Downtown Las Vegas

I Las Vegas tilbyder The Strip rigelig underholdning til ganske mange feriedage, men ikke desto mindre vil jeg anbefale, at man også tager sig tid til at besøge Downtown Las Vegas.

Området er centreret omkring Freemont Street, hvor flere af de gamle, berømte kasinoer, som for eksempel Golden Nugget og Four Queens, holder til. I gadens vestlige ende er utallige film og TV-shows optaget, og de mange lysreklamer har givet området kælenavnet Glitter Gulch. Det navn er om muligt endnu mere velfortjent nu om stunder, hvor en enorm baldakin, fyldt med neonlys i alle regnbuens farver, er spændt ud over gaden.

Freemont Street er lige så gammel som Las Vegas selv; fra 1905. Den havde byens første hotel, var den første  gade der blev brolagt, den første der fik et lyssignal, og et af dens kasinoer, Northern Club, var det første til at få en formel gaming license tilbage i 1931.


I 1994 blev gaden lukket for trafik, da arbejdet på The Freemont Street Experience blev påbegyndt. Ideen var at revitalisere downtown-området, som nærmest var blevet lagt øde med den eksplosive udvikling af The Strip. Gaden blev renoveret for at genoplive den gamle stemning, med barer, spisesteder og kasinoer. Vintage neonskilte blev omhyggeligt restaureret, den imponerende baldakin blev sat op, og hele herligheden blev åbnet i sommeren 2007.

I den østlige ende af gaden ligger Container Park; et helt kompleks af stablede containere, som huser butikker, cafeer og restauranter. Her er superhyggeligt, og det er bestemt et godt sted at hænge ud på en solrig dag – og dem er der mange af i Las Vegas.

Vi havde kun en enkelt dag i området, så vi var nødt til at udvælge os vores vandingshuller med omhu. Jeg er glad for at kunne sige, at vi endte med at være ovenud tilfredse med vores valg, som lod os opleve to meget forskellige dele af Downtown.

Park på Freemont Street er en virkelig skøn lille bar, ganske uanseelig udefra, men helt bedårende indeni. Der er zinkdiske på baren, slidte trægulve, og endda en pragtfuld gammel jukebox – ægte oldschool Las Vegas stemning.

Frokosten indtog vi på Heart Attack Cafe, som er en gennemført bizar oplevelse, i 100 % humoristisk amerikansk stil. Man modtages i døren af en sygeplejerske, som tilbyder at man kan blive vejet – man spiser nemlig gratis, hvis man vejer over 350 lbs. Alle iføres hospitalstøj, og bænkes i noget der mest af alt ligner et cafeteria, udsmykket med gamle filmplakater fra bl.a. det velkendte drama Gone with the … waistline.

Menukortet er forholdsvist simpelt: burgers med burgers i forskellige størrelser, helt op til en 8-dobbelt burger med 40 skiver bacon. Der er dog også en vegansk option for dem der ikke spiser kød:

Der er skøn retrostemning overalt, og selvfølgelig er der også masser af kærlighed og nybagte brudepar. Det er jo Las Vegas, og man kan nærmest ikke spytte for små kapeller der tilbyder vielser i alle mulige og umulige former.

Jeg har aldrig før været i Freemont Street – jeg anede faktisk ikke engang at Las Vegas havde et downtown-område udenfor Las Vegas Boulevard – men det er helt sikkert ikke sidste gang jeg kommer her. Den hyggelige, rodede vintagestemning er et fantastisk supplement til de strømlinede mega-hoteller på The Strip, og så ligger området endda strategisk fornuftigt placeret. Det ligger lige ved siden af Las Vegas’ Arts District, som så ud til at være præcis så farverigt og inspirerende som den slags skal være. Vi var pressede for tid, så kørte bare hurtigt igennem, men det lignede bestemt et område som var et besøg værd. Altid godt at have noget til gode! Også de herlige Premium Outlets er lokaliseret praktisk nær ved Freemont Street, bare et (solidt) stenkast derfra, og det er jo også værd at tage med…

 

Tilbage til forsiden

 

 

Las Vegas, the Strip

Vi har haft nogen skønne dage (og nætter…) i Las Vegas. Las Vegas er i dén grad i Las Vegas; altid sig selv, og aldrig den samme.

