Helt privat

Det er faktisk lidt besynderligt, men det allermest private hjørne af vores have ligger lige udenfor stuens terrassedøre. Almindeligvis ville sådan en placering jo medføre en flittig trafik, men eftersom vi sjældent lader lige præcis dé døre stå åbne, har det betydet, at den lille solkrog lige udenfor nærmest kun bliver brugt af mig. Og hunden og katten, naturligvis 🙂

Det har muligvis også noget at gøre med størrelsen på den terrassen jeg har anlagt på stedet. Der er kun lige plads til en enkelt solseng – og det er helt bevidst. Det er mit private lille refugium, hvor jeg kan være mig selv, helt alene. Til den ene side har jeg huset, til den anden side rosenhækken der støder op til morgenmadsterrassen, og på de to sidste sider er der havemur med masser af frodig beplantning. Det er med andre ord et lille paradis 🙂

Her er tæpper og puder i bunkevis, så jeg lykkeligt kan tilbringe timer med en god bog og et blødt hundeøre at nusse. Kassen på billedet ovenfor er genial til at fragte te, vand, kage og andre fornødenheder med mig ud i solen. Den er solid, og kanten er tilpas høj til, at jeg kan bære hele herligheden i én hånd. Den er købt hos Birgitte fra Raw Nordic Design, som laver dem på bestilling.

Solsengen har efterhånden ganske mange år på bagen, men jeg synes bare den bliver pænere og pænere for hvert år jeg nådeløst overlader den til elementernes rasen. Ind imellem overvejer jeg at forkæle den med en sjat olie, men indtil videre er det blevet ved overvejelserne. Man skulle jo nødig risikere 1) at træet genvinder sin naturlige brune farve (jeg elsker den sølvgrå farve, som tidens tand har givet det) , eller 2) at bæstet går hen og bliver fordringsfuldt…

Det er også herude vi har husets tørresnor. Og når jeg skriver ‘vi’, mener jeg naturligvis ‘jeg’. Der er kun ret få opgaver, vi ikke deles om – men vasketøjet er almindeligvis mit domæne. Det har jeg det fint med. Jeg finder faktisk rigtig meget glæde i at vaske tøjet og hænge det ud i den friske luft. Glæderne visner lidt, når det så skal slæbes ind, lægges sammen og puttes på plads, men skidt med det. Selve vasken og tørringen er en fest mens det står på!

Jeg har plantet humle og staudelathyrus op ad havemuren. Humlen er en superhelt. Den vokser adskillige meter på en sommer, og dækker villigt hele muren, dog uden at kvæle de fine små ærteblomster, som er noget af det smukkeste jeg ved. Fordi det er en staudelathyrus må man desværre tænke sig til duften – til gengæld dukker den op, helt af sig selv, år efter år. Jeg indsamler tit frøene i sensommeren, og smider dem rundt omkring i haven, hvor de overraskende ofte spirer det følgende år. De er ikke så glade for græsslåmaskinen, men det er jeg jo heller ikke, så det forstår jeg så udmærket.

Langs muren vokser der også hvidtjørn og syrener, som jeg har samlet nede i engen, og puttet i jorden uden de store dikkedarer. Jeg har hængt små solcellelamper i træerne. De hygger om os i de sene aftner, når vi sidder inde i stuen og kigger ud, og samtidig er de diskrete nok til ikke at genere mit øje om dagen.

Mit private hjørne kræver minimal indsats med hensyn til pasning og lugning, men fordrer så til gengæld, at man tager sig god tid til nydningen – lige som jeg foretrækker det! Her er sol fra morgen til aften, og fordi hjørnet er så fint lukket af, er her faktisk også nærmest altid læ; noget vi ellers ikke er forvænte med herude. Her er med andre ord bare godt at være.

Tilbage til forsiden