Rios slumkvarterer – og en vej ud

I Rio de Janeiro hedder slumkvarterne favellaer. Det er barske områder, hvor nød og elendighed er hverdagens vilkår, og hvor perspektiverne for en bedre fremtid kan være svære at få øje på.

ceb5143f-a96f-4d88-bb25-debac6e129ad

Jeg har altid ønsket mig at undersøge favellaerne, men har været lidt sky i forhold til de guidede ture der udbydes, fordi jeg har det lidt dobbelt med ’fattigdomsturisme’, hvor andres elendighed pludselig bliver til hotte feriesnapshots. Men what to do, når man nu er ærligt interesseret i at lære om alle byens aspekter? At Rio er mere end samba og solbagte strande er jo tydeligt for enhver, og jeg har i årevis prøvet at presse ældstesønnen til at tage mig med til en favella, men han har blankt afvist projektet som vanvittigt…

Sidst jeg var dernede, fik jeg så omsider muligheden. Ældstesønnen skulle undervise i favellaen Cantagalo, og han tilbød, at jeg kunne komme med ham derop (Rios favellaer ligger altid oppe. Rart at vide, hvis man er turist, og farer vild i gaderne: lad være med at gå op ad bakke, med mindre du er helt sikker på, at du ved hvad du gør). Og sikke en oplevelse.

Selve favellaen var om muligt værre end jeg havde forestillet mig, men på mange måder også langt bedre. De fysiske forhold deroppe var nærmest umenneskelige, men til gengæld var de menneskelige ressorcer nærmest overmenneskelige.

69d52780-4898-46f3-b1e9-eb8ef1f06d8c

Hvis man skal ændre et samfund, giver det god mening starte med børnene. Der er bare to problemer med børn:

  • de bliver til unge, som danner sig deres egen mening om tingene, og måske endda finder mindre charmerende løsninger på de udfordringer de møder, og
  • børn er ikke uafhængige entiteter, som eksisterer i og af sig selv. Børn kommer fra forældre, de lærer af forældre, og de er på mange måder styret af forældre. Det er for eksempel en indlysende god ide at bygge en god (og gratis!!!) skole i et udsat område, hvis man tror på, at uddannelse er vejen ud af fattigdom – men en skidt ide ikke at få forældrene med på ideen.

753be750-7c91-4ed0-96b0-04305355ee15

I Cantagalo er nogle af de voksne gået sammen om et projekt for børn og unge. De har startet et jiu jitsu-projekt, og det var netop i den forbindelse, ældstesønnen var blevet inviteret. Brasiliansk jiu jitsu (BJJ) er noget for sig: en sportsgren som nok har rødder i den japanske jiu jitsu, men som har udviklet sig til sin helt egen sport. Der er nok ikke mange i Danmark, der nogensinde har hørt om BJJ, men i Brasilien (og efterhånden også i USA) er det en kæmpe ting, både sportsligt og økonomisk. Som dygtig BJJ-kæmper har du en billet ud af fattigdommen, men der er meget mere i projektet end bare dét – uden videre at satse på sportslig succes er jo, alt andet lige, lidt af en lodseddel. Cantagalo-projektet handler først og fremmest om at give børnene noget at være sammen om, og når man dertil lægger et mål eller en drøm, er det virkelig noget der rykker.

ba550798-4c05-41d1-b620-c289e9a12e6783ca29c2-b576-4600-8189-e2700fd3780d57899b2d-c117-47da-ae71-f9cf4e505b27

Det er ikke nemt, det med at vælge at lægge sin tid, sine penge og sine kræfter i at arbejde for andre, og det bliver givetvis ikke nemmere, når man har umådelig lidt at give af. – men ikke desto mindre bliver det gjort, og jeg er så dybt imponeret af de menneskelige ressourcer i Cantagalo.

For det er et fattigt område. Elendigheden skriger dig ind i ansigtet, når du går igennem bydelen, og jeg var overvældet og tynget af dårlig samvittighed over at have så meget, når andre har så lidt. Det de til gengæld har, er så kostbart, at der ikke findes ord for det. De har fællesskab, og de har en dyb viden om, at man skal dele. Efter træningen var der fest den dag vi var der, og alle børnene fik hver et glas cola – og de mindste, som ikke selv havde stået i kø, fik halvdelen af de stores, helt naturligt.

6be2685c-520d-4ddd-b615-d8a4c51f9fa7

Jeg tænker at denne helt grundlæggende gavmildhed er en bærende del af projektet. Ifølge ældstesønnen er det nemlig ikke kun favellaens børn der er uendeligt generøse – de voksne, selv dem som har lagt favellaen bag sig, har også en helt grundlæggende forståelse for, at man hver især står stærkere, når man står solidarisk sammen.

Bare for at sikre mig mod misforståelser vil jeg meget gerne understrege, at jeg ikke tænker, at det stærke fællesskab er min fribillet til god samvittighed. Jeg er imponeret af fællesskabet, men ved også godt, at det ikke er nok. Jeg ved godt, at man ikke kan spise fællesskab, og at romantisering af fattigdom måske er en af de største farer vi, som velstillede turister, udsætter den sociale udvikling for. Bare lige så dét er på plads.

