DIY sengetæppe med pom-pomer

Jeg har en ting med pom-pomer. Det er mere end bare en svaghed; faktisk nærmer det sig en besættelse, og er som sådan en kende foruroligende. Nu er det jo så heldigvis bare pom-pomer, så det hele går nok endda.

Jeg er vild med det lidt bohemede præg, en håndfuld pom-pomer kan give til nærmest hvad som helst. Jeg kan nemlig svært godt lide den der tilbagelænede, ubesværede luksus-hippie stil, som er noget så cool, men som ikke fungerer hjemme hos mig. Slet ikke. Kan tilbringe timer med at savle over Atlantis Home’s Instagram, men jeg bliver aldrig cool som Judy. Er voldsomt farveforskrækket, og sådan set heller ikke særlig god til modige mønstermix, så jeg nøjes med at påskønne det hos andre.

Til gengæld kan jeg godt finde ud af at sy en håndfuld pom-pomer fast i kanten af et stort stykke hør, kalde det sengetæppe med pom-pomer, og nyde de fede vibrationer 😉

sengetæppe med pom-pomersengetæppe med pom-pomer

Jeg har lavet pom-pomerne på samme måde som dem jeg lavede mine påskekyllinger af, men denne gang over en gaffel fra et sæt salatbestik, som gav dem den helt rigtige størrelse. Nemt og hurtigt – og jo også en udmærket måde at få brugt lidt restegarn på! Jeg brugte knap tre nøgler garn, jeg havde liggende fra et af mine utallige tæppe-projekter, og det gav 24 pom-pomer; 8 til hver af de tre sider. Jeg satte ikke nogen på stykket oppe ved hovedenden, da den jo støder op til væggen.

Mere omhyggelige DIY-typer ville nok have sømmet hørstykket, men jeg har besluttet, at jeg godt kan lide trævlekanterne. Derfor har jeg ganske enkelt klippet to stykker hør på hver 2.5 m i dobbeltbredde, syet dem sammen på langs, og sat pom-pomerne på. Der er med andre ord tale om et projekt, hvor alle kan være med! Og jeg knuselsker det, mit sengetæppe med pom-pomer, som det helt ubesværet ligger dér, og gør mit soveværelse en smule mere cool 😉

sengetæppe med pom-pomer

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Wow, dette var en god ide. Jeg trenger et sengeteppe til gjesterommet og tror jeg vil kopiere ideen din. Så enkelt og fint.

    Klem fra Ingrid

    1. Virkelig enkelt – og ja, jeg synes det er ganske fint. Håber du deler et billede, når du får lavet dit tæppe!

  2. Så fin en idé, der ser super skøn ud <3

    1. Tak Anja – jeg er også ret vild med det

Comments are closed.