Buddhisme og meditation, Livsstil

Langsom Lørdag – tal pænt

Vi ved det jo godt, det der med at vi skal tale pænt. Vi skal tale pænt til hinanden, selvfølgelig skal vi det. Det er en regel som er så uendeligt ligetil, indlysende og selvfølgelig – men som vi alligevel alle sammen glemmer fra tid til anden.

Vi glemmer det jo ikke bare fordi. Vi glemmer det, når vi synes vi har en god grund til det. Når nogen har været tarvelige ved os, talt grimt til os, eller har generet os på én eller anden måde. Sagen er bare, at to dumheder ikke bliver til én genistreg. Når nogen har talt grimt til os, bliver det ikke bedre af, at vi taler grimt til dem. Ord kan såre, og vores egne sår forsvinder ikke, fordi vi påfører andre samme slags sår.

Det kan føles uretfærdigt, det med ikke at give igen, og det er det måske også. At nogen skal have igen med sukkertagen, når de lige har givet os med ildrageren. Sagen er bare, at når vi taler pænt til andre, så er det faktisk os selv der nyder allermest godt af det. Det er rart at behandle andre godt og omsorgsfuldt, også når de ikke umiddelbart fortjener det. Faktisk er det måske allerbedst at gøre det, når de ikke fortjener det – og det er som regel også der, de har mest brug for det. Og ja, jeg er lidt en gammel hippie, og ja, jeg synes fint vi kan sidde i en rundkreds og synge Kumbaya. Så længe vi gør det, skader vi i hvert fald ikke hinanden 😉

Det burde være helt ligetil, det med at tale pænt til hinanden, for alle ved hvor væmmeligt det er at være i modtager-enden af et møgfald, men enten glemmer vi det, eller også retfærdiggør vi det ved at pege på vores offers fejltrin. Men helt ærligt: “Du gjorde mig ked af det, og det var så væmmeligt, at jeg har brug for at du skal have det ligeså væmmeligt, for at jeg skal få det godt…”? Det giver ikke mening.

Og lige så lidt mening giver det at foretille sig, at hvis bare ham dem tarvelige får det rigtig slemt,  tager han sig sammen og bliver sød. Jeg har i hvert fald selv til gode at opleve, at jeg kunne skænde mig til venlighed.

Men det værste er faktisk ikke, hvordan det påvirker de andre, når vi taler grimt til dem. De kan jo, når alt kommer til alt, bare fjerne sig fra os. Nej, det værste er, hvordan det påvirker os selv.

Når jeg bliver vred, taler jeg ind imellem grimt. Det giver mig en skør fornemmelse af lettelse og retfærdighed lige når det sker, men bagefter føler jeg mig bedrøvet. For jeg vil jo egentlig meget hellere hygge mig med folk, grine med dem, eller tale om noget spændende.

tale pænt til hinanden

Så derfor skal dette være mit motto. Ikke helt så fint som at tale pænt til hinanden, men langt bedre end bare at give los. Hvis ikke jeg kan komme på noget pænt at sige, så kan jeg i hvert fald holde min mund og lytte. Mine ører har aldrig nogen sinde bragt mig i vanskeligheder, men det har min mund. Mere end én gang. Jeg er alt for ofte kommet til at såre andre, fordi min mund er rendt efter en dum impuls, før min hjerne fik den stoppet.

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Hei Pia. Fine ord til ettertanke for noen og enhver av oss å ta med inn i våren. Og du, jeg har skrevet om deg på bloggen min i dag.

    Klem fra Ingrid på http://www.ingridtunheim.no

    1. says:

      Tak Ingrid! Det er jeg glad for

  2. Det der skal jeg huske på !!! 🙂

    1. says:

      Tak – glad for at jeg kunne inspirere!

Comments are closed.