Vi gav en gave, da vi var på besøg, men jeg tænker at sådan et projekt styrkes allerbedst gennem et kontinuerligt bidrag. Udgifter er der nemlig nok af, også selvom alle arbejder ulønnet – og jeg vil så gerne have, at projektet stadig er i live når de små bliver store! Derfor prøver jeg også at finde ud af, hvordan jeg kan organisere en indsamling, som kunne give projektet en fast årlig støtte.

e62c4552-6aae-4106-bf38-5cfd281a2b78

5f84a951-d614-4cb0-a426-29fbd7f2f3ba

Cantagalo betyder ’Den Galende Hane’, og smuk er grafittien her – men bemærk udtrykket i hanens øjne…

 

PS: Med fare for (igen) at romantisere fattigdommen i Rios favellaer, så vil jeg gerne lige dele en dejlig oplevelse med jer:

e77fe15e-6016-46b2-8267-76fde1e53020

Børn i fri leg. Altså børn der virkelig leger sammen. Tagfat og gemmeleg, helt uden elektronik eller voksen indblanding, helt som i gamle dage. Bare med den forskel, at i mine ’gamle dage’ foregik det i villavejenes haver, mens det her er rundt i halvt sammenstyrtede bygninger.

 

Rejseminder

Flyver rundt som en flue i en flaske disse dage, og har meget mindre mig & min Mac-tid end ellers – men kunne altså ikke modstå fristelsen for at vise jer min fineste souvenir fra Brasilien.

1794eda0-5441-444e-ae7b-b33a79a27e6a

Skøn, grov træskål, med rustik sølvbund. Havde slet ikke (som i virkelig slet ikke) plads til den i kufferten, men hvor der er vilje, er der vej – og nu står den midt på mit sofabord, sammen med et bundt knitrende friske tulipaner.

Er jeg den eneste som igen og igen rejser hjem fra ferie med alt for meget tøj på, fordi man nødvendigvis må have alt det på, som man ikke finder plads til nede i kufferten…? Knap så komfortabelt, men totalt umagen værd!

0a9e63e9-c3fb-4c4d-bdea-32551e70d6f4

 

Rio de Janeiro – kontrasternes by

I morgen tidlig – meget tidligt – tager jeg tilbage til Rio. Vi skal holde nytår med ældstesønnen og hans familie, og i øvrigt sørge for at suge masser af solskin og fest til os, inden vi om et par uger atter vender næserne hjemad. I anledning af rejsen har jeg valgt at genudgive et af mine gamle indlæg om byen der har vundet mit hjerte.

Tag med på smuttur til Rio de Janeiro, kontrasternes by – og tjek eventuelt mine guides til Rio; byens strande, oplevelser og shopping.

Rio de Janeiro er en fantastisk by. Det er på alle måder en overvældende by, som jeg ikke rigtig kan forestille mig, at jeg nogensinde bliver færdig med. Den er så sammensat: grøn og tiloset, travl og tilbagelænet, glad og skræmmende – og vanvittigt smuk, ikke mindst fra luften, som her, lige over Galeao lufthavnen kl. 5 om morgenen. Byen er, i en grad som jeg aldrig har oplevet det andre steder, fuld af kontraster, der på en eller anden besynderlig måde synes at smelte sammen til den pulserende enhed der er Rio.

Byen er overordnet opdelt i 4 distrikter: Centro, Zona Sul, Zona Norte og Zona Oeste, men indenfor disse er der en lang række bydele (bairros), hver med deres særpræg – og selv indenfor hver enkelt af disse, finder man de mest utrolige kontraster. De fleste har formentlig hørt om Copacabana og Ipanema, bairros som er bedst kendt for deres strande, men de er altså bare to ud af ialt 160 officielle bydele i Rio.

Noget andet alle nok har hørt om, er favelaerne. De præsenteres ofte som  forarmede slumområder, hvor bandekriminalitet, vold og misbrug stortrives, og det er helt sikkert også en del af sandheden – men bare i Rio er der altså omkring 1,5 million mennesker (svarende til 24 % af befolkningen) der lever i de 1000 favelaer, og de er ikke allesammen narkobaroner. Mange er helt almindelige mennesker, som lever i favelaen af nød, af tradition, eller simpelthen fordi det er der, de foretrækker at leve. En undersøgelse fra 2013 viser, at 85 % af favelaens indbyggere kan lide det sted de bor, 80 % er stolte af det, og hele 70 % ville blive boende, selv hvis deres indkomst blev fordoblet. I 2014 fortalte 94 % af favelaens indbyggere at de er glade! Et andet overraskende fact er, at folk i favelaen faktisk er bedre teknisk forbundet end dem der lever udenfor – allerede i 2012 havde 90 % af indbyggerene under 30 år adgang til internettet.

Tilbage i 1988 blev det officielt besluttet, at alle brasilianere havde ret til et sted at bo. Desværre er 77.206 mennesker blevet nægtet denne ret siden 2009, hvor man begyndte at forberede OL. En del af disse forberedelser bestod i at man tvangsfjernede folk fra favelaen, formentlig i et forsøg på at polere overfladen. Tilbage i 2008 startede man den største investering nogensinde i Rios favelaer, da man etablerede passiviserende eller fredsskabende politienheder (UPP’er); enheder som med en tydelig fysisk tilstedeværelse i favelaerne skal standse narkotika- og våbenhandel, og gøre gaderne tryggere for indbyggerne. Desværre er der eksempler på, at disse UPP’er er kommet til at repræsentere et barsk regime med tvungen besættelse og tortur, især i de favelaer der er blevet passiviseret i de seneste år.

