Buddhisme og meditation, Livsstil

Langsom Lørdag – om selverkendelse og undskyldninger

Tid til selverkendelse: Jeg er lidt for meget.

Onde tunger vil hævde, at der ikke er noget småt over det – at jeg simpelthen bare er for meget. Og det har jeg brugt meget af mit liv på at undskylde for. Min energi, min entusiasme, min utålmodighed og min utålelige bedreviden; alt sammen noget der kan være utroligt belastende for mine omgivelser, men som også kan ses som mine fornemmeste styrker. I hvert fald noget af det – bedreviden er vist aldrig charmerende.

Det er jo dybest set en gave at jeg begejstres så let, og at min begejstring kan nå umådelige højder på et forholdsvist tyndt grundlag, men jeg har også måttet lære (på den hårde måde) at det kan være smask irriterende. Og derfor har jeg altså igennem mange år rendt rundt og undskyldt.

Men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at det gad jeg faktisk ikke rigtig mere. Faktum er jo, at jeg meget sjældent lader min virkelyst gå ud over andre. I det omfang den overhovedet påvirker mine omgivelser, holder jeg af at tænke, at det er på en positiv måde; at jeg får skidt gjort (ja, jeg har også ind imellem et let forvredent syn på virkeligheden). Og så syntes jeg måske ikke, at jeg behøvede undskylde helt så meget for, at det sker på en ulideligt entusiastisk måde.

Jeg skal undskylde hvis jeg opfører mig grimt, eller hvis jeg gør andre kede af det. Også selvom det ikke var med vilje. Når nogen bliver kede af det, er det mit ansvar at undskylde, helt simpelt og ligetil, uden alle de forklaringer, som jeg ellers tænker bestemt må få dem til at forstå, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Folk der er kede af det, er nemlig ligeglade med, hvorfor jeg har gjort dem kede af det. De er bare kede af det, og hvis det ikke var min mening at gøre dem kede af det, er det dét jeg skal fortælle dem. Ikke alt det andet, uanset hvor fristende det kan være.

Men jeg behøver ikke at undskylde for at være en lalleglad tosse, som ind imellem er ved at strømme over af fantastiske ideer. Det kan jeg nøjes med at nyde, for uh hvor jeg har det herligt, når jeg er dybt engageret i (endnu) et nyt projekt, og min kreativitet finder afløb. Med årene er jeg endda blevet en lille smule bedre til også at få afsluttet mine projekter. Det er ellers ikke en af mine naturlige spidskompetencer, men alt kan læres, og jeg er blevet meget bedre til at få bundet de løse ender.

I bund og grund handler det vist om, at jeg er skabt uden gear. Enten går jeg all in, eller også går jeg slet ikke. Min bror har i den forbindelse sammenlignet mig med en Puch Maxi, og nostalgisk som det end er, er det ikke umiddelbart en sammenligning jeg er vild med. Den passer for så vidt udmærket: enten er jeg i fuld sving, eller også ligger jeg og flyder med en god bog. Enten eller. Ikke noget midt imellem. Alligevel kan jeg bedre lide min svigerindes karakterisering af mig som Tigerdyr, selvom jeg (naturligvis) er langt klogere og mere velovervejet end ham. Og hvis nogen tror på det…. Hvorom alting er, så er boblende energi og lav begejstringstærskel på én og samme gang min største styrke, og en af de ting som oftest har givet mig problemer, fordi det åbenbart er smask irriterende. Meget mystisk.

Jeg kan sagtens leve langsomt, selvom jeg har let til begejstring. I begejstring står tiden stille, og verden svinder væk – undtagen lige præcis den ene særlige ting, man er opslugt af at være begejstret for. Hvad jeg til gengæld ikke kan, er at leve lykkeligt, hvis jeg hele tiden skal lægge bånd på mig selv. Jeg har haft brug for at lære mig selv at kende, og blive ven med både mine styrker og mine svagheder. Stille og roligt har jeg nærmet mig dem, og igennem mange års meditationsøvelser har jeg lært at komme overens med, at jeg faktisk ikke er perfekt, men at jeg gør et rigtig godt forsøg.

Og folk kan jo altså stadig altid bede mig om at bakke ned, når det bliver for meget med alle ideerne, og de trænger til en pause. Selvfølgelig bliver jeg frygteligt skuffet når det sker, men det går så nok også endda – og så behøver de ikke blive trætte i hovederne af mig.

Hvad med jer – er I kommet overens med både jeres stærke og jeres svage sider?

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Viggo Okholm says:

    hej Pia:
    Selvindsigt for fuld udblæsning 🙂

    1. 🙂

Comments are closed.