Bøger

Dewey’s Readathon

I oktober 2007 blev Dewey’s Readathon indstiftet. Jeg har skrevet om det før; de dage hvert forår og efterår, hvor læsere over hele verden afsætter 24 timer til at læse sammen, hver for sig. Det er noget så hyggeligt, det der med at læse sammen, også selvom det jo altså foregår hver for sig. Normalt er læsning så udpræget en solo-aktivitet – og dem er der meget godt at sige om – men disse to gange om året bliver det pludselig til noget man gør sammen.

Og hvorfor skriver jeg så om det nu? Jamen det gør jeg, fordi de gæve folk pludselig har søsat et omvendt sommer-readathon, startende på fredag kl. 20 EST (det vil sige kl. 2 om natten her) og det synes jeg er en overmåde god ide. Sommertid er læsetid, derom er der ingen tvivl, så selvfølgelig må der et readathon til! Og man kan så vælge om man virkelig vil sætte vækkeuret til kl. 2 for at være med fra starten, eller om man vil tage den bløde udgave, hvor man er med, når man er med. Kender godt svaret for mit eget vedkommende, men bliver altid vældigt inspireret af dem, som går all in.

Der er flere forskellige måder at ’deltage’ på. Man kan enten bare lure fra sidelinjen, ved at følge hastagget #deweysreadathon2018 og forskellige bogblogs, eller man tilmelde sig som officiel deltager, hvilket også betyder, at man kan deltage i forskellige småkonkurrencer og udfordringer undervejs. Uanset hvor meget eller hvor lidt man gør ud af det, er det en sjov oplevelse.

Selv nyder jeg meget at følge de allermest ivrige læsere, både i deres forberedelser og deres opdateringer undervejs. Der deles bogstakke og opskrifter på lækre læse-snacks, og de hyggeligste læsehjørner bliver indrettet – og man kan få lov at kigge med hele vejen. Jeg plejer at følge med på Goodreads, Instagram og en række danske bogblogs, som for eksempel BoghjørnetSabrinas blogDen lille bogblogWondrous Bibliophile eller Skrivepulten.

Jeg kan kun anbefale at man giver det et forsøg. Selv håber jeg stadig på en gang at kunne være med hele vejen, 100 %, med dedikeret bogstak, udsøgte snacks og hele udtrækket, men indtil videre leger jeg med i light-versionen, og selv det at være med på sidelinjen er sjovt.

Hvad med jer – er I readathon-fans? Og hvis I er, hvor kan jeg så følge jer?

Måske vil du også læse...