Varenna – Comosøens ikke helt så kendte perle

Det er dejligt at være hjemme – men en lillebitte smule savner jeg nu alligevel min skønne, italienske perle. I får lige en håndfuld billeder fra en af yndlingsbyerne; smukke Varenna, som bare er noget helt særligt.

De fleste har hørt om Como og Bellagio, men der er et par byer mere omkring Comosøen, som virkelig er et besøg (eller flere) værd. En af dem er Menaggio, en anden er Varenna. Varenna ligger helt centralt i søen, overfor Bellagio og Menaggio; der hvor søens ‘ben’ samles. Den nås nemmest fra vandet, og heldigvis sejler søens færger den vej forbi.

img_2508

Byen er vidundersmuk, med små, stejle gader, og huse der nærmest klamrer sig til bjergsiderne. Den udstråler en ro, som gør at man straks føler sig hensat til en anden verden; en verden uden stress og bekymringer, hvor ens største opgave er at beslutte hvilken slags is, man vil have i sit bæger. Her får man nemlig den bedste is overhovedet – i det lillebitte ishus nede på strandpromenaden, hvor man endda kan sidde ude på trappen og dovent kigge ud over søen, mens man mæsker sig. Ikke så ilde.

img_2491

img_2330

img_2492

Det er ikke her, man skal lede efter det hektiske natteliv. Her er det La Dolce Vita der gælder, tilbagelænet livsnyderi i laveste gear. Om onsdagen er der marked i den nye bydel, og ellers handler det mest om at slentre rundt i de smalle gyder, slappe af på en af de mange restauranter, eller tage en dukkert i søen.

Det er heller ikke her, man skal lede efter de store, vigtige seværdigheder. Der er så lidt at se, at man faktisk når at se en masse… I Varenna er der intet der trænger sig på, men meget der, fuldkommen fordringsløst, byder sig til. Man behøver bare at åbne hånden og tage imod.

img_2490

img_2489

img_2507

I den nye bydel, der hvor færgerne lægger til, finder man enkelte restauranter og byens Lido; deres strandpark, med servering og service. Følger man den lille røde stensti (The Red Brick Road?), kommer man over i den gamle by. Her er der masser af småbutikker, cafeer og restauranter, det famøse ishus, og såmænd også et par små strande. Længere oppe ligger byens torv, med søens ældste kirke, og det stille liv.

Giv Varenna en chance, hvis du befinder dig i området. Den gør ikke megen stads af sig, men det behøver den heller ikke. Den er så pragtfuld i sig selv, at den roligt kan ligge hen, og bare vente på, at du opdager den.

Mini guide til Cinque Terre, del II

Første del af min guide til Cinque Terre handlede om byerne Riomaggiore og Corniglia – nu er turen kommet til Monterosso del Mare, Vernazza, og min yndling: Manarola.

img_3187

Efter et par vidunderlige ture i området mellem Riomaggiore og Manarola, startede vi nemlig dag to i Cinque Terre med at tage toget helt ind i bunden, ind til Monterosso del Mare. Det er den største af de fem byer, og også den ældste. Den er opdelt i en gammel og en ny bydel. Den gamle bydel er, måske ikke så overraskende, bedårende smuk, men den nye bydel får faktisk også en del opmærksomhed, idet den huser Cinque Terres største strand. Nu var det jo ikke primært strandene vi kom for. Vi kom med vandresko og rygsæk – dog minus Tryllebør – så vi begav os ret hurtigt afsted ad områdets mest berømte vandrerute; rute #2, kyststien.

img_3175

img_3404

img_3201

img_3405

img_3220

Den første by vi mødte på vores smukke tur, var Vernassa. Nogen hævder at det er den skønneste af alle Cinque Terres småbyer. Det er i hvert fald den mest proppede – men den er også helt ubeskriveligt malerisk – og et godt sted til en frokost! Hernede er man sådan set aldrig særlig langt fra et godt sted til en frokost, og det største problem er som regel at vælge. Det er dog værd at huske på, at i Italien ankommer du til en restaurant mellem kl. 12 og 13.30 (nogen gange kan du strække den til kl. 14, men det er så også grænsen), og ellers spiser du ikke.

Vernazza var den af byerne, som blev mest beskadiget under mudderskredet i 2011, men efterhånden er den ved at være tilbage i sin gamle, smukke skikkelse. Belforte-tårnet er byens stolteste kendingsmærke, og kan ses på nærmest alle billeder fra byen. Jo også tosset ikke at tage det med, for herligt er det!

img_3204

img_3421

img_3232

Fra Vernazza fortsætter kyststien videre til Corniglia, og det er virkelig en pragtfuld strækning. De mest utrolige udsigter lurer om hvert eneste hjørne, og det smukke holder bare aldrig op. Det gør stigningerne så heller ikke, så jeg fik rig lejlighed til at arbejde med min modvilje mod dem 😉