Jeg bor hos min søn og svigerdatter, og faktisk er deres hverdag et fint eksempel på Rios kontraster. De bor i et toptunet lejlighedskompleks i Recreio dos Bandeirantes – og hver dag kører min søn til Meier, hvor han træner i den hvide bygning nedenfor, mens min svigerdatter og jeg er lykkeligt optaget hjemme 😊

Selv en kort tur rundt i byen viser ret hurtigt, hvor forskellige forhold Rios beboere, også kaldet Cariocas, lever under. Da jeg tog billederne til dette indlæg, bevægede jeg mig rundt i en cirkel med en radius på bare én kilometer. Man ser tydeligt forskellene, omend jeg ikke har ramt nogen af ekstremerne – der findes både virkelig ekstrem fattigdom og ekstrem overflod.

Trafikken i Rio er et kapitel helt for sig selv. For en hare som mig, der altid klamrer mig til rattet med hænderne i korrekt ’10 i 2′ kørestilling, og knap kan navigere gennem Slagslundes gader (arh okay, det plejer at gå meget godt), er det en rædselsvækkende oplevelse at køre bil i Rio, og jeg forstår så udmærket dem der søger alternative transportmidler. Jeg gider godt en über cool cykel, men den hestetrukne kærre er måske lige i overkanten. Omvendt kan man vel ligeså godt gå all in?

Denne gang skal jeg være hernede i 2 uger, og jeg håber endnu engang at opdage nye hjørner af byen, som bliver ved med at overraske mig!

Skønne Århus

Da vores drenge var små, arbejdede Peter en del i Århus. Så ofte det kunne lade sig gøre, tog ungerne og jeg med, så vi kunne tulle rundt og hygge os i byen, mens han gjorde det, han nu skulle gøre. Vi boede altid på Royal Hotel nede ved Domkirken, og det sted står stadig i en helt særlig stråleglans for mig. Langsomme morgner (med en gigantisk morgenbuffet!), hygge og højtlæsning på værelset, og lange slentreture gennem byen.

Derfor bookede vi en tur ned ad Mindernes Sti, dog minus børn. Ham min elskede og jeg forærede simpelthen os selv et par dage i Danmarks hyggeligste by, med overnatning på byens hyggeligste hotel. Aldrig er Århus dejligere, end når byen trækker i juletøjet – der er lys og pynt alle vegne, vinduerne stråler, og fra hvert eneste gadehjørne udsendes lokkende dufte.

Vi kom alle mine gamle favoritter igennem: Latinerkvarteret, Strøget, og naturligvis Den Gamle By.

24a40f72-e9dc-4e99-ac48-687f84c5a0df

Latinerkvarteret byder på noget af Danmarks bedste shopping, præsenteret med skønne gamle huse, skæve tage og toppede brosten. Her ligger Isabel Marant opad Marc Jacobs, og min all-time favorit, FF2, pryder værket. Jeg kan kun anbefale at man sætter god tid af, for udover de vanvittigt lækre butikker mylder området også med herlige cafeer og restauranter.

c4aa59af-9834-4ad3-814a-31d8238fffd9

Strøget ligner for så vidt alle andre strøg; hyggeligtt nok, specielt i juleklæder, og med alle de gode gamle kendinge – herovre tilsat århusianske smil.

ca109a7c-2323-49eb-9807-cb0666bd627e

192cc01e-65b1-48f4-b8c6-f0a2b7a5bc71

Nede ved åen kan man puste ud imellem omgangene. Vandingshullerne ligger side om side, og her er dejligt både sommer og vinter.

55bbf3d6-cbd7-4ffa-a9a4-e3fc52ff6ced

7854ac35-28b1-47f9-9a17-5806b44e510c

043c6969-0eee-41ac-a460-a5df51db930c

de007bcd-b453-4538-82e5-a675de955b31

d343ed46-61ae-4c8f-ba42-e9ea89fb21bc

a2f4da2e-5471-415d-9403-00153f919299

954cabdb-4fea-477b-aec0-a84e2451abf0

Vi brugte lang tid i Den Gamle By. Alt var noget så fint, og vi svømmede helt hen i nostalgisk begejstring over kassettebåndoptagere og små juletræer i vinduerne ligesom hos min oldemor. Tænk engang at min barndom er på museum…

Frokosten bestod af hindbærsnitter (de gode tykke, med lyserød glasur) og brunkager. Det har denne sukkergris kke noget skidt at sige om.

c76cb3cf-25aa-4bbc-a4b6-f8d902af2aec

Om aftenen spiste vi på Den Rustikke – en sjov, lille restaurant, som helt fortjent er udnævnt til en af byens bedste. Man sidder tæt, der er en øredøvende larm – men nøj, hvor man spiser godt!

b67f75a7-3397-4dbf-8e7e-deb650bd85e1

Besøget blev toppet af med en tur på ARoS, hvor vi aldrig har været før. Meget imponerende, både bygningen, udstillingerne og den Insta-værdige regnbue på toppen. Afgjort et besøg værd!

f24dccec-6c61-4a49-a233-9f39cff477db

Det viste sig at være en vanvittigt god ide at tage et par dage ud af en travl decemberkalender, og dedikere dem til udsøgt nydelse af den langsomme slags. Vi har i hvert fald  tanket godt op på den gode stemning, og er helt klar til at baske videre i julen 🙂

Ystad Saltsjöbad

ystad saltsjöbad

Jeg er til falds for langsom luksus. Stille, afslappende dage, hvor fokus kan rettes på det rene ingenting (som faktisk er en overmåde fin ting!), og man nærmest kan mærke livsglæden vågne og boble op igennem kroppen.

