Brasilien, Rejser

Rios slumkvarterer – og en vej ud

De fleste har hørt om Rios favellaer, byens slumkvarterer. Det er barske områder, hvor nød og elendighed er hverdagens vilkår, og hvor perspektiverne for en bedre fremtid kan være svære at få øje på.

Rios favellaer

Jeg har altid ønsket mig at undersøge Rios favellaer, men har været lidt sky i forhold til de guidede ture der udbydes, fordi jeg har det lidt dobbelt med ’fattigdomsturisme’, hvor andres elendighed pludselig bliver til hotte feriesnapshots. Men what to do, når man nu er ærligt interesseret i at lære om alle byens aspekter? At Rio er mere end samba og solbagte strande er jo tydeligt for enhver, og jeg har i årevis prøvet at presse ældstesønnen til at tage mig med til en favella, men han har blankt afvist projektet som vanvittigt…

Sidst jeg var dernede, fik jeg så omsider muligheden. Ældstesønnen skulle undervise i en af Rios favellaer, Cantagalo, og han tilbød, at jeg kunne komme med ham derop (Rios favellaer ligger altid oppe. Rart at vide, hvis man er turist, og farer vild i gaderne: lad være med at gå op ad bakke, med mindre du er helt sikker på, at du ved hvad du gør). Og sikke en oplevelse.

Selve favellaen var om muligt værre end jeg havde forestillet mig, men på mange måder også langt bedre. De fysiske forhold deroppe var nærmest umenneskelige, men til gengæld var de menneskelige ressorcer nærmest overmenneskelige.

Rios favellaer

Hvis man skal ændre et samfund, giver det god mening starte med børnene. Der er bare to problemer med børn:

  • de bliver til unge, som danner sig deres egen mening om tingene, og måske endda finder mindre charmerende løsninger på de udfordringer de møder, og
  • børn er ikke uafhængige entiteter, som eksisterer i og af sig selv. Børn kommer fra forældre, de lærer af forældre, og de er på mange måder styret af forældre. Det er for eksempel en indlysende god ide at bygge en god (og gratis!!!) skole i et udsat område, hvis man tror på, at uddannelse er vejen ud af fattigdom – men en skidt ide ikke at få forældrene med på ideen.

Rios favellaer

I Cantagalo er nogle af de voksne gået sammen om et projekt for børn og unge. De har startet et jiu jitsu-projekt, og det var netop i den forbindelse, ældstesønnen var blevet inviteret. Brasiliansk jiu jitsu (BJJ) er noget for sig: en sportsgren som nok har rødder i den japanske jiu jitsu, men som har udviklet sig til sin helt egen sport. Der er nok ikke mange i Danmark, der nogensinde har hørt om BJJ, men i Brasilien (og efterhånden også i USA) er det en kæmpe ting, både sportsligt og økonomisk. Som dygtig BJJ-kæmper har du en billet ud af fattigdommen, men der er meget mere i projektet end bare dét – uden videre at satse på sportslig succes er jo, alt andet lige, lidt af en lodseddel. Cantagalo-projektet handler først og fremmest om at give børnene noget at være sammen om, og når man dertil lægger et mål eller en drøm, er det virkelig noget der rykker.

Rios favellaerRios favellaerRios favellaer

Det er ikke nemt, det med at vælge at lægge sin tid, sine penge og sine kræfter i at arbejde for andre, og det bliver givetvis ikke nemmere, når man har umådelig lidt at give af. – men ikke desto mindre bliver det gjort, og jeg er så dybt imponeret af de menneskelige ressourcer i Cantagalo.

For det er et fattigt område. Elendigheden skriger dig ind i ansigtet, når du går igennem bydelen, og jeg var overvældet og tynget af dårlig samvittighed over at have så meget, når andre har så lidt. Det de til gengæld har, er så kostbart, at der ikke findes ord for det. De har fællesskab, og de har en dyb viden om, at man skal dele. Efter træningen var der fest den dag vi var der, og alle børnene fik hver et glas cola – og de mindste, som ikke selv havde stået i kø, fik halvdelen af de stores, helt naturligt.

Rios favellaer

Jeg tænker at denne helt grundlæggende gavmildhed er en bærende del af projektet. Ifølge ældstesønnen er det nemlig ikke kun favellaens børn der er uendeligt generøse – de voksne, selv dem som har lagt favellaen bag sig, har også en helt grundlæggende forståelse for, at man hver især står stærkere, når man står solidarisk sammen.

Bare for at sikre mig mod misforståelser vil jeg meget gerne understrege, at jeg ikke tænker, at det stærke fællesskab er min fribillet til god samvittighed. Jeg er imponeret af fællesskabet, men ved også godt, at det ikke er nok. Jeg ved godt, at man ikke kan spise fællesskab, og at romantisering af fattigdom måske er en af de største farer vi, som velstillede turister, udsætter den sociale udvikling for. Bare lige så dét er på plads.

Vi gav en gave, da vi var på besøg, men jeg tænker at sådan et projekt styrkes allerbedst gennem et kontinuerligt bidrag. Udgifter er der nemlig nok af, også selvom alle arbejder ulønnet – og jeg vil så gerne have, at projektet stadig er i live når de små bliver store! Derfor prøver jeg også at finde ud af, hvordan jeg kan organisere en indsamling, som kunne give projektet en fast årlig støtte.

Rios favellaer

Rios favellaer

Cantagalo betyder ’Den Galende Hane’, og smuk er grafittien her – men bemærk udtrykket i hanens øjne…

PS: Med fare for (igen) at romantisere fattigdommen i Rios favellaer, så vil jeg gerne lige dele en dejlig oplevelse med jer:

Rios favellaer

Børn i fri leg. Altså børn der virkelig leger sammen. Tagfat og gemmeleg, helt uden elektronik eller voksen indblanding, helt som i gamle dage. Bare med den forskel, at i mine ’gamle dage’ foregik det i villavejenes haver, mens det her er rundt i halvt sammenstyrtede bygninger i en af Rios favellaer.

 

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Birgit blom jensen says:

    hej pia jeg husker tydeligt da min mor og jeg var i Brasilien i 1989. vi fik helt klart besked på, at vi ikke måtte nærme os favellaen- fordi der næsten dagligt foregik vold og drab. Det ærgrede mig meget, for jeg var nysgerrig, men måtte holde mig i skindet.

    1. Pia says:

      Ja, det har været meget voldsomt – og er det også stadig i visse favellaer. Cantagalo er tryg nok at besøge, men jeg ville nu alligevel tænke mig om en ekstra gang, ingen jeg bare gik derop på egen hånd… Det var helt fantastisk at få lov at se den på denne måde, og noget jeg er meget taknemmelig over!

Comments are closed.