Anmeldelser, Bøger

Dagbog fra Zombieverdenen

Dagbog fra Zombieverdenensolbeskyttelse

I bogverdenen taler man nogen gange om den svære toer. Det kan være noget af en udfordring at levere en opfølger til en god bog; en som lever op til, og ultimativt overgår, etteren. Med Dagbog fra Zombieverdenen synes jeg faktisk det er lykkedes. Toeren er lige så spændende, medrivende og letlæst som etteren, Dagbog fra Zombieland, og med et par fine kunstgreb er den også blevet så tilpas anderledes end sin forgænger, at man på den ene side tydeligt genkender historien og personerne, men på den anden side oplever bogen som frisk og ny.

Noah, som med nød og næppe overlevede zombie-apokalypsen i København, og derefter kæmpede sig frem gennem Danmark, er nu ombord på et skib, som samlede ham op i Aalborg, da han i sidste øjeblik kastede sig i havet for at undslippe zombierne. Skibets fællesskab er i relativ sikkerhed ude på vandet, og sejler rundt i Skandinavien for at finde ud af, hvor mange overlevende der findes rundt omkring. Zombierne udvikler sig, som det allerede blev antydet i etteren, langsomt til såkaldte ’superzombier’, som dels er mere adrætte, dels mere intelligente end de oprindelige zombier. Under en træfning lykkes det skibets besætning at afskære og indfange en zombie, som de indespærrer på skibet, for at kunne iagttage deres modstander på nært hold, alt imens de leder efter en endegyldig løsning i form af enten ultimativ udryddelse af zombierne, eller en kur.

I Dagbog fra Zombieverdenen er der kommet en ekstra forfatter ind over – den er nemlig skrevet af Klaus Frederiksen, som stod for Dagbog fra Zombieland, i samarbejde med Hanne Rump. Alligevel er sproget det samme, meget moderne, med alt hvad det i øvrigt indebærer af for eksempel anglicismer og en vis kynisk, underspillet (og vældig fornøjelig) humor.

Der var yndige norske træhuse, stabler af fritidsbåde og en fiskerihavn med mange kuttere, hvoraf flere så noget raserede ud. To moler stak ud i havnen. Det var på en eller anden måde mere funktionelt end i Arendal, men knap så smukt. Det trak selvfølgelig også fra, at hele stedet vrimlede med zombier.

Anglicismerne (“Men du er da det nærmeste, han har til en mor”, for eksempel) er jeg normalt ikke vild med, og da slet ikke på tryk. Heller ikke selvom jeg ind imellem selv falder i. Men i dette her tilfælde synes jeg faktisk, de klæder bogen. Hovedpersonen, Noah, er en ung mand, og der er ingen grund til, at han ikke skulle tale et ungt sprog, heller ikke selvom toeren forlader den dagbogsform, som etteren lagde ud med. Jeg var ellers svært glad for dagbogsformen, men den har naturligvis også sine begrænsninger, og jeg oplever faktisk at være kommet en smule tættere på Noah med den nye fortælleform.

Bogens største svaghed er alt det, som ikke står i den. Jeg synes de moralske og etiske dilemmaer som præsenteres undervejs er virkelig interessante, og jeg ville vældig gerne have hørt meget mere om dem.

”Der går hurtigt anarki i den.” Det var Jim, der blandede sig. ”Det er menneskeligt først at sikre sig selv og sine egne.” Han holdt en afværgende hånd op mod Røskva. ”Jeg siger ikke, det er det rigtige at gøre, jeg siger bare, at det er naturligt i den slags situationer.”

Det fik en vild diskussion til at bryde løs. Hvad var rigtigt? Hvad var ikke rigtigt? Hvad med etik? Trumfede ens egen overlevelse alle andre ting?

Kan man fastsætte retningslinjer for zombiers etiske egenvægt? Hvor går grænsen for, hvad man kan udsætte andre arter for? Når Noah udvikler kontakt med ’deres’ zombie, er det så tegn på, at zombierne er intelligente – og bør intelligens hos ens modstander altid stå i vejen for drab? Der er næppe nogen, der er i tvivl om, hvad buddhisten her mener, men jeg er på den anden side ikke blind for de dilemmaer, man med sådan en holdning åbner for. Det kunne være en virkelig spændende diskussion, som jeg håber forfatterne vil tage sig tid til i den treer, som toerens slutning lægger op til!

Der trækkes også linjer til nutidens dilemmaer. Hvilke omstændigheder, om nogen, retfærdiggør folkemord, og hvad leder mennesker dertil, hvor de nådesløst slagter hinanden? Bogens bud er fint og subtilt præsenteret: det er frygt og uvidenhed, der ligger bag sådanne grusomheder.

Alt i alt er det en bog, jeg uden tøven ville anbefale enhver, som har lyst til en hurtig, veldrejet fortælling, og som i øvrigt er med på efterdønningerne af vampyr/zombiebølgen. God underholdning, med andre ord. Og det hører sommeren til!

Måske vil du også læse...