Buddhisme og meditation, Livsstil

Langsom Lørdag – Meditationsguide III

De sidste par lørdage har det handlet om meditation herinde på bloggen. Jeg har givet nogle simple anvisninger til, hvordan man kan komme i gang, og i dag vil jeg så fortsætte med at skrive om nogen af de ting, der kan gøre det besværligt – nogen af de fælder, nærmest alle falder i, og som kan vælte hele projektet. Du kan finde links til de tidligere indlæg nede i bunden.

meditation

Hvis du har hængt på fra starten, har du nu afsat 10 minutter om dagen i to uger til meditation. Denne uge vil jeg foreslå at du sætter det op til 15 minutter – det er stadig ganske kort tid ud af et helt liv, og du kan selvfølgelig vælge at sidde meget længere, hvis du har lyst til det. Bare pas på at du ikke får spændt buen så hårdt, at det bliver umuligt for dig at leve op til dine mål…

Noget af det som kan slå de fleste af pinden, er forkerte forventninger. Måske kaster du sig ud i meditation med en forventning om, at du kommer til at sidde som en saltstøtte i timevis, opslugt i spirituel lyksalighed, med et blankt og roligt sind. Så har du formentlig sat dig selv op til fejle…

Der er for eksempel ikke nogen grund til at forvente, at al tænkning ophører. Sindet er et sanseorgan, og det holder ikke op med at fungere, bare fordi du mener, at det kunne være sjovt eller passende. Sindet tænker, ligesom øjet ser. Fuldkommen som du kan vælge at rette øjet mod noget du gerne vil se, kan du også rette sindet mod noget du gerne vil tænke på, og i de indledende stadier af meditation er dette ’noget’ åndedrættet. Hver gang andre tanker dukker op, dirigerer du roligt, venligt og bestemt sindet tilbage til åndedrættet. Vær opmærksom på, at dit åndedræt påvirker dit sind. Trækker du vejret overfladisk, vil du meget nemt komme til at opleve, at du igen og igen skal vise sindet tilbage til meditationen, fordi det konstant rækker ud efter andre interessante forslag. Hvis du oplever meget uro i dit sind, kan du prøve at tjekke om din vejrtrækning foregår oppe i brystet, eller om den kommer helt ned i maven.

Sammenhængen mellem åndedræt og sind går også den anden vej. Den måde du trækker vejret på, kan nogen gange fortælle dig noget om dit sinds tilstand. Hvis dit åndedræt opleves tvungent eller ujævnt, kan det være et tegn på, at du mentalt hænger fast, at der for eksempel er tanker der kører i ring, fordi du ikke får givet slip på dem. Prøv at korrigere åndedrættet. Tag en dyb indånding, hvor du først fylder maven med luft, og derefter brystet. Hold vejret et øjeblik, og pust så luften ud, først fra brystet, og så fra maven. Brug maven til virkelig at tømme lungerne helt for luft, og afspænde dine mellemgulvs- og mavemuskler. Slap godt af i skuldre og bryst, og tillad vejrtrækningen at blive afslappet og jævn. Hvis du opdager tanker der hænger fast, så giv dig selv et løfte om at tænke virkelig længe på dem efter meditationen, og find mod til at lægge dem til side for en stund.

De fleste oplever også på et tidspunkt, at de bliver enormt sløve under meditation. Virkelig skandaløst, sådan at sidde og halvsove, når nu det var det der med den spirituelle lyksalighed, der var på programmet…

Måske hjælper det at høre, at det sker for alle, i hvert fald hvis de udfordrer sig selv.

Hvis ikke du laver fejl, er det fordi du ikke prøver hårdt nok.

Nogen gange er sløvheden tegn på, at du nærmer dig en form for gennembrud. Det kan virke overordentligt farligt for sindet, som derfor protesterer; først med alle mulige interessante distraktioner, og hvis det ikke hjælper, med sløvhed. Hvem kan vel presse sig selv, når man bare falder i søvn??

Andre gange er det bare en dårlig vane, eller et tegn på manglende disciplin. Uanset hvad, er kuren den samme: Fortsæt meditationen, men ret på kroppens stilling. Hvis du sidder og falder lidt sammen, kan du prøve at rette dig op. Hvis du sidder med lukkede øjne, kan du prøve at åbne dem. Mange begyndere foretrækker at meditere med lukkede øjne, men faktisk er det ofte en fordel at åbne øjnene – både i konkret og overført forstand. Hvis ingen af disse råd hjælper, rejser du dig ganske enkelt op.

Man kan meditere nøjagtig ligeså godt stående som siddende, og så længe du ikke mediterer i lange perioder ad gangen, fungerer det fint at stå. Hvis du på et tidspunkt beslutter at kaste dig ud i længere meditationer, kan du muligvis få brug for at lære gående meditation – man kan nemlig godt falde i søvn stående (tro mig, jeg har været der!), men jeg har endnu aldrig set det ske når man står.

Hvis du oplever problemer i forbindelse med din meditation, er du altid velkommen til at skrive i kommentarfeltet. Efterhånden har jeg både hørt og prøvet lidt af hvert, så forhåbentlig kan jeg give dig nogen ideer.

 

Links til tidligere indlæg i serien:

Meditationsguide 1
Meditationsguide 2

Måske vil du også læse...