Rios slumkvarterer – og en vej ud

I Rio de Janeiro hedder slumkvarterne favellaer. Det er barske områder, hvor nød og elendighed er hverdagens vilkår, og hvor perspektiverne for en bedre fremtid kan være svære at få øje på.

ceb5143f-a96f-4d88-bb25-debac6e129ad

Jeg har altid ønsket mig at undersøge favellaerne, men har været lidt sky i forhold til de guidede ture der udbydes, fordi jeg har det lidt dobbelt med ’fattigdomsturisme’, hvor andres elendighed pludselig bliver til hotte feriesnapshots. Men what to do, når man nu er ærligt interesseret i at lære om alle byens aspekter? At Rio er mere end samba og solbagte strande er jo tydeligt for enhver, og jeg har i årevis prøvet at presse ældstesønnen til at tage mig med til en favella, men han har blankt afvist projektet som vanvittigt…

Sidst jeg var dernede, fik jeg så omsider muligheden. Ældstesønnen skulle undervise i favellaen Cantagalo, og han tilbød, at jeg kunne komme med ham derop (Rios favellaer ligger altid oppe. Rart at vide, hvis man er turist, og farer vild i gaderne: lad være med at gå op ad bakke, med mindre du er helt sikker på, at du ved hvad du gør). Og sikke en oplevelse.

Selve favellaen var om muligt værre end jeg havde forestillet mig, men på mange måder også langt bedre. De fysiske forhold deroppe var nærmest umenneskelige, men til gengæld var de menneskelige ressorcer nærmest overmenneskelige.

69d52780-4898-46f3-b1e9-eb8ef1f06d8c

Hvis man skal ændre et samfund, giver det god mening starte med børnene. Der er bare to problemer med børn:

  • de bliver til unge, som danner sig deres egen mening om tingene, og måske endda finder mindre charmerende løsninger på de udfordringer de møder, og
  • børn er ikke uafhængige entiteter, som eksisterer i og af sig selv. Børn kommer fra forældre, de lærer af forældre, og de er på mange måder styret af forældre. Det er for eksempel en indlysende god ide at bygge en god (og gratis!!!) skole i et udsat område, hvis man tror på, at uddannelse er vejen ud af fattigdom – men en skidt ide ikke at få forældrene med på ideen.

753be750-7c91-4ed0-96b0-04305355ee15

I Cantagalo er nogle af de voksne gået sammen om et projekt for børn og unge. De har startet et jiu jitsu-projekt, og det var netop i den forbindelse, ældstesønnen var blevet inviteret. Brasiliansk jiu jitsu (BJJ) er noget for sig: en sportsgren som nok har rødder i den japanske jiu jitsu, men som har udviklet sig til sin helt egen sport. Der er nok ikke mange i Danmark, der nogensinde har hørt om BJJ, men i Brasilien (og efterhånden også i USA) er det en kæmpe ting, både sportsligt og økonomisk. Som dygtig BJJ-kæmper har du en billet ud af fattigdommen, men der er meget mere i projektet end bare dét – uden videre at satse på sportslig succes er jo, alt andet lige, lidt af en lodseddel. Cantagalo-projektet handler først og fremmest om at give børnene noget at være sammen om, og når man dertil lægger et mål eller en drøm, er det virkelig noget der rykker.

ba550798-4c05-41d1-b620-c289e9a12e6783ca29c2-b576-4600-8189-e2700fd3780d57899b2d-c117-47da-ae71-f9cf4e505b27

Det er ikke nemt, det med at vælge at lægge sin tid, sine penge og sine kræfter i at arbejde for andre, og det bliver givetvis ikke nemmere, når man har umådelig lidt at give af. – men ikke desto mindre bliver det gjort, og jeg er så dybt imponeret af de menneskelige ressourcer i Cantagalo.

For det er et fattigt område. Elendigheden skriger dig ind i ansigtet, når du går igennem bydelen, og jeg var overvældet og tynget af dårlig samvittighed over at have så meget, når andre har så lidt. Det de til gengæld har, er så kostbart, at der ikke findes ord for det. De har fællesskab, og de har en dyb viden om, at man skal dele. Efter træningen var der fest den dag vi var der, og alle børnene fik hver et glas cola – og de mindste, som ikke selv havde stået i kø, fik halvdelen af de stores, helt naturligt.

6be2685c-520d-4ddd-b615-d8a4c51f9fa7

Jeg tænker at denne helt grundlæggende gavmildhed er en bærende del af projektet. Ifølge ældstesønnen er det nemlig ikke kun favellaens børn der er uendeligt generøse – de voksne, selv dem som har lagt favellaen bag sig, har også en helt grundlæggende forståelse for, at man hver især står stærkere, når man står solidarisk sammen.

Bare for at sikre mig mod misforståelser vil jeg meget gerne understrege, at jeg ikke tænker, at det stærke fællesskab er min fribillet til god samvittighed. Jeg er imponeret af fællesskabet, men ved også godt, at det ikke er nok. Jeg ved godt, at man ikke kan spise fællesskab, og at romantisering af fattigdom måske er en af de største farer vi, som velstillede turister, udsætter den sociale udvikling for. Bare lige så dét er på plads.

Vi gav en gave, da vi var på besøg, men jeg tænker at sådan et projekt styrkes allerbedst gennem et kontinuerligt bidrag. Udgifter er der nemlig nok af, også selvom alle arbejder ulønnet – og jeg vil så gerne have, at projektet stadig er i live når de små bliver store! Derfor prøver jeg også at finde ud af, hvordan jeg kan organisere en indsamling, som kunne give projektet en fast årlig støtte.

e62c4552-6aae-4106-bf38-5cfd281a2b78

5f84a951-d614-4cb0-a426-29fbd7f2f3ba

Cantagalo betyder ’Den Galende Hane’, og smuk er grafittien her – men bemærk udtrykket i hanens øjne…

 

PS: Med fare for (igen) at romantisere fattigdommen i Rios favellaer, så vil jeg gerne lige dele en dejlig oplevelse med jer:

e77fe15e-6016-46b2-8267-76fde1e53020

Børn i fri leg. Altså børn der virkelig leger sammen. Tagfat og gemmeleg, helt uden elektronik eller voksen indblanding, helt som i gamle dage. Bare med den forskel, at i mine ’gamle dage’ foregik det i villavejenes haver, mens det her er rundt i halvt sammenstyrtede bygninger.

