Fester & gæster, Livsstil, Mode

En fødselsdag

fødselsdag

Jeg er vild med fødselsdag. Mest mine egne, det vil jeg ikke prøve at lægge skjul på, men når jeg nu ikke med rimelighed kan fejre mig selv hver eneste dag året rundt, så er det jo heldigvis også helt vidunderligt at fejre andre. Det er noget så hyggeligt at fejre hinanden; at gøre noget ekstra ud af den der helt særlige dag, hvor nogen mødte verden første gang.

I går var det min svigerdatters fødselsdag, og den havde vi set frem til længe. Der var måske ikke umiddelbart tale om nogen rund dag (medmindre man da, som min svigerdatter, finder 34 rundt) men der var under alle omstændigheder lagt op til den helt store fest.

Vi havde lavet ballon-guirlander, foldet origami-kolibriermøllehjul og vifter, og der var bestilt champagneglas med navn og dato indgraveret – en helt bedårende ide, som meget gerne måtte komme til Danmark. Og hvis nu den allerede er kommet, og jeg bare ikke har opdaget det, må I meget gerne tippe mig om det!

fødselsdag

fødselsdag

fødselsdag

Og jeg var trukket i lang kjole. Jeg er nemlig vild med ideen om lange kjoler, som skødesløst smyger sig om benene. Ikke på galla-måden, men snarere på den der cool, laid-back strandagtige måde, som nogen kvinder bare formår at få til fungere. Jeg har selv en tendens til at blive en smule stiv i lang kjole – det er som om jeg føler mig lidt for fin og pyntet, og ikke spor laid-back… men hernede er det på en eller anden måde bare nemmere. Måske fordi hele livet hernede er mere tilbagelænet og dvælende? Følte mig i hvert fald vældig godt tilpas i denne skønne sag, og var da også rigtig god til at feste igennem.

fødselsdag

Det der med fødselsdagskagen er En Stor Sag hernede. Alle samles omkring kagen, lyset dæmpes, og stearinlys eller stjernekastere tændes, mens alle klapper og synger og hepper. Helt klart en ting jeg vil indføre derhjemme! – for man er jo nødt til at forny sig, og følge med tiden 🙂

Måske vil du også læse...