Anmeldelser, Bøger

Kraften, af Naomi Alderman

Kraften er en hæsblæsende thriller med et vigtigt budskab, og jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg skal rose den mest for, det hæsblæsende eller det vigtige. Jeg synes ofte, at bøger der spreder sig over flere kategorier, falder en smule igennem i én af dem – men denne her er mægtig fin i begge!

Hvis vi nu tager thrillerdelen først, så var jeg fanget fra første side. Historien holder et højt tempo fra start, og mister på intet tidspunkt omgangshøjde. Heller ikke selvom den har fire forskellige hovedpersoner; en opbygning jeg ellers normalt ikke er ubetinget vild med. Jeg synes som regel, at en eller to af historierne er mere interessante end de øvrige, og kommer dermed til at opleve visse afsnit som ’pligtlæsning’. Men ikke her! Det kunne jo i princippet skyldes, at alle fire hovedpersoner er lige interessante, men det synes jeg faktisk ikke de er. Deres historier er lige interessante, og jeg tænker at min oplevelse nok har at gøre med at bogen bygger på en stærk, sammenhængende fortælling, og dertil har en tydelig og indtrængende fortællerstemme. Sikkert er det i hvert fald, at historien om dengang kvinderne pludselig fik Kraften, og mændene efterfølgende gjorde oprør, er knaldgod. Bogen er svær at lægge fra sig, fordi man altid liiige skal se hvad der sker om det næste hjørne.

kraften

Og så kommer vi til det vigtige budskab. Faktisk tænker jeg, at selve plottet er så godt udført, at det fint kunne have stået alene – men Naomi Alderman har endnu en gave til os, i form af et puslende tankeeksperiment.

Thrillerdelen af bogen bygger nemlig på en helt særlig præmis, som vi stifter bekendtskab med i en række breve mellem Neil fra ’Sammenslutningen af Mandlige Forfattere’ og Naomi, en succesrig og etableret forfatter. Brevene er gengivet i bogens begyndelse og slutning, og er udsøgt spændende i sig selv, som de sætter spørgsmålstegn ved blandt andet de religiøse fortællingers indflydelse på samfundsstrukturen. De peger i øvrigt også på, at bogen vi sidder med, i virkeligheden ikke er skrevet af (den fiktive) Naomi Alderman, men derimod af Neil, som således må lide den tort at se sit værk udgivet under en andens navn. Under alle omstændigheder er præmissen, at kvinderne er Det Stærke Køn; kvinderne sidder tungt på magten, og forvalter den i øvrigt ikke meget bedre end mændene gør i vores samfund. Alderman udfordrer os til at overveje, om det måske er magten, opbygget gennem fortællingerne, der korrumperer, snarere end det lille, forkrøblede y-kromosom.

For hvad er køn? Stammer kønsforskelle fra biologien, eller det ren kultur? Vil Det Andet Køn (som i dette her tilfælde altså er mændene) altid overudvikle deres omsorgstilbøjelighed – for slet ikke at tale om deres undskyldningstilbøjelighed?

Er det kvindelige mon slet ikke noget kvindeligt, men snarere noget ’komme-i-anden-række-ligt’?

Læs med i et brev fra Naomi til Neil:

Jeg føler helt instinktivt – og det håber jeg også, at du gør – at en verden styret af mænd ville være venligere, blidere, mere kærlig og mere naturligt omsorgsfuld. Har du overvejet den evolutionspsykologiske side af sagen? Mænd har udviklet sig til at arbejde støt og roligt med at passe hjemmet, mens kvinder – der har haft små børn at forsvare – har været nødt til at blive aggressive og voldelige.

Sjov ide, ikke? Og se så hvordan Neil svarer:

Jeg er nødt til at sige, at jeg… altså, jeg har ikke særligt høje tanker om evolutionspsykologi, i hvert fald ikke dem, der knytter sig til køn. Hvad angår det med, om mænd naturligt er mere fredelige eller omsorgsfulde end kvinder… det må være op til læseren at bedømme, tænker jeg. Men overvej det her: Er patriarkater mere fredelige, fordi mænd er mere fredelige? Eller tillader fredelige samfund typisk mænd at stige i graderne, fordi de i forvejen lægger mindre vægt på evnen til at udøve vold? Bare et spørgsmål.

(…)

Åh, jeg ved snart ikke. Nu, hvor jeg har skrevet dét, føler jeg mig endnu mere usikker end før. Er der noget konkret, du har læst andre steder, der fik dig til at føle dig skeptisk over for min bog? Måske kan jeg indarbejde det et sted.

 

Du kan læse Kraften som et udfordrende tankeeksperiment. I så fald skal du være parat til at efterprøve alle ideer du måtte have om køn, magtstrukturer, samfundsopbygning og meget andet. Også i det små.

Men du kan også læse Kraften som en spændingsroman i højt tempo, som vil klistre dig fast til siderne, og få dig til at forsøge at læse langsommere og langsommere, jo nærmere du kommer slutningen, bare for at få den til at vare lidt længere.

Til allersidst må jeg også lige dele min glæde over den fysiske bogs udformning. Det er en lækker sag, vi her har med at gøre, med tungt papir og en skøn retroagtig forside. Jeg følte mig nærmest sendt på en tidsrejse tilbage til ungdommens dage med Dea Trier Mørchs fine bøger.

Tusind tak til Alhambra for anmeldereksemplaret – det var en udsøgt fornøjelse.

Måske vil du også læse...