Ja, han er aldeles uimodståelig, ham min henrivende elskede – men det er ikke ham, det skal handle om i dag. Det skal handle om Mette Korsgaards bog, Min uimodståelige mand. Den er nemlig ganske uimodståelig i sig selv, og de af jer, som ikke har læst den endnu, bør klart komme i gang. Og hvilken bedre dag end i dag, på Kvindernes Internationale Kampdag?
Reklame – jeg har læst bogen på Saxo premium.
Den handler, som de fleste nok allerede har gættet, om ligestilling, men den behandler emnet på en virkelig forfriskende måde. Den trækker (selvfølgelig, havde jeg nær sagt) på de triste statistikker, som vi har hørt til hudløshed; ligestilling er ikke en realitet. Lovgivningsmæssigt er vi ved at være der, men ude i den virkelige verden halter vi bagefter. Det ved vi jo godt. Vi gider måske ikke rigtig vide det, og derfor opfinder vi forklaringsmodeller som net og ordentligt placerer skylden, hvor den nemmest placeres. Hos kvinderne.
Men Mette Korsgaard går om bag statistikkerne, og kigger på, hvordan vi, som fællesskab betragtet, ser på mænd og kvinder. Er det for eksempel rigtigt, at kvinder taler mere end mænd? Eller at den stadigt fraværende ligeløn for den største del handler om kvinders manglende evne til at forhandle en god aftale hjem? Og er vi helt og fuldt overbeviste om, at mænd og kvinder lige godt kan bestride teknisk/matemisk orienterede stillinger? Uden at afsløre for meget, vil jeg da gerne nævne, at svaret på ovenstående er tre klare, rungende nej’er.
Efter at have læst bogen, står det lysende klart for mig, at vi har et fælles ansvar. En fælles opgave, som kun kan løftes, hvis vi står sammen. Vi skal aflære de forældede (og ofte underbevidste!) ideer om, hvad og hvor meget den biologiske forskel mellem kønnene betyder. Det starter med børnene, og derfor vil jeg endnu engang minde om #RunLikeAGirl-kampagnen. Den får mig stadig til at græde, hver eneste gang, jeg ser den. Klik på billedet, og tud med mig…
