Julesweater til børn

For nogen tid siden fik jeg den ide, at jeg ville have mig en pæn julesweater i år. En rigtig pæn én, i lækkert garn, og med så fin pasform og mønster, at jeg også ville have lyst til at bruge den når julen var slut. Der er sjældent langt fra tanke til handling hos mig (et faktum jeg til tider beklager, men som regel nyder…), så jeg tegnede og designede en flot julesweater. Og når jeg nu alligevel var i gang, lavede jeg også lige nogen til de to børnevidunderbørn – både hende den virkelig store på 5, og ham der stadig ligger i maven. Mens min egen nok er mere nordisk end egentlig jul, så er ungernes meget julede. Røde, grå og hvide, og med rensdyr – så bliver det ikke meget bedre!

Det endte jo også med, at jeg ikke kunne holde fingrene fra de smås opskrifter. Fordi børnestrik… jamen, og så en julesweater til børn, det er bare så helt igennem uimodståeligt – og dertil hurtigt og nemt at have med at gøre.

Julesweater til børn

Så derfor kan jeg i dag dele den første af opskrifterne med jer, nemlig den i børnestørrelser. Den er strikket op i mit nye yndlingsgarn, det herligt fluffy Drops Air, som jeg har fået af Hobbygarn.dk. Det er et meget smukt garn, med skønne, dybe farver – og hvis man strikker det tilpas løst op, bliver det færdige arbejde ikke varmere end at selv nogen i overgangsalderen (…) kan holde ud at have det på. Til smårollinger er det helt perfekt, da det slet ikke kradser. Som i overhovedet ikke. Og det er vigtigt!

Og ja – jeg ved det godt. Det er ikke helt jul endnu, men det er altså ikke et øjeblik for tidligt at begynde, hvis hele familien skal have hjemmestrik i år 😉

Julesweater til børnJulesweater til børn

Jeg har fået garnet til at udvikle opskriften af Hobbygarn.

Opskrift på julesweater til børn

Størrelse 2 (4) 6 (8) 10 (12) år

Overvidde 36 (38) 40 (43) 45 (48) cm

Længde 35 (38) 41 (45) 49 (53) cm

Strikkefasthed 16 m på 10 cm i glatstrik med p 5

Garnforbrug:
150 (150) 200 (200) 200 (250) gr Drops Air, farve 07 rubinrød
50 gr Drops Air farve 01 natur
50 gr Drops Air, farve 04 mellemgrå
En lillebitte rest sort (bare til at brodere øjnene på rensdyrene).

5 knapper – for eksempel disse, i råt perlemor.

Ryg- og forstykke
Slå 116 (120) 128 (136) 144 (152) m op på p 4 med rød og strik 3 cm rib (1 r, 1 vr). Skift til p 5, og strik glatstrikning.

Strik 3 p med rød, og strik derefter m1,  25 p med hvid, og m2. Derefter strikkes færdig i rød.

Når arb måler 23 (25) 27 (30) 33 (35) cm deles det i tre stykker, til henholdsvis første side af forstykket, ryggen og anden side af forstykket.

Forstykker
De første 29 (30) 32 (34) 36 (38) m strikkes for sig som den ene del af forstykket. Når arb måler 31 (34) 37 (40) 43 (47) cm lukkes der af til hals på hver 2.p: 5 (6) 7 (8) 8 (9) m én gang, derefter 2 m én gang, og endelig 1 m to gange. Luk af når arb måler 35 (38) 41 (45) 49 (53) cm.

Det andet forstykke strikkes på samme måde, blot spejlvendt, med de sidste 29 (30) 32 (34) 36 (38) m.

Ryg
De midterste 58 (60) 64 (68) 72 (76) m strikkes for sig som ryg. Når arb måler 33 (36) 39 (43) 47 (51) cm, lukkes de midterste 16 (18) 20 (22) 22 (24) m, og hver side strikkes færdig for sig. Efterfølgende lukkes på hver side, ind mod midten, for 1 m mere. Luk af når arb måler 35 (38) 41 (45) 49 (53)cm.

Ærme
Slå 28 (28) 30 (30) 32 (32) m op på p 4 med rød, og strik 4 cm rib (1 r, 1 vr). Skift til p 5, og strik glatstrik, mens du starter udtagninger: Tag 1 m ud i hver side på hver 6. indtil du har 40 (44) 46 (50) 54 (56) m på p.

Når arb måler 24 (29) 33 (37) 41 (45) cm lukkes der 6 m i begyndelsen af hver p fire gange. Luk herefter de resterende m løst af.

julesweater

Montering
Sy skuldersømmene. Sy ærmesømmene, og sæt ærmerne til.

Saml ca. 49 (54) 59 (64) 69 (75) m op langs forkanterne, og strik 3 cm rib (1 r, 1 vr) på p 4. På den ene side strikkes knaphuller jævnt fordelt. Strik knaphuller ved at slå garnet om pinden, tage 1 m løs af, strik 1 m, træk den løse m over den strikkede. Talt nedefra vil det omtrent være således:

2 år: Efter ca. 3 – 13 – 24 – 35 – 46 m
4 år: Efter ca. 3 – 15 – 27 – 39 – 51 m
6 år: Efter ca. 3 – 16 – 29 – 42 – 56 m
8 år: Efter ca. 3 – 17 – 32 – 47 – 61 m
10 år: Efter ca. 3 – 19 – 34 – 50 – 66 m
12 år: Efter ca. 3 – 20 – 38 – 55 – 72 m
Luk elastisk af.

Tag ca 58 (60) 62 (64) 66 (68) m op i halsudskæringen, og strik 3 cm rib (1 r, 1 vr) på p 4. Luk elastisk af.

Julesweater til børn

De fine rensdyr er broderet på. Følg M3, og lav et rensdyr på hvert forstykke, og eventuelt to på ryggen (kan udelades).

Sy knapper i, og damp arb let.

Måske vil du også læse...

6 Comments

  1. Rita says:

    Du er genial – tak for også denne opskrift 🙂

    1. Genial… den vil jeg tage med mig omkring hele dagen – tak for det 🙂
      Husk at jeg rigtig gerne vil høre det, hvis du strikker den op!

  2. Åh, den er jo simpelthen for kær <3
    – Den må jeg vise min datter, hun er så glad for at strikke

    1. Tak ❤️ Den er ret hurtigt lavet, fordi den er strikket på p. 5

  3. Anne says:

    Så fin den er!:-) Har dessverre ingen å strikke den til foreløpig. Får vi se den til voksen og?

    1. Det var da en god ide! Det vil jeg lige sysle lidt med 🙂

Comments are closed.