Destinationer, Italien, Rejser

Mini guide til Rom II

guide til Rom

I går gav jeg et par generelle rejsetips til Rom – i dag vil jeg komme med et konkret bud på, hvordan man kan tilbringe tre vidunderskønne dage dernede, hvis man aldrig har set byen før. Hvis man er frisk på at gøre dagene lidt lange, kan man både nå at få set en masse, og samtidig have tid til bare at slentre rundt og suge byen til sig.

Jeg vil ikke skrive en hel masse om hver enkelt seværdighed. Det er de mange andre der har gjort, og de har gjort det så udmærket, at jeg ikke ser nogen anledning til at gå dem i bedene. Omvendt er der slet ingen tvivl om, at Rom bare er meget sjovere, når man ved en smule om det man ser, så jeg vil klart anbefale at man bruger lidt tid på at sætte sig ind i det.

De færreste vil blive overraskede over mine forslag. Der er ikke en hel masse nyt i dem, men måske et par enkelte småkroge, du ikke har set før. Nogle af stederne er fundet ved hjælp af en genial guidebog, 111 steder i Rom som du skal se. Den er især sjov at bruge, hvis man har været i byen før, og måske ikke behøver se alle de mest almindelige seværdigheder igen.

 

3 dages guide til Rom for en førstegangsbesøgende

Dag 1

Hvis du ankommer til Rom ved middagstid, kan du godt nå nedenstående allerede den første dag. Alle stederne ligger forholdsvist tæt ved hinanden, og man kan nemt gå rundt til det hele.

guide til Rom

Start med at se imponerende Pantheon. Det er et gammelt hedensk tempel, som nu bruges som kristen kirke, og bl.a. huser Raphaels grav. Pantheon blev opført omkring år 120, ovenpå et endnu ældre tempel, som kan dateres helt tilbage til år 27 før vores tidsregning. Her er masser af mennesker, men tag dig alligevel tid til at dvæle et øjeblik herinde, og nyd hvordan sollyset leger med alle dekorationerne.

Gå til Largo di Torre Argentina. Ja, jeg ved godt at jeg skrev om det i går, men det er altså et fortryllet sted. Fortsæt ned til Berninis nuttede skildpadder i Fontana di Tartarughe på Piazza Mattei, og skrå over til Campo dei Fiori.

guide til Rom

Det er en levende markedsplads, hvor der er gang i boderne fra tidligt om morgenen. På pladsen er der en statue af den filosofiske dominikanermunk Bruno, som kom galt afsted under inkvisitionen. Han stillede de forkerte spørgsmål, og endte i 1600 på et bål med en pose krudt om halsen.

Nede i bunden af pladsen, lidt oppe ad en lille gade, finder man en kær lille kirke: Santa Barbara dei Librai. De fleste af Roms kirker er store og imponerende; denne her er ganske lille. Til gengæld bryster den sig af at være bygget ovenpå Pompejus’ teater, hvor Julius Cæsar blev myrdet – og det er da også noget. Jeg ikke haft held til at komme ind i kirken endnu, men den siges at være vidunderligt udsmykket, med marmor i mange farver og smukke blå freskoer.

guide til Rom

Herfra er der ikke langt til Via delle Zoccolette, der måske ikke som sådan er en vældigt imponerende gade – men kig på muren ved nr. 22. Der finder man en lille plakette med to småbørn i svøb, til minde om de mange forældreløse børn der tidligere levede her. Børnene fik mad og husly, og byens borgere fik mulighed for at gå herned og udvælge sig en stærk dreng eller en proper pige til hjælp med alt det praktiske…

guide til Rom

Fortsæt ned til Tiberen, og kryds over Ponte Sisto. Nu er du i Trastevere, og her er godt at spise! Prøv for eksempel il Chiak, som ligger ganske tæt ved broen – her spiser du udsøgt mad, i selskab med alle mulige cinematografiske memorabilia (il Chiak betyder Klaptræet).

guide til Rom

På vej hjem er det oplagt at slå et slag forbi Piazza Navona, Roms dagligstue. Få en kop kaffe eller te, mens du nyder Berninis fine fontæne, De Fire Floder. Selve pladsen er anlagt oven på kejser Domitians Stadion fra år 86, og har stadig en karakteristisk oval form.

