Mallorca, Mode, Rejser

Markedsdag i Inca

En af de første ting jeg undersøger, når jeg kommer til en ny feriedestination i sydeuropa, er hvor og hvornår jeg kan finde det ugentlige marked. Utallige er de timer ham min elskede har tilbragt i udkanten af diverse markeder, i et desperat forsøg på at skaffe en smule skygge til ham selv og de børn og hunde han var sat til at passe – og enorme er de bjerge af  batikfarvede sommerkjoler, billige sandaler, pleather-tasker, hårbånd og stabler af armbånd og fingerringe jeg har hjembragt i løbet af min ungdom… Jeg har altid elsket markedspladsernes løfterige menneskemylder, de pragtfulde dufte af de fremmede delikatesser, og alle fristelserne, men efterhånden sætter jeg mere pris på at støve rundt med ham min elskede i hånden (!) efter den lækreste pølse, de friskeste grøntsager og den bedste ost, end på at stå på hovedet i kasser med lidt for korte shorts, lidt for farvestrålende skørter og lidt for dårlige solbriller.

Hernede er der bl.a. marked i Manacor om mandagen, i Arta om tirsdagen, og i Inca om torsdagen, så i går begav vi os til Inca. Byen er kendt for sine lædervarer, og der var da også skønne klassiske jægertasker og lækre tunge bælter i kraftigt skind, men ikke noget der fandt vej til min (ret proppede) kuffert. Til gengæld var der masser af solskin, dejligt selskab, og al tid i verden. Tilsæt sæsonens første jordbær, og dybtrøde kirsebær så store som barnehænder, og man har en udmærket opskrift på en perfekt dag.

Efter markedet gik vi på udkig efter en frokostrestaurant, hvor vi kunne sidde og spise ude i solen. Det kunne vi desværre ikke finde i Inca, så vi kørte ned til Porto Cristo, som er en lille by på Mallorcas østkyst. Byen er nok mest kendt for sine drypstenshuler, men den har også en dejlig lille havn, fyldt med hyggelige restauranter. Vi spiste vidunderlig grøntsagspaella (altid et sikkert hit) med udsigt over vandet, mens vi sugede de sidste solstråler til os, inden vi vender næsen hjemad i morgen.

Jakke & bukser fra Isabel Marant Etoille, sneakers fra Lloyd’s, taske fra Proenza Schouler, og bare ben!!

img_3669-1

Findes der mon en skønnere måde at spilde tiden på, end at hænge ud på en solfyldt kaj med sin elskede? Livet er sådan omtrent til at holde ud 😉

 

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Ser SKØNT ud!

    1. Ja, det var vidunderligt!

Comments are closed.