Man møder mange mennesker på kyststien. Rigtig mange. Og en del af dem har tydeligvis ikke begreb om, hvad det er de har begivet sig ud i. De har formentlig bare hørt, at turen fra Vernazza til Corniglia er vanvittigt smuk, og kun tager 1 1/2 time. Med de oplysninger kan man jo godt forstå, at de kommer ud på stien lidt sent på eftermiddagen, med nyglattet hår, smukke kjoler, små fine sandaler og lækre stråtasker på den sydeuropæiske måde. De har tydeligvis tænkt, at det kunne være hyggeligt med en lille tur til den næste by for at spise middag. Det er da også en fremragende ide. Forudsat altså, at man er klædt på til, og indstillet på, bjergvandring. Jeg tænker, at en del af disse bedårende unge kvinder endte med at spise middag alene, efter at have kastet deres dumme mænd og alle deres skøre ideer ud over en skrænt – sådan lød det i hvert fald på deres samtaler undervejs 😉

Helt generelt synes jeg faktisk, det kan være ret svært at gennemskue præcis hvor udfordrende en given vandrerute er – og det gælder ikke kun i Cinque Terre. Når ruter beskrives som ‘nemme’, relaterer beskrivelsen sig som regel til det rent tekniske: er der vanskeligt fremkommelige passager, er ruten fornuftigt afmærket, og skal du bruge kompas og/eller klatreudstyr for at komme igennem den. Det bedste man kan gøre, er selvfølgelig at kigge på et detaljeret kort, så man kan vurdere hvor mange højdemeter man skal passere, og hvordan de er fordelt over ruten. Det næstbedste er at sammenholde rutens kilometertal med den angivne tid, der kræves for at gennemføre den. Hvis du ender med en gennemsnitshastighed omkring 3 km i timen, kan du roligt regne med, at den indbærer stejle stigninger, for de der tidsangivelser er ikke for gamle folk og småbørn!

img_3422

img_3307

img_3409

img_3419

Vi boede som nævnt i Manaroloa. Det er en betagende lille by, og så har den en meget vigtig feature: Den har en pragtfuld fiskerestaurant nede ved kajen, hvor ham min elskede har indstiftet en tradition med at bestille en flaske iskold hvidvin og to glas, hvorefter han festligt sidder og siger “Cin Cin” til sig selv, mens han drikker sig mod til at springe ud fra den høje klippe. Jamen, så sjovt, da…

img_3262

img_3417

img_3289

img_3416

På vores sidste aften i Cinque Terre gik vi op til Nessun dorma (ja ja, man kan selvfølgelig sin Puccini hernede), som er en skøn restaurant på klipperne lige ovenfor Manarolas kaj. Her er så smukt, at man næsten ikke har tid til at spise – og det er en skam, for maden er typisk italiensk: enkel og toplækker, med udsøgte råvarer, og tilberedt med den største omhu. Nessun dorma kan slet ikke anbefales nok, hvis man er på disse kanter, og den tid man bruger på at stå i kø for at komme ind, er godt brugt.

Honestly all type of works are stressful and hard, even if you have the best sea-view of the world. The only way to keep nice and easy your work is the smile and the passion.

Sådan står der på restauranten – og præcis sådan opleves stemningen, når man sidder en skøn aftenstund og kigger ud på solnedgangen over byen, klipperne og havet, mens man lader sig forkæle med alskens delikatesser. Nice and easy – og smile and passion. Super cool sted, som er afslappet og tilbagelænet på den helt fede måde.

img_3261

Cinque Terre er noget helt særligt. Cinque Terre er nærmest overjordisk smuk, vild, betagende, og evigt omskiftelig. Cinque Terre skal opleves – mere end én gang.

Mini guide til Cinque Terre, del I

Normalt er jeg et godt og omgængeligt menneske, som nærmest altid kan finde en ja-hat at udsmykke mig med, og som er rar ved andre – men som alle andre store karakterer har jeg naturligvis også mit kryptonit. Jeg tåler ikke alkohol *, og er virkelig dårlig til at gå opad. Placer mig på en overflade med mere end 20 % stigning, og forvent at jeg bevæger mig op ved egen hjælp, så skal du bare se løjer… Jeg har egentlig altid godt vidst det, men på vores nylige vandretur i Cinque Terre blev det da for alvor fastslået: Jeg tåler ikke stejle stigninger. Jeg bliver sur. Som en citron. Heldigvis bliver jeg hurtigt god igen 🙂

img_3060

Hver sommer plejer vi at tage et par dage til Cinque Terre; en bedårende lille nationalpark nede ved Middelhavet. Områdets største attraktion er de fem små, farverige byer, som klynger sig stædigt til den forrevne klippekyst. Specielt Manarola har vundet vores hjerter, og det er ofte der, vi vælger at bo, selvom det selvfølgelig ikke er særlig pænt gjort (eller specielt nemt, for den sags skyld!) at udvælge sig favoritter på den måde.

