Mini guide til Cinque Terre, del II

Første del af min guide til Cinque Terre handlede om byerne Riomaggiore og Corniglia – nu er turen kommet til Monterosso del Mare, Vernazza, og min yndling: Manarola.

img_3187

Efter et par vidunderlige ture i området mellem Riomaggiore og Manarola, startede vi nemlig dag to i Cinque Terre med at tage toget helt ind i bunden, ind til Monterosso del Mare. Det er den største af de fem byer, og også den ældste. Den er opdelt i en gammel og en ny bydel. Den gamle bydel er, måske ikke så overraskende, bedårende smuk, men den nye bydel får faktisk også en del opmærksomhed, idet den huser Cinque Terres største strand. Nu var det jo ikke primært strandene vi kom for. Vi kom med vandresko og rygsæk – dog minus Tryllebør – så vi begav os ret hurtigt afsted ad områdets mest berømte vandrerute; rute #2, kyststien.

img_3175

img_3404

img_3201

img_3405

img_3220

Den første by vi mødte på vores smukke tur, var Vernassa. Nogen hævder at det er den skønneste af alle Cinque Terres småbyer. Det er i hvert fald den mest proppede – men den er også helt ubeskriveligt malerisk – og et godt sted til en frokost! Hernede er man sådan set aldrig særlig langt fra et godt sted til en frokost, og det største problem er som regel at vælge. Det er dog værd at huske på, at i Italien ankommer du til en restaurant mellem kl. 12 og 13.30 (nogen gange kan du strække den til kl. 14, men det er så også grænsen), og ellers spiser du ikke.

Vernazza var den af byerne, som blev mest beskadiget under mudderskredet i 2011, men efterhånden er den ved at være tilbage i sin gamle, smukke skikkelse. Belforte-tårnet er byens stolteste kendingsmærke, og kan ses på nærmest alle billeder fra byen. Jo også tosset ikke at tage det med, for herligt er det!

img_3204

img_3421

img_3232

Fra Vernazza fortsætter kyststien videre til Corniglia, og det er virkelig en pragtfuld strækning. De mest utrolige udsigter lurer om hvert eneste hjørne, og det smukke holder bare aldrig op. Det gør stigningerne så heller ikke, så jeg fik rig lejlighed til at arbejde med min modvilje mod dem 😉

Man møder mange mennesker på kyststien. Rigtig mange. Og en del af dem har tydeligvis ikke begreb om, hvad det er de har begivet sig ud i. De har formentlig bare hørt, at turen fra Vernazza til Corniglia er vanvittigt smuk, og kun tager 1 1/2 time. Med de oplysninger kan man jo godt forstå, at de kommer ud på stien lidt sent på eftermiddagen, med nyglattet hår, smukke kjoler, små fine sandaler og lækre stråtasker på den sydeuropæiske måde. De har tydeligvis tænkt, at det kunne være hyggeligt med en lille tur til den næste by for at spise middag. Det er da også en fremragende ide. Forudsat altså, at man er klædt på til, og indstillet på, bjergvandring. Jeg tænker, at en del af disse bedårende unge kvinder endte med at spise middag alene, efter at have kastet deres dumme mænd og alle deres skøre ideer ud over en skrænt – sådan lød det i hvert fald på deres samtaler undervejs 😉

Helt generelt synes jeg faktisk, det kan være ret svært at gennemskue præcis hvor udfordrende en given vandrerute er – og det gælder ikke kun i Cinque Terre. Når ruter beskrives som ‘nemme’, relaterer beskrivelsen sig som regel til det rent tekniske: er der vanskeligt fremkommelige passager, er ruten fornuftigt afmærket, og skal du bruge kompas og/eller klatreudstyr for at komme igennem den. Det bedste man kan gøre, er selvfølgelig at kigge på et detaljeret kort, så man kan vurdere hvor mange højdemeter man skal passere, og hvordan de er fordelt over ruten. Det næstbedste er at sammenholde rutens kilometertal med den angivne tid, der kræves for at gennemføre den. Hvis du ender med en gennemsnitshastighed omkring 3 km i timen, kan du roligt regne med, at den indbærer stejle stigninger, for de der tidsangivelser er ikke for gamle folk og småbørn!

img_3422

img_3307

img_3409

img_3419

Vi boede som nævnt i Manaroloa. Det er en betagende lille by, og så har den en meget vigtig feature: Den har en pragtfuld fiskerestaurant nede ved kajen, hvor ham min elskede har indstiftet en tradition med at bestille en flaske iskold hvidvin og to glas, hvorefter han festligt sidder og siger “Cin Cin” til sig selv, mens han drikker sig mod til at springe ud fra den høje klippe. Jamen, så sjovt, da…

img_3262

img_3417

img_3289

img_3416

På vores sidste aften i Cinque Terre gik vi op til Nessun dorma (ja ja, man kan selvfølgelig sin Puccini hernede), som er en skøn restaurant på klipperne lige ovenfor Manarolas kaj. Her er så smukt, at man næsten ikke har tid til at spise – og det er en skam, for maden er typisk italiensk: enkel og toplækker, med udsøgte råvarer, og tilberedt med den største omhu. Nessun dorma kan slet ikke anbefales nok, hvis man er på disse kanter, og den tid man bruger på at stå i kø for at komme ind, er godt brugt.

Honestly all type of works are stressful and hard, even if you have the best sea-view of the world. The only way to keep nice and easy your work is the smile and the passion.

Sådan står der på restauranten – og præcis sådan opleves stemningen, når man sidder en skøn aftenstund og kigger ud på solnedgangen over byen, klipperne og havet, mens man lader sig forkæle med alskens delikatesser. Nice and easy – og smile and passion. Super cool sted, som er afslappet og tilbagelænet på den helt fede måde.

img_3261

Cinque Terre er noget helt særligt. Cinque Terre er nærmest overjordisk smuk, vild, betagende, og evigt omskiftelig. Cinque Terre skal opleves – mere end én gang.

Måske vil du også læse...