Dovne dage i Italien – og gode bøger

img_2286

Så er vi her – endelig, omsider, langt om længe. Min skønne lille perle af et gammelt stenhus i de norditalienske bjerge har lokket lige siden december, og nu er vi her!

img_2238

img_2291

img_2279

Vi skal drukne os selv i lange, lykkelige dage. Når solen velsigner os, skal jeg kun skifte ud af badedragten for at tage bikinien på. Vi skal trave lange, dejlige ture, og på de dage vi får vidunderskøn torden og bulder, skal jeg putte mig under et blødt tæppe med stabler af gode bøger, og ham min elskede skal lave den lækreste italienske mad til mig, af udsøgte, friske råvarer, som vi skal hente nede på markedet.

img_2208

Jeg har medbragt et par af forårets must-reads (vist på høje tid…), en gammel, populær sag, og suppleret med en italiensk krimi. Italienske krimier er ellers ikke noget jeg har gjort meget i, men den her skal have en chance!

img_2209

Det skal jo ikke alt sammen være dovnerier – vi har planlagt en vandretur nede i Cinque Terre, og på et tidspunkt får vi også besøg af yngstesønnen med kæreste og barnevidunderbarnet, så lidt kommer der da til at ske. Bare endelig ikke mere, end vi stadig kan følge med 😉

Livet er i sandhed en god opfindelse!

Julehjem på italiensk

julehjem-paa-italiensk7

Vores lille sommerhus ved Comosøen er ikke kun skønt om sommeren. Vi prøver altid at komme herned i løbet af december, fordi her bare er så fint med al julepynten i de små byer. I øvrigt vil vi også gerne hertil i løbet af januar/februar, så vi kan komme på ski (vi er bare en times tids kørsel fra nogen af Europas dejligste skiområder).

Når jeg pynter op til jul hernede, er det noget mere simpelt end i Danmark. Masser af stearinlys, bunker af puder og tæpper, juleslik og clementiner i alle skåle ? så skal der ikke meget mere til.

Jeg laver små buketter af det mest julede jeg kan finde i skoven: juleroser, kristtorn og rosmarin (fordi det er en okay erstatning for gran), og så sørger glaskugler, hjerter, mine fine julekopper og masser af nisser for resten af julestemningen. Det hele kan sættes frem på mindre end en time, og pakkes væk endnu hurtigere, men når det er her, er det tydeligt at

Det

Er

Jul!!

Bare hvis man skulle være i tvivl 🙂

 

Tilbage til forsiden

3. søndag i advent

julehjem-paa-italiensk1-1

Det har været en helt vidunderlig uge, hvor jeg har nydt julerierne i både Danmark og Italien. Det var skønt at have nogle dage hjemme hos min yngste søn, og også skønt at komme ned til Peter igen senere på ugen. Der er blevet julepyntet i begge vores hjem; jeg har bagt, købt julegaver (hurra for online shopping ? men mon det er for meget, når man allerede kan kortnummeret på sit nye Dankort udenad, 8 timer efter man har modtaget det?), gået herlige ture, og nydt solnedgangene over Luganosøen fra min elskede lænestol.

Markedet i Porlezza er altid et hit, og det bliver slet ikke dårligere her til jul. Pølser formet som julestjerner og juletræer ? det kan man da kun elske. Når så vintersolen også gider at lege, bliver det ikke rigtig bedre!

Har en ting for tiden med kulørte og mønstrede strømper. Ved ikke helt hvorfor, men har fuldkommen tabt mit hjerte til konceptet.

Min fine mega-stjerne. Klippede fire strimler af gavepapir på hver omkring 7 x 140 cm (ville ønske jeg havde lavet dem lidt længere ? det vil jeg huske næste gang), og flettede dem som en helt almindelig stjerne. I og for sig nemt nok, men vil dog lige advare om, at hvis man har en dag (/uge/personlighed) hvor man lidt leder efter noget at blive sur over, skal man nok supplere papir og saks med en solid drink til dette projekt. Man kunne selvfølgelig også bare investere i noget godt, kraftigt gavepapir, og måske endda rulle det ud og glatte det lidt, før man begynder.