I Cinque Terre finder man ikke noget hektisk natteliv, men til gengæld masser af små, fine strande, de smukkeste byer, der breder sig i de skønneste farver på en helt betagende kystlinje – og hundredevis af vandrestier, som vi skal udforske i år.

img_3328

img_3065

Det kan være rigtig vanskeligt at have bil med i Cinque Terre. Vejene er små, bugtede, og af og til decideret farlige at køre på, som vi for eksempel måtte sande i 2012, hvor vi besøgte parken efter et voldsomt mudderskred i vinteren 2011. Visse steder bestod vejen kun af et frithængende, hærget asfaltlag, som klamrede sig til klippesiderne… ikke nogen fest at køre på.

Faktisk er det en langt bedre ide at efterlade bilen i La Spezia og tage toget ind i nationalparken, hvilket da også er, hvad vi har gjort i år. Der er alligevel ikke meget at bruge en bil til, når først man er inde i området, for den må ikke komme med ind i byerne, og de omgivende parkeringspladser fyldes op hurtigere end man kan nå at sige “frokost”.

img_3086

Hvis man vil vandre i nationalparken, kan det klart anbefales at man investerer i et detaljeret kort over området, og at man hele tiden holder sig orienteret om hver enkelt rutes aktuelle tilstand. Kort kan købes i alle parkens Centri di Accoglienza (velkomstcentre), som findes i alle de fem byer, og på togstationen i La Spezia. Det er i øvrigt også her, man kan købe adgangskort til nationalparkens vandreruter, og partoutkort til toget og shuttlebusserne; noget jeg helt klart vil anbefale frem for at man skal stå i kø hver eneste gang for at købe billetter. Nationalparken er nemlig meget besøgt, og nede i byerne er der temmelig mange mennesker.

Vi startede med at tage toget ind til Riomaggiore, den første af de fem byer, man møder på sin vej ind i Cinque Terre fra La Spezia. Byen er bedårende. Selvfølgelig er den bedårende, ellers fik den formentlig slet ikke lov at ligge i Cinque Terre, hvor alt er smukt. Jeg blev faktisk ind imellem lidt bekymret for, om de høje æstetiske standarder også omfattede personer på besøg, i hvilket tilfælde jeg hurtigt kunne have fået et problem i mit svedige (og ikke svedige på den fede måde!!) hiker-gear. Det lader heldigvis til, at det først og fremmest er bygninger, der absolut skal være iøjnefaldende smukke for at få lov at være her.

img_3089

img_3330

Riomaggiore er opdelt i tre bittesmå dele: den gamle bydel, togstationen, og kajen, hvor der også er en lille strand. Fra togstationen udgår Via Dell’Amore (Kærlighedsstien), som uden tvivl er den mest berømte – og besøgte! – af alle de mange hundrede kilometer vandrestier i området. Det er den korteste og nemmeste sti at vandre: 900 meter er der til Manarola, og man kan snildt komme igennem på 15 minutter. Det er der nu ingen grund til, for det er meget sjovere at give sig god tid til at nyde den smukke udsigt undervejs, og måske snige sig til et kys eller to…

img_3329

img_3073

Desværre er Via Dell’Amore lukket for tiden (åbner formentlig ikke før foråret 2019), så den måtte vi nøjes med at mindes. I stedet satte vi ud på The Riomaggiore Ring, en 3 km lang sti som leder rundt langs kysten, op til Montenero Sanctuary, og tilbage til Riomaggiore. Turen er sammensat af to ruter: #3 og #3a, og det kan klart anbefales at tage den rundt i retning mod uret. Så starter den nemlig noget så festligt, med 1 hel kilometer fuld af høje, stejle trappetrin… og jeg mener det faktisk alvorligt, for de trin kan ikke være nogen fest at bevæge sig ned ad!

Efter en lækker frokost i Riomaggiore ville vi jo allerhelst have fortsat til fods mod Manarola, men det er ikke kun Via dell’Amore der er lukket i år – den alternative sti #531, der ellers forbinder de to byer lidt højere oppe fra kysten, er også spærret. Note til Cinque Terre-vandrere: Det er altid en god ide at tjekke de forskellige vandrerutes aktuelle tilstand på https://www.incinqueterre.com/en/trails-advice. Siden opdateres konstant, og viser hvilke af stierne, der er lukket.