Vi har boet på hotellet New York, New York, midt på Las Vegas Boulevard, eller The Strip, som gaden også kaldes. Jeg er vild med temahotellerne i Las Vegas, og har gennem tiden boet på flere af dem, men New York, New York er nok min yndling. Her er den herligste, kitchede Old-New York stemning, med krogede gader, dampende kloakdæksler og fuld knald på Coyote Ugly baren. Hotellet tilbyder masser af fantastisk underholdning; for eksempel kan man blive viet i deres rutchebane, hvilket jo altid er spas. Man kan selvfølgelig også nøjes med at se et show. Vi var inde og se Cirque du Soleil – deres Zumanity er noget af det hotteste – men Cher er også i byen (hun er vist nærmest altid i byen), og der er naturligvis også masser af Magic Shows i ægte Las Vegas-stil.

Las Vegas er varmt. Varmt, med stort V. Hedt, ganske enkelt, med en frisk brise, der føles omtrent som en føntørrer på lidt vel høj setting. Derfor er det måske begrænset hvor meget man orker at rende rundt udendørs, men ud skulle vi jo – ikke mindst fordi vi skulle rundt og se nogle af byens mange andre hoteller. Det er nemlig en af de allerstørste attraktioner: hotellerne.

Vi har selvfølgelig set Venetian, med alle restauranterne på Markuspladsen, og de skøre gondoler der sejler dig rundt mellem luksusbutikkerne og barerne.


Caesar’s Palace er også et must, med de romerske officerer og al den pompøse pragt der er strøet ud med løs hånd. Det har gennemgået en forrygende opdatering siden sidst vi var her, og er finere end nogensinde, med masser af ægte Las Vegas-romersk stemning.

Bellagio med det vidunderlige springvand. Vækker ikke umiddelbart minder om det Bellagio vi kender hjemme fra Italien, men lad nu det ligge. Faktisk i det hele taget en god ide i Las Vegas: at lade den indre kritiker ligge. Den trænger formentlig også til lidt ro.

MGM Grand er et pragtfuldt sted, med masser af musik og 24/7 feststemning. For nogle år siden dumpede Peter og jeg ind en tidlig eftermiddag, godt og grundigt jetlaggede, i håb om en smule adspredelse, så vi ikke faldt i søvn alt for tidligt – og hvad fandt vi? Elvis Aaron Presley i fuld sving på scenen. Og det var unge lækre Elvis, forstås. Ikke trætte og sørgelige Las Vegas-Elvis. Så fint. Elvis lever!

Mandalay Bay har den mest vidunderlige strand, og det der startede som en simpel haj-tank, er blevet til et herligt anlæg med både fisk, øgler og meget mere.

Luxor. Jamen helt ærligt; et hotel i pyramideform. What’s not to adore? Og skulle man have lyst, kan man lige tjekke Sfinxen ud, og således spare en rejse til Egypten. Til gengæld kan man ikke længere se Tutankhamons grav, for den er blevet flyttet til Las Vegas Natural History Museum.

Paris har jeg ikke været på før, men det viste sig at være næsten tæt på lige så hyggeligt som New York, New York, med skøn parisisk charme, minus de gyselige tjenere. Og hér vokser træerne faktisk ind i himlen, så lad aldrig nogen fortælle dig andet!

Og så er der de hoteller, som er superfine udefra, men som man måske ikke behøver gå ind på, som for eksempel The Mirage, med vulkanen der går i udbrud et par gange hver aften klokken 20 0g 21, til tonerne af Grateful Dead’s Mikey Hart. Se, dét kunne naturen lære noget af, det uregerlige skidt 😉

I gamle dage gik Ziegfried & Roys hvide tigre også rundt i lobbyen, men de er rykket ud i et stort, zoo-lignende anlæg. Sikkert også sjovere for tigrene, så måske de er knap så gnavne nu om stunder.

The Excalibur med tårne i alle regnbuens farver er også superfint udefra, men måske lidt til den kedelige side indvendigt. Jo altså også svært at leve op til den New Yorker-stemning vi er blevet forvænte med.

Las Vegas er bare helt speciel. Alt er helt igennem ægte: det er ægte kunstigt, og intet er hvad det ser ud til. Det er herligt. Der er knald på 24 timer i døgnet, og det betyder, at jetlag slet ikke er noget problem. Byen er imponerende både dag og nat, og man ved dårligt hvad der er hvad. Der er nemlig ingen vinduer i casinoerne, og nærmest alt er åbent hele døgnet*  Byen er  meget et (eller flere) besøg værd!

