DIY, Strik og hækling

Ingen Dikkedarer – og en genial elastisk aflukning

Omsider blev jeg færdig med Ingen Dikkedarer – og navnet er velegnet: der er virkelig ingen dikkedarer. Ikke i den færdige sweater, og heller ikke i strikningen. Og så gav selve strikningen mig endda lejlighed til at komme i tanke om, hvordan man laver en virkelig elastisk aflukning. Det er et trick min mormor i sin tid lærte mig, og det er alt for godt til ikke at dele med jer!

ingen dikkedareringen dikkedareringen dikkedareringen dikkedareringen dikkedarer

For det eneste, der kan drille lidt på Ingen Dikkedarer er aflukningerne. Fordi sweateren strikkes oppefra og ned, er det ret vigtigt med en virkelig elastisk aflukning, som hverken flaner eller strammer. Det er ikke helt nemt at opnå, i hvert fald ikke hvis man bare laver en helt almindelig aflukning i rib. Derfor måtte jeg grave dybt i hukommelsen efter den metode min mormor i sin tid viste mig, da jeg skulle strikke tøj til mine bamser, og halskanten ikke måtte være for stram. Jeg kunne huske, at det var noget med at strikke maskerne sammen to og to, men præcis hvordan… Efter nogen eksperimenteren (og banden, må jeg med skam at melde indrømme), kom jeg frem til følgende metode, som fungerer fantastisk.

Strik to masker – ret over ret, vrang over vrang (billede 1). Når de to masker er strikket, og befinder sig på højre pind, stikker du den venstre pind igennem dem begge, oppefra og ned (billede 2). Herefter bruger du sådan set bare højre pind til at fange garnet med, så du strikker de to masker sammen (billede 3).

elastisk aflukning

Efter denne operation har du én maske på højre pind. Strik en maske mere, og gentag billede 2 og 3. Fortsæt sådan pinden ud, og træk til sidst garnenden gennem den sidste maske. Jeg strikker ret fast på hele aflukningspinden for at undgå at kanten flaner, men der skal man nok lige prøve sig lidt frem.

Det tager noget længere tid end en traditionel aflukning, men nøj hvor jeg helt sikkert vil gøre det på den måde fremover – i hvert fald ved de aflukninger, som ikke skal sys sammen i monteringen.

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Det er nemlig en mega god afslutningsteknik. Har også for ikke ret længe siden afsluttet min ingen dikkedarer sweater. Du og sweateren ser godt ud . Kh Dorte

    1. Tak Dorte! Er du glad for din sweater? Jeg synes den er skøn, og så var den faktisk også super nem at strikke.

  2. Super lækker og enkel sweater! Navnet passer perfekt 🙂

    1. Ja, det er virkelig et genialt navn til en genial sweater. Plejer ellers aldrig at strikke efter opskrift, men denne her var nem og sjov at strikke!

Comments are closed.