Internettet, den bisse – og en udfordring

Internettet er en velsignelse – og det mener jeg af hele mit hjerte. Men det er en velsignelse der kommer med en pris, eller måske snarere med et ansvar.

Internettet kan gøre os klogere og mere bevidste, men det så sandelig også gøre os dumme og afstumpede. Det handler alt sammen – måske ikke så overraskende – om, hvordan vi bruger det.

Den nemme adgang til informationer kan hjælpe os på utallige måder, men hvis vi bruger denne mulighed ubevidst og uden refleksion, kan den dræbe den gode samtale. Kan I huske dengang i gamle dage, når man sad en flok venner sammen, og kom til at tale om ét eller andet – noget alle kendte til, men som man måske ikke lige kunne huske detaljerne i? Lad os nu bare bruge Berlinmurens fald som et eksempel. Hvornår var det nu, den faldt, den mur? I gamle dage ville vi have samlet vores viden, trukket på både fælles og personlige minder, og stille og roligt have talt os frem til en omtrentlig dato. Vi havde muligvis ikke ramt 100 % rigtigt, men hånden på hjertet: ville det betyde noget? Muren er jo faldet, og den rejser sig ikke igen, fordi vi ikke husker den eksakte dato. Det vigtige er, at vi ville have talt sammen. Tag nu den samme situation i dag. Hvad er sandsynligheden for, at vi ville have fået lov til at tale sammen, versus sandsynligheden for, at en eller anden havde snuppet sin smartphone, og lynhurtigt havde givet os den korrekte dato?

Fakta er samtaledræbere – og det mener jeg kun halvvejs for sjov.

img_1325

Noget helt andet er, at internettet er en tidstyv. Den lille slambert snupper klumper af tid, og den gør det i snedige, små bidder, så vi knap nok opdager det – men lige pludselig har vi ikke længere tid til at stoppe op og dufte til roserne. Det er ikke som sådan noget jeg har opdaget, men nok nærmere noget jeg har fået smidt i hovedet.

Mit liv er, udefra set, temmelig kaotisk. Jeg rejser meget, i høj grad fordi jeg har min familie og mine hjem spredt rundt omkring i verden. Til gengæld for de konstant omskiftelige rammer, har jeg valgt at leve stille indenfor disse rammer. Jeg nyder stilheden, og jeg vælger fordybelsen. Det er meget sjældent at jeg surfer på nettet; jeg vælger i stedet at læse en bog. Det er et meget bevidst valg. Jeg er nemlig blevet opmærksom på, at mit sind trives meget dårligt med de hurtige skift, som internetsurfing giver. Hvis jeg har rodet rundt på nettet en time, er jeg nærmest mere udmattet end jeg var før jeg satte mig, men hvis jeg har fordybet mig i en bog, er jeg frisk og skarp, helt klar til at gå i gang med de næste opgaver der venter mig.

Det er derfor, jeg altid prøver at minde mig selv om, at jeg ikke skal åbne min computer uden at have et formål med det. Om nødvendigt slår jeg wifi fra på min computer, når jeg sætter mig for at skrive, så jeg ikke bliver fristet over evne, men det er efterhånden sjældent jeg har brug for det.

Min store udfordring er telefonen. Den er der jo hele tiden, som var den kirurgisk fastgjort til min hånd, og det er så svært at lade den være. For så vidt klart nok, for vi har jo at gøre med en guldgrube af information og underholdning – men som alle guldgruber kan man falde ned i den, og det er ikke nødvendigvis hverken sjovt eller hensigtsmæssigt. Derfor vil jeg bruge den næste uge på et eksperiment.

Kan jeg bruge min telefon på samme måde som jeg bruger min computer? Kan jeg vælge den til og fra, og kun åbne den, når jeg har et klart defineret formål med det? Og, måske endnu vigtigere: kan jeg nøjes med at gøre lige præcis det jeg på forhånd havde besluttet at gøre, når jeg åbner den, uden lige at tjekke email, sociale medier og what not?

Er du med på min udfordring?

Måske vil du også læse...