Rios slumkvarterer – og en vej ud

I Rio de Janeiro hedder slumkvarterne favellaer. Det er barske områder, hvor nød og elendighed er hverdagens vilkår, og hvor perspektiverne for en bedre fremtid kan være svære at få øje på.

ceb5143f-a96f-4d88-bb25-debac6e129ad

Jeg har altid ønsket mig at undersøge favellaerne, men har været lidt sky i forhold til de guidede ture der udbydes, fordi jeg har det lidt dobbelt med ’fattigdomsturisme’, hvor andres elendighed pludselig bliver til hotte feriesnapshots. Men what to do, når man nu er ærligt interesseret i at lære om alle byens aspekter? At Rio er mere end samba og solbagte strande er jo tydeligt for enhver, og jeg har i årevis prøvet at presse ældstesønnen til at tage mig med til en favella, men han har blankt afvist projektet som vanvittigt…

Sidst jeg var dernede, fik jeg så omsider muligheden. Ældstesønnen skulle undervise i favellaen Cantagalo, og han tilbød, at jeg kunne komme med ham derop (Rios favellaer ligger altid oppe. Rart at vide, hvis man er turist, og farer vild i gaderne: lad være med at gå op ad bakke, med mindre du er helt sikker på, at du ved hvad du gør). Og sikke en oplevelse.

Selve favellaen var om muligt værre end jeg havde forestillet mig, men på mange måder også langt bedre. De fysiske forhold deroppe var nærmest umenneskelige, men til gengæld var de menneskelige ressorcer nærmest overmenneskelige.

69d52780-4898-46f3-b1e9-eb8ef1f06d8c

Hvis man skal ændre et samfund, giver det god mening starte med børnene. Der er bare to problemer med børn:

  • de bliver til unge, som danner sig deres egen mening om tingene, og måske endda finder mindre charmerende løsninger på de udfordringer de møder, og
  • børn er ikke uafhængige entiteter, som eksisterer i og af sig selv. Børn kommer fra forældre, de lærer af forældre, og de er på mange måder styret af forældre. Det er for eksempel en indlysende god ide at bygge en god (og gratis!!!) skole i et udsat område, hvis man tror på, at uddannelse er vejen ud af fattigdom – men en skidt ide ikke at få forældrene med på ideen.

753be750-7c91-4ed0-96b0-04305355ee15

I Cantagalo er nogle af de voksne gået sammen om et projekt for børn og unge. De har startet et jiu jitsu-projekt, og det var netop i den forbindelse, ældstesønnen var blevet inviteret. Brasiliansk jiu jitsu (BJJ) er noget for sig: en sportsgren som nok har rødder i den japanske jiu jitsu, men som har udviklet sig til sin helt egen sport. Der er nok ikke mange i Danmark, der nogensinde har hørt om BJJ, men i Brasilien (og efterhånden også i USA) er det en kæmpe ting, både sportsligt og økonomisk. Som dygtig BJJ-kæmper har du en billet ud af fattigdommen, men der er meget mere i projektet end bare dét – uden videre at satse på sportslig succes er jo, alt andet lige, lidt af en lodseddel. Cantagalo-projektet handler først og fremmest om at give børnene noget at være sammen om, og når man dertil lægger et mål eller en drøm, er det virkelig noget der rykker.

ba550798-4c05-41d1-b620-c289e9a12e6783ca29c2-b576-4600-8189-e2700fd3780d57899b2d-c117-47da-ae71-f9cf4e505b27

Det er ikke nemt, det med at vælge at lægge sin tid, sine penge og sine kræfter i at arbejde for andre, og det bliver givetvis ikke nemmere, når man har umådelig lidt at give af. – men ikke desto mindre bliver det gjort, og jeg er så dybt imponeret af de menneskelige ressourcer i Cantagalo.

For det er et fattigt område. Elendigheden skriger dig ind i ansigtet, når du går igennem bydelen, og jeg var overvældet og tynget af dårlig samvittighed over at have så meget, når andre har så lidt. Det de til gengæld har, er så kostbart, at der ikke findes ord for det. De har fællesskab, og de har en dyb viden om, at man skal dele. Efter træningen var der fest den dag vi var der, og alle børnene fik hver et glas cola – og de mindste, som ikke selv havde stået i kø, fik halvdelen af de stores, helt naturligt.

6be2685c-520d-4ddd-b615-d8a4c51f9fa7

Jeg tænker at denne helt grundlæggende gavmildhed er en bærende del af projektet. Ifølge ældstesønnen er det nemlig ikke kun favellaens børn der er uendeligt generøse – de voksne, selv dem som har lagt favellaen bag sig, har også en helt grundlæggende forståelse for, at man hver især står stærkere, når man står solidarisk sammen.

Bare for at sikre mig mod misforståelser vil jeg meget gerne understrege, at jeg ikke tænker, at det stærke fællesskab er min fribillet til god samvittighed. Jeg er imponeret af fællesskabet, men ved også godt, at det ikke er nok. Jeg ved godt, at man ikke kan spise fællesskab, og at romantisering af fattigdom måske er en af de største farer vi, som velstillede turister, udsætter den sociale udvikling for. Bare lige så dét er på plads.

Vi gav en gave, da vi var på besøg, men jeg tænker at sådan et projekt styrkes allerbedst gennem et kontinuerligt bidrag. Udgifter er der nemlig nok af, også selvom alle arbejder ulønnet – og jeg vil så gerne have, at projektet stadig er i live når de små bliver store! Derfor prøver jeg også at finde ud af, hvordan jeg kan organisere en indsamling, som kunne give projektet en fast årlig støtte.

e62c4552-6aae-4106-bf38-5cfd281a2b78

5f84a951-d614-4cb0-a426-29fbd7f2f3ba

Cantagalo betyder ’Den Galende Hane’, og smuk er grafittien her – men bemærk udtrykket i hanens øjne…

 

PS: Med fare for (igen) at romantisere fattigdommen i Rios favellaer, så vil jeg gerne lige dele en dejlig oplevelse med jer:

e77fe15e-6016-46b2-8267-76fde1e53020

Børn i fri leg. Altså børn der virkelig leger sammen. Tagfat og gemmeleg, helt uden elektronik eller voksen indblanding, helt som i gamle dage. Bare med den forskel, at i mine ’gamle dage’ foregik det i villavejenes haver, mens det her er rundt i halvt sammenstyrtede bygninger.

