Brasilien, Rejser

Rejseguide til Recreio dos Bandeirantes, Rio de Janeiro

recreio

Når jeg er i Brasilien, bor jeg hos ældstesønnen og hans familie i Recreio dos Bandeirantes (som regel blot kaldet Recreio), i Rio de Janeiros vestlige del. Som resten af byen er også Recreio meget mere grøn end man normalt forventer af en storby, med junglebevoksede bjerge og masser af træer alle vegne.

Recreio er et af de meget sikre områder i Rio. Man kan uden problemer trisse rundt på egen hånd, eftersom kriminaliteten overvejende er koncentreret omkring Rios centrum og de tilstødende nord- og sydzoner. Trafikken er også helt anderledes nem at gå til herude, og jeg ville ikke tøve et øjeblik med at anbefale at man lejede en bil, og bare kastede sig ud i det. I Recreio er det nemlig ikke nødvendigvis med livet som indsats… Faktisk kommer jeg ofte omkring på cykel – det er ofte den nemmeste og hurtigste løsning, og så får man i tilgift en fin træning af sine reflekser 😉

Hvis du besøger Rio de Janeiro, vil jeg helt klart foreslå, at du bruger en dag eller to i Recreio, og derfor har jeg lavet en lille rejseguide til området. For ja, der er en masse at se og gøre inde omkring centrum og Zona Sul (hvor du bl.a. finder de verdensberømte strande, Sukkertoppen, Kristus, Lapa og mange andre seværdigheder), men trænger du til en rolig strand, et godt måltid mad, og den mest overjordisk betagende skønhed, så er Recreio et fremragende bud. Inde fra centrum kan du tage bus, taxa eller Uber – det er overraskende billigt at komme omkring hernede.

Recreios strande

Ude i Recreio finder du en håndfuld herlige oplevelser. Først og fremmest er det strandene, du skal tage herud for. Lange, solbeskinnede, stort set uberørte sandstrande, med krystalklart vand og en nydelig palmebaggrund – hvis det er noget for dig, vil du elske Recreio.

Recreio

Er du surfer, har du formentlig allerede hørt om Recreio Beach, Macumba Beach, Secredo, Prainha og Grumari – de er alle rene lykkesteder for en surfer, med de voldsomme bølger, de skønne laid-back strandbarer, og de totalt über-cool lokale surfere. En lille advarsel, dog: tager du til Prainha med dit surfboard, skal du være forberedt på at blive bedt om at forlade stranden, hvis ikke du er god nok. Stranden er ikke helt ufarlig, og de rutinerede surfere gider ikke blive skadet af autonome tosser, der ikke ved hvad de laver.

Selv har jeg aldrig været i nærheden af et surfboard – eller jo, det har jeg, men kun fordi de flyder alle vegne ved Recreios strandbarer – men ikke desto mindre knuselsker jeg strandene. Vandet er varmt og klart, omend ofte alt for voldsomt for mig; til gengæld kan jeg tilbringe timer under en parasol (kan lejes for småpenge overalt) med en god bog og al den fine underholdning.

Recreio

Strandene er altid vidunderlige. Der er dage hvor man måske ikke har lyst til at hoppe i vandet (der er ikke specielt mange af dem, men de er der). Så går man en tur i stedet – start inde i Recreio, og bevæg dig ud imod Pedra do Pontal; den store klippehalvø, som giver Recreio strand sit altid genkendelige særpræg. Ved lavvande kan du gå nærmest tørskoet fra stranden over på klippen, men ved højvande må du nok skifte til badetøj. Klippen kan bestiges, og der er fine småstier rundt på den.

Fortsæt forbi Pedra do Pontal. Hvis du er lækkersulten, kan du stoppe ind hos Rico for en acai bowle og en frisk kokosnød – sukker på den (nærmest) sunde måde.

Recreio

Kravl op over Pedra de Itapua – oppe på toppen har du en nærmest magisk udsigt over Recreio på den ene side, og Macumba Beach og det omkringliggende naturområde på den anden. Tag dig tid til at nyde det – sid lidt, og tag det hele ind.

Recreio

Nede på den anden side lander du på Macumba Beach, hvor der er en skøn stemning; lidt hippie/surferagtig, meget tilbagelænet og meget brasiliansk. Und dig selv at stoppe ind i en af de skønne strandbarer – jeg er især vild med Quiosque da Simone, hvor man kan få en fremragende frokost. Er du ikke sulten, kan du nøjes med at bestille en Guanara (herligt læskende sodavand af en af de mange bizarre frugter der findes hernede). Sæt dig godt til rette i de mangefarvede møbler og sug festen til dig, mens du nyder udsigten til Morro do Rangel; det vilde naturområde lige bag stranden. Uha, det er en udsøgt måde at spilde en dag på!

Recreio

Recreio

Efter Macumba Beach kan du kravle over en kanal, og så er du ude ved Secredo; den hemmelige strand. Det er en lille naturlig pool, som på varme dage forekommer alt andet end ’hemmelig’, når folk strømmer dertil. Kommer du til gengæld på en overskyet dag, møder du formentlig bare et par hikere og en lokal fisker…

Recreio

Recreio

Vil du ud i den slags skønhed som nærmest gør ondt i øjnene, får du formentlig brug for enten en bil eller en cykel. Der er 2 km gennem det fredede område Mirante do Caeté til Prainha, surfernes absolutte favoritsted. Prainha betyder ’Lille Strand’, og den er i sandhed lillebitte. Til gengæld har den en vidunderlig fiskerestaurant, og stranden i sig selv er noget så bedårende. Kommer du i bil, skal du være forberedt på, at parkering er vanskelig, og på fridage noget nær umulig.

Recreio

4.5 km længere ude ligger Paradis. Intet mindre. Ingen grund til at fare til himmels, for det findes lige her, og det hedder Grumari. Kilometer af kridhvid sandstrand, meget få mennesker, men masser af dejlighed, og også masser af de gigantiske Fregatfugle (som du i øvrigt også kan se inde ved Pedra do Pontal). Grumari er den smukkeste natur, man på nogen måde kan forestille sig, og der synes ikke at være ende på alt det nydelige.

Recreio

Gør som brasilianerne – snup et selfie og en kokosnød, og læn dig tilbage. Livet er det der sker, mens du har travlt med alt muligt andet…

Recreio

Hvis nu du ikke er til strand (hvorfor???), så er der andet at se i Recreio. Der er en pragtfuld cykelsti langs hele stranden, som går videre østpå til Barra Beach – en dejlig strækning, hvor strandbarerne ligger som perler på en meget smuk snor – og så er der den yndige lille Natural Park Mun Chico Mendes.

Recreio

Du kan også gå tur langs Canal das Taxas, hvor du kan se alligatorer – masser af alligatorer – og måske en capivara; verdens største gnaver (op til 66 kg!). Selv har jeg kun set capivara én eneste gang, og da blev jeg så befippet, at jeg ikke engang tænkte på at tage kameraet frem, før det var for sent.

Recreio

Recreio er noget helt særligt; smukt, festligt, uberørt og vibrerende, alt sammen på én gang. Et sidste, men overmåde vigtigt råd er dette: Uanset hvordan du vælger at bruge dine dage i Recreio, må du for alt i verden ikke gå glip af solnedgangen. Der sker noget helt magisk, når solens sidste stråler brydes af havet på den ene side, og de enorme vådområder på den anden. #NoFilter…

Måske vil du også læse...