Warszawa

Warszawa er ikke by der nogensinde har været på min bucket-liste over steder jeg absolut må hen, men det har vist sig at være en fejltagelse. Byen er super hyggelig, og den har en perfekt størrelse. Den er lille nok til, at man kan nå at få et rigtig godt indtryk af den på en lang weekend, men samtidig interessant nok til, at man også fint ville kunne få en uges tid eller mere til at gå – og med en flyvetur på bare en time og tyve minutter fra Danmark, fortjener den meget mere opmærksomhed. Selvfølgelig hjælper det også på oplevelsen at vi besøgte byen i det smukkeste forårssolskin, men jeg er sikker på, at den også vil være fin i regnvejr 🙂

Stare Miasto
Der er især to områder, jeg synes er interessante ? på hver sin måde. Helt oplagt er den gamle bydel, Stare Miasto, noget så kær og fin. Byen er ældgammel, men blev slemt medtaget under 2. Verdenskrig. Da den gamle bydel skulle genopbygges, blev det gjort varsomt, udfra gamle kort og skitser, og så vidt muligt med originale materialer.

Stare Miasto er opbygget omkring to centrale pladser; slotspladsen og rådhuspladsen, og hele området kan traves igennem på ganske kort tid. Til gengæld er her godt at være. Det er som at bevæge sig rundt i et levende museum, og Warszawa er da også på UNESCOs kulturelle verdensarvsliste. Hele den gamle by er omgivet af en dobbelt bymur, hvoraf dele har overlevet krigens bombardementer, mens resten er genopført.

På rådhuspladsen, Rynek, finder man ikke noget rådhus, men til gengæld byens vartegn, en fin kampberedt havfrue. Jamen, der er bare så mange mærkelige ting i dén sætning, men sådan er det altså i Warszawa. Måske ikke så sært endda, at det gik så galt under krigen – deres beskyttende havfrue virker, til trods for bevæbning, så lidt truende, at fuglene bruger hendes sværd som hvilested. Der er da ikke nogen fugle som klatter på Holger D, sådan til sammenligning…

Går man fra Rynek mod slotspladsen, Plac Zamkowy, passerer man undervejs både byens domkirke og kesuitterkirken Den Nådige Guds Moders Kirke. Fremme ved Plac Zamkowy belønnes man med en pragtfuld udsigt over Vistulafloden og en masse hyggelige restauranter og cafeer.

Det allerbedste ved den gamle by er dog hverken slotte, pladser eller gamle bygningsværker, men derimod bare at tulle rundt, suge stemningen til sig, og fortabe sig i menneskemylderet og bygningernes mange fine detaljer.

Centrum
Vi boede midt i centrum, på det smukke hotel Polonia Palace, med perfekt beliggenhed og vidunderlig udsigt. Warszawas centrum er smukt og imponerende opbygget omkring store palæer, brede boulevarder og en del smukt og spændende nybyggeri. At det så samtidig også er stedet for shopping i Warszawa, bør jo ikke diskvalificere kvarteret. Faktisk på mange måder et meget praktisk sted at slå sig ned, selvom jeg (som udgangspunkt, men intet er jo hugget i sten) var begrænset af kun at flyve med håndbagage.

Warszawa har en del storcentre og varehuse, men byens gader er så fine, at jeg ikke umiddelbart så nogen videre grund til at rende rundt i et center og kigge på de samme butikker jeg kan se alle andre vegne. Især gaderne Marszalkowska, Nowy ?wiat og smågaderne der imellem er skønne, og der snusede vi glade rundt. På vores tur stødte vi imidlertid på noget overraskende fint: et flot og hyggeligt  center, Z?ote Tarasy, som også er et fremragende sted at flygte ind, hvis det sætter i med regn. Udefra er det virkelig smukt, opbygget som en organisk kuppel, og med masser af herlige udendørs restauranter og terrasser. Indenfor er der et kæmpe atrium i midten, som gør at man næsten oplever det som at være ude – og så er udvalget af butikker trods alt ikke helt som derhjemme.

Det er også i centrum man finder et stykke af den oprindelige mur omkring den jødiske ghetto i Warszawa. Det jødiske samfund i Warszawa var ret stort indtil 2. verdenskrig, og ghettoen var den største i hele Nazi-Tyskland. Der var mere end 400.000 jøder indespærret på bare 3.4 km2, hvor de forsøgte at overleve på minimale rationer, og undgå at ende i koncentrationslejr. I sommeren 1942 blev mindst 254,000 jøder imidlertid deporteret til Treblinka, og før krigen var slut, var hele befolkningen i Warszawas ghetto udryddet. Barsk historie, som vi aldrig må glemme. Muren er for så vidt nem nok at finde frem til (hurra for Google Maps!), men kan være lidt svær at få øje på. Den står inde i en gård, men man maser sig altså bare ind igennem den lukkede port.