 

Rio de Janeiro – kontrasternes by

I morgen tidlig – meget tidligt – tager jeg tilbage til Rio. Vi skal holde nytår med ældstesønnen og hans familie, og i øvrigt sørge for at suge masser af solskin og fest til os, inden vi om et par uger atter vender næserne hjemad. I anledning af rejsen har jeg valgt at genudgive et af mine gamle indlæg om byen der har vundet mit hjerte.

Tag med på smuttur til Rio de Janeiro, kontrasternes by – og tjek eventuelt mine guides til Rio; byens strande, oplevelser og shopping.

Rio de Janeiro er en fantastisk by. Det er på alle måder en overvældende by, som jeg ikke rigtig kan forestille mig, at jeg nogensinde bliver færdig med. Den er så sammensat: grøn og tiloset, travl og tilbagelænet, glad og skræmmende – og vanvittigt smuk, ikke mindst fra luften, som her, lige over Galeao lufthavnen kl. 5 om morgenen. Byen er, i en grad som jeg aldrig har oplevet det andre steder, fuld af kontraster, der på en eller anden besynderlig måde synes at smelte sammen til den pulserende enhed der er Rio.

Byen er overordnet opdelt i 4 distrikter: Centro, Zona Sul, Zona Norte og Zona Oeste, men indenfor disse er der en lang række bydele (bairros), hver med deres særpræg – og selv indenfor hver enkelt af disse, finder man de mest utrolige kontraster. De fleste har formentlig hørt om Copacabana og Ipanema, bairros som er bedst kendt for deres strande, men de er altså bare to ud af ialt 160 officielle bydele i Rio.

Noget andet alle nok har hørt om, er favelaerne. De præsenteres ofte som  forarmede slumområder, hvor bandekriminalitet, vold og misbrug stortrives, og det er helt sikkert også en del af sandheden – men bare i Rio er der altså omkring 1,5 million mennesker (svarende til 24 % af befolkningen) der lever i de 1000 favelaer, og de er ikke allesammen narkobaroner. Mange er helt almindelige mennesker, som lever i favelaen af nød, af tradition, eller simpelthen fordi det er der, de foretrækker at leve. En undersøgelse fra 2013 viser, at 85 % af favelaens indbyggere kan lide det sted de bor, 80 % er stolte af det, og hele 70 % ville blive boende, selv hvis deres indkomst blev fordoblet. I 2014 fortalte 94 % af favelaens indbyggere at de er glade! Et andet overraskende fact er, at folk i favelaen faktisk er bedre teknisk forbundet end dem der lever udenfor – allerede i 2012 havde 90 % af indbyggerene under 30 år adgang til internettet.

Tilbage i 1988 blev det officielt besluttet, at alle brasilianere havde ret til et sted at bo. Desværre er 77.206 mennesker blevet nægtet denne ret siden 2009, hvor man begyndte at forberede OL. En del af disse forberedelser bestod i at man tvangsfjernede folk fra favelaen, formentlig i et forsøg på at polere overfladen. Tilbage i 2008 startede man den største investering nogensinde i Rios favelaer, da man etablerede passiviserende eller fredsskabende politienheder (UPP’er); enheder som med en tydelig fysisk tilstedeværelse i favelaerne skal standse narkotika- og våbenhandel, og gøre gaderne tryggere for indbyggerne. Desværre er der eksempler på, at disse UPP’er er kommet til at repræsentere et barsk regime med tvungen besættelse og tortur, især i de favelaer der er blevet passiviseret i de seneste år.

Jeg bor hos min søn og svigerdatter, og faktisk er deres hverdag et fint eksempel på Rios kontraster. De bor i et toptunet lejlighedskompleks i Recreio dos Bandeirantes – og hver dag kører min søn til Meier, hvor han træner i den hvide bygning nedenfor, mens min svigerdatter og jeg er lykkeligt optaget hjemme 😊

Selv en kort tur rundt i byen viser ret hurtigt, hvor forskellige forhold Rios beboere, også kaldet Cariocas, lever under. Da jeg tog billederne til dette indlæg, bevægede jeg mig rundt i en cirkel med en radius på bare én kilometer. Man ser tydeligt forskellene, omend jeg ikke har ramt nogen af ekstremerne – der findes både virkelig ekstrem fattigdom og ekstrem overflod.

Trafikken i Rio er et kapitel helt for sig selv. For en hare som mig, der altid klamrer mig til rattet med hænderne i korrekt ’10 i 2′ kørestilling, og knap kan navigere gennem Slagslundes gader (arh okay, det plejer at gå meget godt), er det en rædselsvækkende oplevelse at køre bil i Rio, og jeg forstår så udmærket dem der søger alternative transportmidler. Jeg gider godt en über cool cykel, men den hestetrukne kærre er måske lige i overkanten. Omvendt kan man vel ligeså godt gå all in?

Denne gang skal jeg være hernede i 2 uger, og jeg håber endnu engang at opdage nye hjørner af byen, som bliver ved med at overraske mig!

Minder fra Rio de Janeiro – 9 uundværlige souvenirs

Når man rejser omkring i verden, har man et vist ansvar. Man er ganske enkelt moralsk forpligtet til at støtte de lande, man besøger, og hvordan gør man vel det bedre, end ved at give det lokale forretningsliv en saltvandsindsprøjtning 😉

I Rio kan man enten vælge den måske lidt kedelige, og i hvert fald helt igennem genkendelige, form for shopping, hvor man sætter kurs mod et gigantisk mall, og lynhurtigt udsøger sig de kædebutikker, som man kender hjemmefra. For selvfølgelig er både Zara, H&M, og alle de verdensberømte luksusbrands repræsenteret her – deres varer er bare typisk ret dyre, fordi Brasilien pålægger udenlandske varer en ret voldsom importmoms.

Men man kan også vælge at fokusere på de lækre, brasilianske mærker, hvor man får voldsomt meget kvalitet for pengene. Især lædervarer er enestående hernede, både i kvalitet og design, men listen over fristende køb er lang. Mit bud på 9 souvenirs, man absolut bør have med hjem fra Rio, er følgende:

– Lædervarer; både sko og tasker. Totalt yndlingssouvenir.
– Havianas / Ipanemas. De koster en brøkdel af, hvad man giver for dem hjemme, og udvalget er enormt.
– Bikinier. Med vilje i flertal, for det er svært at nøjes med én.
– Bijouteri og halvædelstene, til priser der får tårerne til at stige op i øjnene.
– Sportstøj. Tjekket, farvestrålende på den fede måde, og måske ikke helt passende til min alder, men det har jeg valgt at se stort på (se mit indlæg om, hvad kvinder over 30 bør bære). Priserne er mere end rimelige, så det eneste problem er egentlig at komme overens med, at jeg hernede er størrelse lige-før-flodhest.
– Bøger. Hvis ens portugisiske er lidt rustent (eller, som mit tilfælde; stort set ikke-eksisterende), giver det måske mening at holde sig til de flotte fotobøger eller Paolo Coelhos vidunderlige eventyr, der mange steder sælges i engelske oversættelser.
– Pareo’er. De sælges alle vegne, og bruges til nærmest alt – som håndklæde, tæppe, sarong osv. Billige, farvestrålende og helt uundværlige.
– Tapioca. Mel af maniok-roden, som drysses på en pande og steges til de lækreste, sunde (!) pandekager. Det kan fint fryses ved hjemkomsten, hvis ikke man bruger det hele med det samme. Kan også fås i specialforetninger i Danmark, men til en helt anden pris.
– Cachaca; den lokale brændevin, som er hovedingrediensen i Caipirinha. Kan købes i små, buttede plastikflasker til ingen penge, eller i flotte slebne flakoner til en en mindre formue.

Arezzo er totalt yndlingsbutik for mig, Jeg er simpelthen ikke rigtig ankommet i Brasilien, før jeg har været forbi Arezzo. Dejligt design, måske ind imellem med en lille skæven til de etablerede europæiske mærker, i uovertruffen kvalitet – og til priser som betyder, at man ikke skal tilbringe tiden efter hjemkomsten med at undskylde sit letsind hos bankrådgiveren. Brokadeskoene var jeg nødt til at snuppe med hjem. Det var skæbnen.

Mr. Cat er et andet eksempel på gode lædervarer. Især deres sko er et kapitel for sig, fordi de formår at være virkelig smukke og super behagelige på én gang. Deres flats har for eksempel både pude i sålen og og en lille foring over hælen, så de sidder godt fast på foden – jamen, så fint!

Renner er en lavpriskæde, som jeg altid besøger for at få fingrene i deres hårprodukter (selve produkterne er fine, men det allerbedste er næsten indpakningen. Hvor cool er de flasker ikke lige??) og deres rørende billige sportstøj.

En boghandel hernede er et lille kig ind i bog-himlen. Enorme haller, med bøger fra gulv til loft, og alle steder ind imellem. Åh suk, hvor gad jeg godt at kunne læse portugisisk! De sydamerikanske forfattere jeg kender, kan fint tælles på én hånd – men det er faktisk noget jeg har tænkt mig at rette op på. Er meget begejstret for Coelho, og tænker at der må ligge flere skatte gemt.

Bliver man sulten mellem omgangene, er der også altid råd for det. Enhver plet, hvor mere end 1-2 butikker er samlet, vil også byde på mulighed for optankning. Uden mad og drikke, osv. Jeg har mine klare favoritter, og hvis ikke man er for fin til at spise pandekager og brownies i alle tænkelige – og et par utænkelige – varianter, skal man helt klart henlægge frokosten til enten Crepelocks eller Brownieria!

Ovennævnte butikker vil man finde i de fleste shoppingcentre, men hvis man nu slet ikke gider shoppingcentre, er der stadig fund at gøre. Der er for eksempel en række gademarkeder, hvoraf især det på Copacabana er værd at nævne. Her elsker jeg at rode rundt efter badetøj og billige smykker – denne ring fandt jeg for eksempel i en rodekasse med ting til en ti’er, og jeg knuselsker den.

Supermarkeder er også sjove. Normalt kan jeg ikke tænke på ret mange ting, jeg hellere ikke vil gøre, end tage i supermarked, men her er det sjovt. Hvis min svigerdatter er med, leger vi ‘Gæt en frugt’, og vi er blevet enige om, at jeg vinder, hvis jeg kan bare en tredjedel af dem. Jeg vinder ikke ret tit. Hvis jeg er ude på egen hånd, er det også en fest, især for de andre kunder. Så har jeg nemlig gerne fået en seddel med, så jeg kan trække en rar dame i kjoleærmet, og håbe at hun vil hjælpe mig.

Man kan også gå hele vejen, og simpelthen shoppe der, hvor de lokale er. Så kan man finde smykker, tøj, lingeri, legetøj og elektronik til priser som er svære at forstå, og man får oven i købet en bonus, i form af en enestående oplevelse af Rios ægte gadeliv. Jeg elsker at tage til Terreirao og snuse rundt efter festlige fund og gaver til hele familien. Skulle jeg få lyst til at forsøge mig udi Macumba *, kan alle remedierne også skaffes her. Jeg siger det bare…

 

Tilbage til forsiden

* Macumba er navnet på de oprindelige naturreligioner her i Brasilien. Det betyder vistnok noget i retning af heksekunst, og forbindes ofte med sort magi, hvor man kan kaste forbandelser over irriterende kolleger, fjolset der skar ind foran én i trafikken og andet godtfolk.