Til sidst et tip om et par små sjove detaljer. Prøv at lægge mærke til duftene og dørhåndtagene i Las Vegas. Ja, jeg ved det godt – der er så meget andet at opleve, men jeg knuselsker altså, at hvert enkelt hotel har sin egen duft (allerlækrest på Monte Carlo), og at nærmest alle hotellerne har brugt deres temaer på dørhåndtagene. På vores hotel er det Frihedsgudindens fakkel; på Ceasar’s Palace er det laurbærkranse, Luxor har små pyramider, og Mandalay Bay har de kæreste søheste.

* Et tip: hvis drinks er rørende billige, er det enten meget tidligt eller meget sent, lidt afhængigt af, hvordan man ser på det 😉

 

Tilbage til forsiden

Grand Canyon kompromisset

Når jeg er herovre i den vestlige ende af USA, vil jeg rigtig gerne se noget af den imponerende natur. Når Peter er med, vil han rigtig gerne ikke køre alt for meget.

Jeg er vild med rå, utæmmet natur, især hvis den er lidt til den barske side. Læg dertil min let bizarre fascination af døden, og så kan det vel ikke overraske, at jeg foreslog, at turen fra Los Angeles til Las Vegas kom til at gå gennem Death Vally. Altså helt ærligt; navnet alene! Og så er det USAs varmeste, tørreste og lavest beliggende nationalpark – en hed gryde, der bare står og simrer. Det skorter da heller ikke på advarsler, når man begiver sig derind, men de bidrager egentlig kun til den festlige stemning.

Turen er flot under alle omstændigheder. Den går igennem Mojave ørkenen, langs enorme saltsøer, og det er så helt åndssvagt smukt, at det ville være skørt ikke lige at slå et smut omkring Death Valley (ok, lidt mærkelig argumentation, men prøv lige at følge mig…).

Mit forslag var, at vi skulle køre ind i parken fra den vestlige side, ind til Furnace Creek Visitor’s Centre, og derfra ned mod Badwater. Herfra ville jeg tage Artist Drive tilbage, fordi den fører gennem nogle helt fantastiske ørkenscenerier, hvor forskellige mineraler i jorden skaber en helt ubeskrivelig symfoni af farver midt i alt det golde og udtørrede. Endelig ville jeg vælge Highway 190 ud mod parkens østside, for hvis man kører den vej, rammer man nogle imponerende udsigtspunkter ved Zabriskie Point og Dante?s View. En dejlig tur jo – men desværre også en omvej på 4-5 timer, og det fik jeg ikke point for.

Et andet forslag var at hoppe i bilen i Las Vegas, og lige smutte ud forbi Grand Canyon. Det har vi gjort før, for en del år siden, men ham min elskede kunne desværre udmærket huske, hvordan den lille centimeter jeg udpegede på kortet, kom til at tage os hele dagen. En hel dag i bilen, inklusiv øde, solstegte ørkenveje og skriftlige advarsler fra vred politimand – og kun en time i selve Grand Canyon.

Denne interessekonflikt udgjorde en potentiel trussel mod husfreden (hotelfreden?), så vi valgte det eneste fornuftige: vi indgik et kompromis. Grand Canyon-kompromisset.

Vi tog en helikoptertur i skumringen. Vi blev fløjet ud til Grand Canyon, hvor vi landede i selve kløften, drak et glas champagne og gik lidt på opdagelse, inden vi fløj tilbage i solnedgangen. Turen er fantastisk i sig selv, fordi man flyver over udslukte vulkaner, Hoover Dam og Lake Mead, men intet kan måle sig med selve kløften. Nøj, hvor den er fin!

Jeg har virkelig prøvet at begrænse mig, og gjort mig rigtig meget umage med kun at udvælge de aller-aller-bedste billeder fra turen, men må nok advare om at der er alvorlig billed-spam forude…

 

Det var så afskyeligt dyrt, at jeg stadig får lille smule blodsmag i munden når jeg tænker på det – men det var hver en krone værd. Uendelig smukt, vanvittigt imponerende, og på alle måder en oplevelse for livet. Plus en udmærket løsning på en lurende konflikt 😉

Tilbage til forsiden

Venice, CA

Der er et par steder, som vi altid skal besøge, når vi er i Californien. Et af dem er Venice; den kæreste lille kystby, med bedårende kanaler og en pragtfuldt underholdende strandpromenade.