Hvis man holder af en by som for eksempel Prag, vil man også elske Warszawa. Der er meget af den samme mellemeuropæiske stemning, på den dér unikke, dramatiske operaagtige måde, og så få  reminiscenser fra tiden bag jerntæppet, at de faktisk bare virker charmerende. For os var det i hvert fald en helt uventet god oplevelse, og jeg kunne sagtens finde på at komme igen.

 

Tilbage til forsiden

 

Farvel til Istrien

Nu siger vi farvel til Kroatien, og tager hjem til Italien, hvor der venter os et par skønne uger. Jeg vil især huske Istrien for:

Rovinj – for de krogede gader, havnen og den fantastiske udsigt over havet,

Pula – for alle oldtidsminderne,

Postojnagrotterne for deres underjordiske skønhed,

Brijuni øerne for skøn natur og en vidunderlig cykel- og badetur,

– men først og fremmest vil jeg huske den storslåede kyst!

 

Tilbage til forsiden

Rovinj, Kroatien

Så er vi fremme i Kroatien, ved byen Rovinj, som er super hyggelig – hvis man vel at mærke kan nyde den meget turistede stemning. Jeg finder det charmerende på sin egen, skæve måde, selvom det er meget anderledes end sidst jeg var her, i 1985…

Her er smeltende hedt, så den står på lette kjoler og masser af badning – ikke helt skidt 😊

Vi bor på Amarin Resort lige udenfor byen. Det er et dejligt sted til en familieferie – alt er nemt, pænt og lagt an på at børnene skal have en skøn tid.

Der er et fint, omend noget overfyldt, poolområde, men eftersom stranden er pragtfuld, bruger vi det ikke så meget. Jeg elsker skønheden i den forrevne Kroatiske kyst, og vandet er varmt og klart. Her får vi nemt et par dage til at gå!

 

 

Tilbage til forsiden

Berlin

Vi er på vej til Kroatien, men havde lige en eftermiddag i Berlin undervejs. Jeg har kun været i byen en gang før, i 1992, og den havde forandret sig noget 😉

Vi startede med et besøg på det jødiske museum. Det er nok det mest specielle museum jeg nogensinde har været på. Jeg har efterhånden set en del Holocaust-museer rundt omkring i verden, og så forskellige de har været, har de alligevel mindet meget om hinanden – men dette var altså helt anderledes. Her var det i høj grad arkitekturen der fortalte historien, og hovedparten af de udstillede genstande tjente kun det ene formål at menneskeliggøre en håndfuld af ofrene; at tage dem ud af den historiske delmængde der udgøres af ‘jøder der døde under 2. Verdenskrig’, og i stedet vise dem som enkeltindivider, gjort af nøjagtig det samme som mig. Det virkede…

Jeg tænker at dette museum måske er så anderledes, fordi det er det første museum jeg har besøgt, hvor det er Tyskland selv der fortæller historien om Holocaust. Det giver næsten sig selv, at deres virkemidler og fortællervinkel må være anderledes end i for eksempel Anne Franks hus i Amsterdam, eller i Theresienstadt. Ellers ville det nemt kunne forhindre Tyskland i at rumme sin egen historie.

Den ene af de to permanente udstillinger ligger i kælderen, og udgøres af tre akser: eksilets akse, Holocausts akse og kontinuitetens akse. Eksilets akse ender ude i Eksilets have, hvor høje betonsøjler står tæt sammen. Her oplever man virkelig museets egenart: der findes ingen rette vinkler, alt er skævt, og ligeså forkert som hele historien om det jødiske folks liv i Europa. Går man ind mellem søjlerne, bliver man nærmest søsyg af alt det skæve og forkerte, og det føles svært at få ordentligt fodfæste.

Holocausts akse ender i Holocaust-tårnet, et tomt, trøstesløst højloftet rum, hvor lyde udefra tydeligt høres, men hvor man alligevel føler sig totalt afsondret, fordi den eneste lyskilde er en tynd stribe af naturligt lys ret højt oppe. I tårnet antydes en udvej; der er en stige monteret på væggen. Der er dog ikke tale om en egentlig udvej, da den dels er monteret så højt at den ikke kan nås, dels bare leder op i det lukkede mørke.

Kontinuitetens akse ender i en trappe op til den anden permanente udstilling, som er en slags center for jødisk kultur og historie. En interessant detalje er det kristne symbol, korset ovenfor, som på bygningens yderside udgør en del af en Davids Stjerne.

Museet er meget specielt, og helt afgjort et besøg værd!

Efter museet havde vi tid til en lille byvandring igennem et virkelig charmerende Berlin.

Nede langs med Spree ligger de hyggeligste cafeer og ’strandbarer’ som perler på en snor, og på en af dem fik vi os et velfortjent hvil.

Vi afsluttede vores dag i Berlin med samme tema som vi begyndte med, ved mindesmærket for Europas myrdede jøder, hvorefter vi lige nåede at dukke ind i bilen, inden regnen begyndte at vælte ned, men det klarede heldigvis op igen.

Jeg tjekker ind igen i morgen, med lidt billeder fra Kroatien!

 

Tilbage til forsiden