Guide til Rio de Janeiro, del II

Jeg har allerede skrevet (en hel masse) om det allervigtigste man skal se i Rio: strandene. Men skulle der komme et tidspunkt, hvor man gerne vil noget andet end driverlivet på stranden, er der her nogen bud på, hvad jeg mener man absolut bør se. Jeg har opdelt dem i de uundgåeligekunsten og naturen.

De uundgåelige
Intet besøg i Rio uden Pao de Acucar (Sukkertoppen) og Cristo Redentor (Kristusstatuen). Disse to finder du på nærmest alle turistbilleder af byen og på toppen af alle lister over “What to do in Rio”, og det er der god grund til. Det er imponerende udsigtspunkter, som giver et fantastisk overblik over denne skøre, pragtfulde og gavmilde by.

Kunsten
Kunsten i Rio finder du både på museerne – som man gør alle andre steder – og på gaden. Gadekunsten er uden tvivl den mest betagende, men det er også spændende med et besøg på Museu de Arte do Rio (Rios kunstmuseum), hvor jeg især er imponeret af deres fotokunst. I øvrigt er det helt oplagt at kombinere et besøg her med en tur ned ad Boulevard Olimpico, som byder på noget af det mest imponerende grafitti, jeg nogensinde har set.

Hele Praca Maua området myldrer med museer. Museo do Amanha (morgendagens museum) skulle være fantastisk, men det har jeg ikke prøvet endnu. Til gengæld kan man med sindsro springe MAM (Museu de Arte Moderna) over, hvis ikke man har en helt særlig interesse i moderne kunst.

I Praca Maua kan man også finde vidunderlige, små restauranter, der ser ud som om de har stået uberørt af tiden i 50 år. Jeg har endu ikke prøvet at få dårlig mad i Rio, så selvom det umiddelbare indtryk måske er en smule til den snaskede side, så gør dig selv den tjeneste at tjekke det ud!

I det farverige og vibrerende kunstnerkvarter Lapa finder du gadekunst på et niveau, som jeg i hvert fald aldrig har set mage til andre steder. Hovedattraktionen er Escadaria Selarón (Selarons Trappe); en lang, stejl trappe, som er dekoreret med kakler og malerier i en eksplosion af farver, som chokerer og forkæler dine øjne. Oppe i toppen af trappen starter det charmerende bohemekvarter Santa Teresa, som især om aftenen emmer af fest og ballade på den fede måde.

Naturen
Rio de Janeiro er en storby, med alt hvad det medfører af heftig trafik, tæt bebyggelse og travlt menneskemylder – men det er samtidig den grønneste storby, jeg nogensinde har besøgt. Der er bjerge med vild natur overalt i byen, og så er der Rios regnskov, den største storbyjungle noget sted i verden: Parque National da Tijucca. Sæt en hel dag af til at vandre i junglen, bade i vandfaldene og kravle op ad de stejle tinder. Det vil du helt sikkert ikke fortryde!

botanisk have, palmer

Er du til den lidt mere tæmmede natur, eller har du bare brug for et lille åndehul i de hektiske byliv, så spild et timer i den dejlige botaniske have. Her finder du skønne små kroge mellem livsaligt skyggegivende træer, festlige fritlevende aber, en betagende kaktussamling, og den berømte palmeallé.

Når du skal omkring i Rio, fra stranden til Sukkertoppen, fra Lapa til junglen, og fra dit hjem til en af de mange dejlige restauranter, så kan du selvfølgelig vælge at gøre det i bil. Det er for så vidt nemt nok at køre i Rio, og alt er fint skiltet. Husk bare at medbringe masser af tålmodighed, og is til at putte i maven. Det er en storby; trafikken er vanvittig, og parkering noget nær umulig. Tænk ‘København på steroider’.

Du kan også tage en Uber – billigt, nemt og hurtigt, idet du ikke behøver at spekulere over parkering. Den offentlige transport er ikke imponerende, men jeg er da lykkedes med at komme omkring med bus. Dog ikke noget jeg vil anbefale… Det jeg vil anbefale til gengæld, er at du snupper en cykel. Du kan leje cykler hos cyklehandlere rundt omkring i byen, men der er også masser af tilgængelige bycykler, som du kan leje et par timer for en slik.

Vær bare forberedt på, at cykling i Rio er en lidt alternativ oplevelse. Jeg har døbt fænomenet Urban Mountain Biking, for man kører altså ikke bare roligt afsted i vejkanten. Man snor sig igennem ventende biler, op på fortove, over tårnhøje kantsten og ind gennem palmetræer og menneskemængder på små trampede (eller ikke-eksisterende) stier. Ikke helt hvad jeg er vant til, men jeg vurderer det til at være meget mere sjovt end det er farligt 😉

Uanset hvad du vælger at gøre og se i Rio, så må du bare for alt i verden ikke pakke dit ferieprogram så tæt, at du ikke når det vigtigste hernede: at nyde livet på den langsomt hektiske Carioca-måde!

 

Tilbage til forsiden

Guide til Rio de Janeiro, del I

Der er et par ting, der er fuldkommen definerende for livet i Rio. En af dem er vandet – altså ikke det der kommer fra oven, omend det også spiller en rolle, men alt det dejlige vand man kan boltre sig i og ved.