Byen blev grundlagt af Abbot Kinney tilbage i 1905, med en intention om at gøre den til USA?s Venedig. Der er de fineste små kanaler i byen, i området omkring South Venice Blvd., Pacific Avenue og Washington Blvd. Oprindeligt dækkede de et langt større område, men med den stigende biltraffik blev mange af dem desværre nedlagt. Omkring 1993 blev de resterende kanaler restaureret og genåbnet, og området er i dag helt vidunderligt, både dag og aften.

Byens store handelsgade, Abbot Kinney Blvd, er vist lidt af et shopping paradis – jeg har aldrig haft fornøjelsen af at stoppe ind her, men er ofte kørt igennem. Her er masser af små, quirky butikker, side om side med cool cafeer, gallerier og meget andet godt. Må bestemt være et besøg værd, inden man sætter kursen mod stranden og den fantastiske boardwalk – jeg har bare aldrig nået det.

På selve Venice Beach er man som i en fortryllet tidslomme. Hippier, gøglere, spåkoner og plattenslagere myldrer omkring, og sørger for, at man aldrig kommer til at kede sig, og man griber hele tiden sig selv i at se sig over skulderen efter en af de hedengangne beat-poeter. Her er noget for alle sanser: Stillehavets brusen, palmetræer i dirrende sol, lækker mad i alle prisklasser, og en helt særlig duft. Det er i øvrigt en duft som man, på helt lovlig vis, kan bidrage til, hvis man aflægger et besøg hos en af de mange Green Doctors. Enough said 😉

Når du går ned ad boardwalken, ser du den berømte Muscle Beach, det udendørs gym hvor Arnold Swarzenegger i sin tid blev opdaget. Det er stadig et meget aktivt sted, hvor masser af mennesker tager deres workout under den californiske sol. Det er ikke svært at få øje på Muscle Beach; bare kig efter den enorme håndvægt, som pryder taget af Gold?s Gym.

Strandens skatepark er også til at få øje på. Det knap 1500 m2 store anlæg byder på timevis af underholdning, når smårollingerne suser op og ned ad ramperne fra kl. 9 morgen til solnedgang.

Husk også at holde øje med alle de sjove mennesker; ham fyren der sælger ædelsten (let’s get stoned…), eller ham der jonglerer med en kædesav ? for slet ikke at tale om den pragtfulde, turbanklædte særling, som drøner rundt på rulleskøjter med sin guitar. Der er så meget at se og opleve her, at man nok aldrig bliver helt færdig. Man kan jo også lige slå en sludder af med en af strandens originaler, som for eksempel ham Peter sludrede med. Han var blevet tilbudt 7 millioner dollars for at indspille Careless Whisper, men ventede på at de gik op til 10…

Når man har fået nok af menneskemylderet, er det helt oplagt at snuppe en cykel (dem kan du leje overalt langs stranden) og tulle op mod Santa Monica Pier. Man cykler langs stranden, med palmesus og duften af Stillehavet ? det er helt fortryllende.

 

Tilbage til forsiden

The Happiest Place on Earth

Disneyland, selvfølgelig!

Ved faktisk ikke om jeg er helt 100 % enig dog; et dejligt sted, det er det – men the happiest? Hvad så med IHOP*, måske? Under alle omstændigheder et stykke americana, som det ville være dumt at snyde sig selv for, hvis man er på de kanter!

Disneyland er vidunderligt, og da især hvis man giver sig selv lov til at opleve det gennem naive, uspolerede øjne. Jeg var her med mine unger for 25 år siden, da de var ganske små, og det var sjovt, men det var faktisk mindst ligeså sjovt – og uendeligt meget nemmere! – at gense det i dag. Ikke nogen små rollinger at holde styr på, ingen isindsmurte ansigter at tørre (i hvert fald ikke nogen som jeg var ansvarlig for), og ingen jetlag-forskubbede middagslure at tage hensyn til. Bare fest og ballade under den californiske sol – og masser af herlig fastfood, som absolut intet fornuftigt gør for dig. Mums 😉

Det er aldrig klædeligt at være blasert, arrogant og utålmodig. Aldrig nogensinde. Men i Disneyland er det mere end uklædeligt – det er potentielt ødelæggende for hele din dag. Man har brug for ja-hatten i forbindelse med sådan en oplevelse. Man skal være helt indstillet på at tage det for hvad det er: et fantasiland for glade, barnlige sjæle, tilsat en god portion amerikansk hittepåsomhed og kommercialisme. Men kan man dét, så får man en pragtfuld oplevelse. Også selvom der er seriøst mange mennesker, selv på en helt almindelig mandag formiddag!

