Como huen – strikket hue til hele familien

Da vi for noget tid siden var i Italien, havde ham min elskede glemt sin hue… Lidt upraktisk, når nu sneen dalede lystigt ned om ørerne på os. Heldigvis kunne jeg tage et dyk i restekurven, og finde to nøgler tyndt, brunt garn, som jeg lynhurtigt tryllede om til en strikket hue til ham. Og nu jeg var ved det, lavede jeg da opskriften, så jeg også kunne få  én selv, for den blev faktisk ret lækker.

Red: Opskriften er udvidet med en størrelse 6-8 år, så også de små kan være med 🙂

Garnet er oprindeligt købt hernede, men ifølge beskrivelsen på banderolen har det en løbelængde på 160 m pr. 50 gram, og en strikkefasthed på 26 m pr. 10 cm på pinde 3. Jeg strikkede det dobbelt på pinde 4 for at få en dejlig tæt hue, og fik en strikkefasthed på 19 m pr. 10 cm. Man vil således kunne bruge garn af typen aran eller worsted, eller tyndt garn af typen sport, som man så strikker dobbelt.

como strikket hue

Opskrift på Como – strikket hue

Størrelse (6-8 år) s (m) l (xl) – s og m vil passe de fleste kvinder, og l og xl de fleste mænd.

Strikkefasthed 19 m på 10 cm med p 4

Garnforbrug ca. 100 gr i alle størrelser

 

Slå (72) 78 (84) 90 (96) m op på rundpind 4, og strik rundt i dobbeltrib (2 ret, 2 vrang) til arb måler (6) 6 (7) 7 (8)  cm. Skift til glatstrik, og fortsæt til arb måler (21) 22 (24) 26 (28) cm.

Marker 6 masker med (11) 12 (13) 14 (15) maskers mellemrum, og start indtagninger. På hver 2. omg strikkes indtagninger således:

Start 2 m før en af de markerede masker. * Tag 1 m løs af, strik 1 r, træk den løse m over. Strik den markerede maske, strik 2 m ret sammen, strik til 2 m før den næste markerede maske * Gentag fra * til * omg ud.

Når der er (24) 20 (24) 20 (24) m tilbage på omg, brydes garnet. Tråd det på en nål, og træk garnenden gennem alle de åbne masker. Tag pinden ud og træk maskerne tæt sammen, før du hæfter ende. Hæft også enden i starten, og damp huen let.

como strikket hue

 

Måske vil du også læse...