Bøger

I mit læsehjørne lige nu

Mit læsehjørne er på ingen måder tomt, men det er alligevel som om jeg får ikke læst helt så meget, som jeg godt kunne tænke mig for tiden. Men okay, jeg synes egentlig altid jeg sukker efter mere læsetid 😉

Lige nu læser jeg lidt chick-lit, lidt spænding, lidt dystopi og en smule fagrelateret litteratur – jeg læser meget bredt, men al min læsning kan samles i kategorien ’lystlæsning’. Jeg har nemlig gang i nogen virkelig gode bøger lige nu, som alle, på hver deres måde, har noget godt at byde på.

American Gods af Neil Gaiman.

Nok en af de mærkeligste bøger, jeg længe har åbnet – et virvar af kuriøse figurer, besynderlige scener og et totalt uigennemskueligt plot. Normalt ikke en beskrivelse, som ville få mig op i lykkefeltet, rent læsemæssigt, men jeg er bizart indfanget, og kan ikke lade være med at læse videre. Har svært ved at sætte nogen fornuftige ord på handlingen, men læs den for stemningens og spændingens skyld.

Dark matter af Blake Crouch.

”Er du lykkelig i dit liv?”.

Det er det sidste spørgsmål, Jason Dessen hører, inden han mister bevidstheden. Inden han vågner fastspændt, omringet af folk i sikkerhedsdragter. Inden en fremmed bøjer sig over ham og siger: ”Velkommen tilbage”.

Fantastisk, hæsblæsende dystopisk roman, om vores valg og fravalg, og hvordan de former vores liv. Umådeligt interessant, og samtidig så medrivende, at jeg slet ikke kunne lægge den fra mig. Nøj, den er god!

Bodhicaryavatara af Shantideva.

Et af buddhismens absolutte hovedværker, som jeg slet ikke kan holde op med at citere fra. Sjovt nok så ved vi meget lidt om forfatteren. Vi ved, at Shantideva var en helt central skikkelse i den tidlige Mahayanabuddhisme, men han har først og fremmest vundet sin berømmelse gennem de værker han har efterladt. Rent historisk er der omtalt to ’Shantidevaer’, og forfattren er således én af to munke der levede i Indien, i henholdsvis det 6. og det 8. århundrede. Det er egentlig også lige meget – bogen er fantastisk. Den er et langt digt, om hvordan man kan leve livet, hvis man godt gider lykken. Masser af gode, håndfaste råd, og et billede af en svunden tid.

Stå fast – sundhedens paradoks af Sven Brinkmann.

Er noget sent ude med denne her, men bedre sent end aldrig. Det er en absolut anbefalelsesværdig bog, som roligt og metodisk hiver den sunde fornuft (og den buddhistiske tankegang, men det er vist ikke bevidst fra forfatterens side) frem.

Der eksisterer en udbredt pop-psykologisk forestilling i vores kultur om ,at det egentlige jeg – selvet, kernen, eller hvad vi nu kalder det – er inde i os, og at socialiseringen og andre menneskers krav skaber et falsk selv, som skal overvindes. (….)

Du ved allerede nu, at der er grund til at være skeptisk over for ideen om den indre stemme. Desuden kan man spørge, hvorfor det er det inde i os, som er allermest os selv? Hvorfor er jeget ikke at finde i mine handlinger, i mit liv, og i mine relationer til andre – det vil sige i alt det ydre?

Elsker bogen uforbeholdent, og skulle der sidde nogen som ikke har læst den endnu, er det bare om at komme i gang!

Shopaholic-serien af Sophia Kinsella.

Ren underholdning, på den vittige og begavede måde. Jeg er vild med Sophie Kinsellas sprog, og selvom visse af bøgerne (nok især de to sidste) taber lidt omgangshøjde, er Becky Brandon née Bloomwood altid godt selskab. I hvert fald hvis man holder af et godt grin. Her hvor jeg har genlæst bøgerne, har jeg med flere af dem dog valgt at springe slutningen over – det er typisk forviklingerne, der er sjove, i højere grad end løsningerne.

Hvad ligger der i dit læsehjørne? Elsker altid ny ny inspiration!

Måske vil du også læse...