Hvor hårdhjertet skal man for eksempel være, for ikke at elske paraderne? Mickey og Pluto? Åh, og dejlige Toon Town, med Minnies fine hus?

Her er sjovt, smukt (på Disney-måden) og myldrende fyldt med minder fra barndommens Anders And blade. Og kald mig bare konservativ, men baghjul til Euro-Disney. Jeg kan nemlig rigtig godt lide, at Minnie Mouse ikke taler fransk 😉


* IHOP = International House Of Pancakes, hvis ikke du skulle have haft fornøjelsen endnu. Uha, det er et lykkeligt sted!

 

Tilbage til forsiden

 

Mine drømmes mål

Californien er et Hiker’s Paradise. Hænger man for eksempel ud i Los Angeles, løber både John Muir Trail og mine drømmes mål, Pacific Crest Trail, lige igennem baghaven. Hvis man er i den situation at ens praktiske formåen er mindre end ens ambitioner, er der heldigvis masser af andre vandremuligheder i området. Mest oplagt er der selvfølgelig Griffith Park med observatoriet og Hollywood-skiltet, eller Runyon Canyon som er berømt for sine Insta-værdige spots.

Men man kan også finde mange andre vandreruter. På den helt geniale hjemmeside, AllTrails, kan man indtaste en by, en park eller et område, og få mangfoldige forslag til ruter af varierende sværhedsgrad og længde. Man kan også indtaste en navngiven rute, hvis nu man har hørt om en eller anden fænomenal tur, og få kørselsvejledninger og ruteoplysninger.

Vi fandt en beskeden lille tur, lige rundt om hjørnet, i Palos Verdes. Palos Verdes er en smuk halvø i Los Angeles-området, med dejlige vandrestier, smukt bakket terræn og fantastiske kig over havet. Turen ad Palos Verdes Drive regnes for en af de skønneste i hele USA, og det er der god grund til!

Allerede på køreturen herud kunne vi se, hvordan havet æder af landet omkring Portuguese Bend. Vejen er mildt sagt ustabil, og der er da også advarsler alle vegne, om at jorden er i konstant bevægelse. Områdets manglende stabilitet har gjort, at 4.5 km2 er blevet udlagt som beskyttet område; et af de største åbne områder langs den californiske kyst. Her er både dramatiske kig ud over stejle klipper, og de fineste små detaljer i den nøjsomme bevoksning.

Vi sammensatte en tur fra Abalone Cove til Portuguese Bend, hvor vi også kom forbi det berømte Wayfarer’s Chapel, et smukt glas-kapel med klart blåt tag. Det var en super dejlig tur; ikke for lang, nem at gå, og utroligt smuk. Vi kombinerede et par af områdets stier, så vi kom til at gå langs kysten, lidt på stranden, og lidt gennem krat og kaktus. Turen førte os fra det ene smukke udsigtspunkt efter det andet, og vi fik også lige en lille påmindelse om, at USA ikke er Danmark. Når vi vandrer i Danmark, er flåterne den største trussel vi møder fra vilde dyr. Her mødte vi en klapperslange… Imponerende, på den der lidt uhyggelige måde – og samtidig meget tilfredsstillende, fordi vi fandt ud af, at den lyder nøjagtig som på film!

Området kan helt klart anbefales, hvis man trænger til en pause fra det høje tempo i LA. Herude står tiden stille, formentlig fordi den er betaget af al skønheden!

Tilbage til forsiden

Los Angeles igen igen

Det er så ubeskriveligt godt at være tilbage – jeg knuselsker Los Angeles, med det milde klima og den tilbagelænede livsstil. Alting er så nemt og ubesværet her, forudsat at man ikke behøver at bevæge sig for meget omkring. Trafikken er en bitch, men det er hvad det er, og alle ved det.

Vi har fundet en dejlig AirBnB i Long Beach, som har den helt afgørende fordel at den ligger så vi kan gå til stranden (okay, vi bor på stranden…) og til Shoreline Village, som er en hyggelig lille kitchet turistfælde med masser af barer og restauranter. Orker vi en lidt større indsats, kan vi gå til Belmont Shore og Naples, som er nogle af mine yndlingskvarterer i Long Beach området.

