Langsom Lørdag – at give, give slip og give op

Når vi giver noget til en anden, giver vi det så virkelig fra os? Giver vi slip på det, og lader den anden beslutte hvad der videre skal ske med det? Det gør vi nok ikke altid, for så ville Emma Gad sikkert ikke fortælle så nøje om, hvornår man kan tillade sig at give den gave videre, som man selv har modtaget – og tænk engang over det: giver du med så rent hjerte, at du ikke ville blinke hvis modtageren (ved en pinlig fejl) kom til at give dig den gave, som du selv oprindeligt havde givet ham? Slipper du taget, når du giver? Er det lige meget for dig, om folk pakker deres gaver ud, eller om de bruger de gode råd du giver?

Jeg blev engang opfordret til at være med i en fælles gave, men valgte at sige nej tak til tilbuddet, fordi jeg (tænkte at jeg) vidste, at modtageren ikke ville værdsætte gaven efter fortjeneste – jeg var stadig meget bundet til det jeg gav. Jeg er heldigvis blevet meget bedre til både at give og give slip, efter jeg har lært at give op.

At give op. Det har en lidt negativ klang, ikke sandt? Men prøv lige at vende den en gang. Når man har givet op, har man lagt alle forbehold og forudfattede meninger fra sig, og kan møde dét der er, med et åbent sind. Og det er slet ikke så skidt endda!

Det lærte jeg på den meget konkret måde. I sommeren 2010 deltog jeg i en forfærdende hård praksis under en tempeltræning. Vi lavede 1000 prostrationer* om dagen, tre dage i træk. Tåbeligt nok var jeg gået til opgaven som en fysisk udfordring; havde forsøgt at træne min krop op til belastningen, og forestillede mig, at det ville hjælpe. Ret hurtigt gik det op for mig, at min strategi slog fejl – og så forsøgte jeg mig med en anden strategi, og en tredje, og en fjerde – og formentlig et par stykker mere, som jeg har glemt alt om. Jeg prøvede at klare opgaven med viljestyrke (det kunne jeg glemme alt om!), med stolthed (den er ikke meget værd i forhold til intens smerte og udmattelse), og så forsøgte jeg at vende mig fra opgaven (og det kunne jeg så heller ikke…). Forløsningen kom først, da jeg gav mig selv til opgaven, og gav alt andet op. Mødte opgaven lige på; kun mig, uden strategier, elegante selvbilleder og falbelader. Så var det bare at gøre det der skulle gøres, uden at bekymre sig om historier, retfærdiggørelser eller strategier. Så var det bare at gå op og ned.

At lave 1000 prostrationer om dagen gjorde ikke noget særligt for mig – men at lære at give slip, helt slip, til det punkt hvor man giver op, det har gjort en kæmpe forskel. Jeg mestrer endnu ikke kunsten at give op til perfektion, men jeg bliver bedre. Og når man giver slip og giver op, kommer friheden – friheden til at give frit, uden forventninger eller fastlåste ideer om, hvordan det givne skal anvendes.

Give slip

* En prostration er en øvelse i hengivenhed og afkald. Man starter liggende på knæene, med panden i gulvet og hænderne strakt frem foran sig. Så rejser man sig, bukker, og går tilbage til udgangspunktet. De foregår ofte i en ubegribelig hastighed, og involverer en ikke ubetydelig mængde kropslig styrke…

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Elsebeth says:

    Hvad man i barndomen nemmer … Min mormor elskede jeg meget højt; hun lærte mig mange ting. Hun sagde, at den, der kan undvære, kommer aldrig til at mangle. Det troede jeg på – heldigvis, kan jeg sige, for det er virkelig sådan, det er.

    1. Åh, en dejlig måde at sige det på – den vil jeg huske!

  2. At give op kan være starten på noget nyt. Den, der giver bolden op i boldspil sætter spillet igang.
    Det er sjovt med gaver … vi fortæller vores børn, at det er tanken, der tæller – men mange efterlever det ikke. Gaven er kun en gave i det sekund, den gives. Derefter er den i langt de fleste tilfælde blot en ting, som ikke betyder det samme for giveren som for modtageren, men repræsenterer et bånd mellem de to ❤️
    Derfor er det efter min mening helt i orden at bytte eller returnere gaver. Ingen bryder sig vel om at give noget, der volder en anden samvittighedskvaler eller er en byrde.
    Kh Gitte

    1. Helt enig! Når en gave er givet, er den givet, og det har man fået glæde af. Hvad modtageren så gør med den, er for så vidt ligegyldigt – og selvfølgelig skal de da bytte den, hvis ikke den sad lige i øjet.

Comments are closed.