Anmeldelser, Bøger

Gennemblødt

Det er virkelig en speciel bog, jeg her har haft fat i: Gennemblødt, af Maja Nyvang Christensen og Sine Cecilie Laub. Interessant og tankevækkende, og på mange måder som en tidsrejse tilbage til min ungdom. Se bare hvad der står på bagsiden:

Det er rødt, slimet og kan lugte. Både af fisk og af ingenting. Menstruationsblod har gennem årtusinder været omgærdet af mystik og frygt. Alle fra læger til reklamefolk, feminister, kunstnere, politikere og præster har haft en mening om det blod, der måned efter måned siver ud mellem benene på halvdelen af jordens befolkning.

‘Gennemblødt’ tager menstruationen ud af underbukserne og placerer den hemmelighedsfulde væske mellem hænderne på læseren. Bogen giver indblik i en forunderlig underverden fyldt med blod og myter, skam, personlige historier og kønskamp.

Hvorfor blev den menstruerende kvinde sygeliggjort. Hvad vil det sige at ‘free-bleede’? Hvorfor viser reklamer for bind blåt vand? Er tamponer i virkeligheden fallossymboler? Og er menstruation overhovedet stadig et tabu?

Bogen er mere end bare underholdende fortællinger. Den er et opråb til alle om, at menstruation ikke længere skal ties eller gennem væk. Gennemblødt er et udgangspunkt for snak, diskussion og historieudveksling, både mellem dem der bløder, og dem der ikke gør.

gennemblødt

Den kunne jeg da ikke lade ligge! Det var et totalt flashbacks til 70’erne og den vikar der dukkede op i en gymnastiktime, og åbenbart havde a) besluttet sig for at mega-bonde med os, og b) forlæst sig på Germaine Greer (hvis du er på min alder, så ved du formentlig godt hvad jeg taler om. Jep, den er god nok – det var det med at smage på sit eget menstruationsblod…).

Udover det festlige i at få lov at genopleve de svundne ungdomsdage, så synes jeg også det var sjovt at se, hvor hurtigt udviklingen faktisk er gået. Fra lægevidenskabelige forestillinger om, at menstruation indeholder det farlige menotoxin, som får blomster til at visne, sovs til at skille og brød til at stoppe hævningen (i 1919. År 1919!!), til at vi diskuterer det rimelige i, at reklamer for bind og tamponer stadig opererer med blåt vand, når det skræmmende blod skal illustreres. På en eller anden måde bliver det endnu mere tydeligt, at min generations kvinder står på skuldrene af fortidens seje kvindesagsforkæmpere. De var ikke ufejlbarlige, men efterhånden har vi måske dvælet nok ved deres mangler, så meget desto mere som det er deres styrke der har båret os fra samfundets faste overbevisning om, at kvinder ikke kunne indgå som en del af demokratiet, fordi menstruationscyklussen gjorde dem utilregnelige, til nutidens relative ligestilling på ganske få år.

Selvfølgelig fik læsningen af denne bog mig også til at reflektere over mit eget forhold til mine menstruationer. Jeg oplevede jo faktisk at have Min Sidste Menstruation. Det gør de fleste naturligvis, hvis de ellers er heldige til at leve længe nok. Min pointe er, at jeg vidste hvilken menstruation, der ville blive den sidste, fordi jeg stod foran en planlagt hysterektomi ugen efter. Det var meget, meget mærkeligt. Lige pludselig blev jeg helt sentimental i forhold til det at menstruere. Sådan havde jeg aldrig (som i aldrig nogensinde) før haft det. Jeg syntes egentlig, som formentlig de fleste andre, at det der med menstruation bare var noget besværligt noget, som indebar at man lå mere eller mindre underdrejet 1-2 dage hver måned. Men da jeg stod overfor en så pludselig afsked, blev mine følelser virkelig blandede. Det var såmænd ikke fordi jeg følte at mistede min ungdom, eller fordi jeg var fortvivlet over ikke at kunne få flere børn – det var bare mærkeligt at skulle sige farvel til noget, der havde fyldt så meget af mit liv. Og så sendte hele herligheden mig også hovedkuls ind i overgangsalderen, komplet med svede- og tudeture. Der kommer virkelig meget vand ud af kroppen, når man er i overgangsalderen, og det er for så vidt også fint nok – men da der også begyndte at komme opkast (virkelig meget opkast. Nærmest hver eneste nat) blev det mig for meget, og jeg hoppede, trods alle mine betænkeligheder, på hormonvognen.

Jeg synes det er en fin bog. Sigtet med den er at skabe debat, og som sådan er den et fantastisk oplæg. Forfatterne kommer rigtig fint omkring, både historisk og nutidigt, og lægger op til en masse interessante overvejelser. Menstruation virker måske ikke som det mest spændende emne, men menstruationens historie hænger så nøje sammen med hele kvindernes historie, at emnet rent faktisk er relevant for alle ? både for dem der menstruerer, dem der ikke menstruerer, og dem der har menstrueret. I øvrigt er der jo nærmest ingen ende på de forskellige samfundsgrupper, der har haft holdninger til det der blod, så hvorfor ikke tage diskussionen åbent og i øjenhøjde? Jeg ser på mange måder bogen som endnu et indlæg i den nye, friske kvindebevægelse; de nye feminister, som jeg nærer en næsegrus beundring for, og som sådan finder jeg den både vigtig og vedkommende.

 

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Jeg havde netop færdiglæst “Gennemblødt”, da jeg faldt over din anmeldelse. Jeg besluttede at vente med at læse den, til jeg havde skrevet min egen for ikke at blive for påvirket – det har jeg irriterende let ved. Og hvor er det sjovt at læse den nu og se, hvor forskelligt man kan have det med en bog! 😀 Jeg syntes emnet var så sindssygt spændende et udgangspunkt, og så blev jeg bare så vildt skuffet over udførelsen. Jeg var træt af sproget og træt af overfladiskheden. Jeg følte, jeg var blevet lovet indsigt i synet på menstruation i kulturelt og historisk perspektiv, og jeg følte mig så snydt. Hvor blev myterne af? Hvor blev historierne af? Men jeg er meget enig med dig i, at som oplæg til debat er den et godt (og nok det eneste danske) udgangspunkt. Og inklusionen er top notch!

    Hvis du er nysgerrig, kan du læse min anmeldelse her: https://litcomprime.wordpress.com/2017/03/19/christensen-laub-gennembloedt/

    Nå ja, og så lige en kommentar i forbindelse med at savne noget ellers irriterende, når man står overfor at skulle give slip på det. Det fik mig sådan til at tænke på fænomenet “graduation goggles”, som præsenteres i How I Met Your Mother, S06E20. Tjek det ud 😀

    1. Skriver lige en kommentar, så jeg kan slå e-mail-notifikation til.

    2. Sjovt at se din anmeldelse! Jeg kan sagtens følge din kritik; bogen kunne have været mere grundig. Min begejstring går nok mere på ideen og debatoplægget end på selve udførelsen.

      1. Det forstår jeg også sagtens. Det er et mega fedt emne!

Comments are closed.