 

Rio de Janeiro – kontrasternes by

I morgen tidlig – meget tidligt – tager jeg tilbage til Rio. Vi skal holde nytår med ældstesønnen og hans familie, og i øvrigt sørge for at suge masser af solskin og fest til os, inden vi om et par uger atter vender næserne hjemad. I anledning af rejsen har jeg valgt at genudgive et af mine gamle indlæg om byen der har vundet mit hjerte.

Tag med på smuttur til Rio de Janeiro, kontrasternes by – og tjek eventuelt mine guides til Rio; byens strande, oplevelser og shopping.

Rio de Janeiro er en fantastisk by. Det er på alle måder en overvældende by, som jeg ikke rigtig kan forestille mig, at jeg nogensinde bliver færdig med. Den er så sammensat: grøn og tiloset, travl og tilbagelænet, glad og skræmmende – og vanvittigt smuk, ikke mindst fra luften, som her, lige over Galeao lufthavnen kl. 5 om morgenen. Byen er, i en grad som jeg aldrig har oplevet det andre steder, fuld af kontraster, der på en eller anden besynderlig måde synes at smelte sammen til den pulserende enhed der er Rio.

Byen er overordnet opdelt i 4 distrikter: Centro, Zona Sul, Zona Norte og Zona Oeste, men indenfor disse er der en lang række bydele (bairros), hver med deres særpræg – og selv indenfor hver enkelt af disse, finder man de mest utrolige kontraster. De fleste har formentlig hørt om Copacabana og Ipanema, bairros som er bedst kendt for deres strande, men de er altså bare to ud af ialt 160 officielle bydele i Rio.

Noget andet alle nok har hørt om, er favelaerne. De præsenteres ofte som  forarmede slumområder, hvor bandekriminalitet, vold og misbrug stortrives, og det er helt sikkert også en del af sandheden – men bare i Rio er der altså omkring 1,5 million mennesker (svarende til 24 % af befolkningen) der lever i de 1000 favelaer, og de er ikke allesammen narkobaroner. Mange er helt almindelige mennesker, som lever i favelaen af nød, af tradition, eller simpelthen fordi det er der, de foretrækker at leve. En undersøgelse fra 2013 viser, at 85 % af favelaens indbyggere kan lide det sted de bor, 80 % er stolte af det, og hele 70 % ville blive boende, selv hvis deres indkomst blev fordoblet. I 2014 fortalte 94 % af favelaens indbyggere at de er glade! Et andet overraskende fact er, at folk i favelaen faktisk er bedre teknisk forbundet end dem der lever udenfor – allerede i 2012 havde 90 % af indbyggerene under 30 år adgang til internettet.

Tilbage i 1988 blev det officielt besluttet, at alle brasilianere havde ret til et sted at bo. Desværre er 77.206 mennesker blevet nægtet denne ret siden 2009, hvor man begyndte at forberede OL. En del af disse forberedelser bestod i at man tvangsfjernede folk fra favelaen, formentlig i et forsøg på at polere overfladen. Tilbage i 2008 startede man den største investering nogensinde i Rios favelaer, da man etablerede passiviserende eller fredsskabende politienheder (UPP’er); enheder som med en tydelig fysisk tilstedeværelse i favelaerne skal standse narkotika- og våbenhandel, og gøre gaderne tryggere for indbyggerne. Desværre er der eksempler på, at disse UPP’er er kommet til at repræsentere et barsk regime med tvungen besættelse og tortur, især i de favelaer der er blevet passiviseret i de seneste år.

Jeg bor hos min søn og svigerdatter, og faktisk er deres hverdag et fint eksempel på Rios kontraster. De bor i et toptunet lejlighedskompleks i Recreio dos Bandeirantes – og hver dag kører min søn til Meier, hvor han træner i den hvide bygning nedenfor, mens min svigerdatter og jeg er lykkeligt optaget hjemme 😊

Selv en kort tur rundt i byen viser ret hurtigt, hvor forskellige forhold Rios beboere, også kaldet Cariocas, lever under. Da jeg tog billederne til dette indlæg, bevægede jeg mig rundt i en cirkel med en radius på bare én kilometer. Man ser tydeligt forskellene, omend jeg ikke har ramt nogen af ekstremerne – der findes både virkelig ekstrem fattigdom og ekstrem overflod.

Trafikken i Rio er et kapitel helt for sig selv. For en hare som mig, der altid klamrer mig til rattet med hænderne i korrekt ’10 i 2′ kørestilling, og knap kan navigere gennem Slagslundes gader (arh okay, det plejer at gå meget godt), er det en rædselsvækkende oplevelse at køre bil i Rio, og jeg forstår så udmærket dem der søger alternative transportmidler. Jeg gider godt en über cool cykel, men den hestetrukne kærre er måske lige i overkanten. Omvendt kan man vel ligeså godt gå all in?

Denne gang skal jeg være hernede i 2 uger, og jeg håber endnu engang at opdage nye hjørner af byen, som bliver ved med at overraske mig!

Skønne Århus

Da vores drenge var små, arbejdede Peter en del i Århus. Så ofte det kunne lade sig gøre, tog ungerne og jeg med, så vi kunne tulle rundt og hygge os i byen, mens han gjorde det, han nu skulle gøre. Vi boede altid på Royal Hotel nede ved Domkirken, og det sted står stadig i en helt særlig stråleglans for mig. Langsomme morgner (med en gigantisk morgenbuffet!), hygge og højtlæsning på værelset, og lange slentreture gennem byen.

Derfor bookede vi en tur ned ad Mindernes Sti, dog minus børn. Ham min elskede og jeg forærede simpelthen os selv et par dage i Danmarks hyggeligste by, med overnatning på byens hyggeligste hotel. Aldrig er Århus dejligere, end når byen trækker i juletøjet – der er lys og pynt alle vegne, vinduerne stråler, og fra hvert eneste gadehjørne udsendes lokkende dufte.

Vi kom alle mine gamle favoritter igennem: Latinerkvarteret, Strøget, og naturligvis Den Gamle By.