Jeg er også til fals for lækre spa-oplevelser, om så det hjemme eller ude, og jeg har da også gjort en vis indsats for at finde de allerbedste steder, både herhjemme og i udlandet. Og nu er der kommet en ny favorit på listen: Ystad Saltsjöbad. Nøj, der er fint! Alt er udsøgt; spa og wellnessområder, værelser, restaurant og omgivelserne – alt er bare herligt, og man mærker konstant den omhu er er lagt i, at gæsterne skal føle sig godt tilpas. Tilsæt gode venner, og så er jeg altså nærmest i himlen!

img_8088

img_8118

img_8082

img_8115

img_8081

Selve indretningen bugner af inspiration for en bolig maximalist som mig. Ting er stablet op overalt, reolerne bugner af bøger, memorabilia og små snurrigheder – og så er der grønne planter på nærmest enhver vandret overflade. Stedet minder mest af alt om et gigantisk Pippi-hus, med krinkelkroge og sjove hjørner, tilsat ultimativ luksus. Her er alting nemlig nøje udvalgt og tilrettelagt med ét eneste mål for øje: at du kan slippe alt, og bare læne dig ind i nydelsen. Så det gjorde jeg – og det var godt! Uha, hvor vi trængte til at koble helt af, og det er med ny, frisk energi vi vender tilbage til hverdagen.

En lille perle, helt afsondret fra stress og bekymring – og så bare 1 1/2 times kørsel hjemmefra. Slet ikke skidt 🙂

img_8046

img_8117

img_8060

img_8114

img_8061

img_8113

img_8042

img_8112

img_8076

Sun City, Sydafrika

img_7907

Sun City er noget med sol, vand og total afslapning. For et par uger siden, efter vores safaritur, brugte vi en weekend i Sun City, og det var virkelig en god ide. Vi havde jo en stor aldersspredning i vores gruppe, og Sun City har noget for alle. Nogen foretrak det stille liv ved poolen, andre elskede det store vandland med Lazy River og enorme bølger, og alle nød vi de forskellige aktiviteter der tilbydes.

img_7717

img_7908

img_8026

img_7483

img_7701

 

img_7706

img_7702Vejret i Sydafrika er ikke altid til den hede side. Når man kommer i deres forår (som selvfølgelig er vores efterår) kan der være kølige dage, og det er heller ikke usædvanligt med en regnbyge. Det gør dog ikke spor, synes jeg, for der er så meget sjovt at tage sig til – man skal bare huske at medbringe tøj til det. Vi bowlede (og jeg har cirklet de interessante dele af vores scoreboard for hurtig reference), og fordi min yndige svierdatter er adrenalin-junkie fik hun trukket sin, noget modvillige, svigerfar med op i verdens hurtigste zip-line. Vi tilbragte også en masse tid i labyrinten i The Lost City, måske nok især fordi der er en interessant belønning, når (hvis…) man finder igennem den. Der er ingen ende på tilbuddene, og vi kunne fint have tilbragt mange flere dage med at udforske dem, men der var alligevel én ting, vi besluttede at gøre igen: vi tog endnu et game-drive.

img_7635

img_7697

img_7709Sun City ligger på grænsen til Pilanesberg National Park, så der er naturligvis en hel række operatører, som tilbyder game-drives. Endnu en morgen stod vi altså op før fuglene (!), og kørte ud på savannen – og det var godt! Vi så flodheste, løver og, som turens højdepunkt for alle, undtagen min fugleskøre lillebror, så vi tre geparder der netop havde nedlagt en gnu. Noget så sejt for os, men nok mindre underholdende for gnuen…

img_7716

img_7711

img_7704Vi boede på Cascades Hotel, som er fabelagtigt smukt, især udendørs. Der er de herligste haveanlæg, med små stier der snor sig mellem søer og swimming pools, og nærmest overalt er man fremragende underholdt af de frække små aber 🙂

Sun City er et område der oprindeligt blev anlagt med henblik på hasardspil; en slags Sydafrikansk Las Vegas (omend i meget mindre målestok). Det tidligere apartheid-styre tillod ikke spil, men Sun City er grundlagt i den selvstyrende region, Bophuthatswana. Fordi byen undgik de nationale love, kunne den tilbyde alt det sjove, som folk jo gerne vil have – på godt og ondt – og den voksede lystigt op igennem 80’erne og 90’erne.

