Hår, Sund & skøn

Hvad gør man egentlig… Gråt hår, version jeg-ved-ikke-hvad

Hvad gør man egentlig, når man pludselig ser et billede af sig selv fra en uheldig vinkel, og opdager at man ikke længere har gråt hår, fordi ens hår er blevet grønt???? Man trækker en livline, og ringer til sin veninde (i hvert fald hvis veninden også er en dygtig frisør…), og det var præcis hvad jeg gjorde forleden.

Dygtige Helga (som også er kvinden bag Helgas Kage) græd sine modige tårer og slog sig noget i tøjret – men til sidst lykkedes det at overtale hende til at udøse sine gaver over mit genstridige garn. Og se nu bare her; ikke det mindste anstrøg af hverken grønt, rødt eller andre uønskede farver. Bare ‘mit eget’ grå/hvid/brune hår.

gråt hår

Rejsen mod det naturlige grå hår har været lang og trang, og jeg er endnu ikke i mål. Det ville jeg have været, hvis ikke jeg liiige skulle spille smart med et frisørbesøg i Rio. Nu skal jeg altså i øvrigt se at få taget mig sammen til at lære det der portugisiske, men det er en anden historie – omend sprogkundskaber kunne have været nyttige i dén situation. Med jævne mellemrum sender jeg stadig Leo en tanke (ikke en kærlig én, men En Tanke), når jeg ser at den grå skyllefarve skal friskes op. Mit hår vil meget gerne have lov at trække sådan lidt kobberagtigt op, og så fint jeg ellers synes kobber er, så er det bare ikke en tone der matcher de kolde farver i mit hår.

Da jeg oprindeligt besluttede mig for at stoppe med de evindelige farvninger, og i stedet lade mit grå hår vokse ud, var grå skyllefarve ikke en mulighed jeg umiddelbart blev præsenteret for. Jeg tog Den Hårde Vej; den hvor man lever med en herlig udvoksning i mange, mange måneder, mens man ofrer mere og mere af både hårlængde og sindsro. Heldigvis opdagede jeg efter en rum tid Olaplex og deres skønne gloss, og nu lader det til at grå farver er blevet almindeligt tilgængelige. Gode nyheder for alle der får samme ide som mig!

gråt hår

gråt hår

gråt hår

Redigering: Jeg har lavet et indlæg, hvor jeg gennemgår hele min brydsomme rejse mod det grå hår, og deler alle mine erfaringer – gode såvel som smertelige.

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Christina says:

    Super smukt hår du har👍

    1. Pia says:

      Tusind tak!

Comments are closed.