Mit dullegrej

I morgen tager jeg tilbage til Mallorca – kufferten er pakket, og jeg glæder mig til at se ham min elskede igen. “Kufferten er pakket”; det lyder virkelig nemt og simpelt, og jeg burde vel også kunne køre den hjem på rutinen, men denne gang synes jeg faktisk det har været lidt af en udfordring.

Det eneste jeg slet ikke har haft problemer med, og som nærmest ingen plads optager, er mit dullegrej. Jeg bruger ikke ret mange produkter til min makeup, til gengæld så er jeg tryg ved dem, og køber dem igen og igen. Jeg er ikke ret eksperimenterende, når det kommer til makeup, og det kan selvfølgelig også være en slags udfordring i sig selv, fordi man nemt risikerer at hænge fast i rutiner der var vildt gode for 20 år siden, men måske knap så heldige i dag (fordi mørke streger under kindbenene og glitrende blå øjenskygge engang var det hotteste man nogensinde havde set – eller bare fordi man var 20 år yngre). Bare en af de mange festlige udfordringer ved at blive en voksen kvinde 😉

Jeg starter naturligvis min morgenrutine med at rense, fugte og solbeskytte huden. Når det er gjort, bruger jeg en lillebitte smule af L’Oreals Visible Lift Blur Foundation. Jeg har den i to forskellige farver; en mørk og en lys, som jeg blander i hånden, så jeg til enhver tid kan matche min egen hudfarve. Derefter bruger jeg L’Orelas True Match concealer under øjnene, i øjenkrogene og ved næsefløjene, og Cliniques Chubby Stick på kinderne. Den er egentlig beregnet til læberne, men jeg er så glad for farven (Chunkiest Chili) at jeg har valgt at se stort på det, og jeg er endnu ikke blevet ramt af Den Hævnende Læbestifts-Gud. Jeg lægger den lige der hvor jeg engang havde fine, runde æblekinder; der hvor den naturlige rødmen også kommer. Når det er på plads, kommer mit (forholdsvis) nye yndlingsprodukt på banen: Kindben På Tube, også kendt som MAC’s Strobe Cream. Den dupper jeg på kindbenene, under øjenbrynene, på næsetippen og midt på overlæben, i amorbuen.

Hele herligheden lægger jeg på med fingrene, og dupper det derefter sammen ved hjælp af en genial lille svamp. Jeg købte min i Forever 21, men de fås alle vegne, i alle prislejer. Min var rørende billig, og klarer fint sin opgave: at blende alle farverne nemt og smukt sammen. Man skal bare endelig huske at gøre svampen fugtig før man bruger den – ellers opsuger den alt for meget produkt. Der er mange der også bruger den til at påføre makeup med, men hvis jeg gær det, synes jeg at jeg kommer til at se lige lovlig makeuppet ud, fordi det giver en ret kraftig dækning når jeg bruger den. Iøvrigt er det også bare hurtigere og nemmere med fingrene.

Til sidst får mine øjenbryn en forsigtig (!!) tur med Maybelline’s Brow Drama, som er en mascara til bryn, og så tegner jeg en streg på det yderste af den våde kant rundt om øjnene med L’Oreals Voluminous Smoldering Eyeliner.

Det hele tager mindre end fem minutter, og mere må det heller ikke tage, for så når jeg at miste interessen. Mit liv er simpelthen ikke til lange makeup-seancer, selvom jeg ind imellem godt kunne ønske mig at jeg gad…

 

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...