Buddhisme og meditation, Livsstil

Langsom Lørdag – meditativ læsning

I vores kultur er vi opfostret med en dyb respekt for viden. Det at tilegne sig viden er en færdighed vi har trænet meget, og den kommer os til gode i rigtig mange situationer. Det jeg vil fortælle om i dag, er imidlertid noget helt andet, selvom det ved første øjeblik godt kan minde lidt om ’vidensindsamling’. I dag vil jeg nemlig dele en kontemplativ øvelse, som jeg selv holder meget af: meditativ læsning.

meditativ læsning

Det er ganske enkelt læsning i en meditativ kontekst, hvor man lader ordene synke ind, snarere end at suge dem til sig, tygge dem igennem og spytte dem ud igen. I meditativ læsning handler det ikke om at lære noget, og heller ikke om at blive underholdt. Det handler om at skabe sig et frirum, hvor man tillader sig selv at gå ind i en anden verden. Man går ind i tekstens verden, hvor man deltager i tekstens virkelighed, uden at spilde tid på det kommentatorspor, der ellers ofte kører i hovedet.. Man er til stede med teksten, på dens egne præmisser, uden smålig skelen til hvor ’fornuftig’ den er.

Til dette formål starter man naturligvis med at finde en egnet tekst. Jeg har – måske ikke overraskende – fundet de buddhistiske tekster meget velegnede, men digte og intrikate prosastykker er også oplagte valg. Teksten må gerne være lidt svær at gå til, med flere lag, og et budskab der taler mere til hjertet end til hjernen.

Meditativ læsning er naturligvis noget du kan gøre hvor som helst, men hvis du kan vælge, er det bedst med et sted, hvor du kan sidde nogenlunde uforstyrret. Der er ikke nogen grund til at lede efter et sted, hvor du kan sidde i komplet stilhed (så spilder du bare resten af dit liv på dét), men det er bedst hvis du, i hvert fald i begyndelsen, sidder lidt for dig selv. Det vigtigste er imidlertid, at du sidder godt. Sid oprejst, helst på en god stol eller pude, som lader dig holde ryggen rank. Undgå at falde sammen når du sidder. Ligesom under almindelig meditation er det vigtigt at holde ryggen rank, så din krop viser dit sind, hvad det er, der skal foregå. Vis med kroppen, at du gerne vil være årvågen, fokuseret og opmærksom.

Slap af i hovedet. Giv slip på tankerne. De vil formentlig, i hvert fald til at begynde med, blive ved med at myldre rundt, men ligesom i meditation vender man sig fra dem. Man lader dem være. De kan fint passe sig selv, og hvis først man begynder at slås med dem eller lade sig irritere af dem, er fokus på dem, snarere end på teksten. Prøv at betragte dit tankemylder som en radio der kører i baggrunden. Ørerne hører lyden, fordi det er dét, ører gør – men du behøver ikke fylde dit hoved med det. På samme måde behøver tankerne heller ikke fylde dit hoved; de kan bare være der, uden din opmærksomhed, som nemlig skal rettes mod teksten.

Når du begynder din læsning, er det allervigtigste råd: LÆS LANGSOMT! Du har ikke travlt! Det meste af vores læsning foregår i en forfærdelig hast, om det så er fordi vi skimmer vores e-mails, surfer på nettet, eller suser igennem avisens overskrifter. Du læser ikke op til en eksamen, og der er ingen tidsbegrænsninger. Du når det, du når – og det er godt nok.

Prøv at åbne hjertet for tekstens stemning. Lad dens dybere lag folde sig ud for dig, uden at spekulere over at analysere den i detaljer. Lad dit sind være så rummeligt at det kan fatte eventuelle billeder eller analogier intuitivt, og lad dig opsluge af atmosfæren. Der vil muligvis være dele af teksten, som ikke umiddelbart siger dig noget, eller som du ikke helt forstår. Det gør ikke spor – hvis du senere vender tilbage til den selv samme tekst, vil du ofte opdage, at passager, som du tidligere havde kedet dig ved, eller haft svært ved at finde mening i, pludselig åbenbarer sig for dig i stor skønhed. Måske går det ikke sådan, og så er det også i orden. Bare sid med teksten.

Det er en fordel hvis din tekst er forholdsvis kort, eller i hvert fald opdelt i korte kapitler, som vil kunne læses i ét stræk. Hvis du imidlertid læser i længere perioder, så husk dig selv på at tage nogle små pauser. Stræk dig, gå lidt omkring, eller drik et glas vand. Hellere mange små pauser end én lang. På den måde kan du opfriske din vejrtrækning og løsne dine tanker hvis de er gået i hårdknude, og bagefter vil du kunne genoptage din læsning uden besvær.

Meditativ læsning kan naturligvis bruges som en tilføjelse til en etableret meditationspraksis, men den kan også fint stå alene. Du behøver ikke have mediteret et eneste sekund i dit liv, for at have glæde af at fordybe dig, helt uden forbehold, kritik eller analyser, i en tekst. Udbyttet vil være det samme uanset: Du vil vende forfrisket og afslappet tilbage fra din læsning, fordi din hjerne har nydt godt af at kunne nøjes med at gøre én eneste ting. Koncentration er den bedste afslapning!

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *