Hiking, Rejser

Langsom Lørdag – at rejse til fods

At rejse til fods er formentlig den langsommeste måde at rejse på overhovedet. Og netop langsommeligheden er vandringens største kvalitet, hvis man spørger mig – hjertet når at følge med hele vejen, og man er aldrig i tvivl om, hvor man er. Man er præcis hvor man skal være. Også når man er faret vild.

Digtere og filosoffer, romantikere og vagabonder; alle har de langsommeligheden til fælles, alle har de, til alle tider, nydt at rejse til fods. Og det gør jeg også. At være derude under den høje himmel (eller de lavthængende skyer, som det jo også forekommer), hvor det eneste man har at gøre, er at sætte den ene fod foran den anden. Hvor den eneste bekymring er de helt basale behov for vand, læ, ild og mad. Hvor der er så stille, at de store ord får vinger.

at rejse til fods

Som jeg annoncerede i starten af måneden, vil jeg lave et vandre-tema her på bloggen. Jeg er ikke nogen erfaren vandrer, men ikke desto mindre føler jeg mig kaldet. Jeg har nemlig stadig alle de indledende fumlerier i frisk erindring, og kan tydeligt huske alle de mange spørgsmål, som jeg ikke engang tænkte på at stille, før jeg stod derude.

Så hvis du er vandre-novice, eller måske bare har en drøm om at komme og rejse til fods, så læs med den næste uges tid. Jeg vil dele mine dyrekøbte erfaringer, så du kan lave nogen andre fejl end mine – og måske så dele dine erfaringer med mig.

Når man allerførste gang begiver sig ud på stierne, er der en række beslutninger der skal tages. Det første man skal beslutte, er jo selvfølgelig hvor man vil gå hen. Man kan naturligvis kaste sig over en arrangeret tur med guide og det hele, men dels er det en dyr og ufleksibel løsning, dels er det måske en vel stor mundfuld i første omgang. Mit forslag er, at man i stedet finder de fine steder i sit eget lokalområde, og tager sig tid til at udforske dem.

at rejse til fods

Vi er så heldige at bo på kanten af de store, nordsjællandske skove, og kan dermed flakke omkring i dagevis. Nogen gange krydser vi vores eget spor, men det gør ikke noget; det er ikke kun det nye som er fint. Fordelen ved at gå på sin egen hjemmebane er, at der er en masse lavpraktisk bøvl man slipper for. Man behøver ikke at overveje hvordan man kommer frem til ruten, om man skal finde parkeringsplads til bilen, og om man kan komme til at gå i en cirkel tilbage til udgangspunktet. Man går bare. Ud gennem hoveddøren, og lige frem.

at rejse til fods

Møgbeskidte og våde til skindet – men mægtig godt tilfredse. Sådan er det, når man er derude.

Der findes en mangfoldighed af skønne og velbeskrevne vandreruter rundt omkring i landet. Vi har gået Gendarmstien i Sønderjylland (i øsende regn), Kystruten på Bornholm, og Muslingeruten på Mors, og overvejer at gå Ølandsstien på Fyn, Camønoen på Møn og Hærvejen i Jylland, omend de vist alle er lidt overrendte.

Og så er der de store drømme. Som enhver fornuftig hiker, drømmer jeg naturligvis om Pacific Crest Trail, men realistisk ved jeg godt, at det næppe bliver i dette liv. Min ryg er for dårlig, mit ubehag ved bjørne for stort, og min tid for knap. John Muir Trail er straks mere overkommeligt, ommen temmelig vanskeligt at få tilladelse til at gå. Men heldigvis myldrer hele USA med ikoniske vandrestier, som bare ligger der og tigger om at blive udforsket…

I Europa er det især Alta Via og Bergslagsleden der frister. Alta Via 1 & 2 går igennem Dolomitterne og Gran Paradiso i vores elskede Norditalien, og ser ud til at være intet mindre end Den Perfekte Rute. Den skal jeg bare prøve. Simpelthen. Bergslagsleden i Sverige er måske ikke min drøm som sådan, men den er min brors drøm, og jeg kunne vældig godt tænke mig, at ham min elskede og jeg kunne hike et længere stræk sammen med lillebror og hans dejlige kone. Skal det så foregå mellem myg og knot i svensk regn, må jeg tage det med.

Caminoen lokker selvfølgelig også, men jeg må sige, at de beretninger jeg har hørt derfra, har afskrækket mig en smule. Det lader ikke umiddelbart til, at man kan vandre Caminoen, som jeg allerbedst kan lide det: bare gå til man segner, smække sit telt eller sin hængekøje op, koge lidt vand til mad, og tørne ind når man har lyst. Alle fortæller om, hvordan de officielle overnatningssteder fyldes op allerede tidligt på dagen, og at camping ikke er en mulighed. Derfor tænker jeg, at Caminoen måske skal gemmes lidt, indtil jeg er klar til at nyde dén måde at vandre på.

at rejse til fods

Når man har fundet sig en rute, er de næste overvejelser man skal gøre sig, noget om udstyr. Det har jeg skrevet lidt om før, men helt grundlæggende vil jeg sige, at alt man behøver til en begyndelse, er et par gode sneakers. Jeg er ikke fan af vandrestøvler, som jeg synes er alt for tunge og klodsede. Ét kilo på fødderne svarer til 4-6 kilo på ryggen; det skal man lige huske, når man vælger sko.

Fra den helt simple base kan man så bygge videre, og jeg siger det bare: der er ingen ende på herlighederne! Vi har valgt at gå all in på et par områder, mens vi klarer os med mere skrabede versioner på andre, og sådan vil det nok være for de fleste. Kombinationen af min dårlige ryg og vores hang til en smule luksus har gjort, at vi har haft brug for at gøre en ekstra investering på selve oppakningen. Gode rygsække, med fornuftige bærerammer og minimal vægt – og så den store game-changer for os: Tryllebøren. Den vil ham min elskede skrive en masse mere om senere, for den er der flere af jer, som har spurgt ind til.

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Viggo Okholm says:

    Hej Pia: Som du dog kan skrive det og så gælder det vel om som læser ikke at tænke :men :)Men rigtigt der kan være smukt overalt, det gælder bare om at se og føle!

    1. Præcis! Der er altid et skønt sted at gå – det er bare om at komme afsted 🙂

  2. Jeg er ingen vandrer, men skal innrømme at det ser veldig kjekt ut, og spesielt i godt vær. Jeg går gjerne ut på tur, men i nærområdene der jeg kommer hjem igjen samme dag. Jeg hat tenkt mange ganger at jeg ville ha satt pris på vandring i fjellet, men det har aldri blitt. I Norge har vi jo et hav av muligheter og Den Norske Turisforeningen har en mengde hytter i fjellet som kan overnattet på.

    Beste hilsen Ingrid på http://www.ingridtunheim.no

    1. Uha, de norske fjelde må være helt fantastiske at gå i! Det er da bare om at komme i gang – jeg startede jo først sidste år, så jeg kan da sige, at det aldrig er for sent at begynde 😉

Comments are closed.