24a40f72-e9dc-4e99-ac48-687f84c5a0df

Latinerkvarteret byder på noget af Danmarks bedste shopping, præsenteret med skønne gamle huse, skæve tage og toppede brosten. Her ligger Isabel Marant opad Marc Jacobs, og min all-time favorit, FF2, pryder værket. Jeg kan kun anbefale at man sætter god tid af, for udover de vanvittigt lækre butikker mylder området også med herlige cafeer og restauranter.

c4aa59af-9834-4ad3-814a-31d8238fffd9

Strøget ligner for så vidt alle andre strøg; hyggeligtt nok, specielt i juleklæder, og med alle de gode gamle kendinge – herovre tilsat århusianske smil.

ca109a7c-2323-49eb-9807-cb0666bd627e

192cc01e-65b1-48f4-b8c6-f0a2b7a5bc71

Nede ved åen kan man puste ud imellem omgangene. Vandingshullerne ligger side om side, og her er dejligt både sommer og vinter.

55bbf3d6-cbd7-4ffa-a9a4-e3fc52ff6ced

7854ac35-28b1-47f9-9a17-5806b44e510c

043c6969-0eee-41ac-a460-a5df51db930c

de007bcd-b453-4538-82e5-a675de955b31

d343ed46-61ae-4c8f-ba42-e9ea89fb21bc

a2f4da2e-5471-415d-9403-00153f919299

954cabdb-4fea-477b-aec0-a84e2451abf0

Vi brugte lang tid i Den Gamle By. Alt var noget så fint, og vi svømmede helt hen i nostalgisk begejstring over kassettebåndoptagere og små juletræer i vinduerne ligesom hos min oldemor. Tænk engang at min barndom er på museum…

Frokosten bestod af hindbærsnitter (de gode tykke, med lyserød glasur) og brunkager. Det har denne sukkergris kke noget skidt at sige om.

c76cb3cf-25aa-4bbc-a4b6-f8d902af2aec

Om aftenen spiste vi på Den Rustikke – en sjov, lille restaurant, som helt fortjent er udnævnt til en af byens bedste. Man sidder tæt, der er en øredøvende larm – men nøj, hvor man spiser godt!

b67f75a7-3397-4dbf-8e7e-deb650bd85e1

Besøget blev toppet af med en tur på ARoS, hvor vi aldrig har været før. Meget imponerende, både bygningen, udstillingerne og den Insta-værdige regnbue på toppen. Afgjort et besøg værd!

f24dccec-6c61-4a49-a233-9f39cff477db

Det viste sig at være en vanvittigt god ide at tage et par dage ud af en travl decemberkalender, og dedikere dem til udsøgt nydelse af den langsomme slags. Vi har i hvert fald  tanket godt op på den gode stemning, og er helt klar til at baske videre i julen 🙂

Kystruten på Mors

Vi er lige kommet tilbage fra sæsonens sidste lange vandretur. Det har jeg vist hævdet før, men denne gang er det den sidste indtil det igen bliver lidt varmere! Sidst vi var på Mors, opdagede vi at der gik en vandrerute rundt langs kysten, og den måtte naturligvis udforskes. Derfor startede vi ud fra vores lille sommerhus, og så blev vi egentlig bare ved med at gå til højre, indtil vi endte oppe i smukke Dragstrup Vig.

img_6126

img_6180

img_6143

Morsø Turistkontor har en bog over den officielle rute, som følger stier, småveje og stranden hele øen rundt. Det er ikke verdens bedste eller mest informative bog, men hvis man godt kan lide at have et fysisk kort med på sine ture, er den udmærket. Den har opdelt i turen i ti etaper, som siges at være nogenlunde lige lange. Ud fra de oplysninger valgte jeg at antage, at hver enkelt etape nok var omkring 15 km, al den stund at den samlede rute er 150 km.

Så korte etaper fik mig til at tænke, at vi mindst kunne gå to plus lidt ekstra om dagen, så det blev turen tilrettelagt efter, med en stille stemme i baghovedet der insisterede på, at det skulle jeg nok komme til at fortryde. Omvendt så har erfaringen jo lært mig, at der ikke er så meget andet at lave ude i den vilde natur, så jeg tænkte, at vi ligeså godt kunne gå så længe det var lyst. Alt er muligt, især hvis man husker fornuftige snack packs – chokolade og Panodiler kan man gå vældig langt på!

img_6111

img_6176Smukt var det, også – eller måske især – når det barske Limfjordsklima viste tænder. Det er en lille forblæst sag, denne her ø, og da især i den flade, sydlige del, hvor vi vandrer. Vi kom ikke hele øen rundt i denne omgang, fordi vi kun havde to dage til vores rådighed. Selvom vi fra tid til anden er endt med at vandre over evne (fordi vi bare kan gå meget længere hjemme i sofaen end ude på stierne), så var jeg helt fra begyndelsen godt klar over, at 75 km nok var lige i overkanten for vores dagsmarcher. Vi er jo ikke helt nye længere, og har faktisk talt om, at sidste gang der ikke var mindst én af os, der havde ondt ét eller andet sted, formentlig var engang i ’73.

Der er ikke mindre end 17 shelters rundt omkring på øen, og et sandt mylder af små kroer, hoteller og Bed & Breakfasts, så det er ikke svært at finde overnatning. Vi valgte at overnatte i shelter i Dragstrup Vig, efter godt og vel 40 km, fordi vejret jo lovede at være pragtfuldt, og så er overnatning i det fri bare skønt.

Vi er blevet ret skrappe til det der med bål og hygge – sådan lidt bush-crafteragtige. Lidt. Hyggeligt var det i hvert fald, også selvom vi først fandt frem til sheltret efter mørkets frembrud. Det sidste stykke af turen foregik i vores pandelampers blide skær, men heldigvis lykkedes det os at finde frem.

img_6173

img_6167

img_6177

Først næste morgen gik det op for os, præcis hvor smukt et sted vi havde sovet. Dragstrup Vig er helt igennem bedårende, og sheltret ligger noget så fint; lidt tilbagetrukket fra stranden, i en lille lysning mellem masser af træer, som oven i købet havde været så venlige at iføre sig efterårspragt.

img_6137

img_6178

img_6116

img_6174Kystruten på Mors er en nem vandrerute. Den er godt afmærket, og fordi øen er så velforsynet med overnatningsmuligheder, kan man tage den i lige præcis det tempo, der passer én bedst. Landskabet er bjergtagende, og terrænet er let at gå i – og det er jo aldrig en dårlig kombination til en vandretur. En god bid af ruten går langs stranden, og det er smukt, men også noget der tærer på kræfterne. Derfor valgte vi ind imellem at tage de alternative ruter oppe på småvejene, og det var slet ikke nogen dum beslutning. Smuk er øen overalt, og vejene er så let trafikerede, at vi kun mødte ganske få biler.