Efter mit skambidte indlæg om småkager i går (øv for EDB-trolden), er det med en vis uro jeg nu krydser fingrene og trykker ‘udgiv’. Håber på det bedste…

 

Tilbage til forsiden

Isola Comacina

Ude i Comosøen ligger der en lillebitte ø, Isola Comacina; indbegrebet af den tilbagelænede livsstil. På øen er der en gammel kirkeruin, en cafe, og en helt igennem fantastisk og vidunderlig restaurant. Jeg besøgte den første gang i 2007, til min mors 60 års fødselsdag. Vi havde spurgt lidt omkring hos de lokale om de kendte en restaurant, som var særlig nok til så vigtig en fejring, og svaret var Locanda Isola Comacina. De havde ret, ikke mindst fordi øens faste menu, som er det eneste man kan få derude, og som aldrig skifter, stammer fra samme år som min mor (1947 – så ved vi ligesom også, at jeg er voksen!).

 

Man kan kun komme til øen med båd. Hvis man sejler selv, er der fine broer man kan fortøjre ved, og ellers kan man tage den lille taxabåd som sejler ud fra Sala Comacina på Comosøens vestkyst. Den sejler hele tiden i restaurantens åbningstid.

Øen er så smuk, at man nærmest snapper efter vejret, og jeg vil klart anbefale at man tager derover i god tid, så man kan nå at gå en tur rundt derude. Restauranten serverer frokost fra 12 til 14, og middag fra 19 til 21.30. Uanset om kommer kl. 19 eller kl. 20.30, skal man igennem de samme retter inde den Grande Finale, så hvis man godt kan lide at tage sig god tid til sin mad, vil jeg foreslå at man kommer tidligt. Især i højsæsonen (juli/august) er det en god ide at reservere et bord – det kan man gøre på deres hjemmeside (‘prenota’ betyder reservation, og resten giver lidt sig selv).

 

Jeg elsker at sidde lidt på den lille cafe helt nede i vandkanten, med udsigt over til Sala Comacina (hvor en af mine andre yndlingsrestauranter, La Tirlindana, ligger. Har ret mange yndlingsrestauranter i Italien, men denne er klart helt i top!!!! Prøv Patricias ravioli al’ limone.)

 

Når tiden er inde til at spise, bliver man bænket ude på den store terrasse, og så går det ellers løs. Først en appetitvækker: en solmoden tomat med en tynd citronskive og masser af olivenolie og origano, og stedets hjemmebagte brød, som skal brydes blandt venner – Friendly Bread, som ejeren kalder det, med den mest henrivende italienske accent.

Derefter kommer der et overvældende udvalg af antipasto all’ Isolana – højdepunktet er uden tvivl de bagte løg, som vi var så heldige at få opskriften på her i sommer. Vi er som sagt kommet her siden 2007; nu var vi åbenbart værdige at dele tricket med 😉

De bager de hele løg, med skræl, i 2 timer ved 180 grader, og derefter ca. 2 timer mere ved stadigt lavere temperaturer. Når løgene føles bløde og lækre, skæres de midt over, hældes over med olivenolie, og drysses med salt og peber. Så enkelt – og så overdådigt lækkert, at selv en kræsenpind som mig falder i svime.

Anden ret er Trota alla Contrabbandiera – helstegt lakseørred, som udbenes ved bordet, hvorefter tjenerne slår groft salt i ugudelige mængder ud over dem, presser en hel citron over hver fisk, og drukner dem i olivenolie, før frisk peber kværnes hen over dem. Første gang jeg så det, sank hjertet i livet på mig. Det så ikke godt ud… men det var det! De ved hvad de laver.

Når den første bund således er lagt, får man grydestegt kylling, Rottami de Pollo in Padella, med en helt simpel salat: friske, sprøde salatblade med olie og eddike. Ikke så meget pjat, bare enestående råvarer.

Osten er en kæmpe Grana, på størrelse med en mellemstor hund, som bæres rundt i armene på tjenerne. De skærer solide lunser af dem, og overrækker dem direkte i hånden på dig. No nonsense.

Til sidst skal man selvfølgelig have lidt sødt. Intet måltid uden sukker; uden sukker, intet måltid, sagde slikmunden. Friske appelsiner, pærer eller ferskner (afhængigt af, hvad der er i sæson) skæres ud ved bordet, overhældes med Crema all’Isolana, som er en sød likøragtig sag, og serveres med hjemmelavet vaniljeis.