Byen har samlet musikere i topklasse gennem årene, som for eksempel Ray Charles, Tina Turner, Queen og Elton John, noget der især bliver tydeligt på den herlige restaurant, Legends. Über cool indretning, skøn, tilbagelænet stemning og pragtfuld mad – slet ikke noget skidt koncept, og stedet er da tilsyneladende nærmest altid propfyldt. Husk at reservere bord, for det er i dén grad en oplevelse!

img_7708

img_7710Sydafrika er på nærmest alle områder et spændende land. Det siger lidt sig selv, at naturen spiller hovedrollen for de fleste turister, men selv uden løver, geparder og krokodiller ville det være umagen værd at tage hertil. Hver eneste gang jeg kommer her, bliver jeg imponeret af, hvordan det er lykkedes at holde Nelson Mandelas drøm om et fredeligt demokratisk samfund i lykkelig sameksistens i live. Den eneste gang, jeg har hørt en sydafrikaner udtrykke sig negativt om sit land, var da en ung ranger fortalte os, at han overvejede at flytte udenlands, fordi han ikke orkede at blive ved med at have dårlig samvittighed over sin fars og farfars gerninger. Ellers synes der at være udbredt enighed om, at landet er på rette kurs, og selvom der stadig er langt igen, så skal de nok komme i mål. Den afrikanske glæde og livsduelighed, som så ofte har imponeret mig, er ikke blevet stækket, og jeg tror det er sandt, når vores chauffør fortalte os, at intet er glemt, men alt er tilgivet.

img_7341

Safari – planlægning og overvejelser

img_7680

Måske har du allerede prøvet at være på safari, måske har du overvejet det uden at komme videre, og måske har tanken aldrig strejfet dig. Før min første safaritur var det aldrig faldet mig ind, at det var en måde at holde ferie på, men jeg blev fuldkommen vild med det fra første øjeblik.

Jeg knuselsker safariferier. Efter min mening er det en genial ferieform, både for par, familier med halvstore børn, og for storfamilier. Vi var afsted med 11 af mine kæreste, i alderen 9 til 75 år, og det fungerede perfekt. Noget af det der hjælper til at gøre safari til en god fælles ferie, er at dagene er planlagt i forvejen. Når først man er afsted, behøver man ikke gøre sig de store overvejelser – alting kommer til én af sig selv, så at sige.

img_7658img_7653

Maden bliver serveret på fastlagte tidspunkter, og de to daglige game-drives (køreture ud i bushen for at spotte dyr) giver masser af fælles oplevelser. Imellem måltider og game-drives er der fritid, som kan bruges på at hænge ud ved poolen eller i hytterne, på en lille middagslur, eller på nogle af de aktiviteter som almindeligvis tilbydes på de afrikanske lodges.

img_7651

The Big Five kontra alle de spektakulære dyr, man kan møde

Dyrene er i fokus. Når man tager på safari, er det for at se dyr. Masser af dyr, og det er typisk også med håbet om at se alle The Big Five (de fem dyr, som traditionelt var de farligste at jage: elefant, løve, leopard, næsehorn og bøffel). De er også imponerende, ingen tvivl om det, men jeg vil alligevel anbefale at man ikke hænger alt for meget op på at finde dem alle fem. Jo mere snævert man gør sit succeskriterium, jo sværere bliver det at få en god tur – mens det omvendt bliver vældig nemt at samle pragtfulde oplevelser, hvis man har et bredere sigte. Det allerbedste eksempel på dette princip er nok min fugleinteresserede lillebrors reaktion, da vi sad i vores åbne jeep, et par meter fra tre store hanløver. Alle hang ud over jeepens sider, i spændt forventning om måske at få lov at se de imponerende kattedyr jage, da min lillebror pludselig kom med det, der skulle blive til turens oftest citerede ord: ”While we’re waiting… there’s a white bird over there, you might want to see…”. Min bror så meget mere på turen end nogen af os andre, fordi det mindste lille fjerede væsen kunne vække hans begejstring. Noget helt andet er, at vi andre nød godt af hans skarpe øjne, som er vant til at spotte liv. På et tidspunkt var vi på game-drive med en ranger der var ligeså skør med fugle som ham, og for at de to kunne få fred til at kigge fugle, udpegede de omhyggeligt camouflerede flodheste, tre geparder der var ved at æde en gnu, og meget andet godt for os andre 🙂

img_7679img_7674Jeg har endnu aldrig prøvet at se alle The Big Five på en enkelt tur, men det gør ikke så meget. Ja, det er overvældende at sidde under et træ og kigge en leopard i øjnene – men det er også betagende at se en antilope med sit lille kid, eller at have en flok zebraer til at tulle rundt om jeepen, for slet ikke at tale om de bedårende, nysgerrige giraffer, som altid er gode for et show. Nogen gange glemmer man at savannens McDonalds, de spinkle impalaer, faktisk er formidabelt smukke væsner, som kan tryllebinde én, hvis bare man åbner øjnene for deres skønhed. De er oven i købet sjove og intelligente dyr, som for eksempel har opdaget, at de store rovdyr helst holder sig fra parkernes mest befærdede områder, hvorfor man kan se dem forsamles i enorme flokke ved Kruger parkens porte omkring solnedgangstid, når kattedyrene er mest aktive.

