Langsom Lørdag – om at vælge sit arbejdsliv

Sidste lørdag skrev jeg om at vælge sit liv. i dag skal det handle om det, som fylder mange timer hver eneste uge i livet: vores arbejdsliv. Og ja, jeg er privilegeret i dén henseende, men det har jeg ikke altid været – og selv én der er privilegeret, kan måske have en pointe eller to…

Da jeg var helt ung teenager, ønskede jeg mig penge. Mange penge, så jeg kunne købe fint tøj og have råd til at gå i byen. Derfor knoklede jeg, med den slags trælse, underbetalte jobs, som teenagere til alle tider har knoklet med. Det var ikke nogen fest at hoppe på rundt på tungen for en misbrugende og livstræt bagerfrue, men jeg gjorde det, fordi belønningen var vigtig nok for mig.

Og det er egentlig alt, hvad der er til det. Gør op, om belønningen er vigtig nok for dig. Så er selv det mest dødssyge job til at holde ud, fordi du har valgt det. Og husk for alt i verden, at du selv bestemmer, hvordan du vil udføre dit dødssyge job; om du vil smile til kunderne og slå en sludder af med dem, eller om du vil tilbringe arbejdstiden med at tælle minutterne til du får fri.

Senere ændrede mine prioriteter sig, og jeg kom til at ønske mig en karriere. Et spændende og udfordrende job, som kunne give mig glæde i hverdagen. Og dermed ændrede min strategi sig. Jeg tog en uddannelse, og jeg hutlede mig igennem for nærmest ingen penge, fordi jeg ikke magtede tanken om dyre studielån, og kun kunne arbejde i fritiden. Man kan leve for forbavsende få penge, hvis der er en god grund til det, og den gode grund havde jeg: jeg var ved at ændre mit liv. Når jeg en sjælden gang gik ud med vennerne, delte jeg en sodavand (én sodavand) på diskoteket med en ligeså fattig veninde, og ventede tålmodigt på hovedbanegården, til det første tog hjem kørte. Nå ja, og gik bagefter de 3 km fra stationen. Mit tøj var noget gammelt hejs, men det var ok, fordi jeg havde valgt det. Selvfølgelig hadede jeg det ind imellem, men så mindede jeg mig selv om, hvorfor jeg gjorde det.

Jeg fik min uddannelse og mit spændende job, og jeg nød det. Jeg lærte en masse, og alt kørte på skinner. Indtil jeg fik et barn. Planen lå ellers klar: jeg skulle have mit barn, jeg skulle have min barselsorlov, og så skulle den lille i vuggestue. Jeg fulgte modvilligt planen en tid, men måtte indse, at det ikke var lykken for mig. Jeg savnede min unge, og jeg kunne slet ikke holde ud, at andre skulle nyde så mange af hans vågne timer, så jeg indkaldte til familieråd. Heldigvis var ham min elskede med på, at noget måtte ændres, så jeg kvittede jobbet, og vi gik tilbage til være ludfattige. Jeg tog et barn i dagpleje, og vi skar ind til benet, og det gik. Med lodder og trisser, men det gik, og cirklen var sluttet.

Senere udviklede familiens indkomst sig, så vi fik et mere almindeligt liv, men det gjorde faktisk hverken fra eller til i forhold til vores lykke. Ja, det er sjovere at have end ikke at have – men det er ikke afgørende.

Og det er faktisk min pointe: Vores valg af arbejdsliv er afgørende for vores lykke, men vores indkomst er ikke. Bare vi selv har valgt. Selvfølgelig er det super træls, hvis det eneste man har lyst til er at være kunstmaler og stå på et tag i New York, men ingen vil købe ens malerier. For dét kan man ikke vælge; om andre vil købe ens malerier. Man kan vælge, hvad man selv vil gøre, men man kan ikke vælge hvordan andre skal reagere på det – og man kan heller ikke fravælge konsekvenserne af sine valg. Heller ikke selvom det kunne være sjovt.