Hele herligheden afsluttes med en stor finale, hvor der brændes kaffe og berettes om øens historie. Det er en fortælling af den type, som jeg holder allermest af, hvor underholdningsværdien til enhver tid trumfer den historiske nøjagtighed 😉

Kaffen smages til af øens sødeste pige, og så kan man ellers sidde og slå mave, mens man nyder den dejlige udsigt, som ikke bliver spor dårligere, når mørket langsomt sænker sig.

Locanda Isola Comacina er noget helt for sig selv, en pragtfuld oplevelse, som man ikke må snyde sig selv for, hvis man er i området. Restauranten er besværlig at komme til, maden er dyr (73 euro pr. person), og de tager ikke engang kreditkort – men det betyder intet, når først man rammes af øens fortryllelse!


Und i øvrigt også dig selv en stund ved den stolte ejers Wall of Fame. Han har ivrigt taget billeder af alle de berømtheder som har gæstet øen gennem tiderne, og han er revnefærdig af stolthed over samlingen.

Milano

Milano er byen som er bedst kendt for sin domkirke, for modeugerne, og for al den gode shopping.

Det er en stor og levende by, som på en eller måde virker ret ung – men det er måske det bare fordi jeg ubevidst kommer til at sammenligne den med Rom, som den overhovedet ikke minder om? Hvis du aldrig har været i Milano før, er der nogen ting, du bare bliver nødt til at se. Følg med rundt på den introduktionstur jeg gav min svigerdatter; vi fik dækket det vigtigste, omend turen var uplanlagt, så vi ikke fik mulighed for at komme ind og se Da Vincis berømte maleri (men mere om det senere).

Man kan fint gå rundt i Milano. De fleste ting ligger i umiddelbar gåafstand fra hinanden, indenfor den inderste ringvej, men man kan selvfølgelig også vælge at bruge sporvognene; enten de helt almindelige sporvogne, eller den særlige ‘hop on, hop of’-turistudgave.

Vi valgte at parkere i udkanten af centrum, på ydersiden af Parco Sempione. Der er også mere centrale parkeringspladser, men de er dyre, svære at navigere til, og bliver typisk ret hurtigt fyldt op. I øvrigt er parken vidunderlig at gå igennem, især i slutningen af dagen, når man er helt mæt af indtryk, og bare gerne vil slappe af i skyggen under et højt træ.

Ved indgangen til parken står der en triumfbue. I 1805 lod Napoleon sig krone som konge af Italien, og bestilte i den anledning buen, bl.a. med friser af Thorvaldsen (som nu kan ses i Villa Carlotta ved Comosøen, som imidlertid fortjener sit helt eget indlæg).

 

Inde i parken er der et par små cafeer, og en gammel sportsarena, og helt inde i inderkanten, ind mod centrum, finder man Sforza slottet, som stammer helt tilbage fra 1368, men først stod færdig i sin nuværende stjernefacon i løbet af det 17. århundrede.

 

Inde i gården er der en del levn fra tidligere tider, og man kan, hvis man har tid og lyst, besøge adskillige af Milanos bymuseums afdelinger herinde, men man kan også vælge at gå ud på pladsen foran, og herfra ned ad hovedgaden, Via Dante, med alle butikkerne, cafeerne og restauranterne, lige ned til domkirken.

Domkirken har været under restaurering lige så længe jeg kan huske, men heldigvis er selve facaden færdig nu – og imponerende er den, med sine 3200 statuer og 135 spir!

 

Den dobbelte hoveddør viser bronzerelieffer af henholdsvis påske- og julelegenderne, og inde i kirken er et vigtigt relikvie; et af sømmene fra Jesu kiste.

 

Når det spirituelle har fået sit, kan man vende sig mod det verdslige, som heldigvis er lige indenfor rækkevidde, i form af Galleria Vittorio Emanuele II. Nok et af verdens smukkeste shoppingcentre, især efter McDonalds er blevet fjernet fra ‘Prada-hjørnet’, og skubbet ud i periferien…

Inde i gallerierne skal man huske at kigge både op og ned: op på det enestående tag, og ned på de smukke gulve,

hvor man endelig må huske at sætte hælen i tyrens ædle dele og dreje tre gange om sig selv for held og lykke.

Går man lige igennem gallerierne og ud på den anden side, kommer man ud på en hyggelig lille plads med en statue af Leonardo Da Vinci. Det berømte La Scala-teater ligger ud til pladsen, og du kan, hvis tiden og interessen er til det, besøge deres museum. Du kan også tage en guided tur gennem salene, som – overraskende nok – ikke er umiddelbart tilgængelige for turister. Selvfølgelig kan du også tage skidtet fuldt ud, og simpelthen gå i teatret. Det kan anbefales, men du skal være parat med den helt store pengepung!