Én ting der virkelig adskiller denne rute fra de andre vi har gået, er morsingboernes imødekommenhed. Alle vi har mødt (og indrømmet, det er ikke mange, men alligevel…) har taget imod os med en nysgerrig venlighed, som har taget mig med storm. Folk har simpelthen råbt os an, når vi er kommet gående, og er kommet over for at sludre. Når de så har opdaget, at ham min elskede er en Trans, har de sendt venlige hilsner med til resten af familien – for heroppe kender alle åbenbart hinanden.

Det er noget ganske særligt at være morsingbo. En velbegrundet stolthed kommer ind med modermælken, og folk udefra (københavnere, hvis man indrømmer at stamme fra et sted øst for Vejle) betragtes med lige dele medfølelse og venlighed. De har jo ikke morsingboens stoiske robusthed, og kan ikke glæde sig over øens allestedsnærværende skønhed hver evig eneste dag, men må nøjes med at suge til sig, når gunstige omstændigheder tillader et alt for kort besøg.

Jydernes landskab kløves af fjorden,
hvor Oddesund forbindes med Thy,
og der hvor vejen drejer mod norden,
dukker du frem bag en rosenrød sky.
Skønneste Mors, grønneste ø,
smukt blev du formet med å og med sø,
agerbrugsland, skove og strand
kransen af Limfjordsvand.

Foråret fylder luften med toner,
viben er først for den viser vej,
og i hvert krat man ser anemoner,
folde sig ud som en hyldest til dig.
Skønneste Mors…

Duften af muld, af tang og af tjære,
det giver travlhed og energi,
landmand og fisker mærker det gære,
arbejdet kalder på dem i det fri.
Skønneste Mors…

Bølgerne klukker sagte mod stranden,
nu er der sommer endnu engang,
voksne og børn nyder hinanden,
luften vibrerer af latter og sang.
Skønneste Mors…

Men snart vi hører afskedens toner,
varsler at sommeren går på hæld,
der drysses guld i træernes kroner,
mørket det længes hver eneste kvæld.
Skønneste Mors…

Vildgæs på træk i snorlige kiler,
dæmpede lyde, knitrende sne,
barsk er vor ø, mens sommeren hviler,
indtil vi atter får solen at se.
Skønneste Mors…

Vi kom langtfra hele vejen rundt denne gang, men det er lige præcis som det skal være. Vi har fået sat et værdigt punktum for vores første vandresæson, og jeg glæder mig til at tage hele turen næste forår!

img_6179

img_6168

Varenna – Comosøens ikke helt så kendte perle

Det er dejligt at være hjemme – men en lillebitte smule savner jeg nu alligevel min skønne, italienske perle. I får lige en håndfuld billeder fra en af yndlingsbyerne; smukke Varenna, som bare er noget helt særligt.

De fleste har hørt om Como og Bellagio, men der er et par byer mere omkring Comosøen, som virkelig er et besøg (eller flere) værd. En af dem er Menaggio, en anden er Varenna. Varenna ligger helt centralt i søen, overfor Bellagio og Menaggio; der hvor søens ‘ben’ samles. Den nås nemmest fra vandet, og heldigvis sejler søens færger den vej forbi.

img_2508

Byen er vidundersmuk, med små, stejle gader, og huse der nærmest klamrer sig til bjergsiderne. Den udstråler en ro, som gør at man straks føler sig hensat til en anden verden; en verden uden stress og bekymringer, hvor ens største opgave er at beslutte hvilken slags is, man vil have i sit bæger. Her får man nemlig den bedste is overhovedet – i det lillebitte ishus nede på strandpromenaden, hvor man endda kan sidde ude på trappen og dovent kigge ud over søen, mens man mæsker sig. Ikke så ilde.

img_2491

img_2330

img_2492

Det er ikke her, man skal lede efter det hektiske natteliv. Her er det La Dolce Vita der gælder, tilbagelænet livsnyderi i laveste gear. Om onsdagen er der marked i den nye bydel, og ellers handler det mest om at slentre rundt i de smalle gyder, slappe af på en af de mange restauranter, eller tage en dukkert i søen.

Det er heller ikke her, man skal lede efter de store, vigtige seværdigheder. Der er så lidt at se, at man faktisk når at se en masse… I Varenna er der intet der trænger sig på, men meget der, fuldkommen fordringsløst, byder sig til. Man behøver bare at åbne hånden og tage imod.

img_2490

img_2489

img_2507

I den nye bydel, der hvor færgerne lægger til, finder man enkelte restauranter og byens Lido; deres strandpark, med servering og service. Følger man den lille røde stensti (The Red Brick Road?), kommer man over i den gamle by. Her er der masser af småbutikker, cafeer og restauranter, det famøse ishus, og såmænd også et par små strande. Længere oppe ligger byens torv, med søens ældste kirke, og det stille liv.

Giv Varenna en chance, hvis du befinder dig i området. Den gør ikke megen stads af sig, men det behøver den heller ikke. Den er så pragtfuld i sig selv, at den roligt kan ligge hen, og bare vente på, at du opdager den.