Hvis man vil gå mellem Riomaggiore og Manarola for tiden, må man ud på en temmelig lang bjergtur, og det var nogen af os ganske enkelt ikke indstillet på (se indledningen). Derfor hoppede vi på toget, og kørte til Corniglia i stedet.

img_3325

img_3331

Corniglia er virkelig en perle. Den udmærker sig ved at være den mindste af byerne herinde, og samtidig den højest beliggende. Som den eneste af de ‘Fem Lande’ ligger den ikke helt ude ved havet, men oppe på en klippetop. Det gør den vanskelig at nå, men giver samtidig de mest bjergtagende udsyn, så den må man ikke snyde sig selv for. Ekstra bonus: den lidt afsides beliggenhed gør at den er langt mindre proppet end de øvrige fire byer! Hvis ikke man orker at traske op ad bjerget, kan man altid hoppe på en shuttlebus, som holder lige udenfor stationen.

img_3326

img_3332

img_3126

img_3336

img_3139

img_3334

Festligt nok, så er kystruten mellem Corniglia og Manarola også lukket i år, men heldigvis går der en fin rute lidt oppe i bjergene, som jeg slet ikke kan anbefale nok. Man tager rute #587 inde fra Corniglia, og følger den indtil man møder #586,  som leder til Volastra. Volastra er en lille landsby, hvorfra man følger rute #506 som går rundt langs bjergsiden i udkanten af de velpassede vinmarker, med den mest fantastiske udsigt over havet, bjergene, de terrasseopbyggede vinmarker, og byerne Manarola og Corniglia.

img_3337

img_3156

Vi stoppede for natten i Manarola. Vi boede på Hotel Ca’ d’Andrean, hvor vi har boet før, og det var ligeså fint denne gang som sidst. Skønt var det at komme ud af det støvede og beskidte vandretøj, få et bad, og trække i en frisk t-shirt, inden vi begav os ud i byen. Ultimativ hiker-luksus: rent tøj! – og på denne tur kunne det lade sig gøre, fordi vi hverken skulle slæbe overnatnings- eller madlavningsgear. Slet ikke så ilde endda.

Fortsættelse følger

img_3335

* Giv mig mere end tre farvestålende drinks (gerne med paraplyer!), og jeg forvandler mig til en savlende, højtråbende bodega-Torben, som sidder sådan lidt dum-lummert og grynter ting som “Træk i min finger” og “Det sagde hun også i går” – voldsomt morsomt… For mig selv, forstås. Indtil næste morgen, hvor jeg endnu en gang må sande, at jeg ikke tåler alkohol.

Castelletto d’Orba

Jeg bliver nemt sur. I hvert fald hvis yngstesønnen og hans vidunderlige familie flyver hele vejen fra Danmark for at besøge os, og det så sætter i med flerdagesregn. Bare ikke ok.

Én eller anden dag skal jeg nok få lært hvordan man ændrer på vejret, men indtil da kan jeg ikke rigtig gøre andet end at flytte mig fra det – så det gør jeg, med stor ihærdighed *

Denne gang har jeg flyttet mig til Castelletto d’Orba, en ganske lille by omtrent midtvejs mellem Milano og Genova. Her lovede Il Meteo nemlig godt vejr, så hér ville jeg være. Vi er rykket ind på Villa Carolina Resort, som blandt andet udmærker sig ved at være placeret ganske tæt på et pragtfuldt vandland – og når man er så heldig at have en fireårig med sig, er det dén slags der tæller!

img_2860

img_2811

img_2861

Vandlandet, Parco Aquatico Lavagello, er virkelig fint. Ikke gigantisk, men bestemt nok til nogle dages leg og hygge – her er rutchebaner i alle tænkelige størrelser, en lazy river, og masser af whirl pools og forskelligt vandlegetøj til de små. Tilsæt en udmærket frokostrestaurant / snackbar, med is, frugt, salater og diverse lune småretter, og du har en glimrende opskrift på et par skønne feriedage. Det er oven i købet et meget italiensk vandland (jeg tror vi er de eneste udlændinge her), hvilket vil sige at der er ganske få regler, og en udstrakt tålmodighed med de små.

Villa Caroline Resort, hvor vi boede, er et virkelig godt valg, hvis man gerne vil holde en rolig ferie i Italien, uden at betale de temmelig hampre priser helt nede ved havet.

img_2795

img_2862

img_2821

Hotellet er et sjovt eksempel på, at det ind imellem kan være svært at se en direkte sammenhæng mellem pris og kvalitet. Både service, faciliteter og mad er langt over, hvad man normalt kan forvente i denne prisramme (ca. 800 kr/nat for to personer, inkl morgenmad, gratis parkering og internet). Der er nærmest ingen ende på, hvad personalet vil gøre for at deres gæster skal føle sig godt tilpas. For eksempel kom vi hjem med en lille sulten pige to timer før restauranten åbnede, og straks blev der fyret op under gryderne, så hun lige kunne få lidt i maven! Restauranten var i øvrigt værd at vente på – vi fik sjældent udsøgt mad, til mere end rimelige priser. Deres morgenmad fortjener egentlig et kapitel for sig selv, men får det ikke i denne omgang. Jeg vil bare nøjes med at konstatere, at det var en af de lækreste morgenmadsbuffeter jeg nogensinde har besøgt – alt var frisk og delikat, og igen sørgede personalet for, at alle hele tiden fik præcis hvad vi ønskede os. Villa Carolina var så fint et sted, at vi faktisk besluttede at forlænge vores ophold med en ekstra nat, for to dage var slet ikke nok!