 

Privat kontra offentlig park

De offentlige parker er store, og rige på dyreliv. Dette gælder selvfølgelig især for den berømte Kruger National Park, hvor man nærmest ikke kan undgå at få oplevelser for livet. Til gengæld er der en del trafik i de offentlige parker, og det er lidt tilfældigt, hvor tæt man kommer på dyrene, fordi biler skal holde sig på de afmærkede veje. I de private parker er besøgstallet stramt reguleret, og derfor har rangerne lov til at køre af vejene, så man kommer helt tæt på. Færre besøgende giver naturligvis mindre belastning af området, hvorfor reglerne kan lempes en smule – men det giver så nærmest også sig selv, at de private parker typisk er noget dyrere at være i, fordi der er færre gæster til at deles om omkostningerne.

img_7676

Bus kontra åben jeep

Tager man til Kenya eller Tanzania, foregår game-drives i busser med et tag som kan løftes, så man kan stå op og se ud. I Sydafrika kører man i helt åbne jeeps, hvor det eneste der adskiller dig fra løvens gab er et stykke udspændt lærred. Hvad man foretrækker, er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag – jeg vil gerne helt tæt på, og prøver så bare at glemme, at jeg i en eller anden udtrækning er dåsemad på hjul, når jeg begiver mig ud i bushen.

Køretøjet er naturligvis ikke det eneste der tæller, når man skal vælge hvor man vil hen på sin rejse. Jeg har kun været i Sydafrika, men drømmer bestemt om at se de smukke landskaber højere oppe i Afrika. Omvendt synes jeg også, at Sydafrika er et blændende smukt land med en fuldkommen overvældende historie, og kunne da heller ikke modstå fristelsen til endnu et besøg dernede, da jeg skulle planlægge min mors fødselsdagstur.

img_7677img_7675img_6611

Vi har tidligere været i Kruger, i Sabi Sands (som er en privat park, der støder op til Kruger), og i Entabeni (en forholdsvis lille privat park). Denne gang valgte vi at tage til Pilanesberg, hvor vi boede i Black Rhino Lodge som ligger i en privat park der støder op til nationalparken. Pilanesberg er en lillebitte park, og det bekymrede os en smule på forhånd, fordi vi var nervøse for, om oplevelsen ville blive for ’Knuthenborg-agtig’; om det ville føles som om vi kørte rundt i en zoologisk have. Alle bekymringer blev gjort grundigt til skamme. Parken er lille, ja – og det betyder selvfølgelig, at der er færre dyr, men samtidig også, at dyrene er forholdsvis nemme at finde.

Den helt afgørende grund til, at vi valgte Pilanesberg, var egentlig transporttiden. Mange af de større parker ligger omkring Kruger, og det betyder typisk enten et ekstra flyskift eller en meget lang køretur, og det er ikke nødvendigvis et hit, når man rejser med børn. Pilanesberg kan nås på et par timer i en bil fra Johannesberg – og undervejs passerer man Sun City, hvor vi valgte at slappe af et par dage efter nogle dages intens safari.

Jeg tror ikke, man kan tale om ’rigtige’ eller ’forkerte’ valg, når det kommer til safari, men til gengæld tror jeg, det er meget vigtigt, at man gør op med sig selv, hvad det er, man ønsker af sin tur. Der er så mange muligheder, og det er synd ikke at sætte sig så meget ind i dem, at man får præcis dét, man allerhelst vil have.

img_7678

Safari – langsom luksus

img_7548

En af de ting jeg holder allermest af ved safariture, er det langsomme tempo. Dagen er lang, men rolig – og umanerligt skøn. Man bliver vækket meget (virkelig meget) tidligt om morgenen til det afrikanske buldermørke, vælter i tøjet, og sidder pludselig ude i jeepen, som stille lister sig ud på savannen, mens man roligt gnider søvnen ud af øjnene.

img_1030

img_8136

Safari er en sanseeksplosion. Der er dufte, lyde og alt det skønne at se – og så er der spændingen ved at prøve at spotte dyrene, og euforien når det lykkes. Selvfølgelig er det allerbedst når de vælger at komme helt tæt på. Når en fjollet ung elefant rækker ud efter jeepen med sin snabel, når en giraf springer over vejen ud af det blå, eller når et forelsket løvepar slentrer over savannen i det allerførste dagslys…

Efter man har budt dyrene godmorgen, er der morgenmad – totalt yndlingsmåltid, jo – og derefter går hele dagen med at tulle rundt. Helt stille, helt roligt. Der er intet man skal, intet der skal nås. Man kan bare være.

img_1031

img_7567

Hvis det går virkelig højt, orker man måske at dyppe tæerne i en lækker pool – eller også hænger man bare ud i lækre lounge-møbler med udsigt til bushen, og som regel også et solstegt vandhul. Jeg har boet på fire forskellige lodges, og de var egentlig alle indrettet efter nogenlunde samme opskrift: underspillet luksus, med naturen i fokus. Slet ikke noget dårligt koncept. Indretningen lægger op til at man gør det eneste fornuftige: giver slip og slapper af. Læner sig ind i øjeblikket, og bare lader være.

img_7565

img_6979

img_7568

Når dagen så småt begynder at gå på hæld, kravler man igen op i jeepen, denne gang for se bushen i solnedgangens blide skær. En lille sundowner undervejs, og så tilbage til en skøn middag under stjernehimlen, inden man kryber ned i hytterne og drikker godnat med sine kære, læser lidt i en bog eller sorterer dagens fotografier. Ikke meget skidt at sige om dét.

img_7566

 

 

 

 

I min kuffert – pakket til safari

img_1027

img_4886

Som jeg vist har nævnt (et par gange – jeg glæder mig virkelig meget), så tager jeg på safaritur om et par timer, og jeg er allerede begyndt at overveje, hvad der skal med i kufferten. Tøj til safari skal kunne en hel masse, så selvom jeg normalt har ret nemt ved at pakke, har jeg denne gang været nødt til at tænke mig lidt om.

