Livsstil

Langsom Lørdag – Hverdag og ferie

Jeg elsker at rejse. Jeg elsker at være på ferie, at fortabe mig i det nye og fremmede, og bare overgive mig til at have god tid. Men mest af alt holder jeg af hverdagen, og det er jo heldigt, al den stund at hverdagen er den der er mest af.

På et tidspunkt lovede jeg mig selv, at jeg ville tage feriens stille stemning med hjem; at lade hverdagen blive lige så vidunderskøn som ferierne. Det er ikke altid jeg holder det løfte til mig selv, men når jeg ind imellem glemmer det, kommer jeg heldigvis hurtigt i tanke om det igen. Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at mit liv er stadig strøm af hektiske fornøjelser. Det handler mere om en fornemmelse end om konkrete aktiviteter. For ferie… Hvad er ferie? Er det, når der ikke noget at skulle, ikke noget at nå? Eller er det når man er nysgerrig, og omhyggeligt udvælger de ting man vil bruge tiden på?

Lidt af hvert, i hvert fald for mig. Ferie er at dvæle ved de små ting, og huske at falde i staver over en kvist, en søbred, en snoet skovsti, et dejligt smil. Men det er også at være omhyggelig med sin tid. Når jeg rejser, undersøger jeg gerne det sted, jeg besøger. Jeg finder ud af, hvilke ting jeg vil se, hvilke ture jeg vil vandre, og hvilke restauranter jeg vil spise på. Jeg søger inspiration i guidebøger og på nettet, jeg laver lister og jeg prioriterer. Faktisk prioriterer jeg benhårdt, for jeg har opdaget, at

  1. lidt planer er en god ting, fordi det forhindrer at den ene dag bare tager den anden, uden at jeg opdager hver enkelt øjebliks særegne skønhed, men
  2. alt for mange planer kvæler nysgerrigheden. Det kan være svært at huske nysgerrigheden, hvis livet er en strøm af aftaler, forpligtelser og skemalagte aktiviteter, indtil man falder sanseløst om i sofaen.

Selvfølgelig skal der være plads til at falde sanseløst om i sofaen, og selvfølgelig er der visse ting, der nødvendigvis må findes tid til – arbejde, vasketøj, bilens serviceeftersyn og den slags. Men måske hverdagen også byder på momenter eller vaner, som man med fordel kunne kaste et kritisk blik på, for at se om noget af det ind imellem kunne frasorteres, så der blev tid til lidt mere af det storslåede?

Når jeg husker at gøre mig umage, er det ret nemt at gøre hverdagen storslået. For mig handler det meget om at gøre livet mindeværdigt, ved nogen gange at gøre noget nyt og uventet. Bare en gang imellem.

Ideer til en storslået hverdag

  • Pak aftensmaden i en kurv, og kør ud i det blå.
  • Tag i biografen og se en film, i stedet for at synke sammen i sofaen til en serie. Gerne med bland-selv slik.
  • Gå en aftentur og kigge på stjerner.
  • Inviter de venner, man ser alt for sjældent. Og det behøver altså at være det helt store lørdags-udtræk, med kalendergymnastik og tre retter mad. Gode venner kan man fint nyde over en gryde simremad eller et kaffebord.
  • Sluk for fjernsynet, og spil et spil. Ham min elskede er ikke så god til at tabe, men han er noget så hyggelig at spille med, hvis bare jeg lader som om, jeg ikke opdager at han snyder.
  • Find de små, hyggelige restauranter i lokalområdet. Det er noget så skønt at komme ud, og man taler bedre, når det er nogen andre der står for madlavning og opvask. Så kan man nemmere koncentrere sig om at tale om de store, vigtige ting: ideer, idealer, håb og drømme.
  • Hold en weekend helt fri, og tag på eventyr. Rygsækken på nakken, og ud til de mange fine steder, vi har rundt omkring i Danmark.

I virkeligheden er det ikke så meget der skal til, for at gøre hverdagen storslået. Det kan være så simpelt som at dække et smukt bord (også selvom man bare skal have leverpostejmadder), eller nysgerrigt se på de velkendte ting, som var det første gang man så dem.

I bund og grund handler det om at mærke efter, om man føler sig hjemme i sit liv – og at gide at ændre på det, hvis ikke det passer. På samme måde som man ikke skal acceptere jeans der strammer i livet, skal man heller ikke lade sig nøje med et liv der strammer i livet.

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Så flott og oversiktelig layout du har fått på bloggen. Tommelen opp.

    Beste hilsen Ingrid på http://www.ingridtunheim.no

    1. Tusind tak!!

Comments are closed.