Starter med at undskylde for den corny overskrift. Jeg skyder skylden på den udmattelse, der nu på fjerde dag hærger min udpinte krop. men det skete altså – vi gjorde det igen. Gik over vores formåen.
Vi er jo kommet galt afsted på vores vandreture før, og helt så tosset gik det (heldigvis) ikke denne gang. Vi gik bare over evne, og det er jo egentlig ikke så skidt igen. Positivt set er det vel sådan man rykker sin grænse og bliver bedre?
I det tidlige (måske lidt for tidlige) forår blev jeg grebet af en ubetvingelig lyst til at vandre. Ikke bare sådan ned til søen og lidt rundt i skoven, næ nej – hiking, skulle det være, på den dyre måde. Med professionelt gear, hængekøjer og Tryllebør.
Vores første forsøg med denne, i bund og grund fuldkommen usvære, kunst var nok mere morsomt end tjekket, men vi kom da stille og roligt efter det. Meget stille og roligt. Men det er da lykkedes os at gå godt over 500 km i år, og mange flere højdemeter end jeg overhovedet magter at tænke på. En milliard tusind ialt, tror jeg * Er ikke så god til det der med opad, men det er da lykkedes mig at slæbe min stakkels krop over mere end ét bjerg…
Og var det ikke lykkedes før, så fik jeg da i dén grad chancen igen, her på de sidste dages vandring. Nøj, det har været højt. På den fede måde, bevares, men sandelig også på den udmattende, og lidt udfordrende.
Vi gik fra Cernobbio (I ved, der hvor ham Clooney bor) og hjem til Gottro. Egentlig en ganske overkommelig lille tur, men vi stak så ind over bjergene. Bare fordi.
Nej, det er hverken von Trapp eller Heidi. Det er såmænd ham min elskede, i vanvittigt smukke omgivelser 😉
En af de ting jeg har lært i år er, at vores vandreture helt generelt bliver mere overkommelige, når det er mig der planlægger dem. Det har formentlig at gøre med, at ham min elskede læser turvejledninger på anden måde end mig, og at han måske ikke altid er helt 100 % synkroniseret med virkeligheden. For nu bare at tage et tilfældigt eksempel, så ved jeg jo godt, at vi næppe kan henregnes til kategorien experienced hikers. Kunne ellers være mega sejt, men det bliver det ikke sandt af. Hvis man nærlæser beskrivelsen af vores nyligt overståede tur, vil man se at ruten er opdelt i fire etaper, som imidlertid ikke kan gennemføres på fire dage. Experienced hikers, disse imponerende væsner, kan med rimelighed forvente at gennemføre ruten på seks dage, men dels er etaperne lange, dels skal man håndtere bemærkelsesværdige højdeforskelle.
Vi havde tre dage. Tre. Som i 3. Ham min elskede havde da også, i al sin visdom, valgt at vi ’kun’ skulle gå de første tre etaper. Dem med alle bjergene.
Det lykkedes (naturligvis?) ikke. Vi gik de to første, udmattede os selv totalt, og på tredjedagen besluttede vi så at gå sølle ti kilometer op ad vores eget bjerg, så vi var hjemme i tide til svigermors hakkebøffer. Og det var godt.
Hvis nogen af jer skulle have fået blod på tanden, så kan I finde turen her. Vi gik som sagt kun de første to etaper, og havde endda planlagt enkelte smutveje, som dog endte med at gå nogenlunde lige op med de gange vi farede vild, og måtte kravle op ad bjergene på hænder og knæ for at finde stien igen.
Det var bedårende smukt, men jeg må nok hellere advare om, at dele af turen er forholdsvis vanskelig. Underlaget er, for nu at udtrykke det diplomatisk, varierende, og der er virkelig mange højdemeter involveret – 6121 meter op og ned (på de første to etaper), for at være helt nøjagtig. Og skiltningen af ruten kan jeg ikke rigtig sige noget diplomatisk om, så jeg vil nøjes med at anbefale, at man medbringer virkelig godt tingfinderudstyr. Er man ok med det, venter der en fantastisk oplevelse, og så er det bare med at komme afsted!
* En milliard er virkelig mange. En million sekunder tager for eksempel lige knap 12 dage, mens en milliard sekunder tager næsten 32 år.