Rio ligger jo i en regnskov (derfor det der med, at vandet der kommer fra oven spiller en betydelig rolle), og lige nu er det efterår hernede. Således bliver vi jævnligt truet med regn, men foreløbig er det blevet ved truslen, og jeg vil mene, at det her simpelthen er den slags efterår, der ville kunne glæde selv den mest indædte efterårshader. De fleste dage hænger vi ud ved poolen eller på stranden, og skulle vejret være usamarbejdsvilligt, kan man jo altid komme ud og trave i junglen, snuse rundt i skønne Lapa og Santa Teresa, eller cykle sig en tur.

Rio er en meget særlig storby. Alene det, at den er grønnere end nogen anden by jeg nogensinde har besøgt, gør den speciel, men det mest særlige er nok, at  den simpelthen er sine strande. Vi har ikke at gøre med en by der har en strand, men snarere med en strand der er en by. Det er på stranden, livet sker, og alt det oppe bag stranden er bare en praktisk foranstaltning, som tillader strandlivet at fungere. Her kunne man måske indvende, at det bare er fordi jeg er gæst hernede, at det virker sådan – men alle bruger stranden til alt. Brasilianerne bevæger sig meget. De løber, cykler, løfter jern og står på rulleskøjter, og det foregår altsammen på eller ved stranden. Mange af de fattigeste kvarterer i Rio, favelaerne, ligger tæt ved stranden, og selvom man ikke har nogen penge, så har man i hvert fald solen og vandet. Skal man mødes, er det også på stranden – alle store fester og demonstrationer foregår for eksempel typisk på Copacabana.

Stranden er byen, og der er masser af den. Det starter helt inde omkring det der, måske lidt misvisende, kaldes centrum, med Praia Vermelha. Helt tæt ved Sukkertoppen ligger en lillebitte hyggelig strand, som jeg stadig har til gode at besøge. Den må være herlig at slappe af på efter turen op ad bjerget til den betagende udsigt, men indtil videre har jeg altså ikke prøvet den. De andre strande har jeg til gengæld efterhånden fået et ganske nært forhold til, til trods for at jeg normalt faktisk langtfra er nogen strandløve. De her strande er bare noget helt særligt, med deres liv, skønhed og særegne stemning – og det vidunderlige vejr, ikke at forglemme!

Hjertet i Rios egentlige centrum, Zona Sul, rummer verdens nok mest berømte strand. Copacabana – navnet alene emmer af stemning og fest, og det er helt okay, at Barry Manilow nynner med i baghovedet, når du kaster dig ud i Copacabanas sydende liv. Her er der gang i den fra tidlig morgen til sen aften, og især søndag eftermiddag er noget særligt, når Avenida Atlantica spærres af for biler, og det hele forvandles til én stor folkefest.

I slutningen af Copacabana kan du kravle over det lille forbjerg ved Praia do Arpoador (hop eventuelt lige i bølgerne først; de er der jo for det samme), og så er du pludselig The Girl From Ipanema. Ipanema er en af mine personlige favoritter, en sand (!) fest, med ren livsglæde i overmål. Man kan snildt tilbringe en hel ferie her. Her kan du bade, slappe af, spise og drikke, og iagttage de glade Cariocas (Rios indbyggere) i gang med det vigtigste de ved: at nyde livet. Apropos det med at spise og drikke, så husk endelig at prøve en Acai Bowl (Acia fås med mange forskellige toppings, men traditionelt er en Rio Bowl med granola og banan), en Guarana (verdens skønneste sodavand), og en herlig strand-snack, i form af krydret ost på en pind, som lynhurtigt lunes i sælgernes medbragte ovne.

Husk endelig også at gå tilbage til Arpoador ved solnedgang, hvor hele klippen fyldes med mennesker, der vil nyde et af verdens skønneste syn: solnedgangen over Ipanema!

strandbar

Fortsætter du vestpå, er der lige et par favelaer (Vidigal og Rocinha), og derefter rammer du Barra de Tijuccas 18 km lange, kridhvide sandstrand. Strandbarerne ligger, meget praktisk, med korte mellemrum, og der kan man fint hænge ud til langt ud på aftenen. Mæt af sol og saltvand er det helt vidunderligt at krybe op i en palmedækket lounge med et tæppe om knæene, og fylde sig med lækre brasilianske småretter.

Efter Barra kommer du til ‘mit’ hood: Recreio. Nu er vi lidt ude i kanten af byen, og det betyder at der er færre mennesker, og mere vild natur. Her kan du, hvis du er en lille smule heldig, møde aber, næsebjørne, alligatorer og den pudsige capivara. Du kan selvfølgelig også bare nyde stranden i Recreio, som egentlig består af en hel række af småstrande, hver med deres særpræg, men med det til fælles, at bølgerne er store og udsigten smuk. Der er små strandbarer på den ene side af vejen, og dejlige restauranter på den anden, som sørger for, at du aldrig når at blive alt for sulten. Det bliver man i øvrigt sjældent i Rio…

Når du forlader Recreio, kommer du ud i Brasiliens vilde natur, og dét er smukt! Kør videre vestpå, og nyd Prainha (den lille strand) med den fantastiske fiskerestaurant og de seje surfere, eller fortsæt helt ud til Grumari, som er Paradis på jorden.

Grumari er smuk, vild og øde. Her er du virkelig mellem himmel og hav – der er knald på farverne, og skønheden herude tager pippet fra mig hver eneste gang jeg er her. Det røde flag er altid hejst på Grumari, men det betyder naturligvis ikke, at man ikke kan bade. Man skal bare være en lille smule forsigtig, og en stor smule stærk 😉

Rio er for alle. Rio er noget helt for sig selv, og jeg tror aldrig jeg kan blive træt af smagen af Rio, som er smagen af sol, saltvand og sukker.

 

Tilbage til forsiden

 

Maximalistisk boheme-lejlighed

Da vi var i Rio de Janeiro i november, boede vi i en top lækker AirBnB i Zona Sul, lige ud for Arpoador, og dermed midt imellem Copacabana og Ipanema. Perfekt placering, for Ipanema er den bedste badestrand, Arpoador er det fineste sted at nyde solnedgangen, og Copacabana er overmåde festlig om aftenen.