Her er fint og stille, meget familievenligt, og de byder endda hunde velkomne (hej Fili!). For nogen vil det muligvis også være et ekstra plus, at der ligger en golfbane i tilknytning til resortet, og at der ikke er langt til et fremragende designer-outlet…

img_2870

* Det er måske værd at bemærke, at jeg personligt egentlig holder rigtig meget af en god regnvejrsdag eller to. Jeg ved nærmest ikke noget hyggeligere end at putte mig i en god stol med en stak bøger, en kande te og godt med knas indenfor rækkevidde!

Dovne dage i Italien – og gode bøger

img_2286

Så er vi her – endelig, omsider, langt om længe. Min skønne lille perle af et gammelt stenhus i de norditalienske bjerge har lokket lige siden december, og nu er vi her!

img_2238

img_2291

img_2279

Vi skal drukne os selv i lange, lykkelige dage. Når solen velsigner os, skal jeg kun skifte ud af badedragten for at tage bikinien på. Vi skal trave lange, dejlige ture, og på de dage vi får vidunderskøn torden og bulder, skal jeg putte mig under et blødt tæppe med stabler af gode bøger, og ham min elskede skal lave den lækreste italienske mad til mig, af udsøgte, friske råvarer, som vi skal hente nede på markedet.

img_2208

Jeg har medbragt et par af forårets must-reads (vist på høje tid…), en gammel, populær sag, og suppleret med en italiensk krimi. Italienske krimier er ellers ikke noget jeg har gjort meget i, men den her skal have en chance!

img_2209

Det skal jo ikke alt sammen være dovnerier – vi har planlagt en vandretur nede i Cinque Terre, og på et tidspunkt får vi også besøg af yngstesønnen med kæreste og barnevidunderbarnet, så lidt kommer der da til at ske. Bare endelig ikke mere, end vi stadig kan følge med 😉

Livet er i sandhed en god opfindelse!

Julehjem på italiensk

julehjem-paa-italiensk7

Vores lille sommerhus ved Comosøen er ikke kun skønt om sommeren. Vi prøver altid at komme herned i løbet af december, fordi her bare er så fint med al julepynten i de små byer. I øvrigt vil vi også gerne hertil i løbet af januar/februar, så vi kan komme på ski (vi er bare en times tids kørsel fra nogen af Europas dejligste skiområder).

Når jeg pynter op til jul hernede, er det noget mere simpelt end i Danmark. Masser af stearinlys, bunker af puder og tæpper, juleslik og clementiner i alle skåle ? så skal der ikke meget mere til.

Jeg laver små buketter af det mest julede jeg kan finde i skoven: juleroser, kristtorn og rosmarin (fordi det er en okay erstatning for gran), og så sørger glaskugler, hjerter, mine fine julekopper og masser af nisser for resten af julestemningen. Det hele kan sættes frem på mindre end en time, og pakkes væk endnu hurtigere, men når det er her, er det tydeligt at

Det

Er

Jul!!

Bare hvis man skulle være i tvivl 🙂

 

Tilbage til forsiden

3. søndag i advent

julehjem-paa-italiensk1-1

Det har været en helt vidunderlig uge, hvor jeg har nydt julerierne i både Danmark og Italien. Det var skønt at have nogle dage hjemme hos min yngste søn, og også skønt at komme ned til Peter igen senere på ugen. Der er blevet julepyntet i begge vores hjem; jeg har bagt, købt julegaver (hurra for online shopping ? men mon det er for meget, når man allerede kan kortnummeret på sit nye Dankort udenad, 8 timer efter man har modtaget det?), gået herlige ture, og nydt solnedgangene over Luganosøen fra min elskede lænestol.

Markedet i Porlezza er altid et hit, og det bliver slet ikke dårligere her til jul. Pølser formet som julestjerner og juletræer ? det kan man da kun elske. Når så vintersolen også gider at lege, bliver det ikke rigtig bedre!

Har en ting for tiden med kulørte og mønstrede strømper. Ved ikke helt hvorfor, men har fuldkommen tabt mit hjerte til konceptet.

Min fine mega-stjerne. Klippede fire strimler af gavepapir på hver omkring 7 x 140 cm (ville ønske jeg havde lavet dem lidt længere ? det vil jeg huske næste gang), og flettede dem som en helt almindelig stjerne. I og for sig nemt nok, men vil dog lige advare om, at hvis man har en dag (/uge/personlighed) hvor man lidt leder efter noget at blive sur over, skal man nok supplere papir og saks med en solid drink til dette projekt. Man kunne selvfølgelig også bare investere i noget godt, kraftigt gavepapir, og måske endda rulle det ud og glatte det lidt, før man begynder.