Fortsæt gennem byens fine gader (og snyd ikke dig selv for kigge ind i diverse charmerende baggårde, og måske et besøg i Aesops fantastiske butik!), op til Santa Marie Della Grazie kirken, hvor Da Vincis berømte vægmaleri, Den Sidste Nadver, befinder sig i munkenes spisesal i det tilhørende kloster. HUSK at billetter til at se maleriet skal bookes på forhånd! Du får ikke lov at vade ind fra gaden, heller ikke selvom du forsøger dig med dit allermest charmerende/flirtende/ynkelig jeg. Tror jeg. Selv kunne jeg jo aldrig finde på at ydmyge mig på den måde *. Billetter kan bestilles på http://www.milan-museum.com.

Kirken er heldigvis et besøg værd i sig selv, og så kan man jo altid stå og lure ynkeligt ind gennem hegnet til klosterhaven…

Et privat sidespring: Jeg synes efterhånde at jeg ser en stigende tendens til at jeg lader komforten vinde over elegancen, når jeg er på byvandring. Marilias farverige nederdel og tætsiddende top er noget mere imponerende end mine afklippede jeans og lette, løse skjorte… I det mindste fik jeg taget de høje hæle fra hende, inden vi begav os afsted. #MisundeligPåDeUngeMenDeBliverOgsåGamleEnDag #voksenlivsstil

Fra kirken er der ikke langt op til parken, og som nævnt er det en sand lise at slutte af med en rolig tur under de skyggefulde træer, mens man glæder sig over at have fået set næsten hele Milano.

 

 

* Jeg har bestilt billetter til at se bæstet mere end én gang, men på én eller anden måde er det aldrig lykkedes mig at bruge dem, eller at overtale de barske vagter til at sælge mig en billet på stedet. Karma, går jeg ud fra. Bare ikke ‘meant to be’.

 

** Vi gik glip af noget af det vigtigste i Milano: livsstils-butikken 10 Corso Como. Ellers så afgjort et besøg værd!

Tilbage til forsiden

Gåtur i Val Sanagra

De næste tre dage vil jeg køre Italiensk Tema her på bloggen. Jeg har stadig så meget jeg gerne vil dele fra sommerferien, så hvis du vil med på vandretur i Sanagradalen, en tur ind til Milano, og ud på en helt enestående restaurant (og endda få nogle tips til, hvordan du selv kan kokkerere på ægte italiensk manér), så følg med! I det hele taget synes jeg selvfølgelig du skal følge med herinde, altid, hele tiden 😉  Hvis du vil, kan du trykke ‘abonner’ oppe i højre hjørne; så får du automatisk besked, når der er nye indlæg.

 

Lige bag vores hus ligger den smukke Sanagra-dal, hvor man kan gå nogle fantastiske ture. Faktisk er der tale om ialt fire dale, som er indbyrdes forbundne af vandrestier, så det er bare at kaste sig over herlighederne! Hvis man er mindre ambitiøs, er der en ganske kort gåtur, som giver et godt indtryk af området på bare en god halv time.

Man kører til byen Codogna, hvorfra man følger skiltene til “Agriturismo la Vecchia Chioderia”, som er et lille feriested med tilhørende trattoria. Parker ved La Vecchia Chioderia, hvor ovenstående skilt står, og begynd turen med at gå til højre (når du står med ansigtet mod skiltet), ned langs floden.

 

Turen vil føre dig ned forbi et lille frilandsmuseum, hvor du kan se en gammel, istandsat mølle, og høre om livet her i dalen i gamle dage.

Når du kommer til denne bro, kan du vælge at gå opad til venstre – så ender du oppe i Menaggio, men det er en længere tur – eller du kan vende om og gå tilbage til parkeringspladsen, hvorfra du fortsætter videre, i den anden retning. Gør du det, vil du først komme til at gå langs restaurantens dambrug og feriecentrets forskellige husdyr, indtil floden er dit eneste selskab.

 

Undervejs møder du en lille forladt by, hvor du krydser over floden ad denne smukke gamle bro, og så er du som i en anden verden.

Floden er altid ret lavvandet, men med en rivende strøm, som kæmper med de enorme klippeblokke der ligger overalt. For folk med vikinge-aner kan det være på sin plads med en lille dukkert. Selv har jeg et princip om ikke at bade i vand som er under 36 grader, men sådan er vi jo så forskellige 😉

Terrænet bliver stadig mere vildsomt, men hold ud, og husk at nyde den barske skønhed omkring dig. Hold også øje med floden – flere steder vil du kunne spotte små fine ‘flod-ånder’ som den nedenfor (nærmest umulige at fotografere, så se at komme afsted, så du kan se dem IRL).

På et tidspunkt møder du en funklende ny hængebro. Den er måske ikke så pæn, men til gengæld er den vældigt praktisk, for nu vil du gerne tilbage på den bred hvor du startede turen. Derovre kan du, hvis du vil/tør/orker, klatre op ad klippen, og komme op i selve naturreservatet, som er ubeskriveligt smukt. Du kan også vælge at sætte dig på en klippeblok nedenfor vandfaldet (ekstra-bonus: du slipper for klatreturen!), og bare indsuge alt det skønne.

Her fra vandfaldet går den korte tur tilbage samme vej som du kom. Når du møder den gamle stenbro igen, kan du vælge at følge den skiltede vandresti op til Naggio – så ender du hjemme hos mig, hvis altså du fortsætter ligeud længe nok! Du kan også vælge at gå tilbage til la Vecchia Chioderia, og spise en af deres lækre fisk. Hvis du kommer en søndag eftermiddag, kan du endda være så heldig at dalens ældre herrer sørger for underholdningen; de mødes gerne efter kirketid, hvor de sidder og synger sammen så det klinger i hele dalen!

Menaggio

Selvom jeg efterhånden snart har været hjemme en hel uge, så har jeg altså stadig masser af ting jeg gerne vil dele fra Italien. Der er simpelthen så mange skønne steder, at jeg slet ikke kan lade være!

Menaggio er et af disse skønne steder. Byen ligger sådan cirka midt på Comosøens vestbred, næsten lige ud for Bellagio. Det er ikke nogen stor by, men jeg synes alligevel den fortjener et besøg, hvis man er i området. Det er ikke nødvendigvis stedet, hvor man finder de fineste shoppinggader eller de største kulinariske oplevelser, men små bedårende kroge og imponerende udsyn over søen, det er der masser af. Den er simpelthen indbegrebet af afslappet italiensk livsstil – slet ikke skidt!

Hvis man har lyst, har turistkontoret på torvet et par forslag til gåture, men man kan også bare kaste sig ud i det. Jeg vil faktisk foreslå at man starter turen nede på torvet, måske med en kold drink på Hotel du Lac. Herfra udgår hovedgaden,  som helt afgjort er overskuelig – måske et par hundrede meter lang, med et par hyggelige butikker og ikke mindre end to kirker.

På Skt. Martas kirkes facade er der en gammle romersk plakette, som daterer sig til vores tidsregnings 1. århundrede.

Fortsætter man hele tiden opad og lidt til venstre, kommer man (med lidt udholdenhed, og ad en masse trapper) op til det gamle kastel og den omkringliggende bydel. Farer man vild, kan man altid spørge efter Via Castellino.


Indgangen til Castello Menaggio – fortsætter man rundt til venstre om kastellet, kommer man til den yndigste lille kirke,

og derefter ind i kastellets gamle by, som er absolut henrivende, og byder på mange pragtfulde udsigtspunkter over bjergene og søen.

Senagra-flodens kraft har tidligere været udnyttet – nu ser møllen ikke ud til at være i brug, men smukt er det lille kunstige vandfald stadig. Herfra kan man så småt begynde at søge nedad igen, ned mod byens centrum. Det er lidt svært at give nøjagtige anvisninger, men hvis man bevæger sig ned ad bjerget, i retning mod vandet, kan det ikke gå helt galt – og hvem ved, hvilke små perler man støder på undervejs?

Vel nede ved vandet igen, vil jeg foreslå at man går ad standpromenaden ud til Lido de Menaggio – både fordi strandpromenaden er smuk i sig selv, og fordi man formentlig trænger til en dukkert og en lille forfriskning efter turen 😉

På strandpromenaden står en skulptur til ære for silkevæverne, og lidt længere fremme kommer der en mini-golfbane og en bar. Derefter krydser man floden, og er fremme ved Lidoen.


