Me – forårsfarver galore

At foråret er kommet, er vel efterhånden ubestrideligt. Alting grønnes og springer ud, og det er vel nok dejligt! Det skal fejres, skal det – med farver på (strikke)tøjet. Så jeg er glad gået i gang.

Jeg havde garn tilovers fra Isabellas julesweater, Candyfloss (både min og min mors), og fra Eksperimentet, og besluttede, at det skulle bruges til noget forårsfint. Måtte lige supplere med lidt ekstra, og skønheden i dét er jo, at jeg endnu engang er endt med en smule rester. En del mindre end før, men alligevel – der er ikke noget der kildrer min kreativitet mere end restegarn!

Når jeg nu havde besluttet at gå all in på farverne, tænkte jeg, at det nok gav mening at holde faconen helt enkel og klassisk. Rund hals, raglansnit og lange ærmer.

Sweatere jeg har strikket, har fået navnet Me. Et lidt besynderligt navn, men det er altså fordi der er en Mini Me i støbeskeen. Barnevidunderbarnet kunne slet ikke stå for farmors glimmerbluse, så hun måtte også have én – og jeg strikker lydligt på livet løs, i håb om at blive færdig inden hendes fødselsdag.

me strikket sweater

Opskrift på Me

Størrelse: s (m) l (xl)

Garnforbrug:
100 (100) 100 (100) gr Drops Air, farve 26, beige
50 (50) 100 (100) gr Drops Air, farve 10, tåge
100 (100) 100 (100) gr Drops Air, farve 15 lilla tåge
100 (100) 100 (100) gr Drops Air, farve 01, natur
100 (100) 100 (100) gr Drops Air, farve 08, lys rosa
20 (20) 20 (20) gr Glittra, fra Panduro Hobby.

Strikkefasthed: 17 m x 22 p på p 5 i glatstrikning måler 10×10 cm

Længde 56 (58) 61 (66) cm

Overvidde 101 (110) 117 (133) – vælg din størrelse ved at lægge ca. 10 cm til dit eget brystmål, alt efter hvor rummelig du ønsker sweateren.

Hele sweateren strikkes oppefra og ned, med et enkelt stribemønster. På min sweater er hver af de brede striber 21 (22) 24 (25) p, og de adskilles af 2 p med glimmergarnet. Mønsteret afpasses forneden på krop og ærmer efter sweaterens længde. Bemærk: jeg har gentaget den beige stribe en ekstra gang forneden på ærmerne – se foto!

Jeg har strikket flg striber (oppefra og ned): beige, tåge, lilla tåge, natur, lys rosa, og på ærmerne har jeg afsluttet med en ekstra stribe beige. Du kan naturligvis vælge lige præcis de farver, du har allermest lyst til – designet lægger netop op til, at man leger med farverne.

me strikket sweater

Hals
Slå 80 (84) 86 (98) m op med beige garn på p 4, og strik krave i rib (1 r, 1 vr), ca. 8-9 cm.

Fortsæt i beige, mens du tager ud til 92 (112) 116 (140) m på næste omg, og skifter til p 5 og glatstrikning. Herfra beregnes stribemønsteret – denne p er altså den første af de 24 (25) 27 (29) p i beige. Bemærk at stribemønsteret tælles foran på sweateren; altså hvor den ikke forhøjes!

Marker nu den næste maske – den bliver midten på ryggen, og herfra skal du strikke vendepinde, for at forhøje sweateren bagtil. Det gøres således:

Strik 10 m r forbi din markering, vend arb, og strik 20 m vr tilbage. Vend igen, strik 30 m r, vend og strik 40 m vr, vend og strik 50 r, vend og strik 60 vr. Vend arb, og fortsæt med at strikke alle masker ret hen til din markering. Fjern markeringen, og lav fire nye markeringer, som raglanudtagningerne skal laves omkring. Din omg skal se således ud:

13 (17) 18 (23) m (halvdelen af ryggen), en markeret maske, 18 (20) 20 (20) m (skal blive til første ærme), en markeret maske, 26 (34) 36 (48) m (skal blive til forstykket), en markeret maske, 18 (20) 20 (20) m (skal blive til andet ærme), en markeret maske, 13 (17) 18 (23) m (den anden halvdel af ryggen).

 

Bærestykke

Strik nu 50 (50) 54 (56) omg med udtagninger på hver anden pind (der tages altså i alt 8 m ud på hver anden omg). Lav udtagningerne således:

Start lige inden du skal til at strikke en markeret maske. Saml løkken mellem de to masker (altså løkken mellem den maske du netop har strikket og den markerede maske) op på venstre pind, og strik den drejet ret – strik den markerede maske ret – saml løkken mellem de næste to masker (altså mellem den markerede maske og den næste maske på omgangen) op fra arbs vrangside med venstre pind, og strik den ret.

Du ender med i alt 292 (312) 332 (364) m, fordelt således:

38 (42) 45 (52) m fra halvdelen af ryggen, 1 markeret maske, 68 (70) 74 (76) m fra første ærme, 1 markeret maske, 76 (84) 90 (104) m fra forstykke, 1 markeret maske, 68 (70) 74 (76) m fra andet ærme, 1 markeret maske, 38 (42) 45 (52) m fra den anden halvdel af ryggen

Strik 2 omg, og del derefter arb op efter markeringerne, så du har 78 (86) 92 (106) m fra ryg (fordi du tager de to markerede masker med til ryggen), 68 (70) 74 (76) m fra hvert af ærmerne, og 78 (86) 92 (106) m fra forstykket (fordi du tager de sidste to markerede masker med til forstykket).

 

Krop
Sæt de 2 gange 78 (86) 92 (106) m fra henholdsvis ryg og forstykke på en rundp 5. Slå 2 gange 8 m op i mellemrummene mellem ryg og forstykke (altså 8 m i hvert mellemrum), så du har 172 (188) 200 (228) m på omg.

Strik til arb måler 27 (29) 31 (34) cm (eller ønsket længde) fra de 8 opslåede m. Skift til rundp 4, tag 10 m ind jævnt fordelt på den første omg, og strik 6 cm rib. Luk elastisk af.

 

Ærmer
Sæt ærmets 68 (70) 74 (76) m på en rundp 5, og saml 8 masker op i de 8 m du slog op på kroppen – i alt 76 (78) 82 (84) m.

Tag 1 m ind på hver side af masken midt under ærmet, i alt 11 (12) 13 (13) gange (altså ialt 22 (24) 26 (26) m) med ca. 3,3 (3) 2,75 (2,5) cm imellem indtagningerne. Du ender med 54 (54) 56 (58) m på omg.

Når arb måler 38 (38) 38 (37) cm (eller ønsket længde) fra de 8 opslåede m, skifter du til rundpind 4, og tager 14 m ind jævnt fordelt på første omg. Strik rib (1 r, 1 vr) i 8 cm over de resterende 40 (40) 42 (44) m. Luk elastisk af.

Strik det andet ærme på samme måde.

 

Montering
Buk kraven om mod vrangen, og sy aflukningskanten fast til den første omg rib.

Hæft alle ender, og vær opmærksom på, at glimmergarnet trævler meget let. Slå evt knude på enderne for at holde på dem. Damp arb let. Hvis du vil, kan du sy en tynd elastik gennem sømmen hvor du har bukket kraven om – så holder kraven sig bedre oppe.

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Å så fin som den ble og i deilige avdempede farger. Du er en maskin med de strikkepinnene.

    God lørdag til deg.

    1. Tak Ingrid – jeg er også noget så glad for farverne!

Comments are closed.