Efterårshygge i køkkenet

Lige præcis disse dage hører til mine absolutte yndlinge. Efterårshygge er noget helt særligt for mig, måske fordi forventningens glæde altid er den største? Sikkert er det i hvert fald, at jeg stornyder den helt særligt fortryllede tid nu hvor min fødselsdag er ovre, og der således er givet et, måske lidt tøvende, grønt lys for den første julestemning. Fra nu af er det okay at spise pebernødder – og man skal huske at gøre det, for når først vi kommer hen i december, bliver de altså overhalet indenom af marcipanen. En enkelt lille nisse kan få lov at snige sig ind, og måske en lyskæde og en lille grankvist- lige om lidt.

efterårshygge

Det er mørkt og koldt derude, og jeg synes endnu, det er en fest. Jeg er jo helt på det rene med, at vi ikke skal ret langt hen på den anden side af nytåret, før jeg faktisk har fået lidt nok af det (marts, hører du efter??), men lige nu er det nyt og dejligt. Kulden kalder på rustikke gryderetter med masser af grove grøntsager og varmende krydderier, og mørket indbyder til lange aftner med efterårshygge, varm te og hjemmebagte kager i bunkevis.

efterårshyggeefterårshygge

Og dermed er køkkenet i fokus i denne tid. Ellers ikke et sted jeg brillerer jo, men om efteråret er her godt at være. Mit køkken har fået et par enkelte opdateringer. En rustik trækasse til noget af alt det grej, som ellers har det med at sprede sig over alle vandrette flader – og ikke mindre end fire (4!) nye skraldespande. Affaldssorteringen er nemlig omsider kommet til vores lille krog af landet, så for at undgå at skulle ofre et par køkkenskabe på øvelsen, har jeg sat nogen robuste pedalspande op for enden af vores køkken-ø. Måske ikke lige den efterårsdekoration jeg ellers ville have valgt, men praktisk er det. Så kan jeg jo altid lade en nissefamilie flytte ind ovenpå dem om lidt 😉

efterårshyggeefterårshygge

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *