Bolig, DIY, Indretning, Strik og hækling

Hæklet julepude

b078ff4c-fdb3-4d10-894c-c5cb9ef6ee7b

Hvis ikke man skal putte sig i puder og tæpper i juletiden, så ved jeg slet ikke hvornår det ellers skulle være. Julen er lig med putte og hygge, helt uden forbehold eller forstyrrede tanker om, hvad man skal nå. Åh, at forsvinde ned i en blød rede, med en god bog og kop dampende julete…

Jeg har nørklet et par julepuder; en strikket og en hæklet – og nu jeg alligevel havde hæklenålen fremme, lavede jeg også lige endnu et af mine elskede oldemor-tæpper, denne gang med et lilla indslag, så det matchede sofaens nye klæder.

Den hælkede pude er nem, men tager en del tid. Den er lavet i et skønt boblemønster, som giver en fantastisk struktur – men altså er noget langsommeligt at lave. Og eftersom langsommelighed giver ekstra point her i julen, er det et oplagt december-projekt!

Jeg brugte gråt strømpegarn, som jeg hæklede dobbelt på en nål nr. 4 1/2. Boblemønsteret bliver ikke ligefrem nemmere af man arbejder med dobbelt garn, men det var nu engang hvad jeg havde. Hvis du skal ud og købe garn til puden, vil jeg foreslå at du køber lidt kraftigere garn, så du ikke skal rode med to tråde.

 

Man laver boblerne således

2d9faac7-a179-4745-a4a8-bbe34ae33ce1

Start som om du skal til at lave en stangmaske. Træk garnet gennem masken første gang, og slå derefter om igen. Træk igen garnet gennem masken, og gentag dette indtil du har seks omslag på nålen.

72b85a87-6e45-45a8-a122-b7a33ef1e3ff

Træk så garnet igennem alle seks omslag på én gang, og stram godt til – og din bobbel er klar.

b078ff4c-fdb3-4d10-894c-c5cb9ef6ee7b

Pude i boblemønster
Start med at lave en række luftmasker som svarer til din pudes bredde, og hækl derefter flg mønster:

1) En række stangmasker.
2) 3 fastmasker, * 1 bobbel, 5 fastmasker *. Gentag fra * til * rækken ud.
3) En række stangmaasker.
4) 1 fastmaske, * 1 bobbel, 5 fastmasker *. Gentag fra * til * rækken ud.

Disse fire rækker udgør mønsteret, og gentages til arbejdet har samme højde som din pude.

Skift til udelukkende at hækle stangmasker. Boblemønsteret fungerer ikke særlig godt på bagsiden af en pude, hvor det bare vil blive trykket fladt mod ryglænet, så der er ingen grund til at sysle med det der omme.

Fortsæt til arbejdet når hele vejen rundt om din pude, slut af, og sy sammen – og kryb så godt op i sofaen, med din fine, nye pude i ryggen 🙂

Måske vil du også læse...