I morgen er det efterårsjævndøgn. Dag og nat er lige lange, og vi begynder for alvor at gå mod de mørke, hyggelige tider. Når nu vi bor så langt mod nord, får de fire vendepunkter stor betydning for os – sommersolhverv er højdepunktet for de lyse nætter, vintersolhverv lover os at lyset vender tilbage, og de to jævndøgn markerer, at vægtskålen tipper.
Udover det rent konkrete, bærer efterårsjævndøgn en helt særlig betydning i buddhismen. Det er den dag, vi mindes vores afdøde, ved at lave symbolske ofringer på deres vegne. Det er en gammel tradition, som faktisk relaterer sig en af de buddhistiske fortællinger, som er gengivet i Ullabana Sutra.
Munken Maudgalyayana ønskede at takke sin afdøde mor for alle de muligheder, hun havde givet ham, men da han så sin mor, viste det sig, at hun var blevet genfødt som et Sultent Spøgelse. De sultne spøgelser er tragiske skabninger. De har kæmpestore munde og enorme, umættelige maver – men lange, snævre halse, som maden ikke kan komme ned igennem. Vi kender nok i virkeligheden alle sammen den knibe, de sultne spøgelser befinder sig i. Prøv for eksempel at spørge en ryger, hvor mange cigaretter er nok – hvor mange cigaretter han behøver at ryge, førend hans trang er endegyldigt tilfredsstillet. Eller prøv at spørge mig, hvor mange lakridspiber er nok…
Det smertede naturligvis Maudgalyayana at se sin mor i så ynkelige omstændigheder, så for at hjælpe hende, lavede han store ofringer på hendes vegne, og genererede dermed tilstrækkelig med god karma til, at hun kunne frigøres.
Det er på baggrund af denne fortælling, at vi fejrer efterårsjævndøgn. Vi laver symbolske ofringer af ting, som vores kære holdt af, og dedikerer al fortjeneste til dem. Og ja, det er en af de mere ubegribelige skikke i buddhismen, og noget man sjældent hører om. Af én eller anden grund præsenteres buddhismen hellere som en livsfilosofi her i vesten, og fejringer som denne betragtes ofte som overflødig kulturel bagage, der fint kan efterlades. Og det er sådan set helt ok for mig – for min skyld må folk bruge buddhismen lige præcis som de har lyst. Der er ingen grund til at se den som en alt eller intet-ting; man må gerne vælge og vrage. Bare man er sød at tillade mig at nyde de gamle ceremonier 🙂
Særligt efterårsjævndøgn giver nemlig vældig god mening for mig. Jeg nyder at mindes mine kære, og bare det at se deres yndlingssager på alteret, gør at jeg føler mig tæt på dem igen. Jeg glædes over de gode ting, de har tilført verdenen, og minder mig selv om, at jeg kan lære af dem. Og så nyder jeg fornemmelse af at stå på deres skuldre. Jeg har været velsignet med gode læremestre, som hver på deres måde har givet mig uvurderlige værktøjer til at leve fuldt med livets små, fordringsløse glæder. En farvestrålende morgenfrue, en trofast hund, en dag fuld af muligheder…
Man kan mindes hvem man vil – der er ingen regler. I år vil der for eksempel være en skål med kattemad på alteret, fordi jeg har sagt farvel til min Løvekonge.
Når nu det er sagt, så er der nogen der er nemmere at mindes end andre. Hvis man har uafklarede følelser for en af sine forfædre, kan det være svært at mindes dem med et rent sind. Der er forskellige små kunstgreb, man kan bruge for at bringe ro til et oprørt sind – men det er en temmelig lang historie, som jeg tror vi gemmer til en anden gang.
Efterårsjævndøgn er en smuk, meningsfuld fejring for mig. Jeg nyder en stille stund med mine kære, fyldes af taknemmelighed over at have kendt dem, og lader deres kærlighed strejfe mit liv. Samtidig reflekterer jeg også over det endeløse net af årsager og virkninger, som har skabt det jeg er i dag. Jeg er ydmyg overfor den store arv, mine kære har givet mig, og bliver aldrig træt af at takke for deres tilstedeværelse. I morgen fejrer jeg på egen hånd, på onsdag sammen med alle de andre i templet, ved en dejlig ceremoni hvor vi brænder alle onde minder og uhensigtsmæssig karma – og jeg glæder mig!