Efter mit skambidte indlæg om småkager i går (øv for EDB-trolden), er det med en vis uro jeg nu krydser fingrene og trykker ‘udgiv’. Håber på det bedste…

 

Tilbage til forsiden

Isola Comacina

Ude i Comosøen ligger der en lillebitte ø, Isola Comacina; indbegrebet af den tilbagelænede livsstil. På øen er der en gammel kirkeruin, en cafe, og en helt igennem fantastisk og vidunderlig restaurant. Jeg besøgte den første gang i 2007, til min mors 60 års fødselsdag. Vi havde spurgt lidt omkring hos de lokale om de kendte en restaurant, som var særlig nok til så vigtig en fejring, og svaret var Locanda Isola Comacina. De havde ret, ikke mindst fordi øens faste menu, som er det eneste man kan få derude, og som aldrig skifter, stammer fra samme år som min mor (1947 – så ved vi ligesom også, at jeg er voksen!).

 

Man kan kun komme til øen med båd. Hvis man sejler selv, er der fine broer man kan fortøjre ved, og ellers kan man tage den lille taxabåd som sejler ud fra Sala Comacina på Comosøens vestkyst. Den sejler hele tiden i restaurantens åbningstid.

Øen er så smuk, at man nærmest snapper efter vejret, og jeg vil klart anbefale at man tager derover i god tid, så man kan nå at gå en tur rundt derude. Restauranten serverer frokost fra 12 til 14, og middag fra 19 til 21.30. Uanset om kommer kl. 19 eller kl. 20.30, skal man igennem de samme retter inde den Grande Finale, så hvis man godt kan lide at tage sig god tid til sin mad, vil jeg foreslå at man kommer tidligt. Især i højsæsonen (juli/august) er det en god ide at reservere et bord – det kan man gøre på deres hjemmeside (‘prenota’ betyder reservation, og resten giver lidt sig selv).

 

Jeg elsker at sidde lidt på den lille cafe helt nede i vandkanten, med udsigt over til Sala Comacina (hvor en af mine andre yndlingsrestauranter, La Tirlindana, ligger. Har ret mange yndlingsrestauranter i Italien, men denne er klart helt i top!!!! Prøv Patricias ravioli al’ limone.)

 

Når tiden er inde til at spise, bliver man bænket ude på den store terrasse, og så går det ellers løs. Først en appetitvækker: en solmoden tomat med en tynd citronskive og masser af olivenolie og origano, og stedets hjemmebagte brød, som skal brydes blandt venner – Friendly Bread, som ejeren kalder det, med den mest henrivende italienske accent.

Derefter kommer der et overvældende udvalg af antipasto all’ Isolana – højdepunktet er uden tvivl de bagte løg, som vi var så heldige at få opskriften på her i sommer. Vi er som sagt kommet her siden 2007; nu var vi åbenbart værdige at dele tricket med 😉

De bager de hele løg, med skræl, i 2 timer ved 180 grader, og derefter ca. 2 timer mere ved stadigt lavere temperaturer. Når løgene føles bløde og lækre, skæres de midt over, hældes over med olivenolie, og drysses med salt og peber. Så enkelt – og så overdådigt lækkert, at selv en kræsenpind som mig falder i svime.

Anden ret er Trota alla Contrabbandiera – helstegt lakseørred, som udbenes ved bordet, hvorefter tjenerne slår groft salt i ugudelige mængder ud over dem, presser en hel citron over hver fisk, og drukner dem i olivenolie, før frisk peber kværnes hen over dem. Første gang jeg så det, sank hjertet i livet på mig. Det så ikke godt ud… men det var det! De ved hvad de laver.

Når den første bund således er lagt, får man grydestegt kylling, Rottami de Pollo in Padella, med en helt simpel salat: friske, sprøde salatblade med olie og eddike. Ikke så meget pjat, bare enestående råvarer.

Osten er en kæmpe Grana, på størrelse med en mellemstor hund, som bæres rundt i armene på tjenerne. De skærer solide lunser af dem, og overrækker dem direkte i hånden på dig. No nonsense.

Til sidst skal man selvfølgelig have lidt sødt. Intet måltid uden sukker; uden sukker, intet måltid, sagde slikmunden. Friske appelsiner, pærer eller ferskner (afhængigt af, hvad der er i sæson) skæres ud ved bordet, overhældes med Crema all’Isolana, som er en sød likøragtig sag, og serveres med hjemmelavet vaniljeis.

Hele herligheden afsluttes med en stor finale, hvor der brændes kaffe og berettes om øens historie. Det er en fortælling af den type, som jeg holder allermest af, hvor underholdningsværdien til enhver tid trumfer den historiske nøjagtighed 😉

Kaffen smages til af øens sødeste pige, og så kan man ellers sidde og slå mave, mens man nyder den dejlige udsigt, som ikke bliver spor dårligere, når mørket langsomt sænker sig.

Locanda Isola Comacina er noget helt for sig selv, en pragtfuld oplevelse, som man ikke må snyde sig selv for, hvis man er i området. Restauranten er besværlig at komme til, maden er dyr (73 euro pr. person), og de tager ikke engang kreditkort – men det betyder intet, når først man rammes af øens fortryllelse!


