Buddhisme og meditation, Livsstil

Langsom Lørdag – katastrofetanker

I dag skal det handle om voldsomme følelser. Følelser som er ude af proportioner med den udløsende faktor. Dem, som fødes af katastrofetanker.

Et konkret eksempel kunne være dette scenarie, som vi på et tidspunkt talte om i templet:

Man kommer gående ned ad en gade, og ser en person tømme sin øldåse, krølle den sammen, og smide den fra sig.

Ham der gengav denne konkrete oplevelse, fortalte om en strøm af følelser, der opstod i kølvandet på oplevelsen – følelser som han havde formået ikke at agere udfra, men som ikke desto mindre var sprunget op i hans sind.

Af en eller anden grund kunne jeg ikke få hans historie ud ad hovedet. Den blev ved med at dukke op igen og igen, og til sidst besluttede jeg at undersøge sagen nøjere. Hvad var det, der i den grad fangede min opmærksomhed? Jeg kunne jo nemt følge hans reaktion på oplevelsen, og var sådan set også fuldkommen enig i hans valg om ikke at tilføje vrede (i form af en skylle af bebrejdelser) til situationen – både fordi vrede for mig at se altid er et tåbeligt valg, men også fordi jeg ikke tror på, at det ville have ændret noget som helst.

Da jeg kiggede nærmere på situationen, kunne jeg se, at jeg reagerede med at blive vældig såret og fornærmet over at se (hvad jeg forestillede mig var) en person som tydeligt demonstrerede ligegyldighed overfor vores fællesskab. Efterhånden som jeg lod følelsen udfolde sig, kunne jeg se, hvordan jeg oplevede at han hånede både mig og mit (mit fællesskab!), ved bare at smide skrald på gaden.

Katastrofetanker på vej! De lurede lige om hjørnet. Hvis jeg valgte at betragte situationen med ophøjet ro, ville han jo også smide sit skrald næste gang der var noget han havde brug for at komme af med – og tænk hvis vi alle bare gjorde det?!!!? Hvordan ville der så komme til at se ud? Puha… nej, rolig overbærenhed var bestemt ikke den optimale løsning (i hvert fald ikke i mit gennemførte katastrofe-scenarie). Omvendt så kunne jeg heller ikke forestille mig en situation, hvor jeg fik ham overbevist om, at det var bedst at samle øldåsen op og putte den i en skraldespand.

Endelig fik jeg den lyse ide at lægge mine fornemmelse af svigt og hån til side, og prøve at finde ned til det egentlige problem. Da jeg først havde fået ideen, tog det ikke lang tid at isolere problemet til – en øldåse. Hverken mere eller mindre. Og da jeg kunne se øldåse som øldåse, var det ret indlysende hvad det optimale valg ville være.

At bukke mig ned og samle øldåsen op.

Og så var problemet løst!? Nej, det var det selvfølgelig ikke. Nu kom der nemlig endnu en storm af følelser, og denne gang var det ikke katastrofetanker, men mit ego der var blevet voldsomt såret. Jeg minder lige om, at det hele altså stadig bare var et tankeeksperiment – ingen dyr eller mennesker var blevet skadet under dette eksperiment. Jeg kunne bare slet ikke bære tanken om, at JEG skulle bøje mig efter en andens øldåse. Med mit intellekt kunne jeg sagtens se, at den perfekte løsning på problemet (som jeg, i parentes bemærket, lige minder om var… en øldåse) var, at jeg selv tog ansvar for at fjerne det – men følelsesmæssigt var jeg slet ikke klar til at rumme ideen.

katastrofetanker

Men man kan jo heldigvis vokse, i hvert fald hvis man vil – og efter en smule selvransagelse kom jeg frem til, at når løsningen er så simpel som i dette tilfælde, så kunne jeg godt holde til at omsætte den i praksis. Det er jo bare at bukke mig ned og samle dåsen op 🙂

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Viggo Okholm says:

    Sådan Pia I mine øjne den helt rigtige løsning på “katastrofen eller forargelsen ” Har man ikke modet til at nævne det for den der smider på en “ret Tale” facon så er det vel den eneste løsning. Og dog du kunne vælge at skrive din forargelse på face book og få en stribe af opbakning samt ny forargelse. Du kunne skrive et læserbrev og opfordre til ansvar m.v. Ved at være den der bare samler op kan man jo så give sig selv et lille klap på skulderen 🙂 Vi stod engang ved et busstoppested hvor en ung fyr smed nogle papirer og jeg valgte så i min “forargelse” at samle papirerne op lige foran ham uden kommentarer. Han sagde sgu tak 🙂

    1. Enig Viggo – mange prøver at finde opbakning for deres forargelse eller overreaktioner, men hvorfor? Løsningen er jo som regel såre simpel

Comments are closed.