Januar-oprydning

Efter et par måneder hvor hele mit hjem har været dynget til med julepynt, er der noget ganske betagende ved at se det dukke frem af bunkerne igen efter en grundig oprydning. Det er som om, jeg nærmet ikke kan få nok af renhed og enkelhed i januar, og jeg ser mig selv fare gennem hele huset som min barndoms hvide Ajax-tornado. I hvert fald de første par dage. Senere bliver det mest i tankerne…

For der er jo dét med rengøring og oprydning, at resultatet er vældig interessant, mens selve processen godt kan være lidt tung. Så sjovt er det nemlig heller ikke umiddelbart at rode gennem skuffer med ukurante redskaber, brugte batterier, krøllede kvitteringer, sager der kun er gået ganske lidt i stykker, og hvad jeg ellers omhyggeligt opbevarer.

Hvis det er en stor opgave, jeg står overfor (et helt køkken. Gys…), tackler jeg den i småbidder. Tyve minutter om dagen, det kan man altid orke. Er der derimod tale om en mindre opgave, så vælger jeg ofte at afsætte en hel eller en halv dag, og bare få det gjort. Så går jeg i ‘tempel-mode’, og bliver overmåde effektiv.

En stor del af at opholde sig i et buddhistisk tempel, er at deltage i samu eller arbejdspraksis, som man kalder det på dansk. I et tempel er der jo omtrent de samme opgaver som i et privat hjem: der skal laves mad, ryddes op, gøres rent, vaskes tøj og så videre, og det foregår altså som en del af den almindelige praksis. I modsætning til, hvad mange forestiller sig, så er der ikke tale om langsom, inderlig proces. Man falder ikke i staver over tilværelsens ulidelige lethed, eller stopper op for at dufte til roserne. Tværtimod arbejder man hurtigt, koncentreret og præcist, helt uden at lade sig friste af overspringshandlinger – heller ikke de tilsyneladende gode, spirituelle af slagsen. Jeg har ofte set folk blive chokerede over det rivende tempo, og fortvivlet hævde, at det da overhovedet ikke er ‘buddhistisk’ (hvad hver enkelt så i øvrigt måtte mene med det) at stresse sådan omkring. Det giver imidlertid god mening, hvis man lige holder sig målet for øje: at kunne være fuldkommen tilstede i hvert enkelt øjeblik. Hvis man gerne vil leve i nu’et, så må man også lære at påskønne de nu’er, som ikke er umiddelbart tiltalende, og gøre sig lige så meget umage med dem, som med de mere behagelige øjeblikke.

Når man gør sig umage, er det slet ikke svært at arbejde hurtigt og præcist. Det er helt ligetil. Især fordi man ikke samtidig skal bære en masse spekulationer med i hovedet – man skal ‘bare’ arbejde, helt uden at overveje om man har lyst til det, om der var noget sjovere man kunne lave, eller om det overhovedet giver mening at arbejde. Når man lader støvsugeren glide over gulvet, er dét det eneste man gør. Man bliver ét med kluden man vrider, og når man polerer spejlet, polerer man samtidig sit eget sind. Og så er det faktisk helt okay at arbejde.

Nu vil jeg bruge formiddagen på arbejdspraksis. Vores lille, midlertidige hjem er noget medtaget af de mange dages fest og afslapning som har afrundet året for os, og trænger i dén grad til lidt omsorg – og jeg trænger til at klare hovedet! Vi ses i morgen.

oprydning

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Viggo Okholm says:

    Som du kan skrive det Pia- jeg vil prøve at tage ved lære-bare engang imellem 🙂 men Eva driller lidt når der absolut skal støvsuges inden søngad aftens meditation her- til gengæld har hun så ideen om at agværket absolut ikke må fejle noget 🙂

    1. Det er noget af det skønneste at lære, for pludselig bliver alting ens praksis – støvsugning, bagning og alt andet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *