Jul, Livsstil

Langsom Lørdag – tiden læger alle sår

lillejuleaften

Tiden læger alle sår – det er en trøst som ikke betyder ret meget, når man står midt i det hjerteskærende, sønderrivende smertefulde. Og så er jeg faktisk heller ikke helt sikker på, at det er rigtigt.

Jeg tror ikke det er tiden som sådan, der læger. Jeg tror det er dét, vi gør med tiden, der læger vores sår, eller i hvert fald lukker dem så meget til, at de kan forvandles fra rå smerte til minder med et lille krads af sorg.

I dag er det to år siden, jeg mistede en af mine allerkæreste venner; en jeg tilbragte nærmest hver eneste dag med, og en som, på sin egen fordringsløse måde, var en fantastisk læremester udi kunsten at leve. Min svigerfar.

Han lærte mig for eksempel værdien i stille tilfredshed, kontra ekstatisk lykkerus. Han jagtede ikke lykken, men lod den stille og roligt finde ham. Nogen gange, når vi jagter lykken, gør vi faktisk vores liv til et fjendtligt miljø for den. Vi kommer til at gøre livet hektisk, og sætter barren så højt, at vi konstant må udskyde lykken. Vi må vente på den, vente indtil jul, næste ferie, på fredag, når det bliver sommer…

Han lærte mig også, at meget mindre end “perfekt” kan gøre det – at “godt nok” er netop dét: godt nok. Og godt nok skal nydes, ikke repareres på.

Han lærte mig at vælge mine kampe. Svigerfar var ikke stridbar. Han var tålmodig, på den modige måde hvor han tålte livets slag, i stedet for at tilføje kamp til smerte.

Han demonstrerede sandhedsværdien i et fortærsket ordsprog:

Tale er sølv, tavshed er guld

Det var ikke så tit, jeg talte om følelser med svigerfar. Som oftest kunne han se når jeg var ked af det, og så gjorde han, hvad der skulle gøres. I en af de allermest rædselsfulde perioder i mit liv kom han (som altid) hver eneste dag. Han sad og sludrede med mig et par minutter, og så gik han ellers ud og ordnede indkørslen, fordi der ikke rigtig var noget vi kunne gøre ved problemerne, men vi kunne i hvert fald sørge for, at her så pænt ud.

Han var en enestående ven, men det var ikke noget han rendte rundt og brystede sig af. Han nøjedes med at være det. Hvis han havde kunnet tale engelsk, ville han formentlig have sagt at “Action speaks louder than words”

… men han talte ikke engelsk, og netop det faktum gav mig en tankevækkende oplevelse. Vi var engang i USA sammen, og da vi skulle gennem lufthavnens sikkerhedskontrol, var det meningen at han og jeg skulle følges. Han havde nemlig en kunstig hofte, som altid gav udslag på scanneren, og det var så min opgave at forklare sagens sammenhæng. Imidlertid kom vi på et tidspunkt fra hinanden, og da jeg så ham igen, sad han på en stol,  midt i den travle lufthavns kaos, mens en gigantisk all-American sikkerhedsvagt i fuldt ornat, pistol og alting, stod bøjet ind over ham, og råbte af sine lungers fulde kraft (ikke fordi han var ondskabsfuld, men bare fordi han var amerikaner, og dermed naturligt gik ud fra, at en person som ikke reagerede på spørgsmål nødvendigvis måtte være tunghør). De fleste ville nok blive en smule befippede i sådan en situation, men ikke min svigerfar. Han sad bare helt roligt, og kiggede venligt på den rødkindede helt. Jeg ilede til, opklarede sagen, fik bugseret svigerfar i sikkerhed, og undskyldte mange gange, at jeg havde været uopmærksom. Og svigerfar? Han flashede mig et af sine vidunderlige gavtyvesmil, plirrede med sine varme, blå øjne (som jeg stadig savner så meget, at jeg slet ikke kan forstå det), og sagde fnisende at han da vidste, at jeg måtte være lige i nærheden, så der var ingen grund til at forsøge at gøre noget.

Og det var svigerfars største kunst: at skelne mellem de ting, han skulle gøre noget ved, og så alle de andre. Han trak aldrig værktøjskassen frem, hvis ikke det var nødvendigt. Han forplumrede aldrig oprørte vande. Han gjorde det, der skulle gøres, men ikke en smule mere – og det er, mere end noget andet, en kunst jeg øver mig i at gøre ham efter.

Fremfor alt lærte svigerfar mig, at livet er kort, og at vi kan ligeså godt nyde det, mens vi har det. Intet er mere vigtigt end at have det godt.

Jeg har været bange for at glemme svigerfar. At glemme hans milde sind og bemærkelsesværdige livskunst. Men det sker ikke, for jeg øver mig hver eneste dag i at holde hans ekstraordinære kvaliteter i live. Og så kan jeg heldigvis stadig lukke mine øjne, og høre hans glade stemme ude fra døren: “Hvad søren, hej søde Fili…”.

I morges lagde vi blomster i bassinet ved vores statue, hvor hans aske ligger begravet. Vi dvælede ved ham en stund, græd en smule, og tørrede derefter tårerne væk, og gik videre med beslutningen om at holde ham i live.

Sorg er kærlighed der er blevet hjemløs.

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Jette says:

    Tak❤️
    Du sætter ord på hvem min far var og sådan som vi skal huske ham. Det river i mit hjerte og trækker tårer, men jeg er så taknemmelig for dine ord.
    Han var det fineste menneske jeg nogensinde har mødt, og jeg savner ham hver dag❤️

    1. Pia says:

      <3

  2. Tante Lis says:

    Så sandt – så sandt – det du skriver om min dejlige svoger som jeg har kendt i over 50 år -helt igennem en person der hvilede i sig selv og gav så meget til sine allerkæreste (mig selv
    incl..) – jeg savner ham også rigtig meget . . .
    Knus og glædelig jul til jer alle og et godt og lykkebringende år 2018) . . Hils familien 💞💕
    💞 Fra tante Lis . . 💞❤💕

    1. Pia says:

      Tak Lis. Jeg håber også I fik en dejlig aften, og at I kan nyde de dejlige juledage!

Comments are closed.