Naples er yndig. Som i øøøøndig. Den lille ø er gennemskåret af små kanaler, hvor husene læner sig blomstersmykket ud over vandet, og tiden nærmest synes at stå stille. Her er ikke meget andet at lave end at slentre en tur – med mindre man bliver fristet af et helt særligt stykke americana: en gondoltur rundt i kanalerne. Har været i stand til at modstå fristelsen indtil videre.

Belmont Shore er vibrerende og indbydende. Jeg kan dårligt køre igennem området uden at få lyst til at smide bilen fra mig, og slå mig ned. Det er den perfekte blanding af strand og byliv; en totalt afslappet stemning på den der cool LA-måde, med masser af liv. At området så også byder på de lækreste restauranter, gør det jo bare endnu bedre!

En af yndlingsrestauranterne er Domenico’s. Det er efter sigende den ældste restaurant på Belmont Shore, og jeg tipper at en afgørende grund til, at den har holdt sig i live så længe, er deres absurd gode salater. Min nye favorit er en romaine salat med æbler, tranebær, feta, kandiserede valnødder, kylling og blue-cheese dressing. Haps.

Indtil på søndag handler det først og fremmest om ældstesønnens stævne, så vi hænger bare ud og holder lav profil. Med lidt held får jeg sneget en travetur ind i programmet, men ellers står den bare på afslapning (for os) og forberedelser (for ham). Carb-loading og alt det der – og dét er jeg god til 😉

 

Tilbage til forsiden

 

ESTA – gør det rigtigt første gang

grand-canyon-kompromisset0

Lige om lidt skal vi tilbage til Californien. Vi skal være i Long Beach, og jeg glæder mig! Vi er i Long Beach hvert eneste år, når verdensmesterskaberne i Brasiliansk Jiu Jitsu løber af staben, og i år er naturligvis ingen undtagelse.

Denne gang har vi imidlertid besluttet at forlænge turen, så vi får en smule ferie og turisttid derovre, når stævnet er overstået. Vi skal daske rundt i LA, vi skal i Disneyland, og vi skal køre ud gennem Death Valley til Las Vegas, hvor jeg ikke har været i årevis.

Alt det fine, som jeg sådan glæder mig til! 

Når man skal til USA, har man brug for en særlig indrejsetilladelse: ESTA, som står for Electronic System for Travel Authorization, og er nødvendig for os danskere, som kommer ind uden visum. Det er meget simpelt: har du ikke din ESTA i orden, kommer du ikke ind. Når først tilladelsen er i hus, er den gyldig i to år, hvorefter der skal ansøges på ny.

Heldigvis er den nem og ukompliceret at få fat i. Man går online, besvarer en håndfuld (let tåbelige) spørgsmål, og kort tid efter er din tilladelse klar. Det eneste der kan være en smule kringlet, er at der naturligvis er plattenslagere, som prøver at lokke penge fra godtroende turister.

Den side du skal lave din ansøgning på, hedder http://esta.cbp.dhs.gov. Husk .gov til efternavn! Det koster 4 $, hverken mere eller mindre, at få behandlet en ansøgning, og yderligere 10 $, hvis ansøgningen går igennem. Altså 14 $ i alt. Bliver du bedt om mere, har du fat i en af de uofficielle sider, og det er dumt. Har lært det på den hårde måde.

Nogen flyselskaber anbefaler at man printer sin ESTA. Det har jeg aldrig gjort, men jeg har mailet den til mig selv, så den i en snæver vending kunne findes frem på telefonen. Det har jeg dog aldrig haft brug for, men omvendt så spiser den jo ikke noget brød, som den bare ligger dér i mailboksen (sammen med min fødselsattest, min registreringsattest til bilen, mit pas og andre sjove sager).