Den gamle lidos smukke bygninger fra 1934 blev sat grundigt i stand for omkring 10 år siden. Desværre har lidt knas med de daværende ejeres påståede mafiaforbindelser (som man åbenbart ikke ser på med milde øjne) betydet at kommunen har overtaget stedet, så det er sandet en smule til – men det er stadig et besøg værd. Det er et dejligt sted til en badetur, en stille drink eller et let måltid. Husk bare at man skal bære badehætte (!!) i poolen – meget sofistikeret, men har man en mere jævn smag, kan man vælge at hoppe i søen i stedet, eller bare slappe af på græsset under træerne.

Tilbage til forsiden

Vores kælder…

…er slet ikke en kælder. Eller, på den ene side af huset er det, fordi huset er gravet halvt ind i skrænten, men den del vi bruger, er åben ud til vejen og den lille gård.

Som på de andre etager har vi også her udskiftet gulvbelægningen. Hvor specielt den øverste etage havde decideret grimme gulve, var der hernede bare kedelige gulbrune klinker – ikke sådan rigtig grimme, men bestemt heller ikke nogen fest for øjnene. Vi har erstattet dem med et gulv af småsten som er lagt i cement, og sammen med de grove mure giver de et dejligt råt look.

Der er to værelser hernede; et til hver af drengene og deres familier. Begge værelser er lyse og venlige, og har den skønneste udsigt over søerne. En eller anden dag får jeg sat myggenet (skorpion-net) og mørklægningsgardiner op. Lige om lidt…

Da vi overtog huset, var der kun ét værelse hernede, og så var der et urimeligt stort badeværelse, med urimeligt grimme disco-vægfliser af blankt, mørkeblåt granit med multifarvede nister, og et badekar der var så stort at det tog en hel dag at fylde det. Det var upraktisk, men til gengæld var det virkelig grimt, og sådan jævner det hele sig 😉

Det var ikke en svær beslutning af rive hele herligheden ned, og erstatte det med et ekstra soveværelse og et nyt, noget mindre, badeværelse!

Huset er født med en dobbeltgarage – for så vidt praktisk nok, men ikke desto mindre har vi lavet det om. Vi har nemlig brug for et sted hvor vi kan spise, hvis vi er flere end 4 personer i huset, og vejret ikke lige er til at vi kan sidde udendørs. Derfor har vi indrettet garagen som gildesal, i god gammel 70’er-stil, med spisebord, kondirum (ja, det er ægte 70’er-stil!!), og endda en ekstra soveplads.

Ham min elskede har selv lavet spisebordet, som vi snildt kan sidde 12 omkring. Resten af interiøret samlede vi op på en hurtig tur til den store Ikea ovre i Lugano.


Alle billederne hernede er taget af Frk. T’s datter, Amalie. Jeg har blandet de billeder hun har taget af vores familie med et par doodles jeg selv har lavet, og hængt dem op i en gammel billedramme. Et andet sted hænger de billeder hun har taget af vores gamle veteranbil. Dem er jeg helt vild med!

Hvis man får nok af at løfte vægte, kan man altid stoppe og nyde udsigten – eller flygte ud i gården.

Den eneste store ændring vi har lavet i de gamle garager, er at vi har erstattet garageportene med store glasdøre ud til gården, så der kommer masser af lys og luft ind. Ellers står alt som oprindeligt – så her kan man stadig nyde de gamle gulve.

Tilbage til forsiden

Kom med ovenpå

Som nævnt tidligere, så er den øverste etage i vores lille rustico vores private afdeling – fuldkommen ligesom førstesalen i vores hus i Danmark.

Vi har lavet en del om heroppe, både på rumfordelingen, badeværelset, og de virkelig afskyvækkende gulve der var, da vi overtog huset. Her var så grimt, at det gjorde helt ondt i øjnene. Det hele så ud som om nogen var blevet splittergal på grøn stue i børnehaven, og havde besluttet at kreere et grønt helvede. Ting kan være mere eller mindre grønne, og de kan være grønne på den fede måde eller på den knap så fede måde. Vores førstesal var virkelig grøn, på den gennemført ufede måde. Det værste var nok gulvene… eller trappen… eller badeværelserne. Noget af det må have været det værste, men intet af det var uslemt (hvis det er et ord). Vi udskiftede de spejlblanke, sortnistrede trappetrin med smukke granitplader, og de friske grønne gulvklinker med travertin i et smalt stavmønster. Bordpladerne, både ude på reposen og på badeværelset, blev muret op med små kvadratiske sten i grov, naturfarvet marmor. Det hjalp betragteligt – og da vi så fjernede det ene badeværelse, så der kom en smule lys og luft til, blev det en ren fornøjelse at gå ovenpå. Reposen er stadig lidt pudsig med alle de skæve vinkler fra trappeløbet, men det har vi valgt at se som en ekstra charme.

