Bolig, Indretning

Rum eller hjem – 7 ideer

Jeg tror alle ved hvad jeg mener, når jeg siger at der er forskel på et par smukt indrettede rum og et hjem. Skønhed alene gør ganske enkelt ikke et hjem, selvom det er en udmærket start. For at et sted kan føles som et hjem, skal der tilføjes det der flygtige, nærmest ubeskrivelige, som gør at man ikke er i tvivl om, at nogen elsker det her sted. Der skal være rart at være, og nogen skal nyde at være der.

Hvis man gerne vil forkæle sit hjem, men er lidt usikker på hvor man skal starte, kan man prøve disse syv tips, som jeg vil illustrere med billeder fra min søn og svigerdatters hjem her i Rio.

1) Indret efter dit behov. Hvorfor insistere på et kæmpe spisebord, hvis du allerhelst vil spise i sofaen? Hvorfor have en sofa, hvis du altid opholder dig ved spisebordet, og udelukkende ser TV i sengen? Hvorfor ikke have arbejdsbord i entreen, hvis en arbejdsplads er vigtig for dig, og der ikke er plads andre steder? Dit hjem skal passe til dig, ikke til en eller anden fiktiv gennemsnitsperson.

Marilia har valgt en forholdsvis lille sofa, så der bliver god plads til at spisebordet kan vendes og slås ud, så alle hendes heldige middagsgæster på den måde kan få plads omkring det. Sofaen kan i øvrigt nemt trækkes ud og blive til en dobbeltseng, så to kan flyde helt ud, når lysten er til dét.

2) Personlig stil og smag over mode. Det er da fint at skele til nye og spændende tendenser i boligindretningen, men hvis du elsker krom og koboltblå, så gå amok. Lad dig ikke stoppe af, at andre tænker, at teak og velour er meget mere hipt – ingen gider jo at leve i en teaterkulisse. Med mindre det lige præcis er dét man har lyst til: at leve i en teaterkulisse, for så går man all in på det!

Kobber er hot, men her er det udelukkende valgt fordi det giver lyset fra lamperne et vidunderligt skær. Disse lamper vil næppe blive udskiftet, bare fordi en ny trend dikterer at kobber er slut.

3) Sørg for godt lys. Lys er en super vigtig faktor i forhold til, hvor indbydende et rum virker. God belysning kan drage os ind, og nærmest give os et stort, varmt knus, mens goldt og gustent lys får os til at sidde på kanten af stolen, missende med øjnene, mens vi desperat kigger efter et stearinlys, en lommelygte – hvad som helst, der kan hjælpe på miseren. Det er fantastisk, hvis du har et rum, hvor det naturlige lys strømmer gavmildt ind; så er det bare om at åbne for det – men nogen rum har måske ikke helt så rigeligt med vinduer, eller også er de så dybe, at dagslyset ikke kan nå ind i alle kroge. Dagslyset kan man ikke tvinge, og så må man låne. Der findes så mange vidunderlige lamper, som hver især kommer med deres egen stemning og stil. Vælg de lamper, der fortæller den historie, du godt gider at høre igen og igen. Er pengene små, så prioriter altid lys over møbler. Man kan altid klunse en stol, men gode lamper koster.

4) Gør plads til dine minder. Minder nærer dit hjerte, og giver hjemmet liv. Det er minderne der fortæller, hvem der bor lige netop her – både fordi hver enkelt minde fortæller en historie, men også fordi de minder du har valgt at dele, fortæller noget om dig.

En kitchet lille souvenir, som bringer minder om herlige sommerdage i et af Venedigs gamle. statelige paladser.

5) Sørg for, at enhver ting har sin plads. Uorganiseret rod er aldrig særlig hyggeligt. Organiseret rod; maximalisme i indretningen, hvor hjemmet fyldes til randen med ting og sager, kan være helt igennem bedårende – hvis altså det hele emmer af, at der er mening i galskaben. Og ja; det kan ses.

Hatte, solbriller, smykker, makeup og tasker – tilsyneladende hulter til bulter, men vi kan jo sagtens se, at der er tænkt over hver eneste ting, og at de omhyggeligt hænges tilbage på plads efter brug!

6) Planter er liv, og liv skaber et hjem. Fyld huset op med friske grønne planter – det giver et skønt indtryk af frodighed. Tænk lidt over, hvordan du placerer dine planter. Hvis det er småt med pladsen, er det bedre at hænge planterne op i loftet end at stille dem på gulvet – og hvis det kniber med lyset, skal de ikke stå i vindueskarmene, men rykkes længere ind i rummet. Og husk, at hvis du er tæt på at lykkes med at få slået en (eller flere) af dem ihjel, skal de fjernes. Eventuelt kan de komme på ferie udendørs, men de skal i hvert fald udenfor synsvidde, for halvdøde planter bidrager ikke til hyggen.

Et par imponerende guldranker, der ligefrem praler med deres livsmod. De hænger i helt simple ophæng, som ikke stjæler billedet.

7) Og nu vi taler om hyggen, så er den naturligvis rosinen i pølseenden. Hygge må der til. Find ud af, hvad hygge er for dig, og dyrk det. Måske er det tæpper og puder, måske er det stearinlys, eller baggrundsmusik, en kæmpe lænestol, en bogreol – uanset hvad, så husk hyggen!

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...