Nu vil jeg gå ud og  stirre meget intenst på dyngerne af vasketøj, og se om de ikke mirakuløst forvandler sig til stabler af rene, net foldede klæder, parat til at proppe i kufferten. Hvis ikke det hjælper, må jeg nok overgive mig til et par timers manuelt arbejde…

 

Tilbage til forsiden

California Daze

Der er kun ganske få steder, som er herligere end Californien i marts. Masser af velgørende solskin, uden at man udsættes for den nådesløse hede, som så ofte følger lyset. Livet er smukt, tilbagelænet, afslappet og nemt; meget foregår – af indlysende grunde – udendørs, og der er lagt et ‘anti-hektisk’ filter over alt. Alt synes at været badet i pragtfuld feriestemning, og tilsat et skud vitaminer 🙂


Når vi er her i Californien, er det imidlertid ikke på ferie. Vi har det skønt og vidunderligt; vi nyder hvert eneste sekund, men vi er her med et ganske særligt formål, som bestemmer vores dages forløb. Vores ældste søn er professionel atlet, og han skal kæmpe et stort stævne herovre i weekenden. Vi er med som heppekor og vandbærere, og vi er rigtig gode til det.

Dagene op til store stævner er lange og stilfærdige. Vi står sent op, og spiser en langsom morgenmad – to virkelig gode ting i min bog. Senere på dagen tager vi ofte på småture. Ud og gå, kigge på mennesker, og nyde sol og vind. I årenes løb har vi fået os en håndfuld favoritsteder, og Balboa Island er et af dem.


Alt er smukt her, på en vidunderligt quirky måde. Temmelig turistet, men så tidligt på sæsonen er her ikke flere besøgende, end der stadig er rigeligt af både sol, sand og saltvand til os allesammen. Vi spiser gerne en sen frokost, som vi hænger længe over, mens eftermiddagen langsomt glider over i aften.

Aftensmaden laver vi helst hjemme. Vi griller kylling eller fisk, serverer en stak friske grøntsager, og supplerer med voldsom carb-loading (for nogen af os…).

Dagen slutter gerne med en god bog, fjogede YouTube-videoer eller et par afsnit af øjeblikkets yndlings TV-serie, inden vi går til ro. Sådan går tiden typisk, i ro og mag, fra tirsdag til fredag. I weekenden går det så løs, men det er en helt anden, skrækkelig, vidunderlig, nervepirrende, forfærdelig og berusende lykkelig historie.

 

Tilbage til forsiden

La La Land 

Mon der findes et bedre sted at se La La Land end på et fly til Los Angeles? Jeg tror det næppe, og jeg var i hvert fald lykkeligt opslugt i de to timer den varede!

Sikke dog en perle af en film; den mest bedårende blanding af klassisk musical, min ungdoms yndlingsserie Fame, og en evigtgyldig kærlighedshistorie. Jeg elskede historien om de store drømmes skrøbelighed, og om hvor afgørende vores mindste valg kan vise sig at blive. De altid aktuelle dilemmaer omkring Hans og Hendes karriere, og om berømmelse vs kunstnerisk tilfredsstillelse, bliver serveret i den lækrest tænkelig indpakning (og her tænker jeg ikke kun på Gosling & Stone, men også på selve produktionen, kostumerne og dekorationerne), og det er helt umuligt ikke at blive revet med.

Jeg fandt karakteren Sebastian langt mere interessant end Mia. Dels synes jeg han er tegnet mere omhyggeligt, dels har han nogen helt vidunderlige replikker, som for eksempel i en sidebemærkning om festmiljøet i Hollywood:

They worship everything and value nothing.

Min yndlingsscene, bortset fra afslutningen, som er i absolut særklasse, er i starten af filmen. Mia leder efter sin bil på en parkeringsplads, og går derfor og klikker med nøglen, som imidlertid ikke har nogen imponerende rækkevidde.

You?ve got to put the keys to your chin, it turns your head into an antenna. I mean, it gives you cancer, but you find your car faster.

– det er Sebs råd, fulgt af en reflektion over, hvordan hun nok vil leve kortere, men få hvad hun vil have hurtigere, og “således jævner det hele sig.”

Jeg sad med et stort begejstret smil, klukkede af grin, og kæmpede med tårerne; alt sammen lidt på skift – og jeg knuselskede hvert eneste øjeblik!

Jeg havde også en skøn bog med; 100 dage, som er en opfølger til Hambros Allé 7-9-13, men det var ærligt talt lidt svært at koncentrere sig om læsningen, for det var en usædvanligt smuk flyvetur. Især den sidste del, ind over Grand Canyon, var betagende, og nærmest ikke til at løsrive sig fra.

Nu er vi godt indkvarteret i det kæreste lille town-house i Huntington Beach, og vil lige snuppe os sådan en 7-8 timer på øjet, inden vi kaster os ud i den californiske sol!

 

Tilbage til forsiden

Older posts