Langsom Lørdag – om at vælge sit liv

Livet består af valg. Hvert eneste øjeblik vælger vi, bevidst eller ubevidst, hvordan vores liv skal se ud. Vi vælger ikke nødvendigvis alle de omstændigheder, vores liv skal udfolde sig i – men vi vælger hvordan vi skal leve indenfor de rammer der er vores. I buddhismen kalder vi det “karma” * men det er egentlig ligegyldigt, hvad man kalder det, bare man er bevidst om, at det sker.

Hvis ikke man er bevidst om det, vil man nemlig begrænse sig selv til at være udelukkende reaktiv. Man vil stadig vælge, men man vil gøre det uden overvejelse, bare på baggrund af omgivelsernes indtryk og ens egne tidligere valg (vaner, eller det man kunne kalde personlighed eller karakter).

Det er jo fint nok, for så vidt man allerede har et perfekt liv i perfekte omgivelser, som naturligt afføder perfekte valg. Sådan er det bare meget sjældent. Langt de fleste har områder i deres liv, hvor de føler sig fastlåst, eller ikke synes de udlever deres drømme. Nogen er kede af deres arbejdsliv, andre af deres familieliv, deres sociale liv, eller af deres ’indre liv’, som de føler er uinspirerende eller trist – eller også kæmper de med forholdet til deres krop, som de bestemt ikke synes, gør som de ønsker.

Der er ingen nemme løsninger på den slags problemer. Den tager vi lige igen, for den er vigtig: Der er ingen nemme løsninger. Hvis man vil ændre noget i sit liv, er man nødt til at ændre noget af det, man gør i sit liv. Og det er ikke altid lutter lagkage.

Det er ikke nok at ændre sit navn (hallo, nummerologi!), eller at få nogen til at fortælle sig, hvordan ens tidligere liv var (hej, magiske seere af alle ordener). Man kan ikke bede andre om at ændre sig, så ens liv bliver bedre – eller jo, det kan man jo sådan set godt, men det fungerer sjældent, som man havde forestillet sig. Enten er de der andre enormt vrangvillige, eller også opdager man, at når de har ændret deres, er der noget andet, som generer én.

De næste lørdage kommer til at handle om valg. Om at vælge sit liv, bevidst og ansvarligt. Nogen af jer kommer til hade mig undervejs. Nogen kommer til at tænke, at det er da nemt nok for hende at sige – og det er helt rigtigt: det ER nemt nok at sige. Det ER svært at gøre. Men det er umagen værd.

at vælge sit liv

* Karma: Karma er et ord, der virkelig har vundet indpas i det danske sprog. Folk bruger det glad og gerne, og ofte på overraskende måder. Ordet betyder egentlig bare ’gjort handling’, og refererer til alle vores handlinger gennem krop, tale og sind. Altså vores gerninger, vores ord og vores tanker; alt vi vælger at gøre, uanset om der er tale om bevidste valg eller vanebundne, ubevidste valg.

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Jeg tænker tit, at alt handler om valg – og i al beskedenhed er jeg uhyre tilfreds med stortset alle mine. Ikke alle, men stortset Det er sgu ret heldigt. Kan stadig nå at dumme mig gevaldigt dog, så vi må se.

    – A

    1. Hvor dejligt! Og ved du hvad, hvis man som udgangspunkt er godt tilfreds, så er ens tossestreger som regel også til at have med at gøre

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *