Langsom Lørdag – om fire nemme skridt til det simple liv

Simple living. Lyder det ikke bare cool? Hvem gider ikke Det Simple Liv, i enkelhed og ro…

Men hvad er det simple liv?

Ja, det kommer jo helt an på, hvem du er. For nogen er simpelheden en ret omfattende affære, der indebærer en venden tilbage til naturen, med nul-forbrug, bæredygtighed og selvforsyning i Bonderøvs-stil. For mig er det noget helt andet. Jeg har nemlig aldrig helt set fidusen i at forenkle mit liv ved at tilføje opgaver som brændehugning, syltning og tømning af muldtoiletter.

For mig handler det mere om overskuelighed. At leve et liv, hvor alting har fundet sin rette plads, og hvor jeg sådan nogenlunde kan regne ud, hvordan min dag kommer til at udfolde sig. At hverken rodebunker eller to-do lister vokser mig over hovedet. At jeg kan holde trit med mit liv. Og at jeg kan håndtere de opgaver, jeg stiller mig.

Der er fire ting, jeg gør for at skabe og vedligeholde mit simple liv. Fire enkle ting, som redder mig fra stress og væmmelige oplevelser af utilstrækkelighed, og som gør, at mit liv føles simpelt, enkelt og nemt. Det meste af tiden…

det simple liv

Fire skridt til det simple liv

Jeg skriver ting ned.
Alting. Stort og småt ryger i min bullet journal, så enhver opgave får sin plads. Jeg bruger ofte noter på min telefon til de småting, jeg støder på i dagens løb; de bliver så overført til min bullet journal om aftenen.

Jeg rydder op og smider ud.
Mest konsekvent i mit tøj, men også i alle de der bizarre ting, som synes at snige sig ind alle vegne, straks jeg vender ryggen til. Bliver det gjort kontinuerligt, er det ikke nogen større operation – men man oplever selvfølgelig heller aldrig, at alt er, præcis hvor det skal være, på én gang.

Denne kontinuerlige oprydning omfatter i øvrigt også mine ”mentale ejendele”, altså alt det jeg gør og synes; mine aktiviteter og forpligtelser.

Jeg er opmærksom på mine forventninger.
De kan nemlig lynhurtigt ødelægge mine oplevelser, hvis ikke jeg er bevidst om, hvordan de farver min opfattelse. Livet gør aldrig helt, som man havde forestillet sig – men skal det have lov at ødelægge alt det skønne? Nej, vel.

Jeg ser tilbage.
Jeg forsøger at lære af dagen, ugen, året der gik. Og jeg har sat denne skuen tilbage i system, så travlhed eller uopmærksomhed ikke stjæler stunden fra mig.

Hver aften laver jeg en kort meditation, hvor jeg reflekterer over dagen der gik. Hvad gik godt, hvad kan jeg lære af, hvad kan med fordel ændres?

Hver måned ser jeg tilbage, samler op på ideer og nye færdigheder, og prøver at huske, hvordan tiden blev brugt. Nogen gange giver det et mere nøjagtigt billede, når man ser på en lidt længere periode end bare en enkelt dag, og for mig passer en måned fint.

Hvert nytår laver jeg en helt særlig nytårsmeditation, som i dén grad giver fokus på, om jeg husker de vigtige ting, eller om de bliver skubbet i baggrunden fordi jeg skal farvesortere håndklæder og surfe lidt rundt på det der internet.

 

Mit simple liv ligner formentlig ikke nogen andres. Det der er simpelt for mig, kan måske virke tåbeligt eller frygteligt indviklet for andre. Men simpelheden er ikke en fast defineret størrelse, og det handler nok mest af alt om at føle sig tilpas i sit eget liv. At livet ikke tårner sig truende op over én, men snarere folder sig blidt ud for ens fødder.

Hvad er det simple liv for jer?

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. For mig er det simple liv nok mere i retning af bonderøvs skalaen, uden på nogen måde at være så gennemført og konsekvent som han er. Her er ingen brændestabel og intet muldlokum, men jeg værdsætter et liv med mindre (løn)arbejde og mere frihed til de ting, som virkelig giver mening. For mig. Dette indebærer en eller anden form for selvforsyning og genbrug, da pengene naturligvis er mindre, end ved et fuldtidsarbejde 🙂
    Men det er simpelt, overskueligt og giver mig mindre stress.

    1. Sådan! Jeg synes det er skønt, når nogen virkelig gør op med sig selv hvordan de ønsker at leve, og går efter det ❤️

Comments are closed.