Lejligheden selv var også vidunderlig. Den lignede fuldkommen en gammel, dansk herskabslejlighed, bare med lidt dårligere vinduer ? og så var den indrettet i en betagende bohemeagtig stil. Store, bløde lænestole og sofaer med masser af puder og tæpper, og alle med små afsætningsborde ved siden af, så man altid havde et sted at gøre af sin tekop (og sin kage…).

Jeg var specielt vild med, hvordan der var så mange små kroge. Det er en herlig måde at indrette sig på, fordi det giver mulighed for at flere kan være sammen hver for sig – at man kan hygge sig med hver sit, men alligevel være sammen.

Den lange fordelingsgang ud til værelser, køkken og badeværelser slår et smukt sving. Selv en så forholdsvis lille detalje er med til at gøre lejligheden helt særlig, og drager blikket ind mod de små nicher den rummer. Det var sjovt at se, hvordan sådan en gang på den måde rent faktisk bliver til et aktiv, snarere end noget man er lidt træt af.

Alt var umiskendeligt brasiliansk, og så alligevel vældig internationalt, på en lidt sær, ubeskrivelig måde. Der var farver på både vægge og møbler, og alt var holdt i en charmerende gammel stil, uden at blive tilkæmpet hipster-retro. Det så mest af alt ud som lejligheden havde stået urørt i 30 år, hvorefter en ung kvinde var kommet til, og omhyggeligt havde udvalgt at de elementer hun holdt allermest af.

Super charmerende helhedsindtryk, og et pragtfuldt sted at gå på opdagelse. Vi havde mange gæt på, hvad det egentlig var for en kvinde der boede her. Var hun sidste skud på en lang familiestamme, som nød godt af en fantastisk arv? Var hun filosof, terapeut, succesrig clairvoyant, antropolog, omrejsende oplever? Der var så mange små finurligheder i lejlighedens mange kroge, at gætterierne ingen ende ville tage. Det er en af de skønne ting ved at bruge AirBnB i stedet for hoteller: man bor i personlige hjem, og får et unikt blik ind i andre menneskers hverdag.

køkken rio

Lejlighedens køkken var helt klart mit yndlingssted. Det var helt igennem betagende, fra de blå/hvide klinkegulve, over køkkenskabene, der var magen til dem i min mormors køkken, til alle de herlige små knick-knacks der vidnede om en udpræget humoristisk sans.

Selv badeværelserne, som ellers ikke nødvendigvis altid er det fineste i den her type lejligheder, var bedårende. Nyistandsatte, men med sans for detaljerne – helt ned til bademåtten!

Det er en lejlighed som nærmest ikke kan eftergøres, men ikke desto mindre blev jeg meget inspireret af den personlige stil, og den helt ublufærdige maximalisme der prægede hjemmet. #sorrynotsorry for at vende de rene, skandinaviske linjer ryggen ? mit hjem kan bare vente sig!

Vi har boet på AirBnBs rundt omkring, og jeg synes ofte der er god inspiration at hente. Se for eksempel den skønne franske lejlighed vi boede i nede i Dubai Marina, eller den farverige oase som også lå i Dubai, eller den hyggelige hule vi besøgte i Madrid.

 

Tilbage til forsiden

2. søndag i advent

Det meste af ugen har jeg tilbragt i Rio, i høj sol og med sand mellem tæerne. Jeg har bl.a. haft mor og svigermor med på Pao de Acucar, også kendt som Sukkertoppen. Nervepirrende tur derop for nogen med højdeskræk, men totalt det hele værd!

Vi var også i Lapa, en af mine absolutte Rio-favoritter, og noget man bare ikke må gå glip af, hvis man er på de kanter. Og det er i øvrigt kanter, jeg slet ikke kan anbefale nok, at man er på (er der noget der hedder sådan?).

Min sjæl synger
Jeg ser Rio de Janeiro
Jeg er ved at dø af savn
Rio, dit hav, dine strande uden ende
Rio, du blev skabt for mig

Tom Jobim

Advents- og julegaver gør mig altid glad, og det var skønt at bruge en hel dag på at snuse rundt i butikkerne og købe en  ordentlig stak gaver til de to små, som skal holde jul hernede.

En hurtig (hahaha…) flyvetur hjem, og så var det ellers noget med en grankvist bag øret, Bing Crosby på anlægget, og de store kasser med julepynt ud over det hele. Har jeg egentlig nævnt at jeg godt kan lide juletiden..?

 

Tilbage til forsiden

Søndags Snapshots – Rio de Janeiro

Vi har haft en pragtfuld uge her i Rio, hvor vi har nydt at kaste os ind i byens sydende liv. Denne gang har jeg mor og svigermor med, og det er helt vidunderligt at få lov at vise dem denne fantastiske by.

Rio er helt speciel. Den er måske, som alle storbyer, lidt afskyelig med al trafikken og det konstante mylder – men pas på: Rio kryber under huden på dig. Har du én gang tilladt byen at få fat om dit hjerte, vil det for evigt slå en lille smule i samba-takt, og du vil altid længes tilbage. Altid. Også selvom man skal se sig for, og huske ikke at stoppe for rødt lys, når man kører om aftenen.

Vi har badet, proppet os med den lækre, brasilianske mad, og travet i timevis langs med strandene i Recreio, Barra, Copacabana, Arpoador og Ipanema.

Vi har set den store Jesus-statue, Cristo Redentor (i tæt tåge, men det gjorde bare oplevelsen sjovere, fordi der var jubel og hujen hver gang man kunne se bare en lille smule).

 

Det er også blevet til et par dejlige gensyn med Botanisk Have, den hyggeligste strandbar i Barra, og Rios jungle – imponerende, så meget man kan nå på bare en enkelt lille uge!

Inde i junglen spiste vi på den mest utrolige restaurant. Det var som at træde ind i Åndernes Hus, og man forventede hele tiden at se Clara komme ind i rummet. Maden var fantastisk, men det var indretningen der spillede hovedrollen her. Hele huset var proppet til randen med bedårende småting, som jeg fint havde kunnet bruge flere dage på at snuse rundt i…

Vi har også været en tur i Paradis, aka Grunari. Den strand bliver jeg aldrig træt af – den er så ubegribeligt smuk og fredfyldt, og man føler sig hensat til en ren drømmeverden.

Det er jo så også gået hen og blevet jul undervejs, så selvfølgelig havde jeg pakket adventsgaver i tasken – altid dejligt at gå og finde på små overraskelser til dem man holder af 🙂

Hvad med jer – har I nydt den første juleuge?

 

Tilbage til forsiden

 

5 ting at vælge, hvis man kun har 2 dage i Iguazu

5-ting-at-vaelge-hvis-man-kun-har-2-dage-i-iguazu17

Iguazu-faldene er et UNESCO World Natural Heritage Site, udnævnt som et af naturens syv vidundere (New7Wonders of Nature), og helt afgjort et must-see hvis man er på de kanter (Argentina/Brasilien/Paraguay).

De 275 vandfald breder sig over 2700 meter (fire gange så brede som Niagara Falls, bare for at sætte det lidt i perspektiv), og er op til 80 meter i højden. De ligger på grænsen mellem Argentina og Brasilien; faktisk udgøres grænsen af selve Iguazufloden, med bl. a. den berømte Devil?s Throat, som er det hesteskoformede knæk på floden, hvor man finder den største koncentration af vandfald. Det anbefales at man besøger begge sider af faldene, både den argentinske og den brasilianske, fordi de er meget forskellige. I Argentina er der rige muligheder for at vandre gennem regnskoven og rundt om vandfaldene, hvor man virkelig kan opleve deres fulde kraft, mens man i Brasilien får de store panoramaer.

Vi boede på den argentinske side, inde i selve parken, hvor et lille Jungle Train kører rundt til de forskellige vandrestier. Man kan dog udmærket gå mellem de forskellige steder, og så forøger man også sine chancer for at møde bl.a. krokodiller, capuchiner-aber og coati (næsebjørn).

Men altså: 5 ting (hvis man er lige så uheldig som mig, så man kun har sølle to dage):

1. Se Devils’ Throat fra den brasilianske side.

Mens den argentinske side af vandfaldene tillader dig at komme helt tæt på, og virkelig opleve de imponerende vandmasser på nært hold, så handler det på den brasilianske side mere om de store udsyn, så der startede vi. Path of the Falls sørger for at man kommer til at stå direkte nedenfor Devil?s Throat, hvor vandet hamrer ned om ørerne på en, og man får også et panoramisk udsyn over de samlede Iguazu-fald.

Jeg har ikke nogen billeder fra broen under vandfaldet, for jeg var ganske enkelt bange for, at mit kamera ville drukne. Man bliver våd herude, drivvåd. Som i: medbring et sæt skiftetøj (og når jeg skriver ’sæt’, så mener jeg sæt. Du får brug for alt, inklusive tørt undertøj). Fantastisk oplevelse, hvor man virkelig får en fornemmelse af de enorme kræfter der er på spil.

 

2. Gå Lower circuit (i Argentina)

Lower Curcuit tager omkring to timer at gå, og byder på ærefrygtindgydende syn over de enorme fald, specielt på de særlige udkigspunkter undervejs. Det er virkelig svært ikke at spamme med 10.000 billeder fra turen, men jeg tror nok at jeg måske har valgt de allerbedste – selvom de slet ikke yder faldene retfærdighed.

Både Lower og Upper Circuit er perfekt afmærkede stier, hvor man ledes gennem junglen på afgrænsede hængebroer, så man ikke behøver spekulere over slanger, krokodiller eller andet godfolk (ting som vi, på ægte europæisk maner, overhovedet ikke havde skænket en tanke. Vi er virkelig forvænte når det kommer til sikkerhed; vi forventer altid, at den slags har nogen andre taget sig af på forhånd, så vi kan roligt lægge den sunde fornuft derhjemme…). De udgår fra Jungletogets Cataratas Station, hvorfra man også kan køre videre op mod Devil’s Throat.

 

3. Gå Upper circuit (i Agentina)

Upper Circuit tager godt en time, og leder op til kløftens top, hvorfra man har en helt vanvittig udsigt ned over vandmasserne. Det er helt bizart at stå over faldene, fordi den ene side er et roligt, delta-agtigt område, hvor vandet flyder stille og roligt afsted, mens den anden side er et frådende inferno af vand der mases ned i en lille, smal kløft.

 

4. Se Garganta del Diablo (Devil’s Throat) fra den argentinske side

Devil’s Throat er parkens mest berømte fald, og også det man har lejlighed til at se fra flest vinkler. I Brasilien ser man det nedefra, hvor man bliver gennemblødt til skindet af vandsprøjtet, mens man i Argentina dels ser det i sammenhæng med de andre fald, dels kommer helt tæt på det, så man står direkte over det 80 meter høje, lodrette drop, hvor vandet falder ned i en hesteskoformet bøjning på floden. Det er helt hypnotisk at følge vandets vej ned, og lidt gysende at kigge ud over den stejle klippekant.

Turen derud er en oplevelse i sig selv. Man går på en 1.2 km lang bro hen over kanten af vandfaldene, og man skal åbenbart være virkelig uheldig for ikke at møde en krokodille eller to på vejen. Det er en tur der bedst tages ved frokosttid eller sent på eftermiddagen, når det tynder lidt ud i gæsterne, for der er mange der gerne vil have del i den helt utrolige oplevelse.

Bemærk de mange gribbe, som svæver over faldene i stort antal. Området er åbenbart det rene tag-selv bord for dem!

 

5. Måske det allervigtigste?

I hvert fald det jeg helt afgjort vil anbefale, at man tager sig tid til, nemlig at finde et roligt sted, sætte sig ned, og nyde. Nyd lydene, både af de buldrende vandmasser, de mange fugle, og de herlige små coatis pludren. Nyd synet – hele parken er ufatteligt smuk og fremmedartet, og skønheden findes lige så vel i det små som i det store. Tag dig tid til detaljen. Og først og sidst, så giv dig selv lov til at sidde så roligt, at du får oplevet dyrelivet på nærmeste hold. Vi mødte tukaner, aber, leguaner og masser af coatier, men der er også blandt andet tapir, puma, leopard og krokodille.

Jeg kommer til at tænke på et interview jeg engang hørte, med en ranger fra Yosemite National Park i USA. Han blev stillet det egentlig ret oplagte spørgsmål: “If you had only one day in Yosemite, what would you do?”. Jeg har aldrig glemt hans svar: “I would sit myself down by the river and weep”.

 

Tilbage til forsiden

Hverdagsglæder fra en dejlig uge

En hurtig hilsen fra Argentina, hvor jeg nyder Iguazu-vandfaldene – men også har tid til at se tilbage på en skøn uge. Jeg er så taknemmelig for alle de dejlige ting livet byder på; der er så mange skønne ting, og jeg elsker at fejre dem. Faktisk synes jeg slet ikke man kan fejre de små (eller de store) ting nok!

I forbindelse med mine overvejelser over, om de vigtige ting får den plads de skal have i mit liv, er det blevet ekstra tydeligt for mig, hvor stor en rolle glæde spiller i mit liv. Der er altid tid til hverdagsglæderne, og det allerbedste ved dem er, at de ikke har nogen udløbsdato – hver gang jeg tænker på dem, bliver jeg varm og glad indeni. Jo oftere jeg mindes noget skønt, jo flere gange får jeg lejlighed til at glæde mig over det, så her er en håndfuld glade højdepunkter fra ugen:

Strandene i Rio. Jeg ved godt, at det er ret nemt at blive begejstret for strandene i Rio, men jeg har egentlig aldrig været rigtig vild med strandture før, så det er stadig lidt en ny glæde for mig. Her et billede fra Copacabana, hvor der altid er masser af underholdning, og gang i både børn og bølger. Har (selvfølgelig) altid en god bog med, men det er svært at koncentrere sig om selv den bedste bog i verden, når man sidder midt i sådan en fantastisk fest. Én ting der bliver ved med at fascinere mig, er hvordan brasilianerne tilsyneladende har en enorm tiltro til deres børns kompetencer. Selv bittesmå unger boltrer sig lystigt i vandet, lige under det røde flag, helt på egen hånd. Nogen gange gyser det lidt i mig, men storebror når altid lige at få fat i lillesøster, når hun bliver hevet væk af bølgerne…

Jardim Botanico, Rios botaniske have, hvor jeg tilbragte en pragtfuld eftermiddag med at få alvorlig plantemisundelse. Det er helt utroligt at se, hvilket potentiale alle mine fine stueplanter derhjemme har – nu kan de godt se at tage sig sammen, ellers er det slut med omsorg 😉

Haven er et fortryllet sted, med små vandfald, junglestier, en imponerende palmeallé, og – måske allerbedst – en kaktushave, jeg aldrig har set magen til. Absolut et besøg værd, hvis man er på de kanter!

De to her. Jeg har været heldig at se dem ret meget i år, men det føles altid som lånt tid. Min ældste søn har valgt at bosætte sig i Rio sammen med sin kone. Det er ikke okay at ens unger træffer den slags valg, men jeg har heldigvis også en mere velopdragen søn, som er blevet hjemme i Danmark, tæt ved mig. Når nu jeg rejser så meget for tiden, er det jo så ham og hans jeg savner

Strandene i Rio, en gang til. En gang er slet ikke nok. Her er det Ipanema, yndlingsstranden lige nu – SÅ festlig, og så bjergtagende smuk. Selvom alle strandene er vidunderlige hernede, så er de faktisk ret forskellige. Ipanema og Copacabana har den bedste underholdning, og det er også her der er flest mennesker (uden at de dog nogensinde bliver overfyldte). Efter solnedgang er Copacabana allerbedst, især om søndagen, hvor strandvejen er lukket for trafik, og den får ekstra gas på strandbarerne – og det lille marked.

Acai – og masser af det. Jeg ved godt at mit acai-billede ikke helt lever op til de smukke Instagrambilleder man kan finde under  hashtagget acaibowl, men smagen fejler ikke noget! Da også fantastisk med en is man bliver ung, sund og stærk af, så kan ikke lige tænke på en grund til nogensinde at spise andet…

…med mindre der er et churrascaria om hjørnet, naturligvis! Jeg knuselsker de brasilianske churrascariaer; steakhouses hvor man forsyner sig med forretter og tilbehør fra en bugnende buffet, hvorefter tjenere bærer det mest pragtfulde kød rundt på lange spyd. Typisk vil der blive serveret masser af oksekød (picanha, som mest minder om vores culotte, er min favorit), kylling, pølser, og også ofte kylligehjerter, som jeg ellers ikke har spist siden jeg var lille. Konceptet er desværre ikke nået til Danmark – der findes enkelte sørgelige efterligninger, men et rigtigt churrascaria har jeg (endnu) ikke fundet.

Fik jeg nævnt strandene her i Rio? Dem kan jeg altså godt lide…

Næste uge bliver travl, heldigvis mest på den gode måde. På tirsdag rejser jeg herfra – sørgeligt – men på fredag kommer vi til Danmark. Næsten fire dage hjemme bliver det til, og det bliver godt.

Hvad har din uge budt på? Lad os deles om glæderne, så får vi hver især mange flere 🙂

 

Tilbage til forsiden

Older posts