Husk også at hilse på Berninis elefant på Piazza Minerva, og gå tilsidst op forbi Trevi fontænen. Kommer du sent om aftenen, er der knap så mange mennesker, og du kan formentlig uden videre gå ned og kaste din mønt i.

 

Dag 2

Start dagen med enten at

  1. Leje cykler, eller
  2. Frasortere lidt fra min liste nedenfor, eller
  3. Kridte skoene.

I dag kommer vi nemlig langt omkring, og cykler er en stor hjælp.

guide til Rom

Start oppe i Laterankirken på Piazza di San Giovanni in Laterano, med den flotte kirkeport, der stammer nede fra Forum Romanum. Bag kirken kan du komme ind og se Scala Sancta – den hellige trappe. Det er trappen Jesus gik ad, da han skulle til Pontius Pilatus. I dag er den flyttet til Rom, og må kun bestiges på knæ. Overraskende nok er der nærmest altid et sandt mylder af pilgrimme på trappen, som er fascinerende i al sin beskedenhed.

guide til Rom

Næste stop er Basilica S. Maria degli Angeli e dei Martiri på Piazza della Repubblica, og de tilhørende nyudgravninger af Diocletians termer. Selve kirken er noget så fin – Michelangelo byggede den året før han døde, og den er virkelig smuk. Inde i kirken finder du også en meridianlinje, som blev indsat da vi overgik til den Gregorianske kalender. Solen kommer ind gennem et lillebitte hul oppe på sydsiden af kirken, og ved middagstid følger lyset meridianen. Det lys er størst ved vintersolhverv, og jeg vil ikke engang foregive at forstå matematikken, men sjovt er det.

guide til Rom

Kirken er bygget ovenpå Diocletians termer, som omkring år 300 var det største badeanlæg i verden. Nyd både udgravningerne og Michelangelos fine søjlegange, og hop så på cyklen igen.

På Via Vittorio Veneto 27 ligger endnu en interessant kirke: Chiesa dell’Immacolata Concezione della Beata Vergine Maria. Selve kirken er måske ikke så spændende, men kapucinermunkenes festlige knoglekrypt er enestående. Hele herligheden er udsmykket med menneskeknogler, garneret med et tankevækkende skilt:

Det du er nu, var vi engang. Det vi er nu, bliver du engang.

guide til Rom

Efter dén opmuntrende omgang, vil jeg foreslå at du går ned forbi Via delle Quattro Fontane. Her ligger Palazzo Barberini, som er imponerende med sine dæmoniske søjler og fine gadelamper. I toppen af gaden finder du de fire fontæner gaden har navn efter, midt i et travlt vejkryds. Prøv at undgå at blive kørt over, når du beundrer dem.

Fortsæt herfra til Pincio-højens terrasse, som har en bedårende udsigt over Rom – og virkelig god is. Derfra er det kun et stenkast ned til Piazza del Popolo med tvillingekirkerne Santa Maria dei Miracoli og Santa Maria di Montesanto, og den store Santa Maria del Popolo, som både Raphael og Bernini arbejdede på.

guide til Rom

Gå ned til den Spanske Trappe. Du betræder nu fransk territorium (men behøver ikke pas…). Trappen blev bygget af en fransk diplomat, som var træt af den mudrede bakke fra den spanske ambassade (heraf navnet) til den franske kirke. Rom betaler hvert år en symbolsk sum til Frankrig for lejen, men har derudover begrænsede udgifter til den. For eksempel blev istandsættelsen i 2016 betalt af smykkehuset Bulgari (vi skylder dem, men det kommer nok til at blive en anden gang. En gang, når vi ikke samtidig takker Fendi for Trevi fontænen).

Smut også forbi Cafe Grecco i Via Condotti 86. Her kan man finde et par breve og småskitser fra H.C.Andersens hånd, og mange andre sjove sager fra tidens kulturelite. Nå ja – og så kan man få kage…

guide til Rom

Peterskirken er dagens sidste programpunkt, og det er med vilje, jeg har gemt den til sidst. Alle kommer der nemlig tidligt på dagen for at undgå køerne – der således er gigantiske hele formiddagen. Når man går op mod kirken vil man få utallige fristende tilbud om at ‘springe køen over’. Lad være. Been there, done that. Man kan I.K.K.E springe køen til Peterskirken over. Sørg for at have en hyggelig snack og en flaske vand i tasken, og se det som en ekstra pause.

