par dage, til vi vender tilbage til den igen), og begav os mod Almindingen.

img_1713

Almindingen var tidligere et fælles afgræsningsareal midt på øen – heraf navnet: Almindingen betyder ‘alle mands’ på gammelt dansk – som i dag er Danmarks tredjestørste skov. Den er især kendt for attraktionerne Ekkodalen, Rytterknægten, Lilleborg, Gamleborg og Rokkestenen (man må bøje sig i støvet for bornholmernes evne til at navngive enhver sprække, sten eller bakke, og på den måde lade os forstå, at ethvert sted bærer sin egen vigtighed i sig), men skoven er faktisk også en oplevelse i sig selv.

Jeg havde lagt en rute som gik over Rytterknægten, og det var der en god grund til. Det handlede om en vandpost, men sådan en er der jo også ved Ekkodalen, mindede jeg småbandende mig selv om, da vi asede os op ad bakken. Til gengæld, blev vi enige om, ville vi ikke fortsætte fra Rytterknægten over i Ekkodalen, men bare sætte kursen direkte mod Paradisbakkerne. Vi gik endda og skiftedes til at råbe “Hvad drikker Møller?” og “Øller, øller, øller”, bare så vi ikke blev snydt for oplevelsen. Undskyld til jer, der var derude. Det var en slags hiker’s high, tænker jeg.

Og så kom vi minsandten over Ekkodalen alligevel. Lidt en blanding af nostalgi, beslutsomhed og manglende stedsans – fint var det under alle omstændigheder, og vi fik endda is derinde. Så er alt jo godt.

img_1797

img_1725

img_1798

img_1746

I alt gik vi 33 km gennem skoven, indtil vi gjorde det, som vi efterhånden er blevet rigtig dygtige til: smed os udmattede i skovbunden på ganske ureglementeret vis, aka stealth camping. Vi brugte timerne om bålet med dels at proppe os med den lækreste karryret (sult er den bedste kok!), dels at pleje mine ømme poter. Altid festligt med nye sko, jo 🙂

Søndag morgen vågnede vi tidligt. Det gør vi for så vidt altid, når vi er ude, og det kan muligvis have noget at gøre med, at hiker’s midnight typisk indtræffer mellem 21 og 22. Vi var i hvert fald oppe med fuglene, bagte pandekager og stegte bacon, og havde alt pakket sammen og var klar til at rømme lejren allerede omkring kl. 9.

Dagsmarchen gik via Paradisbakkerne ud til kysten, hvor vi satsede på at ramme Svaneke så tilpas tidligt, at vi kunne nå at nyde den skønne by, inden udmattelsen for alvor satte ind.

Svaneke har en helt særlig plads i mit hjerte. Byen er fyldt til randen med minder fra både min egen og mine ungers barndom, og jeg vil til min dødsdag fastholde, at klipperne omkring Svaneke er noget ganske særligt.

img_1790

img_1776

img_1799

img_1775

img_1769

Som en ekstra lille luksus havde jeg booket os ind på Siemsens Gård. Det er meget fint, alt det der med teltslagning, bål og tørret mad – men der er også meget godt at sige om et varmt brusebad, en stikkontakt og en blød madras, og det blev alt sammen sagt dén aften, efter en vidunderlig tur ud i Hullehavn, sydøst for Paradis. Eneste ridse i idyllen er, at Fili ikke er med. Vi var usikre på, om turen ville være for svær for hende, så hun er i mange trygge hænder derhjemme – men vi savner hende.

I dag går turen nordpå, med første stop i Sandkås. Ifølge trackeren har vi allerede 61 km i skoene, men jeg er helt sikker på, at turen i dag bliver mere smuk end smertefuld 🙂

Red: Dette er første del af en serie om vandring på Bornholm – læs videre om turen fra Svaneke til Gudhjem, og turen over Hammerknuden til Rønne.

Older posts