Hår, Sund & skøn

Nyt på-vej-til-at-blive-gråt hår; en opdatering

Som jeg har fortalt tidligere, er jeg på vej til gråt hår. Jeg er ganske enkelt ved at lade mit hår overgå til dets naturlige farve, som er en skønsom blanding af mørkebrunt og gråt, og faktisk ret flot. Jeg vil tro, at jeg har omkring 40 % grå hår, og det har betydet, at jeg meget ofte har skullet genopfriske farvningen i bunden – men evindelige farvninger passer meget skidt med mit temperament; derfor tog jeg beslutningen om, at nu skulle det være slut.

på vej til gråt hår

Tilbage i maj fik jeg lagt en masse lyse striber i håret, og klippet et godt stykke af det. De mange striber har betydet at jeg (med rigtig meget god vilje, og hjælp fra en farvespray) slet ikke har haft brug for at farve bunden – men også at mit hår er blevet ret medtaget. Derfor besluttede jeg, at noget måtte gøres.

på vej til gråt hår

At kalde spidserne ‘slidte’ ville være en mild overdrivelse. De var hærgede. Jeg var godt klar over, at jeg ville have brug for endnu flere striber for at nærme mig min naturlige farve – men jeg var i tvivl om, hvordan længderne ville komme til at se ud *.

på vej til gråt hår

Løsningen lå sådan set ligefor: snup en god bid af længden, og læg alle de striber der er brug for…

Nu er mit hår kortere end det har været i mere end 25 år, og det føltes da også som en urimeligt stor beslutning at lade dejlige Poul E sætte saksen i det. Heldigvis var han en klippe af ro under mit panikanfald, så af røg det – og jeg knuselsker det!

på vej til gråt hår

* Det er løgn. Faktisk var jeg slet ikke i tvivl – det var ret indlysende at de ville komme til at ligne (og føles som) hø; ikke umiddelbart et attraktivt look.

 

Redigering: Jeg har lavet et indlæg, hvor jeg gennemgår hele min brydsomme rejse mod det grå hår, og deler alle mine erfaringer – gode såvel som smertelige.

Måske vil du også læse...