Mini guide til Cinque Terre, del II

Første del af min guide til Cinque Terre handlede om byerne Riomaggiore og Corniglia – nu er turen kommet til Monterosso del Mare, Vernazza, og min yndling: Manarola.

img_3187

Efter et par vidunderlige ture i området mellem Riomaggiore og Manarola, startede vi nemlig dag to i Cinque Terre med at tage toget helt ind i bunden, ind til Monterosso del Mare. Det er den største af de fem byer, og også den ældste. Den er opdelt i en gammel og en ny bydel. Den gamle bydel er, måske ikke så overraskende, bedårende smuk, men den nye bydel får faktisk også en del opmærksomhed, idet den huser Cinque Terres største strand. Nu var det jo ikke primært strandene vi kom for. Vi kom med vandresko og rygsæk – dog minus Tryllebør – så vi begav os ret hurtigt afsted ad områdets mest berømte vandrerute; rute #2, kyststien.

img_3175

img_3404

img_3201

img_3405

img_3220

Den første by vi mødte på vores smukke tur, var Vernassa. Nogen hævder at det er den skønneste af alle Cinque Terres småbyer. Det er i hvert fald den mest proppede – men den er også helt ubeskriveligt malerisk – og et godt sted til en frokost! Hernede er man sådan set aldrig særlig langt fra et godt sted til en frokost, og det største problem er som regel at vælge. Det er dog værd at huske på, at i Italien ankommer du til en restaurant mellem kl. 12 og 13.30 (nogen gange kan du strække den til kl. 14, men det er så også grænsen), og ellers spiser du ikke.

Vernazza var den af byerne, som blev mest beskadiget under mudderskredet i 2011, men efterhånden er den ved at være tilbage i sin gamle, smukke skikkelse. Belforte-tårnet er byens stolteste kendingsmærke, og kan ses på nærmest alle billeder fra byen. Jo også tosset ikke at tage det med, for herligt er det!

img_3204

img_3421

img_3232

Fra Vernazza fortsætter kyststien videre til Corniglia, og det er virkelig en pragtfuld strækning. De mest utrolige udsigter lurer om hvert eneste hjørne, og det smukke holder bare aldrig op. Det gør stigningerne så heller ikke, så jeg fik rig lejlighed til at arbejde med min modvilje mod dem 😉

Man møder mange mennesker på kyststien. Rigtig mange. Og en del af dem har tydeligvis ikke begreb om, hvad det er de har begivet sig ud i. De har formentlig bare hørt, at turen fra Vernazza til Corniglia er vanvittigt smuk, og kun tager 1 1/2 time. Med de oplysninger kan man jo godt forstå, at de kommer ud på stien lidt sent på eftermiddagen, med nyglattet hår, smukke kjoler, små fine sandaler og lækre stråtasker på den sydeuropæiske måde. De har tydeligvis tænkt, at det kunne være hyggeligt med en lille tur til den næste by for at spise middag. Det er da også en fremragende ide. Forudsat altså, at man er klædt på til, og indstillet på, bjergvandring. Jeg tænker, at en del af disse bedårende unge kvinder endte med at spise middag alene, efter at have kastet deres dumme mænd og alle deres skøre ideer ud over en skrænt – sådan lød det i hvert fald på deres samtaler undervejs 😉

Helt generelt synes jeg faktisk, det kan være ret svært at gennemskue præcis hvor udfordrende en given vandrerute er – og det gælder ikke kun i Cinque Terre. Når ruter beskrives som ‘nemme’, relaterer beskrivelsen sig som regel til det rent tekniske: er der vanskeligt fremkommelige passager, er ruten fornuftigt afmærket, og skal du bruge kompas og/eller klatreudstyr for at komme igennem den. Det bedste man kan gøre, er selvfølgelig at kigge på et detaljeret kort, så man kan vurdere hvor mange højdemeter man skal passere, og hvordan de er fordelt over ruten. Det næstbedste er at sammenholde rutens kilometertal med den angivne tid, der kræves for at gennemføre den. Hvis du ender med en gennemsnitshastighed omkring 3 km i timen, kan du roligt regne med, at den indbærer stejle stigninger, for de der tidsangivelser er ikke for gamle folk og småbørn!

img_3422

img_3307

img_3409

img_3419

Vi boede som nævnt i Manaroloa. Det er en betagende lille by, og så har den en meget vigtig feature: Den har en pragtfuld fiskerestaurant nede ved kajen, hvor ham min elskede har indstiftet en tradition med at bestille en flaske iskold hvidvin og to glas, hvorefter han festligt sidder og siger “Cin Cin” til sig selv, mens han drikker sig mod til at springe ud fra den høje klippe. Jamen, så sjovt, da…

img_3262

img_3417

img_3289

img_3416

På vores sidste aften i Cinque Terre gik vi op til Nessun dorma (ja ja, man kan selvfølgelig sin Puccini hernede), som er en skøn restaurant på klipperne lige ovenfor Manarolas kaj. Her er så smukt, at man næsten ikke har tid til at spise – og det er en skam, for maden er typisk italiensk: enkel og toplækker, med udsøgte råvarer, og tilberedt med den største omhu. Nessun dorma kan slet ikke anbefales nok, hvis man er på disse kanter, og den tid man bruger på at stå i kø for at komme ind, er godt brugt.

Honestly all type of works are stressful and hard, even if you have the best sea-view of the world. The only way to keep nice and easy your work is the smile and the passion.

Sådan står der på restauranten – og præcis sådan opleves stemningen, når man sidder en skøn aftenstund og kigger ud på solnedgangen over byen, klipperne og havet, mens man lader sig forkæle med alskens delikatesser. Nice and easy – og smile and passion. Super cool sted, som er afslappet og tilbagelænet på den helt fede måde.

img_3261

Cinque Terre er noget helt særligt. Cinque Terre er nærmest overjordisk smuk, vild, betagende, og evigt omskiftelig. Cinque Terre skal opleves – mere end én gang.

Mini guide til Cinque Terre, del I

Normalt er jeg et godt og omgængeligt menneske, som nærmest altid kan finde en ja-hat at udsmykke mig med, og som er rar ved andre – men som alle andre store karakterer har jeg naturligvis også mit kryptonit. Jeg tåler ikke alkohol *, og er virkelig dårlig til at gå opad. Placer mig på en overflade med mere end 20 % stigning, og forvent at jeg bevæger mig op ved egen hjælp, så skal du bare se løjer… Jeg har egentlig altid godt vidst det, men på vores nylige vandretur i Cinque Terre blev det da for alvor fastslået: Jeg tåler ikke stejle stigninger. Jeg bliver sur. Som en citron. Heldigvis bliver jeg hurtigt god igen 🙂

img_3060

Hver sommer plejer vi at tage et par dage til Cinque Terre; en bedårende lille nationalpark nede ved Middelhavet. Områdets største attraktion er de fem små, farverige byer, som klynger sig stædigt til den forrevne klippekyst. Specielt Manarola har vundet vores hjerter, og det er ofte der, vi vælger at bo, selvom det selvfølgelig ikke er særlig pænt gjort (eller specielt nemt, for den sags skyld!) at udvælge sig favoritter på den måde.