Tøj til safari skal være
– blødt og komfortabelt nok til en laaang flyrejse,
– robust nok til at kunne skrumle rundt i en åben jeep i timevis,
– pænt nok til romantiske middage under den afrikanske stjernehimmel,
– let nok til stegende sol,
– lunt nok til kølige morgener og aftner,
og endelig skal det altsammen være noget der passer sammen på kryds og tværs, så man altid nemt kan tilføje et lag eller to, uden at skulle tænke for meget over det.

Til gengæld behøver man ikke indkøbe et komplet Karen Blixen-udstyr, inklusive hat med slør, ligesom survival gear med fordel kan efterlades hjemme. Helt almindeligt tøj kan gøre det, bare det lever op til ovenstående retningslinjer, som jo egentlig nok er udfordrende nok i sig selv.

img_1026

En sort blazer har jeg altid med på rejser. Den holder mig varm i kulden, tør i regnen, og frem for alt holder den mig pæn. En blazer kan opgradere et hvilket som helst outfit, fra den fineste festkjole til de mest hærgede shorts – alt bliver med ét slag mere tjekket med en flot blazer. Det kan være svært at finde den helt rigtige. Snit, materiale og pasform er altafgørende, men har man først fundet den, kan man til gengæld have den i årevis. Jeg har været så heldig at finde en genial variant, og jeg er allerede sikker på, at den kommer til at hænge på mig mere eller mindre konstant – den er nemlig lavet i en slags tung strik, som gør at den nærmest er en blanding mellem en blazer og en cardigan. Den er skåret så fint, at jeg faktisk kan bruge den både over skjorter og strik, og med bare en tynd silketop under, og materialet er så tungt, at den falder helt fantastisk.

img_1028

Helt oplagt skal jeg naturligvis også have et par jeans med, men ikke bare et par jeans. De Perfekte Jeans, intet mindre. De der jeans som sidder genialt, er skønne at have på, og som er pæne nok til at kunne dresses op med Den Perfekte Skjorte, en blazer og et par hæle. De kan bruges både på flyveturen, ude på savannen, og om aftenen. Eneste problem er, at de kan være svære at finde – men jeg har omsider fundet dem! Helt bløde og fine i stoffet, tilpas elastiske, og med et tilgivende snit i en god, mørk vask. Lige som jeg allerbedst kan lide det.

img_1020

Den Perfekte Skjorte har jeg også et bud på. Farverig, let og løs – smuk i sig selv, og genial til at bygge lag på lag med. Den fungerer både løsthængende og stoppet ned i jeans eller nederdel, og er herlig til et par shorts, når jeg gerne vil være lidt mere tjekket og påklædt, uden at lide alt for meget under den næste hedetur…

img_1025

Både blazer, jeans og skjorte er fra Isays nye netbutik, hvor man nemt kan tilbringe et par skønne timer med at drømme sig frem til den perfekte garderobe. Der er alt, fra de gode, solide basisting til de der enkeltstående, iøjnefaldende items, som giver alt det andet det ekstra pift, alt sammen med perfekt pasform, designet til kvinder der ligner kvinder.

Med grundelementerne på plads er det ret nemt at tilføje en håndfuld basisting – t-shirts, strik og shorts – og et par lette kjoler, og så jeg er fint dækket ind. Derudover behøver jeg bare kasket, solbriller og badetøj. Nå ja, og så selvfølgelig lidt forskellige sko. Sneakers, pæne flats, hæle og sandaler – så er jeg rejseklar.

Kystruten på Mors

Vi er lige kommet tilbage fra sæsonens sidste lange vandretur. Det har jeg vist hævdet før, men denne gang er det den sidste indtil det igen bliver lidt varmere! Sidst vi var på Mors, opdagede vi at der gik en vandrerute rundt langs kysten, og den måtte naturligvis udforskes. Derfor startede vi ud fra vores lille sommerhus, og så blev vi egentlig bare ved med at gå til højre, indtil vi endte oppe i smukke Dragstrup Vig.

img_6126

img_6180

img_6143

Morsø Turistkontor har en bog over den officielle rute, som følger stier, småveje og stranden hele øen rundt. Det er ikke verdens bedste eller mest informative bog, men hvis man godt kan lide at have et fysisk kort med på sine ture, er den udmærket. Den har opdelt i turen i ti etaper, som siges at være nogenlunde lige lange. Ud fra de oplysninger valgte jeg at antage, at hver enkelt etape nok var omkring 15 km, al den stund at den samlede rute er 150 km.