Soveværelset er ikke stort, men det kan hvad det skal kunne, og det har masser af skabsplads og en pragtfuld udsigt. En enkelt bogreol er der endda også blevet plads til! Hylden over sengen er et gammelt bræt fra et af de forfaldne huse i byen. Først satte jeg det selv op (og var svært stolt af mine færdigheder), men da ham min elskede havde fået det i hovedet et par gange, greb han ind, og satte det fast på en måde som han syntes var bedre. Pernittengryn.


Walk-in closet OG fuld skabsvæg – total luksus!

Ovenpå var der oprindeligt to soveværelser og to badeværelser. Et af soveværelserne er nu konverteret til kontor, og det tilhørende badeværelse er revet ned. Enkelte gange har vi brugt kontoret som et ekstra gæsteværelse, men det er faktisk ikke nødvendigt længere, efter vi har sat den nederste etage i stand.

Det store badeværelse – som bestemt ikke er nogen balsal! – har fået nye sten på gulvene, nyt muret inventar, og en brusekabine af klart glas i stedet for det festlige grønne badekar. Det klæder rummet 😊

Tilbage til forsiden

Benvenuti

Velkommen indenfor i vores oase! Som jeg har fortalt før, var vores lille rustico fint renoveret da vi købte det, og der er kun få ting vi har ændret.

Huset er ikke særlig stort, men med sine tre etager fungerer det rigtig godt. På den øverste etage har vi vores private afdeling, nederst er der plads til vores børn (og andre gæster!), og den midterste etage er husets hjerte. Her er der stue og køkken, og udgang til havens spiseplads og terrasse, så det er i høj grad her ferielivet leves.

Det eneste vi har ændret ved på den midterste etage, er gulvene. På trapperne var der blankpoleret marmor, som vi har udskiftet med grov granit, og på selve gulvet var der verdens næstgrimmeste klinker (de grimmeste lå på førstesalen…), så dem har vi udskiftet med store, råhvide sten.

Køkkenet har vi slet ikke gjort noget ved, for vi synes det er så kært med de murede elementer, og lågerne som er lavet af de træer, som blev fældet under restaurationen. Det er småt, men hyggeligt – og helt anderledes end det vi har i Danmark. 

Der er en lille spiseplads i køkkenet, som vi altid bruger når vi er alene. På grund af rummets størrelse serverer vi ofte måltiderne som buffet, hvis vi er flere end fire – og vejret ikke tillader at vi sidder udendørs. Så sætter vi os i stedet rundt omkring i stuen (eller nede i vores ‘gildesal‘), som faktisk er for lille til at kunne rumme et egentligt spisebord, i hvert fald hvis der skal være plads til vores store, bløde sofa, og alle de lænestole vi elsker at putte os i.


Stuen er ikke stor, men den er smuk, med lofterne til kip og de store vinduer – og så er der selvfølgelig stabler af bøger alle vegne, for hvad er vel en ferie uden bøger..?

Jeg er helt vild med de indvendige mure – grov puds direkte ovenpå stenene. De klæder virkelig huset med deres rå charme.

Der er nogen fine detaljer i stuen, som for eksempel de små østvendte vinduer, vindueskarmene og de indmurede hylder i granit, og det lave skab som adskiller indgangspartiet fra selve stuen.

Da vi overtog huset, var her fire badeværelser. Nu er vi selvfølgelig to personer i husstanden, men vi besluttede alligevel at det var i overkanten, og skar ned til tre. Det lille toilet i stueetagen har vi bevaret uændret, fordi det er så kært med det lidt kaotiske design og alle de skæve vinkler.

Stuen er måske allerbedst på en kold vinteraften, når sneen ligger højt udenfor, og ilden knitrer i pejsen. Så er det bare frem med strikketøjet og de tunge murstensromaner –


– og så er der narturligvis, først og sidst, den vidunderlige udsigt ??

 

Tilbage til forsiden

Older posts