I Cinque Terre finder man ikke noget hektisk natteliv, men til gengæld masser af små, fine strande, de smukkeste byer, der breder sig i de skønneste farver på en helt betagende kystlinje – og hundredevis af vandrestier, som vi skal udforske i år.

img_3328

img_3065

Det kan være rigtig vanskeligt at have bil med i Cinque Terre. Vejene er små, bugtede, og af og til decideret farlige at køre på, som vi for eksempel måtte sande i 2012, hvor vi besøgte parken efter et voldsomt mudderskred i vinteren 2011. Visse steder bestod vejen kun af et frithængende, hærget asfaltlag, som klamrede sig til klippesiderne… ikke nogen fest at køre på.

Faktisk er det en langt bedre ide at efterlade bilen i La Spezia og tage toget ind i nationalparken, hvilket da også er, hvad vi har gjort i år. Der er alligevel ikke meget at bruge en bil til, når først man er inde i området, for den må ikke komme med ind i byerne, og de omgivende parkeringspladser fyldes op hurtigere end man kan nå at sige “frokost”.

img_3086

Hvis man vil vandre i nationalparken, kan det klart anbefales at man investerer i et detaljeret kort over området, og at man hele tiden holder sig orienteret om hver enkelt rutes aktuelle tilstand. Kort kan købes i alle parkens Centri di Accoglienza (velkomstcentre), som findes i alle de fem byer, og på togstationen i La Spezia. Det er i øvrigt også her, man kan købe adgangskort til nationalparkens vandreruter, og partoutkort til toget og shuttlebusserne; noget jeg helt klart vil anbefale frem for at man skal stå i kø hver eneste gang for at købe billetter. Nationalparken er nemlig meget besøgt, og nede i byerne er der temmelig mange mennesker.

Vi startede med at tage toget ind til Riomaggiore, den første af de fem byer, man møder på sin vej ind i Cinque Terre fra La Spezia. Byen er bedårende. Selvfølgelig er den bedårende, ellers fik den formentlig slet ikke lov at ligge i Cinque Terre, hvor alt er smukt. Jeg blev faktisk ind imellem lidt bekymret for, om de høje æstetiske standarder også omfattede personer på besøg, i hvilket tilfælde jeg hurtigt kunne have fået et problem i mit svedige (og ikke svedige på den fede måde!!) hiker-gear. Det lader heldigvis til, at det først og fremmest er bygninger, der absolut skal være iøjnefaldende smukke for at få lov at være her.

img_3089

img_3330

Riomaggiore er opdelt i tre bittesmå dele: den gamle bydel, togstationen, og kajen, hvor der også er en lille strand. Fra togstationen udgår Via Dell’Amore (Kærlighedsstien), som uden tvivl er den mest berømte – og besøgte! – af alle de mange hundrede kilometer vandrestier i området. Det er den korteste og nemmeste sti at vandre: 900 meter er der til Manarola, og man kan snildt komme igennem på 15 minutter. Det er der nu ingen grund til, for det er meget sjovere at give sig god tid til at nyde den smukke udsigt undervejs, og måske snige sig til et kys eller to…

img_3329

img_3073

Desværre er Via Dell’Amore lukket for tiden (åbner formentlig ikke før foråret 2019), så den måtte vi nøjes med at mindes. I stedet satte vi ud på The Riomaggiore Ring, en 3 km lang sti som leder rundt langs kysten, op til Montenero Sanctuary, og tilbage til Riomaggiore. Turen er sammensat af to ruter: #3 og #3a, og det kan klart anbefales at tage den rundt i retning mod uret. Så starter den nemlig noget så festligt, med 1 hel kilometer fuld af høje, stejle trappetrin… og jeg mener det faktisk alvorligt, for de trin kan ikke være nogen fest at bevæge sig ned ad!

Efter en lækker frokost i Riomaggiore ville vi jo allerhelst have fortsat til fods mod Manarola, men det er ikke kun Via dell’Amore der er lukket i år – den alternative sti #531, der ellers forbinder de to byer lidt højere oppe fra kysten, er også spærret. Note til Cinque Terre-vandrere: Det er altid en god ide at tjekke de forskellige vandrerutes aktuelle tilstand på https://www.incinqueterre.com/en/trails-advice. Siden opdateres konstant, og viser hvilke af stierne, der er lukket.

Hvis man vil gå mellem Riomaggiore og Manarola for tiden, må man ud på en temmelig lang bjergtur, og det var nogen af os ganske enkelt ikke indstillet på (se indledningen). Derfor hoppede vi på toget, og kørte til Corniglia i stedet.

img_3325

img_3331

Corniglia er virkelig en perle. Den udmærker sig ved at være den mindste af byerne herinde, og samtidig den højest beliggende. Som den eneste af de ‘Fem Lande’ ligger den ikke helt ude ved havet, men oppe på en klippetop. Det gør den vanskelig at nå, men giver samtidig de mest bjergtagende udsyn, så den må man ikke snyde sig selv for. Ekstra bonus: den lidt afsides beliggenhed gør at den er langt mindre proppet end de øvrige fire byer! Hvis ikke man orker at traske op ad bjerget, kan man altid hoppe på en shuttlebus, som holder lige udenfor stationen.

img_3326

img_3332

img_3126

img_3336

img_3139

img_3334

Festligt nok, så er kystruten mellem Corniglia og Manarola også lukket i år, men heldigvis går der en fin rute lidt oppe i bjergene, som jeg slet ikke kan anbefale nok. Man tager rute #587 inde fra Corniglia, og følger den indtil man møder #586,  som leder til Volastra. Volastra er en lille landsby, hvorfra man følger rute #506 som går rundt langs bjergsiden i udkanten af de velpassede vinmarker, med den mest fantastiske udsigt over havet, bjergene, de terrasseopbyggede vinmarker, og byerne Manarola og Corniglia.

img_3337

img_3156

Vi stoppede for natten i Manarola. Vi boede på Hotel Ca’ d’Andrean, hvor vi har boet før, og det var ligeså fint denne gang som sidst. Skønt var det at komme ud af det støvede og beskidte vandretøj, få et bad, og trække i en frisk t-shirt, inden vi begav os ud i byen. Ultimativ hiker-luksus: rent tøj! – og på denne tur kunne det lade sig gøre, fordi vi hverken skulle slæbe overnatnings- eller madlavningsgear. Slet ikke så ilde endda.