Und i øvrigt også dig selv en stund ved den stolte ejers Wall of Fame. Han har ivrigt taget billeder af alle de berømtheder som har gæstet øen gennem tiderne, og han er revnefærdig af stolthed over samlingen.

Milano

Milano er byen som er bedst kendt for sin domkirke, for modeugerne, og for al den gode shopping.

Det er en stor og levende by, som på en eller måde virker ret ung – men det er måske det bare fordi jeg ubevidst kommer til at sammenligne den med Rom, som den overhovedet ikke minder om? Hvis du aldrig har været i Milano før, er der nogen ting, du bare bliver nødt til at se. Følg med rundt på den introduktionstur jeg gav min svigerdatter; vi fik dækket det vigtigste, omend turen var uplanlagt, så vi ikke fik mulighed for at komme ind og se Da Vincis berømte maleri (men mere om det senere).

Man kan fint gå rundt i Milano. De fleste ting ligger i umiddelbar gåafstand fra hinanden, indenfor den inderste ringvej, men man kan selvfølgelig også vælge at bruge sporvognene; enten de helt almindelige sporvogne, eller den særlige ‘hop on, hop of’-turistudgave.

Vi valgte at parkere i udkanten af centrum, på ydersiden af Parco Sempione. Der er også mere centrale parkeringspladser, men de er dyre, svære at navigere til, og bliver typisk ret hurtigt fyldt op. I øvrigt er parken vidunderlig at gå igennem, især i slutningen af dagen, når man er helt mæt af indtryk, og bare gerne vil slappe af i skyggen under et højt træ.

Ved indgangen til parken står der en triumfbue. I 1805 lod Napoleon sig krone som konge af Italien, og bestilte i den anledning buen, bl.a. med friser af Thorvaldsen (som nu kan ses i Villa Carlotta ved Comosøen, som imidlertid fortjener sit helt eget indlæg).

 

Inde i parken er der et par små cafeer, og en gammel sportsarena, og helt inde i inderkanten, ind mod centrum, finder man Sforza slottet, som stammer helt tilbage fra 1368, men først stod færdig i sin nuværende stjernefacon i løbet af det 17. århundrede.

 

Inde i gården er der en del levn fra tidligere tider, og man kan, hvis man har tid og lyst, besøge adskillige af Milanos bymuseums afdelinger herinde, men man kan også vælge at gå ud på pladsen foran, og herfra ned ad hovedgaden, Via Dante, med alle butikkerne, cafeerne og restauranterne, lige ned til domkirken.

Domkirken har været under restaurering lige så længe jeg kan huske, men heldigvis er selve facaden færdig nu – og imponerende er den, med sine 3200 statuer og 135 spir!

 

Den dobbelte hoveddør viser bronzerelieffer af henholdsvis påske- og julelegenderne, og inde i kirken er et vigtigt relikvie; et af sømmene fra Jesu kiste.

 

Når det spirituelle har fået sit, kan man vende sig mod det verdslige, som heldigvis er lige indenfor rækkevidde, i form af Galleria Vittorio Emanuele II. Nok et af verdens smukkeste shoppingcentre, især efter McDonalds er blevet fjernet fra ‘Prada-hjørnet’, og skubbet ud i periferien…

Inde i gallerierne skal man huske at kigge både op og ned: op på det enestående tag, og ned på de smukke gulve,

hvor man endelig må huske at sætte hælen i tyrens ædle dele og dreje tre gange om sig selv for held og lykke.

Går man lige igennem gallerierne og ud på den anden side, kommer man ud på en hyggelig lille plads med en statue af Leonardo Da Vinci. Det berømte La Scala-teater ligger ud til pladsen, og du kan, hvis tiden og interessen er til det, besøge deres museum. Du kan også tage en guided tur gennem salene, som – overraskende nok – ikke er umiddelbart tilgængelige for turister. Selvfølgelig kan du også tage skidtet fuldt ud, og simpelthen gå i teatret. Det kan anbefales, men du skal være parat med den helt store pengepung!

Fortsæt gennem byens fine gader (og snyd ikke dig selv for kigge ind i diverse charmerende baggårde, og måske et besøg i Aesops fantastiske butik!), op til Santa Marie Della Grazie kirken, hvor Da Vincis berømte vægmaleri, Den Sidste Nadver, befinder sig i munkenes spisesal i det tilhørende kloster. HUSK at billetter til at se maleriet skal bookes på forhånd! Du får ikke lov at vade ind fra gaden, heller ikke selvom du forsøger dig med dit allermest charmerende/flirtende/ynkelig jeg. Tror jeg. Selv kunne jeg jo aldrig finde på at ydmyge mig på den måde *. Billetter kan bestilles på http://www.milan-museum.com.