Så korte etaper fik mig til at tænke, at vi mindst kunne gå to plus lidt ekstra om dagen, så det blev turen tilrettelagt efter, med en stille stemme i baghovedet der insisterede på, at det skulle jeg nok komme til at fortryde. Omvendt så har erfaringen jo lært mig, at der ikke er så meget andet at lave ude i den vilde natur, så jeg tænkte, at vi ligeså godt kunne gå så længe det var lyst. Alt er muligt, især hvis man husker fornuftige snack packs – chokolade og Panodiler kan man gå vældig langt på!

img_6111

img_6176Smukt var det, også – eller måske især – når det barske Limfjordsklima viste tænder. Det er en lille forblæst sag, denne her ø, og da især i den flade, sydlige del, hvor vi vandrer. Vi kom ikke hele øen rundt i denne omgang, fordi vi kun havde to dage til vores rådighed. Selvom vi fra tid til anden er endt med at vandre over evne (fordi vi bare kan gå meget længere hjemme i sofaen end ude på stierne), så var jeg helt fra begyndelsen godt klar over, at 75 km nok var lige i overkanten for vores dagsmarcher. Vi er jo ikke helt nye længere, og har faktisk talt om, at sidste gang der ikke var mindst én af os, der havde ondt ét eller andet sted, formentlig var engang i ’73.

Der er ikke mindre end 17 shelters rundt omkring på øen, og et sandt mylder af små kroer, hoteller og Bed & Breakfasts, så det er ikke svært at finde overnatning. Vi valgte at overnatte i shelter i Dragstrup Vig, efter godt og vel 40 km, fordi vejret jo lovede at være pragtfuldt, og så er overnatning i det fri bare skønt.

Vi er blevet ret skrappe til det der med bål og hygge – sådan lidt bush-crafteragtige. Lidt. Hyggeligt var det i hvert fald, også selvom vi først fandt frem til sheltret efter mørkets frembrud. Det sidste stykke af turen foregik i vores pandelampers blide skær, men heldigvis lykkedes det os at finde frem.

img_6173

img_6167

img_6177

Først næste morgen gik det op for os, præcis hvor smukt et sted vi havde sovet. Dragstrup Vig er helt igennem bedårende, og sheltret ligger noget så fint; lidt tilbagetrukket fra stranden, i en lille lysning mellem masser af træer, som oven i købet havde været så venlige at iføre sig efterårspragt.

img_6137

img_6178

img_6116

img_6174Kystruten på Mors er en nem vandrerute. Den er godt afmærket, og fordi øen er så velforsynet med overnatningsmuligheder, kan man tage den i lige præcis det tempo, der passer én bedst. Landskabet er bjergtagende, og terrænet er let at gå i – og det er jo aldrig en dårlig kombination til en vandretur. En god bid af ruten går langs stranden, og det er smukt, men også noget der tærer på kræfterne. Derfor valgte vi ind imellem at tage de alternative ruter oppe på småvejene, og det var slet ikke nogen dum beslutning. Smuk er øen overalt, og vejene er så let trafikerede, at vi kun mødte ganske få biler.

Én ting der virkelig adskiller denne rute fra de andre vi har gået, er morsingboernes imødekommenhed. Alle vi har mødt (og indrømmet, det er ikke mange, men alligevel…) har taget imod os med en nysgerrig venlighed, som har taget mig med storm. Folk har simpelthen råbt os an, når vi er kommet gående, og er kommet over for at sludre. Når de så har opdaget, at ham min elskede er en Trans, har de sendt venlige hilsner med til resten af familien – for heroppe kender alle åbenbart hinanden.

Det er noget ganske særligt at være morsingbo. En velbegrundet stolthed kommer ind med modermælken, og folk udefra (københavnere, hvis man indrømmer at stamme fra et sted øst for Vejle) betragtes med lige dele medfølelse og venlighed. De har jo ikke morsingboens stoiske robusthed, og kan ikke glæde sig over øens allestedsnærværende skønhed hver evig eneste dag, men må nøjes med at suge til sig, når gunstige omstændigheder tillader et alt for kort besøg.

Jydernes landskab kløves af fjorden,
hvor Oddesund forbindes med Thy,
og der hvor vejen drejer mod norden,
dukker du frem bag en rosenrød sky.
Skønneste Mors, grønneste ø,
smukt blev du formet med å og med sø,
agerbrugsland, skove og strand
kransen af Limfjordsvand.

Foråret fylder luften med toner,
viben er først for den viser vej,
og i hvert krat man ser anemoner,
folde sig ud som en hyldest til dig.
Skønneste Mors…

Duften af muld, af tang og af tjære,
det giver travlhed og energi,
landmand og fisker mærker det gære,
arbejdet kalder på dem i det fri.
Skønneste Mors…

Bølgerne klukker sagte mod stranden,
nu er der sommer endnu engang,
voksne og børn nyder hinanden,
luften vibrerer af latter og sang.
Skønneste Mors…

Men snart vi hører afskedens toner,
varsler at sommeren går på hæld,
der drysses guld i træernes kroner,
mørket det længes hver eneste kvæld.
Skønneste Mors…

Vildgæs på træk i snorlige kiler,
dæmpede lyde, knitrende sne,
barsk er vor ø, mens sommeren hviler,
indtil vi atter får solen at se.
Skønneste Mors…

Vi kom langtfra hele vejen rundt denne gang, men det er lige præcis som det skal være. Vi har fået sat et værdigt punktum for vores første vandresæson, og jeg glæder mig til at tage hele turen næste forår!

img_6179

img_6168

Older posts