Fortsættelse følger: del II

img_3335

* Giv mig mere end tre farvestålende drinks (gerne med paraplyer!), og jeg forvandler mig til en savlende, højtråbende bodega-Torben, som sidder sådan lidt dum-lummert og grynter ting som “Træk i min finger” og “Det sagde hun også i går” – voldsomt morsomt… For mig selv, forstås. Indtil næste morgen, hvor jeg endnu en gang må sande, at jeg ikke tåler alkohol.

Castelletto d’Orba

Jeg bliver nemt sur. I hvert fald hvis yngstesønnen og hans vidunderlige familie flyver hele vejen fra Danmark for at besøge os, og det så sætter i med flerdagesregn. Bare ikke ok.

Én eller anden dag skal jeg nok få lært hvordan man ændrer på vejret, men indtil da kan jeg ikke rigtig gøre andet end at flytte mig fra det – så det gør jeg, med stor ihærdighed *

Denne gang har jeg flyttet mig til Castelletto d’Orba, en ganske lille by omtrent midtvejs mellem Milano og Genova. Her lovede Il Meteo nemlig godt vejr, så hér ville jeg være. Vi er rykket ind på Villa Carolina Resort, som blandt andet udmærker sig ved at være placeret ganske tæt på et pragtfuldt vandland – og når man er så heldig at have en fireårig med sig, er det dén slags der tæller!

img_2860

img_2811

img_2861

Vandlandet, Parco Aquatico Lavagello, er virkelig fint. Ikke gigantisk, men bestemt nok til nogle dages leg og hygge – her er rutchebaner i alle tænkelige størrelser, en lazy river, og masser af whirl pools og forskelligt vandlegetøj til de små. Tilsæt en udmærket frokostrestaurant / snackbar, med is, frugt, salater og diverse lune småretter, og du har en glimrende opskrift på et par skønne feriedage. Det er oven i købet et meget italiensk vandland (jeg tror vi er de eneste udlændinge her), hvilket vil sige at der er ganske få regler, og en udstrakt tålmodighed med de små.

Villa Caroline Resort, hvor vi boede, er et virkelig godt valg, hvis man gerne vil holde en rolig ferie i Italien, uden at betale de temmelig hampre priser helt nede ved havet.

img_2795

img_2862

img_2821

Hotellet er et sjovt eksempel på, at det ind imellem kan være svært at se en direkte sammenhæng mellem pris og kvalitet. Både service, faciliteter og mad er langt over, hvad man normalt kan forvente i denne prisramme (ca. 800 kr/nat for to personer, inkl morgenmad, gratis parkering og internet). Der er nærmest ingen ende på, hvad personalet vil gøre for at deres gæster skal føle sig godt tilpas. For eksempel kom vi hjem med en lille sulten pige to timer før restauranten åbnede, og straks blev der fyret op under gryderne, så hun lige kunne få lidt i maven! Restauranten var i øvrigt værd at vente på – vi fik sjældent udsøgt mad, til mere end rimelige priser. Deres morgenmad fortjener egentlig et kapitel for sig selv, men får det ikke i denne omgang. Jeg vil bare nøjes med at konstatere, at det var en af de lækreste morgenmadsbuffeter jeg nogensinde har besøgt – alt var frisk og delikat, og igen sørgede personalet for, at alle hele tiden fik præcis hvad vi ønskede os. Villa Carolina var så fint et sted, at vi faktisk besluttede at forlænge vores ophold med en ekstra nat, for to dage var slet ikke nok!

Her er fint og stille, meget familievenligt, og de byder endda hunde velkomne (hej Fili!). For nogen vil det muligvis også være et ekstra plus, at der ligger en golfbane i tilknytning til resortet, og at der ikke er langt til et fremragende designer-outlet…

img_2870

* Det er måske værd at bemærke, at jeg personligt egentlig holder rigtig meget af en god regnvejrsdag eller to. Jeg ved nærmest ikke noget hyggeligere end at putte mig i en god stol med en stak bøger, en kande te og godt med knas indenfor rækkevidde!

Dovne dage i Italien – og gode bøger

img_2286

Så er vi her – endelig, omsider, langt om længe. Min skønne lille perle af et gammelt stenhus i de norditalienske bjerge har lokket lige siden december, og nu er vi her!

img_2238

img_2291

img_2279

Vi skal drukne os selv i lange, lykkelige dage. Når solen velsigner os, skal jeg kun skifte ud af badedragten for at tage bikinien på. Vi skal trave lange, dejlige ture, og på de dage vi får vidunderskøn torden og bulder, skal jeg putte mig under et blødt tæppe med stabler af gode bøger, og ham min elskede skal lave den lækreste italienske mad til mig, af udsøgte, friske råvarer, som vi skal hente nede på markedet.

img_2208

Jeg har medbragt et par af forårets must-reads (vist på høje tid…), en gammel, populær sag, og suppleret med en italiensk krimi. Italienske krimier er ellers ikke noget jeg har gjort meget i, men den her skal have en chance!

img_2209

Det skal jo ikke alt sammen være dovnerier – vi har planlagt en vandretur nede i Cinque Terre, og på et tidspunkt får vi også besøg af yngstesønnen med kæreste og barnevidunderbarnet, så lidt kommer der da til at ske. Bare endelig ikke mere, end vi stadig kan følge med 😉

Livet er i sandhed en god opfindelse!