Kirken er heldigvis et besøg værd i sig selv, og så kan man jo altid stå og lure ynkeligt ind gennem hegnet til klosterhaven…

Et privat sidespring: Jeg synes efterhånde at jeg ser en stigende tendens til at jeg lader komforten vinde over elegancen, når jeg er på byvandring. Marilias farverige nederdel og tætsiddende top er noget mere imponerende end mine afklippede jeans og lette, løse skjorte… I det mindste fik jeg taget de høje hæle fra hende, inden vi begav os afsted. #MisundeligPåDeUngeMenDeBliverOgsåGamleEnDag #voksenlivsstil

Fra kirken er der ikke langt op til parken, og som nævnt er det en sand lise at slutte af med en rolig tur under de skyggefulde træer, mens man glæder sig over at have fået set næsten hele Milano.

 

 

* Jeg har bestilt billetter til at se bæstet mere end én gang, men på én eller anden måde er det aldrig lykkedes mig at bruge dem, eller at overtale de barske vagter til at sælge mig en billet på stedet. Karma, går jeg ud fra. Bare ikke ‘meant to be’.

 

** Vi gik glip af noget af det vigtigste i Milano: livsstils-butikken 10 Corso Como. Ellers så afgjort et besøg værd!

Tilbage til forsiden

Gåtur i Val Sanagra

De næste tre dage vil jeg køre Italiensk Tema her på bloggen. Jeg har stadig så meget jeg gerne vil dele fra sommerferien, så hvis du vil med på vandretur i Sanagradalen, en tur ind til Milano, og ud på en helt enestående restaurant (og endda få nogle tips til, hvordan du selv kan kokkerere på ægte italiensk manér), så følg med! I det hele taget synes jeg selvfølgelig du skal følge med herinde, altid, hele tiden 😉  Hvis du vil, kan du trykke ‘abonner’ oppe i højre hjørne; så får du automatisk besked, når der er nye indlæg.

 

Lige bag vores hus ligger den smukke Sanagra-dal, hvor man kan gå nogle fantastiske ture. Faktisk er der tale om ialt fire dale, som er indbyrdes forbundne af vandrestier, så det er bare at kaste sig over herlighederne! Hvis man er mindre ambitiøs, er der en ganske kort gåtur, som giver et godt indtryk af området på bare en god halv time.

Man kører til byen Codogna, hvorfra man følger skiltene til “Agriturismo la Vecchia Chioderia”, som er et lille feriested med tilhørende trattoria. Parker ved La Vecchia Chioderia, hvor ovenstående skilt står, og begynd turen med at gå til højre (når du står med ansigtet mod skiltet), ned langs floden.

 

Turen vil føre dig ned forbi et lille frilandsmuseum, hvor du kan se en gammel, istandsat mølle, og høre om livet her i dalen i gamle dage.

Når du kommer til denne bro, kan du vælge at gå opad til venstre – så ender du oppe i Menaggio, men det er en længere tur – eller du kan vende om og gå tilbage til parkeringspladsen, hvorfra du fortsætter videre, i den anden retning. Gør du det, vil du først komme til at gå langs restaurantens dambrug og feriecentrets forskellige husdyr, indtil floden er dit eneste selskab.

 

Undervejs møder du en lille forladt by, hvor du krydser over floden ad denne smukke gamle bro, og så er du som i en anden verden.

Floden er altid ret lavvandet, men med en rivende strøm, som kæmper med de enorme klippeblokke der ligger overalt. For folk med vikinge-aner kan det være på sin plads med en lille dukkert. Selv har jeg et princip om ikke at bade i vand som er under 36 grader, men sådan er vi jo så forskellige 😉

Terrænet bliver stadig mere vildsomt, men hold ud, og husk at nyde den barske skønhed omkring dig. Hold også øje med floden – flere steder vil du kunne spotte små fine ‘flod-ånder’ som den nedenfor (nærmest umulige at fotografere, så se at komme afsted, så du kan se dem IRL).

På et tidspunkt møder du en funklende ny hængebro. Den er måske ikke så pæn, men til gengæld er den vældigt praktisk, for nu vil du gerne tilbage på den bred hvor du startede turen. Derovre kan du, hvis du vil/tør/orker, klatre op ad klippen, og komme op i selve naturreservatet, som er ubeskriveligt smukt. Du kan også vælge at sætte dig på en klippeblok nedenfor vandfaldet (ekstra-bonus: du slipper for klatreturen!), og bare indsuge alt det skønne.

Her fra vandfaldet går den korte tur tilbage samme vej som du kom. Når du møder den gamle stenbro igen, kan du vælge at følge den skiltede vandresti op til Naggio – så ender du hjemme hos mig, hvis altså du fortsætter ligeud længe nok! Du kan også vælge at gå tilbage til la Vecchia Chioderia, og spise en af deres lækre fisk. Hvis du kommer en søndag eftermiddag, kan du endda være så heldig at dalens ældre herrer sørger for underholdningen; de mødes gerne efter kirketid, hvor de sidder og synger sammen så det klinger i hele dalen!

Older posts