Langsom Lørdag – tal pænt til dig selv

I forlængelse af mit indlæg om at tale pænt sidste lørdag, vil jeg gerne lige fremhæve noget vældig vigtigt: Man skal også tale pænt til sig selv! Måske er det i virkeligheden den allervigtigste at tale pænt til, fordi det er den, du er mest sammen med. Hvis der hele tiden falder grimme tudser ud ad munden på dig, så kan alle andre flytte sig (og gør det som regel også efterhånden) – men hvis tudserne har dit eget navn på, så er det sådan set lige meget om de tager en omvej ud ad munden: op i hovedet skal de nok komme. Og det gør ondt.

En del af problemet er jo, at det vi siger meget, kommer vi med tiden til at tro på. En anden del er, at det alt for ofte ikke engang er sandt, det der kommer ud. Eller vedkommende, for den sags skyld. Den indre kommentator kører bare bevidstløst sit kritiker-spor, og det kan være utroligt svært at slippe for.

Hvis man gerne vil hakkeriet til livs, kan man starte med lige at lytte lidt til det. Sådan rigtig høre efter. Så ved man snart, hvad man har med at gøre.

Så deler man kommentarerne op i to bunker: en bunke til det man kan ændre, og en bunke til det man ikke kan ændre. Bunken med det der kan ændres, skal ikke bare forvandles til en alenlang to-do liste, for det er meget sjældent at alt skal ændres, bare fordi man kan. Find først ud af, for hver enkelt ting: Er det her vigtigt for mig at ændre? Igen er slutresultatet to bunker, og bunken med de ting, man egentlig ikke rigtig gider at gøre noget ved, ryger over til alt det, man ikke kan ændre.

Nu er der forhåbentlig ikke så forfærdeligt meget tilbage, men det der er, skal nu alligevel underkastes et nøjere eftersyn. Spørg dig selv hvorfor du gerne vil ændre det. Hvis svaret på den ene eller den anden måde knytter sig en smule til andre menneskers bedømmelse, kan du med fordel minde dig selv, at langt de fleste er så optaget af sig selv, at de næppe lægger meget mærke til dig…

Til sidst har du to bunker: en stor bunke, og en lille. Den lille bunke er forhåbentlig den der skal gøres noget ved (er det omvendt, skal du måske bruge lidt længere tid på spørgsmålene ovenfor!); den store skal bare i pytkassen. Hvis du har svært ved at lægge ting i pytkassen, har du måske brug for at lære selv at bestemme, hvem der skal tænke i dit hoved? Dertil er meditation glimrende.

Selve det at få ændret de ting, der rent faktisk skal ændres, er som regel meget nemmere end at få sorteret i sit hoved. Det vigtigste er måske at huske på at være lidt rar ved sig selv undervejs. Altså ikke sådan kager og lakrids-rar – selvom det da bestemt også er en mulighed – men sådan mere lidt ekstra omsorgsfuld.

  • Husk altid at hilse pænt på dig selv om morgenen, så du kommer godt fra start.
  • Vær rar og nænsom mod dig selv. Du gør jo dit bedste!
  • Bliv ven med dine svage sider, så du ikke behøver at være så vred på dig selv over dem.
  • Husk at fejre alle dine gode sider! De er vigtige, og de skal nydes.

tal pænt

Tager du dig selv i at tale grimt, så lad være med at begynde at finde på forklaringer. Hvorfor er i virkeligheden ikke særlig interessant – bare hold op med det.  I stedet for at gå en hel masse op i, hvorfor du gør noget skørt, skulle du måske hellere bruge tiden på at overveje, hvor meget tid du ville spendere med en anden, som talte så grimt.

Og TAL SÅ PÆNT! Du er det værd.

Måske vil du også læse...