Mini-guide: vandring på Bornholm III

img_1950

Efter en god nats tiltrængt hvile i Sandkås, startede turen næste morgen med kurs mod Hammerknuden, som vi lige skulle rundt om, inden vi gik ned mod Blåskinsdalen, som var næste stop. Formen var ikke så overbevisende, men turen gennem Sandkås, Allinge og Sandvig var fin, så da vi nåede indgangen til Hammerknuden, og samtidig rundede de 100 km, var vi fortrøstningsfulde.

img_1951

img_2154

img_1971

Turen rundt deroppe er vanvittigt smuk, og den viser virkelig den barske side af Bornholms natur. Havet buldrer mod klipperne, og der er imponerende formationer (navngivne, naturligvis) overalt. Undervejs stødte vi på ruinen af Salomons Kapel, som var det religiøse samlingspunkt på fortidens sildemarkeder. Ret hurtigt efter kapellet blev stien stejl. Meget stejl. Ikke lige sagen for hærgede knæ og lårmuskler, men vores imponerende Tryllebør nærmest svævede over*.

img_1980

img_2157

img_1982

På en eller anden måde overlevede vi turen over knuden, og nåede (kurende på enden det sidste stykke) frem til Hammerhavn, hvor vi fik os et velfortjent hvil, inden turen gik videre mod Hammerhus. I Hammerhavnen er der et ret fint anlæg, med shelterplads, kiosk med verdens bedste sandwich og et lille hus med brændeovn, hvor man kan hvile ud, hvis vejret ikke lige er til at sidde ude på terrasserne, så vi var helt klar, da vi begav os videre.

img_2041

img_2156

Vi gik ikke op til Hammershus slotsruin, men nød de smukke kig til stedet, hvor Corfitz Ulfelt og Leonora Christina sad fængslet, og hvor min veninde og jeg som ganske små stak af fra vores forældre, så min mor stadig bliver lidt stram i stemmen når hun fortæller om, hvordan de løb rundt og ledte efter os blandt de stejle klippefald. Vi var slet ikke blevet væk, men den slags kan være svært at forklare de voksne…

Bemærk i øvrigt at både Løven og Kamelhovederne faktisk ligner det de hedder. Lidt i hvert fald.

img_1986

img_2158

img_2015

Vi fortsatte gennem Slotslyngen, det imponerende Klondyke og Ringebakkerne til Vang. Ved både Hammerhavn og Vang er der lejrpladser, men vi ville gerne lidt længere nedad mod Rønne, så den sidste dagsmarch ikke skulle blive alt for presset. Derfor mosede vi videre gennem bakkerne, og forbi både Blåskinsdalen og Jons Kapel. Vi havde jo ellers planlagt at finde en uforstyrret plet i området, hvor vi ville begå vores sædvanlige ulovligheder, men nogen af os blev lidt grebet af en stemning, så vi knoklede videre gennem Teglkås og Helligpeder, helt ned til Hasle.

img_2159

Stykket ned langs vestkysten er umanerlig fint, men efterhånden var der helt udsolgt hos mig. Som i fuldkommen og aldeles udsolgt. Peter fik al bagagen over på Tryllebøren, men lige meget hjalp det. Jeg var ganske enkelt udgået for kræfter, og kunne dårligt sparke den ene fod frem foran den anden, så da vi ramte Hasle, og jeg spottede et konditori, nægtede jeg at gå så meget som et eneste skridt videre, før jeg havde fået sukker. En Napoleonshat, en hindbærsnitte, en makronsnitte og et tebirkes senere indvilgede jeg i at stable mig op på mine rystende ben, som blev ledt hen til campingpladsen i Hasle, hvor vi smed os på helt reglementeret vis for natten.

img_2160

img_2065Find fem fejl – eller én, i hvert fald.

Næste morgen havde vi kun ganske få kilometer tilbage på Bornholm, så vi gav os god tid til pandekagerne, inden vi igen smed rygsækken på nakken / lod os forspænde Tryllebøren og begav os på vej. Og sikke en vej! Jeg har aldrig rigtig udforsket området nord for Rønne før, men hold nu op, hvor det var særligt.

img_2152

img_2161

img_2081

Syd for Hasle så vi Kultippen, et sjovt månelandskab, som er opstået ved at ler fra en nærtliggende kulgrav er blevet efterladt, så alt ligger goldt hen. Nede i nærheden af Sorthat er der fundet dinosaurfodspor, men det lykkedes ikke os at få øje på nogen, så vi fortsatte ned mod Nordskoven.

img_2079

Det allersidste stykke inden Rønne gik igennem vidunderlig skov, med den blødeste bund  – virkelig noget vi formåede at sætte pris på. Vii nåede frem til Rønne i så god tid, at vi både havde tid til en solid frokost og en strandtur, inden vi kl. 16.30 hoppede om bord på færgen til Ystad, møgbeskidte, trætte og glade helt ind i knoglerne. Nå ja, og sultne. Altid sultne 😉

img_2091

Den tur vi har gået, fra Rønne gennem Almindingen til Svaneke, op ad kysten til Sandkås og derfra over Hammeren og tilbage til Rønne, kan nærmest alle gå. Vi er i skrækkeligt dårlig form, og det har selvfølgelig kostet – men vi kom igennem. Vi brugte fem dage på turen, men kunne sagtens have gjort det på fire. Omvendt kunne vi snildt have brugt dobbelt så meget tid, for der er bare dejligt på Bornholm. Vi var glade for at kombinere telt med hoteller – begge dele er fint, både kombineret og hver for sig. En af fordelene ved denne rute, hvis man er utrænede vandrere, er at der dels er mulighed for at både sove og spise nærmest overalt undervejs, dels at BAT-busserne kører på kryds og tværs af øen, så man til enhver tid kan vælge at hoppe på sådan en, hvis man har fået overvurderet sin egen formåen.

Hvis man har den mindste smule mod på at komme ud og trave langt, kan jeg slet ikke anbefale Bornholm nok. Der er så hjerteskærende smukt overalt, og det en nem og billig ferie, som slet ikke kun hører sommeren til. Turen ville være mindst lige så skøn i foråret eller efteråret, bare man klæder sig efter vejret.

img_2163

* Okay, “nærmest svævede” er nok en tilsnigelse, og i øvrigt mindede ham min elskede mig konstant om, at det altså var ham, i højere grad end Tryllebøren, der fortjente applaus…

Older posts