Kirken er selvfølgelig flot. Den er først og fremmest stor, men også flot. Desværre har jeg oplevet, at større og større dele af kirken er blevet spærret af for offentligheden, hver gang jeg har været der – men selv i kirkens allerforreste del er der rigeligt at kigge på.

 

Dag 3

Også på denne dag er der brug for at man gør sig nogen overvejelser. Hvis ikke man er frisk på en cykeltur gennem Roms brølende trafik, kan man ganske enkelt ikke nå det hele – men så har man jo en glimrende grund til at komme tilbage!

Start med morgenmad i Vittoriano monumentets cafe. Det er endnu aldrig lykkedes for mig, men det må være skønt at sidde og spise sin cornetto med udsigt over Forum Romanum og Colosseum.

guide til Rom

Forum Romanum kunne fint tage en hel dag eller mere, men ved dette første besøg vil jeg foreslå at man bare snuser til stemningen, og lige hilser på Cæsars grav. Den ligger ved hans tempel, bag en lav mur. Gå rundt og nyd historiens vingesus, og glæd dig over, at Mussolini kun asfalterede en mindre del af området…

guide til Rom

Næste punkt på programmet er Colosseum, og her er det en enorm fordel at komme velforberedt. Hjemmefra kan man nemlig købe billetter som giver adgang på et forudbestemt tidspunkt, hvilket vil sige at du kan springe køen over!! Du behøver med andre ord ikke at afsætte tre timer til at vente i den stegende hede, men kan vandre direkte ind. Jamen, jeg kunne knap nok få armene ned, da jeg opdagede det. Bestil dine billetter her, og vælg selv hvornår du vil ind og se det enestående teater.

guide til Rom

Efter at have skippet køen ved Colosseum, orker du måske at stå lidt ved Sandhedens mund  Piazza della Bocca della VeritàDet sagnomspundne tidligere brønddæksel blev udødeliggjort af Audrey Hepburn (åh, Audrey…) i filmen Roman Holiday, og det trækker lange køer. Hvis du imidlertid ikke har brug for at stikke fingrene i munden på bæstet, kan det sagtens ses udefra. Så kan du til gengæld bruge et par minutter i selve kirken, hvor Skt. Valentins kranie ligger.

guide til Rom

Kør forbi Circus Maximus, og op til Piazza dei Cavalieri di Malta, hvor du finder Roms berømte nøglehul. Ja, selv et nøglehul er en attraktion i Rom, og igen skal du håndtere en lillebitte smule kø. Men det er umagen værd, for når du kigger gennem nøglehullet, har du en perfekt indrammet udsigt til Peterskirken – og det er da sjovt!

Sørg for at have maven fyldt godt op, for nu skal du ud på en længere tur. Det er denne del af turen jeg vil foreslå man springer over, hvis ikke man er på cykel, for der er langt at gå (med en klapvogn og to små rollinger i myldretidstrafik…), og det går ikke meget hurtigere i bil. Men altså, hvis du enten er på cykel eller har sat god tid af, så tag ud og se San Callisto katakomberne på Via Appia Antica 110. Vær opmærksom på, at katakomberne holder siesta kl. 12-14, og at de holder helt lukket om onsdagen.

På vejen tilbage bør du unde dig selv at stoppe ved den ikke-katolske kirkegård, Cimitero Acattolico, lige ved Cestios Pyramide. Her ligger bl.a. Shelly og Keats begravet, men selv uden dem er det et magisk sted. Helt stille og fint – og med hundredevis af kælne katte. Ja, jeg savner stadig min Løvekonge.

Efter en så lang dag er det en velsignelse at vide, at du virkelig skal gøre dig umage for at få dårlig mad i Rom. Du kan roligt smide dig på nærmest en hvilken som helst restaurant, selv dem der ligner de værste turistfælder – eller du kan nøjes med en Nutella-pizza. Mums.

guide til Rom

Rom er og bliver noget helt særligt. Den fortjener slet ikke at blive ræset igennem på tre dage, men omvendt kan tre dages smagsprøver give inspiration til utallige fremtidige ture. For man skal tilbage til Rom. Altid. Og det er også derfor, det er så vigtigt med den mønt i Trevi.

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Jeg har aldrig været i Rom. – Det er en stor fejl, kan jeg se!
    Tak for fantastiske billeder og super guides 🙂

    1. Selv tak – jeg håber snart du får chancen!

Comments are closed.